Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1490Visninger
AA

17. Kapitel 15

 

Den følgende morgen fik jeg medlidenhed med de overnattende, som havde festet natten lang og ville vågne op sultne og hungrende efter fast føde. Derfor besluttede jeg mig for at lave pandekager til dem. Hvornår jeg sidst havde gjort noget for Liv og hendes venner af egen fri vilje, kunne jeg ikke huske, men nu fik jeg lyst til det.

Jeg forsøgte at være stille, da jeg bevægede mig ud i køkkenet fra mit værelse, og det lod ikke til, at en eneste af dem, der sov i stuen, vågnede. De nødvendige ingredienser fandt jeg i køleskabet og et par skuffer, og så gik jeg i gang med blandingen. Netop som jeg skulle til at smelte smør på en pande, hørte jeg fodtrin bag mig, og det fik mig til at dreje hovedet.

Nina stod på den anden side af kogeøen, fuldt påklædt og med håret sat op i en hestehale.

”Godmorgen,” sagde jeg og indså først da, hvor hæs af træthed min stemme var.

”Godmorgen,” svarede hun med et smil.

”Jeg vidste ikke, at du også var jer,” tilstod jeg. Hun boede et stenkast herfra, så det var nok ikke af behov, at hun var blevet natten over.

”Liv havde ikke lyst til at sove alene i en seng med Anders,” sagde hun, men løftede hænderne foran sig, da mit ansigt fortrak sig i undring. ”Joke, joke. Liv sover alene i sin seng. Jeg syntes bare, at det kunne være sjovt at blive hængende.”

Jeg lo og vendte min opmærksomhed mod den langsomt smeltende klump smør. ”Du er tidligt oppe af en, der festede til så sent.”

”Så vidt jeg ved, var du den sidste til at gå i seng,” påpegede hun. ”Og du var tydeligvis oppe før mig.”

Mine lunger sugede luft til sig, men jeg lukkede den ud lydløst. ”Jeg sover ikke så godt om natten.”

”Nej, det sagde Liv godt nok …” Der opstod en lidt pinlig tavshed, hvor jeg rakte op efter skålen med dejblandingen og gav den et par ekstra pisk, mens jeg ventede. ”Derudover, hvordan har du det så?”

Spørgsmålet kom ikke bag på mig, men jeg ville ønske, at hun ikke havde stillet det, for jeg havde kun to muligheder nu: at fortælle sandheden eller at lyve. Ingen af delene havde jeg lyst til, men jeg kunne jo ikke så godt bare ignorere hende. Nina var Livs livslange barndomsveninde, og jeg var lige så vant til at se hende i huset, som jeg var vant til at se min egen søster. At opføre mig ubehøvlet overfor hende ville ikke gøre noget som helst godt for de situationer, hvor vi blev tvunget til at være i samme lokale.

”Jeg har det nogenlunde,” blev mit svar. ”Venter bare på, at alting bliver nemmere med tiden, du ved.”

I den efterfølgende stilhed vendte jeg mig ikke for at se, om hun stadig var der, for det vidste jeg, at hun var. Frem for noget andet koncentrerede jeg mig om pandekagedejen. Den nu smeltede mængde fedt på panden hældte jeg over i den store blandeskål og gav det hele en omrøring. Derpå fandt jeg et decilitermål og fiskede noget af den hvidgule flydende masse op.

At bage pandekager – jeg forstår stadig ikke, hvorfor det hedder at bage, når det ikke foregår i ovnen – var mere besværligt i siddende stilling, end det var stående, men fordi der ikke var meget at holde øje med det, kunne jeg lige klare det. Panden, der plejede at være tungere i min hånd, gjorde mig opmærksom på den ekstra træning, mine arme og hænder fik af kørestolen. Det var ikke første gang, at jeg lagde mærke til det, men det var den mest markante af situationerne.

En hvislende lyd bredte sig i køkkenet, da den kølige dej ramte den glohede overflade, og jeg skyndte mig at dreje håndleddet, så det ikke ville komme til at ligne en amerikansk pandekage. Imens stod Nina bare lænet mod kogeøen og betragtede mig bagfra. Til min egen store forbavselse havde jeg intet imod det.

”Er du sulten?” spurgte jeg, idet jeg vendte mig rundt.

