Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1493Visninger
AA

14. Kapitel 12

 

Mine lunger var to bundter af selvmedlidende blodårer, da jeg fik trillet mig selv op til den stue, Kasper havde nævnt. Det var i samme afdeling, som jeg havde tilbragt størstedelen af mit behandlingsforløb på, og at befinde mig der igen gav mig en klump i halsen. Naturligvis havde jeg været til efterfølgende undersøgelser, men det var alligevel ikke det samme.

Vinduet for enden af gangen stod let åbent, så det lignede en bred, åben mund der lo hånligt af mig. Hovedrystende trillede jeg lidt længere og forsøgte at få min vejrtrækning under kontrol. Dybt ned i lungerne, langsomt ud. Dybt ind, langsomt ud.

Stilheden var nærmest øresønderrivende, indtil en velkendt skikkelse kom gående hen ad gangen. Et undrende smil bredte sig om hendes læber.

”Halløj, Lasse.”

”Hej, Sasha,” svarede jeg stakåndet.

”Hvad laver du her?” ville hun vide.

”Det er jeg ikke helt sikker på,” tilstod jeg med et skævt smil.

Hun glattede lidt på sin lyseblå arbejdsskjorte. ”Jeg ville gerne blive og sludre, men jeg har patienter at se til.”

”Det er helt i orden.” Jeg havde alligevel ikke luft til at tale så meget lige nu.

”Vi må tales ved en anden gang.”

”Klart.”

”Vi ses. Pas på dig selv.”

”I lige måde.” Jeg trak vejret dybt en enkelt gang, inden jeg fortsatte fremad mod min destination.

Jeg brød mig ikke om at være der. For mange mærkelige situationer, for mange knusende minder allerede i så ung en alder. Enhver i min situation ville nok føle sig lidt mindre til besvær og lidt mere sikker og tryg i de sterile, regulerede og tilpassede omgivelser. Problemet for mig var bare, at med disse positive ting kom nogle, der var meget, meget værre.

Mine tanker tog fat for alvor, efterhånden som numrene nærmede sig min destination.

Hvad mon Kasper skulle herude? Hvorfor skulle jeg absolut være med til det, der skulle ske? Han havde ikke lydt nervøs eller bekymret. Men den der mærkelige kækhed havde heller ikke været at finde i hans stemme. Kun glæde.

Uanset hvor glad jeg var for, at han havde tilbudt mig sit venskab, så kunne jeg ikke komme uden om, at han var temmelig mærkelig. Halvdelen af tiden anede jeg ikke, hvad han fablede om, når han åbnede munden, for det kunne godt være lidt flyvsk.

”Tror du, at han kommer?” spurgte en pigestemme, der pirrede min hukommelse, uden at jeg direkte kunne sætte ansigt på.

”Ja,” svarede en version af Kaspers stemme, der var afdæmpet og seriøs.

Jeg sled i hjulene og tvang mine vejrtrækninger til at være rolige, idet jeg nærmede mig lydkilden. Stuenummeret huskede jeg fra tidligere, så jeg tøvede ikke med at dreje ind ad den åbne dør, inden nogen af dem kunne nå at sige mere.

Den lyshårede pige, der åbenbart var det bedste, der nogensinde var sket for Kasper, stod med front mod døren, mens den mørkhårede dreng sad med ryggen til. Hans skuldre var trukket en smule forover, og selv på afstand kunne jeg se anspændtheden i hans nakke. Hvad denne skyldtes, kunne jeg dog ikke forestille mig.

”Når man taler om solen,” sagde pigen med et grin.

Kasper drejede hovedet og så på mig hen over sin skulder, inden resten af overkroppen fulgte med bevægelsen. Den underlige spænding i hans muskler forsvandt ikke, men på mærkværdig vis smilede han på samme måde som altid, da vores blikke mødtes. Jeg fortsatte fremad.

”Halløj, Lasse,” lød det muntert.

Jeg trak åndede ind. ”Hej.”

”Hvad så?”

En del af mig var irriteret over at være blevet jaget helt her ud, hvis det eneste, han kunne finde på at sige var det.

”Jeg undrer mig stadig over, hvad jeg laver her,” fortalte jeg ham.

”Det kommer jeg til.” I mellemtiden var jeg nået halvvejs rundt om den sang, han sad på.

