Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1493Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

Der er noget forunderligt ved det øjeblik, hvor man indser, at døden er en mulighed. En slags indre fred, der er lige så angstfremkaldende som den er tillokkende. Den dukker op langsomt, vokser og breder sig på samme måde som ubehandlet cancer, indtil den til sidst har overtaget enhver centimeter af din krop. I det svimlende øjeblik, hvor alting ramler sammen, er det som at flyve. Selv når man er begravet under fem meter sne og er tilnærmelsesvis lige så frossen som en istap.

Dette var i hvert fald min oplevelse af øjeblikket, hvor jeg var overbevist om, at nu var spillet ude. Jeg tænkte ikke på min mor, mine søstre, min far eller mine venner. Jeg tænkte ikke engang på mig selv, for tanker eksisterede ikke.

De dukkede først op, da hvad jeg kun kan se på som en højere magt sendte mig tumlende tilbage til virkelighedens verden og min krop. Følelsen af at sjæl og krop kombineres igen er bizar. Det gør ondt, men det er en god smerte, der brænder helt ind i ens inderste. Den slags smerte man har lyst til at holde fast i bare et øjeblik længere, fordi den minder én om, at man er i live.

Langsomt kom jeg til mig selv. Fraktioner af min hukommelse og mine sædvanlige tankestrømme vendte tilbage over en længere eller kortere periode, og de lagrede sig i min hjerne atter engang. Så begyndte det for alvor at gå op for mig, hvad der var sket.

Det startede med sne, frisk, hvid, ren … Harmløs? Ja, når man laver sneengle som barn ude i haven under mors vågne øje, eller når man bliver trukket på kælken af sin far sammen med sin hylende lillesøster, der er klædt i en skrigende pink flyverdragt. Så længe man er varm og ikke gør noget overilet. At stå på ski er ikke risikofrit, men hvis man er opmærksom og øvet, minimerer det chancen for at noget farligt sker. Bjerge er heller ikke i sig selv farlige. De er der bare, lige indtil civilisationen ramler ind i dem og beslutter at komme for tæt på.

Ligesom mig. Alle og enhver ved, at når du står på ski langt fra de normale løjper og ikke kender området, der i øvrigt er dækket af et tykt lag sne, så er det ingen god idé at tale højt. Høje lyde skaber rystelser og svingninger i luften, fordi lyd er bølger. Disse bølger berører snelaget, der ikke ligefrem klæber sig til bjergene. Når først sne på toppen af et bjerg løsriver sig, bygges det op i en masse, der meget let kan komme til at ligne en bølge af død, der ruller direkte imod dig.

Det er med sne som med store bølger i havet: Når du først bliver ramt og trukket med, så er det svært at komme op. I vand kan du svømme, vil mange påstå, og det kan du ikke i sne. Men sne er også i bund og grund vand. Fast vand med et gitter der er sværere at bryde. Så jeg vil vove den påstand, at selv om sne måske ikke trænger ind i dine lunger og kvæler dig, medmindre du åbner munden, så drukner du også en lille smule, når du bliver overmandet af en lavine.

Jeg behøver nok ikke sige, at det ikke er en rar følelse, og det kan jeg heller ikke, for jeg er ikke sikker på, hvordan det føles. Mine venner og familie skulle senere fortælle mig, at det var den mest forfærdelige oplevelse, et ungt menneske kunne komme ud for. Selv er jeg ikke så sikker.

Men jeg ved én ting. Jeg er mere tilbøjelig til at mene, at opvågningen er det mest uhyrlige, nogen person kan blive udsat for. I hvert fald den opvågning jeg havde.

Efterhånden som mine tanker blev mere og mere klare, og jeg blev i stand til at tænke, vågnede min hjerne også, og en instinktiv nysgerrighed tvang mig til at påbegynde den proces, hvormed mine øjenlåg gled tilbage og blottede mit udsyn.

Det første, jeg så, var ingenting. Hvidt og skarpt og ude af fokus, og så gjorde det helvedes ondt helt ind i hjernen, da små lysbølger fandt ind gennem mine pupiller til tappene og stavene. Med en kraftanstrengelse fik jeg blinket et par gange, og omridset af en lampe bag det skarpe lys kom i fokus. Derefter fulgte de kvadratiske former på gipspladerne i loftet samt de sterilt hvide lister mellem loftet og væggene.

Set i bakspejlet er det åbenlyst, men min første tanke var alligevel: Hvor helvede er jeg?