”Dødsulten,” hviskede hun grinende. ”Må jeg ikke være med?”

At få en ekstra hånd i køkkenet var ikke noget, jeg ikke var vant til, så det så jeg intet problem i. ”Jo, hvis du gider.”

Mere behøvede jeg ikke at sige, før min søsters veninde stod på den anden side af øen og betragtede den tynde, delvist stegte pandekage kritisk. ”Det er længe siden, du har lavet pandekager,” kommenterede hun.

Dertil kunne jeg have svaret, at det var et stykke tid siden, jeg sidst havde set hende. Faktisk kun en enkelt gang ganske kort siden ulykken, hvilket var lidt underligt. Nina levede sit halve liv hos os normalt, hun var en selvfølgelig del af familien ved enhver fødselsdag eller begivenhed. Som Lærkes studentergilde eller vores forældres dobbelte fyrreårs fødselsdag og alt derimellem. Da jeg fyldte sytten, havde hun givet mig verdens grimmeste T-shirt sammen med et væddemål om, at jeg stadig ville få komplimenter for nyt tøj, når jeg kom i skole. Til min store fortrydelse – og smiger dengang – fik hun ret.

”Det er det måske nok,” blev mit bedste svar.

Hun rodede lidt i den øverste skuffe tættest ved komfuret og fandt en palet i træ, som hun brugte til at undersøge kanterne med. ”Jeg skulle have besøgt dig på sygehuset,” sagde hun stille, ”men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre, og jeg er jo bare Livs veninde.”

Noget i tonen fik det til at lyde, som om hun følte sig skyldig over ikke at have været der, hvilket hun overhovedet ikke skulle. Som hun selv sagde, var hun jo Livs veninde og ikke min. Måske betragtede jeg hende som et medlem af familien, men ikke ét, jeg ville blive skuffet over ikke at se ved min sygeseng. Det var der ikke nogen, der kunne kræve af hende – mig mindst af alle, for så nærværende i hendes og Livs venskab havde jeg trods alt ikke været i de senere år.

”Det skal du ikke tænke på,” lovede jeg hende med et smil. Pandekagens kanter begyndte at blive lysebrune, og hun vendte den hjemmevant.

”Men det gør jeg.”

Jeg vendte mig mod hende og kunne ikke lade være med at skamme mig over, at jeg ikke kunne se ned i hendes øjne som før i tiden. I stedet måtte jeg se opad. Men jeg fastholdt blikket. ”Din rolle i alt det her rod er at være der for Liv. At jeg pludselig ikke kan gøre alting som tidligere påvirker hele familien. Jeg ved, at hun har brug for en god ven til at komme igennem det, og jeg ved, at du altid er der for hende.”

Først stirrede hun bare på mig, som om jeg var en alien, der netop var dumpet ned fra et andet sted i universet og landet for fødderne af hende. Gradvist begyndte det så at trække i hendes ene mundvig, indtil hendes læber formede et skævt gavtyvesmil.

”Tak, Lasse,” sagde hun og brød øjenkontakten for at se ned på den plettede, lysebrune dej. ”Ikke for noget, men jeg tror, at alt det her rod har gjort noget ved din personlighed.”

”Ja?” Jeg hævede et øjenbryn.

”Før ulykken ville du aldrig nogensinde have sagt den slags direkte til folk,” fortalte hun mig.

Først blev jeg lidt fornærmet: hvad vidste hun egentlig om mig, ud over at jeg var Livs storebror? Desværre havde hun ret alligevel, og jeg kunne godt selv se det. Et par uger tilbage på skolebænken havde gjort mig opmærksom på ting, jeg aldrig ville have bemærket før. Som for eksempel hvor dårligt, jeg havde behandlet alle, der ikke var i min nærmeste omgangskreds. Oplevelsen havde helt sikkert gjort mig mere ydmyg, selv om jeg lige skulle vænne mig til at være røget helt nederst i hierarkiet på skolen.

”Hvis det er nogen trøst, føles det stadig mærkeligt at tale sådan,” drillede jeg.

Når jeg tænkte over det, var det en helt ukarakteristisk udtalelse, jeg havde foretaget, men i øjeblikket havde den virket helt naturlig. Den slags skete ellers kun i platte film, hvor manuskriptforfatterne havde mistet fornemmelsen for, hvordan unge mennesker talte sammen. Jeg gøs over min egen banalitet.

