Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1499Visninger
AA

12. Kapitel 10

 

Lørdag morgen kom min farmor forbi. Man kan sige mange ting om hende – deriblandt at hun er et overtroisk, halvgammelt væsen der sætter en ære i at udstille folk for deres værste sider – men hun har altid en løsning på ethvert givent problem. Dette skulle jeg erfare senere på dagen, der begyndte nogenlunde således:

Jeg sad i sofaen, lænet dovent mod armlænet mens jeg zappede gennem intetsigende tv-show efter intetsigende tv-show. Madprogrammer, boligprogrammer, genudsendelser af NCIS, How I Met Your Mother og According to Jim … Der var ikke en skid værd at se, jeg ikke allerede havde set mindst to gange i forvejen. Sørgelige danske tv-kanaler. Fra entreen på den anden side af køkkenet kunne jeg høre, hvordan min mor tog imod en eller anden, og derefter en meget karakteristisk, energisk stemme, der kun kunne tilhøre min fars moder. De diskuterede den smørkringle, farmor havde medbragt (mor: ”Det skulle du da ikke have gjort.” Farmor: ”Når jeg nu kommer uanmeldt og byder mig selv på kaffe, er det da det mindste, jeg kan gøre.”) i et godt stykke tid. I mellemtiden havde Liv begivet sig ned fra sit værelse, og hun sluttede sig til mig i sofaen, afventende. Ikke mange øjeblikke senere kom vores farmor til syne ved spisearealet, der åbnede op mod stuen.

”Godmorgen, børnlille,” hilste hun grinende, meget vel vidende at hverken Liv eller jeg brød os om den betegnelse. Havde Lærke været her, ville hun have surmulet over at blive inkluderet i betegnelsen. Men så igen, for farmor var selv vores forældre børnlille.

”Godmorgen,” brummede vi i kor.

Jeg greb muligheden for at betragte min lillesøster lidt mere nøje nu. Hendes hår var stadig uglet, hun var iført et par stribede hotpants og en løsthængende hvid T-shirt, og der var røde striber på hendes ben fra folder i sengetøjet. En stribe af udtværet mascara hang stadig under hvert af hendes øjne: hun var helt sikkert ikke meget mere end lige trillet ud af sengen.

Jeg havde nået at være i bad og så derfor forhåbentlig lidt friskere ud. Alligevel var det mig, min farmors falkeblik faldt på.

”Lasse, du ser herrens ud,” bekendtgjorde hun i et muntert tonefald. ”Er du blevet til en zombie, eller hvad det nu er, disse nymoderne fantasifostre hedder?”

”Ej, farmor –” begyndte Liv, men jeg kunne ikke lade være med at grine.

I det mindste var der én person ud over Kasper, jeg ikke kunne snøre. ”Jeg er bare lidt træt,” tilkendegav jeg i et tonefald, jeg håbede var afslappet.

Den ældre kvinde med de korte, gråbrune krøller og det lilla brillestel så skarpt på mig med de øjne, både Lærke og jeg havde arvet. Irisser der var grå i grå. Ingen nuancer af nogen som helst anden farve – ikke engang det mindste strejf af blåt fra min mors side af familien på en god dag. Bare grå.

At hun ikke troede på mig var åbenlyst. Men det var jo sandheden, at jeg bare var træt. Jeg havde det nogenlunde. Jeg troede rent faktisk, at jeg kunne vænne mig til tilværelsen med kørestolen og ben, der gradvist blev tyndere og tyndere og klammere og klammere.

Sin skepsis til trods lod hun mig dog være i fred i et stykke tid, og jeg slukkede for tv’et for at være lidt social.

Min mor hentede kaffekopper, små tallerkener og en termokande, og lidt senere dukkede min far også op, plettet af olie fra top til tå som følge af en længere slåskamp med vores genstridige græsslåmaskine. Det var en kamp, jeg var mere end lykkelig for uden protester at kunne overlade til ham igen. Det havde ellers været min eneste huslige pligt i årevis.

Liv afslog første tilbud om et stykke kage og hentede i stedet en skålfuld havregryn, som hun fortærede med en sådan entusiasme, at man skulle tro, det var kaviar. Hvis kaviar ellers havde smagt godt. Da først hun havde fået lidt mad indenbords, tørrede hun den overskydende mascara af sine nedre øjenlåg og rettede sig op – vågen. Og så snakkede hun ellers.