Mine ører trådte i kraft umiddelbart derefter, og min trommehinde svingede flittigt frem og tilbage ved trykket mod den. En gentaget høj bip-lyd og en dyb brummen var det første, jeg identificerede. De irriterede mig, men de bekræftede også mine bange anelser, for de var ikke til at tage fejl af. Dernæst fulgte en hvislende, hæs lyd i en rytme, der langsomt men sikkert blev hurtigere. Det var først, da jeg mærkede de små pust af luft mod huden omkring min mund og næse, at det gik op for mig, at det var lyden af min egen vejrtrækning under iltmasken. Den strammede og skar sig ind i min hud på, som om den var ved at gro fast.

Netop som det slog mig, at jeg selv kunne trække vejret og derfor fjerne masken, blev jeg afbrudt af en stemme, der pirrede min hukommelse. Den var blødere end silke og ringede af en utrolig glæde, jeg ikke forstod. ”Lasse, er du vågen? Kan du høre mig?”

Ud af øjenkrogen fik jeg spottet en figur, der var på vej hen imod mig. En lav kvinde, som så en del anderledes ud end i mine minder. Hun var stadig en smule rund, og håret var samme gråbrune farve som altid, men der var sket noget med hendes øjne. Omkring dem var huden næsten sort, og smilerynkerne så pludselig ikke flatterende ud. Normalt ville min mor heller aldrig have taget en råhvid T-shirt på, der ingen facon eller pyntende udskæring havde.

Men det var den samme person, og hendes stemme indikerede, at hun var glad for, at jeg havde åbnet øjnene.

Mor.

Ordet kom ikke ud mellem mine læber. De bevægede sig ikke engang, og det var, som om det rev i mine stemmebånd at forsøge at producere lyd. Hvad i al verden foregik der?

Selv om hun ikke havde hørt mig – det kunne hun umuligt have – så bevægede den mest omsorgsfulde person, jeg nogensinde havde været i kontakt med, sig hen mod mig, lænede sig lidt fremover og løftede min hånd med begge sine. Jeg kunne mærke, at det prikkede i nervebanerne, at min hud reagerede på berøringen og at hendes fingre klemte ganske let omkring legemsdelen.

”Godmorgen, skat,” sagde hun med en lettere grødet stemme.

Fordi jeg havde erfaret, at tale ikke nyttede noget, forsøgte jeg at klemme omkring hendes fingre i stedet. Uden resultat. Min hjerne udførte kraftanstrengelsen frem for min arm og hånd. Musklerne spjættede en anelse, men den korrekte bevægelse udeblev.

Panikken meldte sig øjeblikkeligt som en kvalmende fornemmelse af tomhed i maven blandet med en metallisk smag i munden, der blot gjorde det hele endnu værre. Hvis jeg ikke kunne tale, og jeg ikke kunne bevæge min hånd ordentligt, hvordan skulle jeg så kunne kommunikere? Var det permanent eller bare en følgevirkning af at vågne op fra … hvad jeg nu end var vågnet op fra? Betød det noget? Ville det komme til at påvirke mit liv fremover?

Mine øjne flakkede omkring efter svar, men alt, hvad jeg fandt, var tavler med slørede, ulæselige ord, det begyndte at cirkulere for øjnene af mig. Forvirret løftede jeg blikket til min mor, som stadig stod lænet ind over mig. Hendes ansigtstræk faldt ud af fokus, og ligegyldigt hvor meget jeg blinkede, kunne jeg ikke få det hele til at stå stille igen.

”Lasse?” Hun formulerede mit navn som et spørgsmål, men stemmen havde en lettere skinger undertone, der fortalte mig, at hun måske vidste noget, jeg ikke gjorde. Måske kunne hun få det her til at give mening.

Lige nu var jeg rimelig ligeglad med mening. Jeg ville bare have det til at holde op. I takt med at jeg mindre og mindre kunne se, føltes min brystkasse mere og mere som en lidt for udspilet ballon, der kunne sprænges når som helst. Mit hoved begyndte at dunke, og min krop reagerede instinktivt ved i et voldsomt ryk halvt at vende sig.

Ikke kun synsindtrykkene men også alle lyde i lokalet flød sammen i et kaos, hvis lige jeg aldrig havde oplevet. Det gjorde afsindigt ondt og føltes langt værre end nogen anden smerte, jeg nogensinde havde følt. Der var ild i mit bryst; røg rev i min hals fra mine lidende lunger. Flammerne indeni omsluttede mig på kvælende vis, og uanset hvor meget, jeg kæmpede, så var det umuligt ikke at blive opslugt i havet af rød, gul og orange.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...