Taget i betragtning at OUH havde ry for ikke at have for meget plads til patienter, så var det temmelig mærkeligt, at dette sted var helt affolket ud over de to unge mennesker foran mig. Blakket sollys oplyste Kaspers ansigt, mens det lagde pigens i delvis skygge og fik hendes blonde hår til at skinne bagpå. Hun vendte hovedet, da det gik op for hende, at jeg kiggede.

Uden et ord til intro trådte hun et skridt nærmere og rakte en hånd frem. ”Emilie.”

”Lasse,” brummede jeg, idet vores håndflader kort mødtes.

Hun var pænere tæt på, end jeg huskede hende, men jeg kunne stadig ikke se, hvordan hun kunne være centrum for sin kærestes liv. Guddommeligt smuk var hun ikke ligefrem, og hun virkede en smule genert.

”Nu hvor alle kender hinanden,” indledte Kasper kækt, ”kan vi måske komme til grunden til, at du er her.” Han så på mig, idet han færdiggjorde sin sætning, så jeg ikke var i tvivl om, hvem det var henvendt til.

”Hvad har du lavet?” ville jeg vide.

”Ikke det mindste,” erklærede han og fattede det sæt krykker, der stod lænet op ad sengens side.

Det var først, da han rejste sig, at jeg bemærkede noget anderledes ved hans krop. At buksebenet, der normalt var bundet op, hang ned og blev fyldt ud af et eller andet. Faktisk så det præcis ud, som om der på mirakuløs vis var vokset et nyt ben frem af stumpen siden sidst, jeg havde set ham. En selvisk klump af harme og irritation satte sig i halsen på mig.

Der var helt stille, mens han justerede sit greb omkring håndtagene, der sædvanligvis optog hans hænder. Emilie så til fra sidelinjen men lignede en, der havde lyst til at græde – sit brede smil til trods. Langsomt dæmrede det for mig, at hvad jeg var vidne til, var et stort og personligt øjeblik for de to andre tilstedeværende. Glæden hang i luften som stanken fra et af de billige dufttræer, der kan købes på tankstationer, og den tvang sig vej ned i mine lunger så det føltes, som om jeg var ved at kvæles.

Mit svælg føltes tørt og det prikkede i mine øjenhuler, men jeg nægtede at lade dette komme til udtryk, hvorfor jeg endte med blot at stirre på det, der udspillede sig for øjnene af mig. Følelsen var mærkelig. Som om jeg så den gennem en tv-skærm. Som om jeg ikke behøvede at forholde mig til, hvad der skete, fordi det ikke havde betydning for mig. Kulden snoede sig omkring mine arme og skuldre og fik musklerne til at trække sig sammen.

”Jeg har ventet på det her længe,” erklærede personen med krykkerne, som ikke længere blev registreret i min hjerne under navnet Kasper. ”Lige nu er det mest til besvær, men det skulle gerne blive sådan, at jeg ikke behøver krykkerne.”

Spyttet blev drænet fra min mund, så det, som undslap mine læber, var lige så tørt som støv: ”Tillykke med det.”

En grimasse skar sig vej over Emilies ellers milde ansigt. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med min reaktion. Kasper, derimod, fortrak ikke en mine.

”Jeg forstår godt, hvis du ikke kan være glad på mine vegne,” sagde han roligt. ”Det må føles, som om jeg håner dig.”

Hvad jeg havde mest lyst til at sige, var, at det anede han ikke den fjerneste anelse om, for han kendte mig slet ikke. Af den simple grund, at han havde fuldstændig ret, lod jeg dog være og trak i stedet på skuldrene.

”Nej,” tvang jeg frem. ”Overhovedet ikke. Mega fedt, at du får mulighed for at komme til at gå igen.”

Mente jeg det? Selvfølgelig ikke. Jeg har erfaret noget, der omhandler langt de fleste mennesker i vestlige lande – mig selv inkluderet. Vi er egoistiske nok til at se negativt på andres lykke, hvis den ikke falder ud til vores fordel. Men vi er også høflige nok til at lyve overfor dem, hvis de adresserer det ligeud.

Hvis vi havde været alene, kunne jeg måske have sagt min ærlige mening, men Emilie var der, og der var ingen garanti for, at hun var af samme natur som sin kæreste. Når jeg tænkte over det, så var der en meget lille sandsynlighed for, at nogen som helst anden person var så åben omkring tingene som ham, der havde forhindret mig i at begå selvmord ved at foregive at hjælpe mig med det.

