Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1481Visninger
AA

16. Kapitel 14

 

Det var en mørk og stormfuld aften … Ja, ja, kliché, jeg ved det godt. Men det var det altså! Og jeg tilbragte den som enhver anden lørdag aften siden skolestart: på sofaen.

Fjernbetjeningen hvilede løst i min hånd, og mine øjne var klæbet til den lysende tv-skærm foran mig. Livs venner og klassekammerater løb op og ned ad trapperne og larmede som vilde dyr på rovtogt. Hvem der end havde fået den fantastiske idé, at hun kunne få lov til at holde en lille fest, havde ikke vendt det med mig først, og de var absolut ikke mine bedste venner.

Volumen stod på tredive, og jeg kunne stadig kun opfatte brudstykker af dialogen på Comedy Central over fnisende piger og højtråbende drenge, der foregav at være fulde. De var femten, måske seksten år gamle. Hvor fulde kunne de være? I mine øjne var de ikke stort andet end en flok børn. Elever i niende klasse. Men så igen, niende klasse havde også været vild for mine klassekammerater og jeg dengang.

Mor og far var selvfølgelig ikke hjemme til at holde styr på de uregerlige unger, der teede sig værre end 1.g’erne til deres introfester på gymnasiet (og de præsterede ellers at brække sig overalt i kantinen, samtidig med at de havde sex med alt tøjet på ude på dansegulvet). Så det var bare mig, og der var ikke meget, jeg kunne gøre, hvis der skulle ryddes op efterfølgende. Særligt ikke når hovedparten af festen foregik ovenpå.

Netop som jeg skulle til at råbe – forgæves, men det skulle jo prøves – til min søster, at de skulle skrue ned for bassen, hvis ikke hun ønskede at forklare til vores forældre, hvordan samtlige glasruder i huset var smadret, ringede det på døren. Det var næsten umuligt at høre den ellers abnormt forstyrrende tone, der indikerede, at der var gæster udenfor, men den var der helt sikkert.

I den stund ville jeg ønske, at jeg havde en krykke, en kost eller noget lignende, der kunne bankes mod loftet og måske vække Livs opmærksomhed. Men det havde jeg desværre ikke, så jeg blev nok nødt til at fjerne mig fra sofaen.

Med et suk trak jeg min stol nærmere og fik møvet mig over i den. Trætheden i min krop var fuldkommen som følge af en hård skoleuge og manglende søvn oveni. Mine hænder føltes hævede og ru, da jeg lod dem trække hjulene fremad, således at jeg nærmede mig entréen.

Allerede gennem dørens ruder kunne jeg se et velkendt ansigt, og det gjorde mig lidt mindre irriteret, da jeg åbnede og lukkede vedkommende ind. Hendes hår var vindblæst og en smule filtret, og regndråberne havde gjort hendes ansigt vådt, så mascaraen var løbet en smule. Men hun smilede som altid.

”Hej, Lasse,” sagde hun muntert.

”Godaften, Nina,” svarede jeg med et smil og forsøgte at undgå at lyde forpustet. ”Lige fra træning?”

”Jeg nåede lige hjem i bad,” forklarede hun mig og skævede mod loftet. ”Hold kæft, hvor det larmer.”

Jeg lo, selv om larmen så småt begyndte at gå mit på nerverne. ”Det siger du ikke.”

Hun sparkede hjemmevant sine sko af, så de landede i bunken bestående af mine egne, Livs og vores forældres. Derpå fik jakken en plads på samme knage, som hun havde benyttet sig af så længe, jeg kunne huske.

”Jeg ville gerne blive og sludre, men …” Hun lod sætningen hænge, og jeg forstod selvfølgelig godt hentydningen. Derfor flyttede jeg mig lidt, så døråbningen blev blotlagt.

”De er på Livs værelse … håber jeg.” Hun sendte mig et smil, der afslørede, at hun endelig havde fået bøjlerne af efter flere år.

Så strøg hun forbi mig, ind gennem huset og op ad trappen. Et øjeblik senere lød der begejstrede hyl oppefra, og jeg rystede smilende på hovedet, da jeg trak mine hørebøffer ud af en skuffe, greb min bærbare computer og vendte tilbage til stuen.