Om alt muligt mærkeligt. Som søstre nu engang gør det. Kjoler, sko, forventninger til sidste skoledag, frygt for eksamensperioden, fællesskabet med klassen og hvordan Ninas kanin var stukket af blev alle blandet ind i en længere samtale mellem hende, vores forældre og farmor. Jeg lyttede bare halvt med.

Så blev det min tur til at være genstand for opmærksomhed fra den ældste tilstedeværende. Hun spurgte ind til min første skoledag efter ulykken, hvordan jeg havde det, og hvordan det gik med mine kammerater. På samtlige spørgsmål svarede jeg blot fint. Som teenager er jeg en stor tilhænger af dette korte, intetsigende svar – og jeg bruger det i flæng, selv om jeg ved, at det mildest talt er pissefrustrerende for folk omkring mig.

Efter et par timers socialt samvær besluttede min far, at haven ventede, inden eftermiddagens varsel om regn blev en realitet. Derpå luskede han af sted og efterlod mig som det eneste hankønsvæsen i lokalet. Farmor og mor diskuterede rengøringsartikler, og Liv foregav at være interesseret, mens hun sikkert dagdrømte om shopping eller enhjørninger eller hvad der nu optager femtenårige pigers tanker.

Jeg slog lyden fra tv’et og tjekkede sportsresultater, indtil det virkelig dæmrede for mig, at jeg ikke ville komme til at dyrke sport igen. Min finger trykkede meget hårdt og meget bestemt ned på sluk-knappen på fjernbetjeningen, og mine tanker blev slået helt ud af kurs. Selv syntes jeg ellers, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde med at foregive at være normal og ikke have problemer med min tilstand. Sandheden var bare en anden, og i de mørkeste stunder var der ingen reel hjælp at hente.

Når jeg var ærlig overfor mig selv, så måtte jeg jo tilstå, at det mere end stank langt væk ikke at kunne gå. Folk – her mener jeg min egen familie, mine klassekammerater og sågar mine lærere – så anderledes på mig. De ser anderledes på mig. Og på daværende tidspunkt stak det langt indeni. Jeg ville ikke have deres medlidenhed mere, end jeg vil i dag. I stedet ville jeg foretrække, at de behandlede mig som før. At de behandlede mig efter forholdene: det var ikke min hjerne, der havde taget skade – det var min krop.

”Ikke, Lasse?”

Livs stemme trængte ind gennem sammensuriummet af vrede, afmagt og desperation i mit indre. Forsinket huskede jeg, at det ville være en god idé at følge med i samtalens omdrejningspunkt. Nu var jeg fuldstændig på bar bund.

”Jeg hørte ikke lige efter,” indrømmede jeg, kløende mig selv i nakken.

”Du siger, at selv du har svært ved at løse mine problemregningsopgaver.” Det gode ved Liv var, at man ikke behøvede at være bange for, at hun tog tingene voldsomt personligt. Hun havde nok vænnet sig til at have en storebror, der koncentrerede sig om sit eget liv og en storesøster med udelængsel.

”Det er rigtigt,” medgav jeg.

Så sent som torsdagen før, havde hun spurgt mig om hjælp med en opgave, som hun simpelthen ikke kunne finde ud af at løse. Sammen gennemgik vi samtlige formler i hendes formelsamling, udvekslede idéer og tænkte grundigt. Ikke desto mindre var der ingen af os, der var i stand til at løse opgaven. Det forekom mig sindssygt at jeg, selv med matematik på B-niveau i gymnasiet, ikke kunne løse denne tilsyneladende ligefremme opgave i et opgavesæt til folkeskoleelever.

”Det er faktisk forkasteligt.” Farmor lagde i sin følgende enetale ikke skjul på hverken sin manglende tilfredshed med det danske skolesystem eller sin holdning til at de ting, vi lærte i skolen i dag, var det rene pjat.

Både Liv og jeg lænede os tilbage og lyttede. Der var noget befriende ved bare at sidde og lytte, mens en anden brokkede sig over den udvikling, samfundet gennemgik. Det fritog mig fra at tage stilling, men fastholdt alligevel min opmærksomhed nok til, at jeg ikke sank ind i mig selv igen.