”Måske synes du, at det her var en dårlig idé. Og ondt af mig at bede dig om at komme og se på. Men jeg gjorde det kun, fordi jeg ved, at jeg kommer til at få lige så meget brug for din støtte, som du har brug for min.” Kasper sagde tingene ligeud og var tydeligvis ikke bange for fejlantagelser.

At ytre om sig selv, at man kan hjælpe et andet menneske, kræver kendskab til sig selv og højt selvværd. Noget jeg ikke havde, eftersom alt, hvad jeg havde været god til, var blevet taget fra mig ved ulykken. Tvivl snoede sig omkring mit hjerte, der var sort af vrede over at være blevet slæbt ind i denne situation.

”Du får tydeligvis ikke brug for min hjælp,” mumlede jeg.

Han sukkede. ”Du tror det måske ikke, men det her er en lige så stor omvæltning for mig, som det var at miste benet i første omgang.”

”Det har jeg svært ved at forestille mig.”

”Okay.” Der var stille i et stykke tid. Dette tidsrum benyttede han til at sætte sig tilbage på sengen og se på Emilie, som med øjnene gav sin mening om mig til kende. ”To minutter?” spurgte han stilfærdigt.

Hun så chokeret ud men protesterede ikke. I stedet kyssede hun ham midt på munden, inden hun forlod lokalet og lukkede døren efter sig. Fodtrinnene forsvandt hen ad gangen.

”Lad mig fortælle dig en hemmelighed,” sagde Kasper indtrængende. Lyset fra vinduerne spillede i hans mørke øjne. ”Jeg er ikke lige så stærk som dig. Jeg kan ikke bare lide i stilhed og håbe, at ingen bemærker det, indtil jeg har affundet mig med tingene.”

Mere behøvede han sådan ikke at sige. Ordene bad mig indirekte om at være den, han kunne komme til med de problemer, han ikke kunne fortælle nogen anden om. Hvorfor skulle det absolut lige være mig af alle mennesker? Så tætte var vi trods alt heller ikke, bare fordi vi havde delt nogle enkelte personlige oplysninger om de tilstande, vores kroppe var i.

Nu hvor ingen andre var der til at se nedladende på mig, rettede jeg mig op i sædet og rettede nakken ud, så jeg ikke stirrede halvt på gulvet og halvt på den slanke dreng i sengen.

”Er det nogensinde faldet dig ind, at jeg ikke har lyst til at være den, du klager til, når det bliver for anstrengende for dig at kunne gå?” knurrede jeg. Mit hjerte slog hurtigt, og mine lunger begyndte langsomt at mærke effekten deraf. ”Det er den ene ting, jeg aldrig kommer til igen. Respekter at jeg ikke vil have tværet det ud i fjæset, hver gang jeg ser på dig.”

Han så ikke ud, som om ordene slog hårdt, eller som om de på nogen måde traf målet. ”Du hader mig lige nu.” Det var ikke et spørgsmål. Stilheden mellem os var akavet nok til, at jeg næsten begyndte at vride mig i sædet af ubehag.

 Da han rejste sig denne gang, var det uden krykkerne. Udtrykket i hans ansigt var lige så intetsigende som det kække smil, han ellers altid viste mig. Der var ingen fortabthed eller selvmedlidenhed at spore, og heller ingen åbenlys glæde.

”Hvis jeg forsøger at gå nu, falder jeg,” fortalte han mig uden at lyde ynkelig. Det var bare sådan, landet lå.

”Sikkert,” medgav jeg. ”Er det ikke dig, der altid ævler om fysikkens love og tyngdekraft?”

Kommentaren havde den ønskede effekt: smilet strålede på hans læber i et ganske kort øjeblik. ”Og hvordan du strider med helbredsprincipperne,” føjede han til.

”Også det.” Emneskiftet gjorde underværker for mit humør.

”Der har du min pointe. Ekstraordinære ting sker for ekstraordinære mennesker,” sagde han selvsikkert og rakte ud efter sine krykker. ”Hvor mange mennesker kan prale af at have overlevet en lavine efter at have været begravet mere end en halv time under sneen?”

Forvirret som jeg var lænede jeg mig bare tilbage. ”Den slags viden er dit område, ikke mit.”

”Relativt få,” afslørede han udramatisk. ”Til sammenligning, hvor mange mennesker tror du, der har mistet et ben og har fået mulighed for at gå med en protese?”

