Wonderland

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
"Regnen silede ned fra den gådefulde, kulsorte himmel, og et sted bag alle de mørke, regnfulde skyer skinnede månen og kastede et svagt lys ned på jorden. Dråberne fossede ned udenfor, ramte de nypolerede bilruder og trillede derefter stille ned på jorden igen. Som en tåre. Et uendeligt kredsløb. Serena sad og betragtede dem. Bilen - en gammel, sølvfarvet folkevogn - trillede ind i indkørslen foran et stort, gammelt hus. Georgetown"

0Likes
0Kommentarer
95Visninger

1. En ny start

Regnen silede ned fra den gådefulde, kulsorte himmel, og et sted bag alle de mørke, regnfulde skyer skinnede månen og kastede et svagt lys ned på jorden. Dråberne fossede ned udenfor, ramte de nypolerede bilruder og trillede derefter stille ned på jorden igen. Som en tåre. Et uendeligt kredsløb. Serena sad og betragtede dem. Bilen - en gammel, sølvfarvet folkevogn - trillede ind i indkørslen foran et stort, gammelt hus. Georgetown.

Bilen standsede brat op og motoren døde ud med et stort suk. Der blev helt stille, bortset fra regnen der kunne høres som små hagl på bilens tag. Serena trak sine gule gummistøvler op om sine fødder og den vamsede hue ned om ørerne, steg besværet ud af bilen og dumpede lettere elegant ud på de våde brosten med et stort suk. Huset var omgivet af kæmpe store egetræer, der formentligt havde stået der i mindst et par århundreder, og som var dækket af rød-brune, gyldne og halvvisne blade. Indkørslen var dækket af små, mosbegroede brosten og med små, perfekt klippede runde buske på hver sin side. Huset, eller i hvert fald det af det, hun kunne se, eftersom det eneste lys kom fra det svage måneskin og bilens gullige forlygter, var kæmpestort og meget gammeldags. Det var ét af de der huse man ville forvente at se i en eller anden skod-gyserfilm fra 1800 tallet, og der havde helt sikkert boet en eller anden gammel, rig mand i huset før. Han var død nu, for længe siden. Hans sjæl hjemsøgte sikkert stadig huset. Og nu flyttede Serena ind med sin mor og sin far.

 

“Giv det nu en chance, skat” sagde mor smilende til Serena. “Jeg er sikker på, at du nok skal falde til og få det godt her”. Serena himlede med øjnene og sukkede. Hun hentede sin store, mørkeblå kuffert omme fra bagagerummet og fik slæbt kufferten - og sig selv - ind ad den store, knirkende hoveddør. Hun smed den fra sig i entreen og dumpede ned ved siden af den.

 

Efterårssolen skinnede ind ad det lille loftsvindue, forbi de lyse, broderede gardiner og oplyste hele rummet i et orange-rødt gyldent skær. Ruden var dukket til i løbet af natten. Det var iskoldt udenfor, sådan som det plejede at være i slutningen af november måned, men solen strålede uden for vinduet som aldrig før. Vinden ruskede let i de store, krogede egetræer, og luften var frisk. En hund gøede udenfor. Børn der skreg og løb legende rundt i villakvarteret i nærområdet.

Serena vågnede, og så sig omkring. Hun befandt sig i et stort, lyst værelse med et par store vinduer og et lille loftsvindue. Det var det øverste værelse, oppe på loftet, og hun skulle op og ned ad en smal, knirkende egetræstrappe hver gang hun ville bevæge sig rundt i huset. Det eneste der stod i værelset var en stor seng i hvidt træ, en gammel kommode med håndmalede, lyserøde roser, Serenas mørkeblå kuffert, der var stillet hen i det bagerste hjørne af værelset, en masse brune flyttekasser af pap og et stort, støvet spejl med en sort ramme omkring. Det trængte helt sikkert til en pudsning. Lige så vel som gulvet trængte til at blive støvsuget, og loftet til at blive støvet af, for at blive fri for ækle spindelvæv.

Serena smed sin blomstrede dyne fra sig og krøllede den sammen nede i fodenden. Hun rejste sig fra sengen og listede på tåspidser hen til sin kuffert. Hun ville ikke risikere at vække mor og far. Ikke nu. Rummet var iskoldt, for i 1800 tallet havde man åbenbart ikke nogle radiatorer, så hun rystede af kulde. Hendes læber var blålige og hendes tynde, blege hud havde gåsehud og var fyldt med små, fine prikker, selvom hun havde et blåt- og hvidternet sæt pyjamas på, som bestod af en skjorte og et par lange bukser. Hun satte sig på knæ foran kufferten, rodede den igennem og skiftede så til et par tykke gamacher og en strikket, langærmet kjole, som hun hev over hovedet.

Hun listede hen til det store, støvede spejl og betragtede sig selv. Hendes lange, let bølgede, mørkebrune hår var rodet, sjusket og trængte til at få kørt en børste igennem det. Det havde hun nu ikke tænkt sig at gøre. Her i Georgetown var der alligevel ikke nogle hun skulle imponere, så hvorfor overhovedet gøre sig den umage. Hun var almindelig af bygning, og så alligevel ret spinkel. Hun var tynd. Ikke helt anorektisk, men man kunne sagtens få dén tanke. Der stak nogle knogler ud hist og her, specielt ved skuldrene og hofterne, men det bekymrede hun sig ikke det store om. Ikke som hendes mor gjorde. Hun havde dybe, blå, intense øjne og et par fregner på næsen. Hun studerede spejlet. Kørte hånden forsigtigt ned ad den sorte ramme.

