Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1488Visninger
AA

15. Kapitel 13

 

Turen blev tilstrækkeligt lang til, at Emilie i sidste ende hentede den bil, hun var kørende i, fordi Kasper ikke magtede at gå hele vejen tilbage. Mens dette stod på, ringede jeg til min farmor, som kvidrede, at hun ville være der inden for en halv time. Mine to nyligt erhvervede bekendte holdt mig med selskab, og det var jeg taknemmelig for.

Da min farmor dukkede op femogtyve minutter senere, var hun glad og smilende som altid, iført tøj til havearbejde, der mindede mig om, at Emilie havde skubbet mig omkring i et par timer. Hun hjalp mig ind på forsædet, pakkede min stol ind bagi og satte sig så bag rattet.

Jeg vinkede til parret ved den lille, sølvgrå Suzuki Swift, og så forsvandt de ud af syne.

”De virker flinke,” bemærkede den kvinde, der havde født min far. Hun havde godt nok ikke sagt andet end hej, og hun havde heller ikke fået andet svar, men måske havde hun ret.

”Det er de også.”

”Hvad med hende pigen? Er hun lidt interessant, eller hvad?” Som hun dog kunne spørge.

Jeg lo. ”De to er kærester.”

”Det var ikke det, jeg spurgte om,” påpegede hun drilsk.

”I dag er første gang, jeg har snakket med hende, og hun virker sød og alt det der. Men jeg er slet ikke interesseret i noget som helst i den retning lige nu. Og slet ikke når hun er sammen med en af mine venner.” I virkeligheden kunne jeg bare ikke overskue at tænke på piger. Jo, Terese fra mit matematikhold var da lækker og sådan, og jeg gad da godt have alenetid med hende i en fuld stund, men jeg magtede ikke at gøre noget ved det.

”Det er også fair nok.” Jeg glippede med øjnene af overraskelse. Hvis der var nogen, jeg ikke havde forventet ville bruge et udtryk som fair nok, så var det min farmor.

Vi kørte det meste af vejen i tavshed, mens en radiovært på P4 forsøgte at være underholdende ved at hive to mennesker ind i en quiz om danskerne og deres vaner. Vores vaner. Det var mildest talt irriterende. Hvorfor kunne radioen ikke bare spille musik og komme med en nyheds- og trafikopdatering hver time? Det var trods alt derfor, folk tændte for den i første omgang.

Det viste sig, at hvert fjerde danske barn havde en ugentlig maddag. Denne procentdel fandt jeg usandsynligt høj, eftersom meget få af de venner, jeg havde haft engang, havde den fjerneste anelse om, hvordan man brugte et komfur eller en ovn. Dertil kom, at jeg ikke var meget bedre selv. Mine kulinariske evner rakte til pandekager og røræg, medmindre jeg kunne finde en færdigret der var så speciel, at den absolut skulle i ovnen – det kunne jeg også lige klare.

”Har du nogensinde prøvet at lave mad?” spurgte farmor.

Jeg tænkte mig om. ”Kun til mig selv, hvis jeg kom sent hjem efter træning.” Toast kunne jeg også føje til mit gradvist voksende repertoire med det samme.

”Nå, så du kan altså godt?”

”Altså… Lige nu kan jeg dårligt nå at se ned i gryderne, når de står på komfuret,” svarede jeg og håbede, at det lød lige så komisk, som det skulle have været. En klump satte sig i min hals.

 Hun lo, og vi kørte det sidste stykke. Da hun hjalp mig ud, holdt hun mig tilbage, gav mig en papkasse og sendte mig et internt, sigende blik.

Jeg blev siddende og vinkede, til hun var forsvundet ud af syne, inden jeg trillede ind på mit værelse, pakkede den gamle genstand ud af kassen og så på den længe. En rund cirkel med snore viklet ind i et kompliceret mønster. Fra den nedre halvdel af cirklen hang flere snore med perler og fjer i mystiske, eksotiske farver. Den så ærligt talt ikke særlig magisk ud, og min oldefar kunne meget nemt have forestillet sig det, fordi han var blevet psykisk skadet i krigen.

Efter et par minutter lagde jeg den tilbage i kassen og skubbede denne ind under min seng, så jeg ikke behøvede at se på den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...