Mere end ét tv-program spillede i min hukommelse, da han stillede spørgsmålet. Krig i verden og avanceret teknologi ledte mig frem til det svar, han ville have: ”Flere?”

”Præcis.” Han sagde det, som om jeg kunne udlede resten af hans pointe derfra. Og måske kunne jeg, men jeg orkede ikke at forsøge at sætte mig ind i hans tankegang.

”Hvad skal jeg lige bruge det til?”

”Du er stærkere, end du tror, hvis du kan overleve alt det, du har været igennem indtil videre. Her mener jeg også søvnløshed.” Han holdt en kort pause. ”En eller anden dag vil du affinde dig med den situation, du er i. Og når det sker vil du sandsynligvis være meget klogere på verden, end du ville have været, hvis den lavine aldrig havde fundet sted.”

Jeg kløede mig i nakken. ”Du har da affundet dig med din tilstand,” påpegede jeg.

”Har jeg?” Med hovedet på sned så han yngre ud. ”Hvis det er tilfældet, hvorfor har jeg så valgt at tage kampen op for at få fat i en protese, som systemet ellers har nægtet at tildele mig?”

Jeg forstod ikke. Han behøvede ikke at forsvare sit valg overfor mig, for jeg ville have gjort præcis det samme, hvis jeg havde muligheden. Det havde jeg bare ikke, så jeg var mere eller mindre tvunget til at gøre, som han sagde, at jeg ville. Uanset hvor svært det end måtte være. Lige da var jeg bare ikke klar til det.

”Halvdelen af tiden fatter jeg helt seriøst ikke, hvad du plaprer løs om,” meddelte jeg ham drillende.

Hvorfor jeg havde behov for at få ham til at smile, vidste jeg ikke. Men der var noget galt med verden, hvis selv Kasper ikke kunne finde noget til at trække mundvigene opad. Så galt stod det heldigvis ikke til endnu.

”Det vil du komme til, grønskolling.” Han drejede sig halvt mod døren, stadig afskåret derfra af sengen. ”Emilie?”

Man kunne ikke kalde det et råb, men han kaldte på hende højlydt nok til, at hun kunne høre det et stykke henne ad gangen. I hvert fald var det derfra, at lyden af hendes fodtrin gradvist nærmede sig og tog til i styrke. Så kom hun til syne i rektanglet, der ellers afslørede gangen.

”Ja?” Hun lød ikke den mindste smule irriteret, til trods for at han havde sendt hende væk.

”Skal vi gå en tur og prøve det af?”

Jeg himlede med øjnene, fordi ingen af dem bekymrede sig om mig alligevel. Hvis Kasper skulle øve sig i at gå, var det fint, og jeg ville ikke have noget imod at se på. Mit problem var et helt andet: mine lunger. Kapaciteten øgedes langsomt, men oven på gårsdagens skolegang og min selvstændige trillen omkring på Odense Universitetshospital havde de brug for en pause til at falde til ro.

Skulle jeg sige det eller bare følge med dem ud fra stuen og derfra erklære, at så måtte jeg hellere se at komme hjemad? Kunne jeg tillade at gøre det overfor min farmor? Selvfølgelig ikke. Selv hvis jeg ikke gjorde dem selskab, ville jeg være tvunget til at dræbe tiden, før jeg kunne være mig selv bekendt at ringe efter et lift.

Kasper bevægede sig mindre naturligt med protesen og krykkerne end med ét ben og krykker, idet han tog et par prøvende skridt. I mellemtiden havde Emilie flyttet sig fra døråbningen og længere ind i det kølige, sterile rum. Hun smilede, men der var også bekymring i hendes øjne. Ved at trække i hjulene fik jeg vendt mig rundt.

”Hvordan går det med luften?” spurgte Kasper, som selv lød lettere stakåndet, selv om det ikke kunne skyldes særlig fysisk aktivitet.

Jeg trak let på skuldrene. ”Bedre.”

”Har du brug for hjælp, hvis vi skal gå tur?”

Uanset hvor gerne jeg ville have afslået det forslag, så kunne jeg ikke. Derfor nikkede jeg en enkelt gang.

Som om vi delte et eller andet ordløst sprog nærmede Emilie sig mig, greb omkring håndtagene på stolen og gav mig et lille, indikerende skub.

Og så forlod vi ellers stuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...