Der var noget ved det spejl. Det var ikke til at sætte fingeren på hvad det var, men der var helt sikkert et eller andet. Det var som om hun blev draget af det. Ikke kunne slippe det igen. Som om det havde set og oplevet ting. Grufulde ting. Hun lukkede øjnene, rystede lidt på hovedet og vendte sig så væk fra spejlet. Det var en skør tanke. Hun kunne høre på den tændte radio, fodtrinene og den lavmælte snakken nedefra, at hendes forældre måtte være stået op. Hun åbnede døren og svingede sig med få, hurtige spring ned ad den smalle egetræstrappe og småløb ud i køkkenet.

“Godmorgen, skat!” udbrød hendes mor, da hun fik øje på Serena som stod og lænede sig op ad døråbningen. Hun stod med ryggen til, foran komfuret og stegte æg, pølser og bacon på en stor, sort pande. Der duftede skønt. Og af nybagte småkager? Serena trådte hen foran ovnen og tjekkede - den var god nok. Hendes mor måtte have haft travlt. Det var en sød tanke, men Serena kunne ikke lade være med at tænke på, at det kun var for at hun skulle få det bedre med at være flyttet - og for at hendes mor slap for den dårlige samvittighed. En værre satan. Hun havde trods alt taget Serenas liv fra hende. Fjernet hende fra hendes veninder, skolen og fritidsklubben. Alt. Hendes far sad i den anden ende af det fine, lille køkken, på en af spisestolene af mørkebrunt træ med blåstribet betræk. Han havde en avis foran hovedet i den ene hånd og en dampende kop kaffe i den anden.

Efter morgenmaden greb hun sin sorte rygsæk, svingede den op om skulderen og styrtede ud af døren, for ikke at komme for sent til den store, gule skolebus.

 

Første skoledag på hendes nye skole var hård og udmattende. Dem fra Georgetown var anderledes. Meget anderledes, end hvad hun var vant til fra da hun boede i den lille by Chester. De var mere… indelukkede. Det var skolen også - anderledes, altså, med en masse andre regler og måder at gøre tingene på. Skolen var meget stor, og var ligesom Serenas nye hus meget gammelt, men utroligt smuk og unik på samme tid. Den var fyldt med lange korridorer, store, hvide statuetter af gamle helte, lysekroner og hyggelige hjørner og kroge, samt de obligatoriske klasseværelser. Alle hendes klassekammerater gik med de samme Burberry håndtasker og Michael Kors ure, samt de samme, kedelige t-shirts og jeans. De snakkede ens. Så endda næsten ens ud, som de havde siddet med næsen i sky og stirret underligt på Serena hele dagen. De fleste passede egentlig lidt sig selv, og sad fastlåste til deres mobiltelefoner, som om de blev styret af dem. Ude af stand til at lægge dem fra sig igen. Hun passede ikke ind her og følte sig ikke velkommen. Hun var alt for anderledes, det var tydeligt. Hun ville aldrig falde til. Ville bare tilbage til sit gamle liv.


Hun stod igen foran det store spejl og betragtede sig selv. Nærstuderede sig selv. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun følte en stor trang til at stå lige netop dér, foran spejlet. Som om spejlet ville hende noget. Fortælle hende noget. Rummet begyndte at snurre rundt om hende. Lysene blinkede. Spejlet voksede sig gradvist større, og bevægede sig tættere på. Det var i hvert fald hvad Serena følte. I virkeligheden var det hende der bevægede sig tættere og tættere mod spejlet. Følte på den sorte ramme med håndfladen. Det var spejlet der opslugte hende. Hun følte sig draget af det. Kunne ikke stoppe op. Hendes hjerte bankede hurtigt, og hun skælvede. Spejlet nærmede sig. Hendes spejlbillede blev større. Hun klemte sine dybe blå øjne sammen og fik en underlig, snurrende fornemmelse i hovedet. Hun knyttede næverne. Ventede på at der skulle ske noget. Så blev det koldt. Iskoldt, som det havde været i det lille værelse tidligere om morgenen. Serena slog øjnene op og blev blændet af noget glinsende hvidt, der strakte sig så langt øjet kunne se. Hun var omgivet af sne, uanset hvor hun kiggede hen, så langt landskabet strakte sig. Store, mørkegrå bjerge rejste sig op fra jorden et stykke væk, og hun var omringet af grantræer. Store, mørkegrønne grantræer med lange, skarpe nåle og dækket af et tyndt lag fint, hvidt sne. De duftede skønt. Af vinter, af jul hjemme i stuen, af natur. En frisk og behagelig, men samtidig skarp duft. Solen stod højt på himlen, spejlede sig i sneen og fik den til at glimte som tusindvis af små diamanter, hvilket gjorde det en smule svært at se uden at blive blændet. Serena måtte tage sig til hovedet og holde en hånd op foran øjnene. Hun var lamslået. Ude af stand til at bevæge sig. Her stod hun i sit blå- og hvidternede pyjamassæt, med nøgne tæer begravet i sneen og rystede af kulden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...