Noget af det, der blev sagt, var helt ude i hampen, og det krævede al min viljestyrke at forblive neutral og fordragelig. Jeg havde i løbet af de forgangne minutter besluttet mig for at lade være med at genere min familie mere end højest nødvendigt. På den måde ville jeg måske føle mig mere ønsket og mindre til besvær.

Bedst som jeg skulle til at erklære mig uenig i, at rød blok ville vinde valget for anden periode i træk, ringede min telefon. For dette modtog jeg naturligvis et misbilligende blik hen over det lilla brillestel, men jeg tog alligevel telefonen op af min lomme og besvarede opkaldet.

”Lasse –” begyndte min mor, og tonefaldet indikerede, at hun var lige ved at beordre mig til at tage samtalen et andet sted, inden hun huskede, at jeg ikke bare kunne rejse mig og gå.

”Hallo,” sagde jeg ind i højttalerne, konstaterende at Kasper burde være i den anden ende af forbindelsen.

”Hey,” svarede den muntre stemme mig.

”Hvad så?”

”Ikke det helt store.” Der var stille i brøkdelen af et sekund. ”Hey, hvad laver du lige nu?”

”Sidder og snakker.” Jeg sendte min mor et undskyldende smil, inden jeg nikkede til Livs mimede spørgsmål: Kasper? ”Hvorfor?”

”Hvor hurtigt kan du være ude på OUH?”

”Øh …” Jeg skævede til de tre kvindemennesker omkring mig, som alle var blevet helt stille for at lytte med på samtalen. Vidende at min iPhone ikke havde det bedste støjfilter kunne jeg godt regne ud, at de havde hørt det meste. ”Hvordan skulle jeg lige komme derud? Og hvorfor?”

”Du er klog – find på noget. Jeg kunne godt bruge dit selskab lige nu.”

”Er der sket noget?”

”Næ.” Han grinede.

”Jeg er altså ikke sikker på, at jeg kan komme derud.”

I baggrunden begyndte min mor og farmor at hviske frem og tilbage om opkaldets natur. Ligesom de fleste andre i min familie var min farmor først helt bange for, at jeg måske spillede på det lyserøde hold. Men så fik min mor hende overbevist om, at selv om det ganske givet var lidt spøjst, så var Kasper blot en kæmpe hjælp for mig. Hvordan hun nåede den konklusion er jeg stadig ikke sikker på den dag i dag.

”Hvor skal du hen, Lasse?” Farmor til undsætning.

”Ud på sygehuset,” svarede jeg.

”Hvad?” spurgte Kasper i den anden ende.

”Jeg snakkede lige til min farmor,” forklarede jeg ham med et håbløst suk.

”Nå, okay.”

”Skal jeg køre dig derud?” tilbød farmor.

”Lige et øjeblik, Kasper.” Jeg sænkede telefonen til mit skød. ”Det behøver du ikke.”

Den ældre kvinde så på mig med et skævt smil. ”Jo, det synes jeg godt lige, at jeg kunne gøre. Det gør jeg lige.”

”Er du sikker?” Mine spørgsmål var indstuderede efter mange års øvelse i overtalelse, for jeg ville gerne adlyde Kaspers ordre. Men denne gang var der en del af mig, der rent faktisk ikke ønskede assistancen, fordi jeg ikke ville være til besvær.

Før i tiden ville jeg bare være hoppet på cyklen. Ja, det var måske omkring fyrre minutter på cykel, og vind og vejr var sjældent med mig. Men i det mindste kunne jeg da komme af sted selv, og hvis det blev helt galt, kunne jeg tage bussen direkte derud. Ikke længere. Mine bens manglende funktionalitet havde taget den frihed fra mig, og jeg hadede det.

”Ja, selvfølgelig.”

Et smil bredte sig på mine læber, men jeg kunne ikke beslutte mig for, om det var et ægte ét af slagsen. Blot et smil.

”Tak.”

Jeg løftede telefonen til øret igen for at forklare min slavepisker, hvad situationen var, men han havde allerede overhørt det hele og svarede bare, at han ventede i spænding. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...