Jeg forsøgte at se en episode af Better Call Saul, men festlighederne besværliggjorde forståelsen lidt, så jeg opgav og gav mig i stedet til at skrive på det, der nok ville blive årets sidste danskstil. Belejligt nok handlede oplægget om løssluppenhed blandt unge og deres naturlige forhold til alkohol. Derudfra skulle jeg så skrive en kronik, hvor jeg skulle forsøge at være uenig med forfatteren, der mente, at det var sundt for unge at udfolde sig og opføre sig vanvittigt, mens ingen forventede for meget af dem.

Selve stilen tog mig ikke lang tid at skrive, men tidspunktet og min mentale tilstand taget i betragtning kunne den nok godt bruge en gennemlæsning eller to lidt tættere på afleveringsfristen. Fordi der ikke var andet at lave, blev mit næste projekt Sørens nyligste idé: et større projekt om rumfang og optimering samt et lille biprojekt om integralregning og omdrejningslegemer. Ingen af delene var særlig svære at have med at gøre, og opgaverne distraherede mig fra min søsters demonstration af, hvad det ville sige at have et socialt liv.

Grupperne gled af og til forbi mig og ud i køkkenet, hvor de opbevarede deres drikkevarer i køleskabet. Jeg ignorerede dem og lod, som om jeg var forsvundet ind i den verden, musikken i mine ører fortalte om. At sidde på denne måde var faktisk helt behageligt, og jeg følte mig rimelig afslappet. Så jeg fortsatte med at koncentrere mig om skoleting til langt ud på natten, hvor Livs venner efterhånden begyndte at fordufte.

Nogle kom slingrende gennem stuen på en sådan måde, at jeg blev forbavset over, at de ikke var faldet hovedkulds ned ad trapperne undervejs. Andre råbte op om at skulle holde efterfest hjemme hos en af fyrene, som alle grinede af, fordi han havde en klat indtørret et-eller-andet hængende på skjortekraven. Han påstod hårdnakket, at alkoholen ingen effekt havde på ham, men den brunlige plamage mod det lyseblå stof forrådte ham. Det kunne kun være to ting, og de kom som regel ud af hver sin ende af kroppen.

Optrinnet, der tilsyneladende havde været, lod til at markere festens ende, for musikken blev slukket, og det strømmede pludselig ned ad trapperne med de resterende gæster, efterfulgt af Liv og Nina. Da min lillesøster satte fod i stuen, trak jeg hørebøfferne ned om nakken.

”Liv?”

Hun vendte sig, netop som hun var på vej forbi sofaen. ”Ja?”

”Hvor mange er på cykel?” Da spørgsmålet kom ud af min mund, kunne jeg ligefrem selv høre, hvor ikke-teenage-agtig jeg lød.

”Det ved jeg da ikke, Lasse,” svarede hun. ”Hvorfor?”

Min tommelfinger pegede på ruden bag mig, ud mod den mørke baghave, hvorigennem man kunne se vinden ruske faretruende i genbohavens grantræer. ”Se engang på vejret. Det er ikke det sikreste at cykle i.”

”Hvad skal jeg gøre ved det?” Først da bemærkede jeg, at hendes ord var lidt slørede.

Hovedrystende trak jeg på skuldrene. ”Aner det ikke, men jeg synes ikke, at det er så smart at lade nogen cykle hjem.”

Jeg kunne se på hende, at jeg havde valgt det forkerte tidspunkt at være den ansvarlige storebror på, specielt når jeg ikke kunne gøre noget som helst ved situationen. Faktum var bare, at hvis én eneste af disse unger kom noget til på vejen hjem, ville Liv og jeg være delvist ansvarlige for at have ladet dem tage kampen op med vejrguderne.

Som sædvanlig havde jeg ret, og mit ord blev lov i sidste ende. Abefest blev til sovefest i løbet af den tid, det tog dem at puste luftmadrasser op og finde tæpper rundt omkring i hele huset. Fordi jeg havde på fornemmelsen, at jeg alligevel ikke ville få sovet, lånte jeg min dyne ud og fortrak til mit værelse for at give de sovende fred.

Andre havde tydeligvis ikke den slags bekymringer, for mellem opkast-lyde og rutsjende stof kunne der konstant høres forsøg på hvisken på den anden side af døren. En lille gruppe af Livs klassekammerater kunne bare ikke holde op med at fnise, og dette fik de andre til at brokke sig højlydt fra tid til anden. Børnehave, altså. Det mindste, man kunne gøre, var da at respektere andres ønske om at få en god nats søvn.

Da jeg mærkede irritationen rejse sig i mig, trak jeg mine hørebøffer op omkring ørerne, fandt en bog og gav mig til at læse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...