Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1503Visninger
AA

13. Kapitel 11

 

Bilen trillede ud af indkørslen, og min farmor snakkede om, hvordan Lærke altid havde nægtet at køre i den ældgamle Toyota Corolla uden servostyring. Jeg grinede, for det lød præcis som min storesøster. Hun havde altid haft sine faste holdninger til ting, og livet i luksus var noget, hun værdsatte, fordi hun var blevet opdraget til det.

”Er det ikke mærkeligt, at hun ikke er hjemme længere?”

Inderst inde havde jeg lyst til at sende hende et hævet øjenbryn, for det var trods alt mere end et år siden, at Lærke havde forladt reden. ”Jeg har vænnet mig til det.”

”Men savner du hende ikke?” For det gør jeg, lå der i spørgsmålet.

”Selvfølgelig savner jeg hende, men jeg er glad for, at hun gør, hvad hun vil.”

Faktisk tænkte jeg ikke så meget over det. At hun havde lyst til at rejse, kunne jeg ikke bebrejde hende – det ville jeg også have foretrukket efter gymnasiet. Og efter at have mødt Jay, forstod jeg også godt, hvorfor hun helst ville forblive på den anden side af Atlanterhavet.

”Jeres mor og far kunne ellers godt have brugt en ekstra hjælpende hånd lige nu,” sagde farmor ud i den begyndende akavede stilhed i kabinen.

Hvad skulle jeg sige til det? I virkeligheden var jeg jo problemet, ikke Lærkes afgang. Alligevel fik den ældste nulevende kvinde i min familie det til at lyde, som om det var min søster, der var kilden til al kaosset. Den beskyldning skulle Lærke under ingen omstændigheder komme hjem til, næste gang hun lagde vejen forbi.

”Vi får det til at fungere,” sagde jeg affærdigende.

Et par dråber af tilfældig regn faldt ned på forruden foran mit ansigt, men de var så få, at vinduesviskerne ikke behøvedes. I baggrunden kunne jeg se et lyskryds, hvor en lille stime af biler holdt for rødt og derefter gult, inden det skiftede til grønt.

Som om hun tog dette som et signal til ærlighed åbnede min farmor munden:

”Du ligner lort, Lasse.”

”Mange tak.”

Egentlig burde jeg nok være fornærmet over ligefremheden, så var jeg det ikke. I stedet begyndte jeg at grine, for jeg vidste det udmærket godt. Al Livs mærkelige makeup kunne ikke have dækket de mørke rande under mine øjne, og den manglende vilje til at fortsætte meget længere havde overtaget det ellers energiske glimt i mine øjne. Det var i hvert fald, hvad min mor havde sagt til mig, da hun opdagede, hvordan jeg havde det med min tilstand.

Af en eller anden besynderlig grund syntes jeg, at det var meget rart, at nogen turde sige, hvad jeg godt selv vidste. At der var bare én anden person end Kasper, som vidste, at jeg havde det strammere, end jeg lod dem vide. Det var bare lidt uventet, at denne ene person var min farmor.

”Din far sagde, at du havde nogle søvnproblemer. Sover du ikke om natten?”

Hun tog ikke øjnene fra vejen, så jeg tillod mig at skære en grimasse ved synet af en ung mand i løbetøj, som vi passerede. ”Nej,” indrømmede jeg.

”Hvorfor ikke? Er du bare ikke træt, eller hvordan -?”

”Jeg er dødtræt. Men når jeg lægger mig ned, kan jeg bare ikke falde i søvn.”

”Har det noget med den medicin, du får, at gøre?”

Jeg rystede på hovedet. ”Alt er tjekket igennem. Lægerne mener, at det kommer af sig selv, når jeg er faldet til derhjemme.”

”Men det er jo længe siden, at du kom hjem.”

”Jeg ved det.”

Hun drejede ind på ruten, der ledte uden om centrum, og bilen spandt derudad efter alle kunstens evner. Ligesom sin ejer var den gamle Corolla ikke til at løbe om hjørner med, og den var altid pålidelig. Jeg lænede hovedet mod ruden.

”Ved du hvad? Jeg har noget, der måske kan hjælpe dig,” forkyndte hun og skubbede brillerne ordentligt op på næsen.

Jeg stirrede ud på de forbipasserende fodgængere, cyklister og billister. Alle levede deres liv, men ikke nødvendigvis som de ønskede det, selv om de havde alle forudsætninger derfor. Måske ville den rødhårede pige, som så ud til at være på Lærkes alder, helst ikke have båret rundt på en lille, blond dreng iført en blåstribet regnjakke. Måske ville hun hellere have siddet på en cykel på vej hjem fra byen på denne helt almindelige lørdag.

Fyren i varebilen ved siden af ville måske hellere have tilbragt sin dag med at løbe rundt på grønne fodboldbaner sammen med kammeraterne. Det muggent udseende ægtepar på hjørnet ved Rosengårdcentret ville måske hellere have haft andre partnere, da deres børn endelig var født, men var blevet sammen for familiens skyld. Sådan kunne det godt se ud, hvis man analyserede deres holdninger en smule. Eller måske var de bare gamle og ikke længere i stand til at smile til verden.

Alle de mennesker kunne have været i alle mulige andre situationer på denne lørdag. De ville måske ikke have haft noget imod at få et lift til hospitalet af et andet familiemedlem, frem for at bevæge sig rundt i det drilske danske forårsvejr. Men jeg havde noget imod det. Mere end noget som helst andet ønskede jeg, at jeg kunne have hoppet på cyklen for at mødes med Kasper i stedet.

Det var der imidlertid ikke nogen, der kunne hjælpe mig med at realisere.

”Hvad er det?” spurgte jeg uinteresseret min farmor, foregivende at være en smule håbefuld.

”Din oldefar havde en gammel drømmefanger, som han svor hjalp ham af med alle de mareridt, han oplevede efter krigen,” fortalte hun mig i samme tonefald som en, der var ved at overbringe en vigtig hemmelighed.

Mest af alt havde jeg lyst til at skrige af frustration. Hvad skulle en eller anden ældgammel samling af snore og fjer kunne gøre for mig? Skuffelse fik indersiden af min hals til at svulme, indtil jeg dårligt kunne holde gråden tilbage. Her sad den eneste del af min familie, som lod til at forstå, hvad jeg gennemgik, og foreslog, at jeg overlod mit helbred til en genstand, hvis lige jeg havde haft hundredevis af som barn.

Min favorit var en, min onkel Torben havde taget med hjem fra et besøg i USA. Han havde været ude på et reservat, og de indfødte havde tilbudt ham en gave som tak for den dokumentar, han ville lave om dem. Denne havde jeg fået, og jeg havde elsket den. Men mine drømme havde den ikke haft nogen effekt på.

”Har du den endnu?” spurgte jeg i håbet om at aflede hendes opmærksomhed fra den alternative behandling af mit problem.

”Selvfølgelig har jeg det. Det var min fars eneste ønske, at jeg skulle have den.” Der er én ting, der er værd at vide om min farmor: alting bliver udlagt en lille smule mere dramatisk, end det egentlig er.

”Så synes jeg, at du skal beholde den.”

”Pjat med dig. Jeg tager den med, når jeg henter dig.”

”Henter du mig da?” røg det ud af mig.

”Du skal vel også hjem igen.”

Og det var selvfølgelig sandt. Indtil hun hentede mig, måtte jeg sørge for, at jeg ikke mindede hende om den genstand, hun ville pådutte mig at sove under. Så kunne det være, at hun glemte den på turen hjem eller noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...