”Slet ikke akavet eller noget.” Nina lo, idet hun rakte ud efter en ren tallerken og tog den første færdige kage af panden.

”Tak, fordi du påpegede det,” kommenterede jeg tørt, men kunne så ikke lade være med at grine. ”Flabede møgunge.”

”Nogen skal jo være det,” forsvarede hun sig, idet hun øsede endnu en portion flydende dej over i den brandvarme beholder, der skulle få den til at størkne.

Jeg sagde det ikke, men at Nina stadig turde at være kæphøj overfor mig, gjorde mig glad, for det var der ikke ret mange andre, der turde. Mine forældre listede omkring mit temperament som nybagte forældre om en barnevogn. Liv gjorde aldrig ting, jeg fandt direkte irriterende som før. For få måneder siden ville hun ikke have tøvet med at ”låne” en af mine grimme T-shirts efter vask, så hun ikke behøvede at sove i sine egne. Nu leverede hun mit nyvaskede tøj sammenfoldet og uden en krølle. Alt sammen.

Kasper turde at være direkte, fordi han vidste, at jeg ikke ville gå i stykker som en gammel porcelænsdukke, hvis han prikkede til mig.  Fordelen ved at have en idé om, hvad jeg gik igennem, forestillede jeg mig. Problemet var bare, at siden dagen med protesen, havde jeg ikke hørt meget fra ham. Han havde ringet et par gange for at høre, hvordan jeg havde det, og jeg havde fortalt ham om drømmefangeren, som han havde sagt, at det ikke kunne skade at sove under. Men derudover havde telefonlinjen været næsten død.

”Godmorgen,” sagde en stemme bag mig, men jeg behøvede ikke at kunne se vedkommende for at vide, hvem det var.

”Godmorgen, Liv,” svarede jeg, idet jeg overtog panden fra Nina.

Nina fnisede. ”Har du det godt?”

Liv stønnede demonstrativt. ”Aldrig haft det bedre,” bekendtgjorde hun sarkastisk. ”Jeg har det, som om jeg har været i et frontalt sammenstød med et næsehorn.”

”I det mindste var det ikke en lastbil,” kommenterede jeg, idet jeg vendte det søde fladbrød i luften. Duften havde gradvist bredt sig i køkkenet – og sikkert også resten af huset – og min mave knurrede i respons på manglen af morgenmad.

”Stakkel,” kommenterede Nina leende.

”Lad være med at have medlidenhed med hende, Nina,” opfordrede jeg. ”Så kan det være, at hun ikke gør det igen.”

”Du er usædvanligt frisk i dag, Lasse,” knurrede min lillesøster hæst. ”Kan du ikke gå tilbage til at være dødtræt?”

Jeg spærrede øjnene op ved lyden af det spøgefulde spørgsmål, for det var naturligvis ikke ondt ment. Men det var første gang i umindelige tider, at hun havde sagt noget tilnærmelsesvis fornærmende, og det var forfriskende.

Heldigvis kunne hun ikke se mit ansigtsudtryk, idet jeg placerede panden på komfurets ene kogeplade, og da jeg drejede kørestolen, var overraskelsen forsvundet så meget ud af kroppen på mig, at jeg kunne skjule den. Hvis Kasper kunne se mig nu, ville han enten have rost mig eller ladet en eller anden spydig, rammende kommentar falde.

”Er det takken, jeg får for at lave morgenmad til dig og dine fulde venner?”

Julelys tændtes i min lillesøsters blå øjne. ”Er det til os?” Begejstringen var så åbenlys i hendes stemme, at jeg lige så godt kunne have fortalt hende, at hun fik en hundehvalp i meget-før-julegave.

Som svar pegede jeg på den store skål med dejblanding, inden jeg fjernede pandekage nummer to fra varmen og satte den tredje i gang.

”Den der blev lidt brændt,” påpegede Nina kritisk.

Jeg så på den, jeg netop havde færdiggjort og kneb øjnene sammen. Der var et par sorte pletter hist og her, men intet der ville kunne smages. Men fordi det var blevet påtalt, og fordi jeg var sulten, tog jeg den af tallerkenen, rullede den sammen og tog en bid.

”Mere til mig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...