Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15206Visninger
AA

10. World Trade Center

Jeg åbnede øjnene op til en lyseblå himmel. En fugl hoppede rundt på kanten af det grå betontag, mens den nappede til noget papir. Hvor var jeg nu? Jeg satte mig op og så en sovende Joshua ved siden af mig, stadig med sit gamle tressertøj, som nu også var hullet. Jeg selv havde heller ikke passet godt på den blå kjole, men det var ikke det, jeg bekymrede mig om. Det var min hals, som var tør helt ned i svælget, og da jeg sank, var det lige før, det knasede. Min mave gjorde ondt af ingen mad, og jeg trængte overordentligt meget til et bad.

    Jeg så ned på Joshua, der savlede med munden åben, så der var frit for fluerne, men han så nu sød ud, da han lå og sov. Så fredfyldt, som om han ingen bekymringer havde. Jeg havde bekymringer. Af alle steder i verden havde jeg midt i et rus af adrenalin valgt at placere os på en af verdens højeste bygninger, og hvor dum kunne man være at placere sig selv på World Trade Center den 11. september 2001? Jeg regnede med, at Joshua havde sørget for, at vi nu befandt os et år forinden, og jeg havde den største lyst til at gå ned og advare folk om den frygtelige episode, der ville henne om et års tid, men selv hvis jeg kunne komme ned herfra ville det være en dum ide. Man havde set i alverdens Science Fiction film, at det der med at lave om på fortiden ikke var en god ide.

    ”Bailey?” mumlede Joshua hæst og åbnede øjnene på klem. ”Er du okay?”

    ”Ja, hvad med dig?”

    ”Det var ikke mig, der besvimede. Men jo tak, jeg har det fint… bare sulten.” Han fik sig møvet op i siddestilling og gabte. ”Og tørstig.” Han fugtede sine læber med tungen.

    ”Hvad skete der? ”

    Han rystede tænksomt på hovedet. ”Jeg har tænkt lidt over det. Min evne med tid gør kun, at jeg kan gå tilbage og frem til nutiden igen. Jeg kan ikke skifte landingsplads også, men måske kan du. Jeg mener, du kan få ting til at løfte sig og flyve, så hvorfor skulle du ikke kunne teleportere os rundt fra sted til sted. Måske er din evne slet ikke så ”lam” som du troede til at starte med.”

    ”Jeg ved ikke hvad jeg gjorde.”

    ”Men det kunne vi finde ud af. Ellers kan vi ikke komme ned med mindre vores evner pludselig slår sig sammen igen. Jeg tror stadig ikke vi to fandt hinanden ved et tilfælde.

    ”Jeg er god til at vælge pladser at falde ned på hva’?”

    ”Det er helt perfekt. Du skal ikke tænke på, at vi var ved at dø eller noget. Jeg har sovet som en engel,” sagde han sarkastisk.

    ”Jeg hader, når folk er sarkastiske,” sukkede jeg og tog mig til hovedet. ”Jeg ved virkeligt ikke, hvordan vi skal komme væk.”

    ”Men heldigvis er der et helt år til bygningen styrter, så du har tid nok,” drillede han.

    ”Er vi stadig på World Trade Center?” Det var et dumt spørgsmål.

    ”Ja. Det er jo ikke mig, der får os til at falde ned på højhuse. Jeg har bare justeret tiden lidt.”

    ”Hold op med at være sarkastisk…”

    ”Det der var faktisk ikke sarkasme.” Han lænede sig tilbage igen og hvilede baghovedet på underarmen. ”Har du nogen forslag?”

    Jeg rystede på hovedet. ”Falder vi ned, hvis vi tager så langt tilbage at World Trade Center ikke var blevet bygget?”

    ”Ja det er i hvert fald en måde at komme ned på, men hvis du gerne vil have livet i behold, tror jeg ikke, det er en god ide. Det er praktisk talt et frit fald herfra og ned til jorden. Det har jeg lært af erfaring.”

    Jeg sukkede af irritation. ”Hvordan kan du være så munter?”

    ”Fordi jeg er glad.”

    ”Definer lige ordet glad…”

    ”Vi har jo fundet ud af mere om din evne. Det er da godt, er det ikke?”

    ”Vi var ved at blive dræbt! Og vi kan ikke komme ned herfra. Jeg kunne godt ønske mig, at vi havde fundet ud af det på en anden måde.”

    Han trak på skuldrene. ”Jeg finder altid ud af det i sidste ende. Bare rolig Bailey.”

    ”Du er ikke rigtigt klog! Som straf vil jeg bruge dig som forsøgskanin,” sagde jeg og gjorde klar til at forsøge mig med evnerne.

    ”Det kommer ikke til at gøre ondt vel?”

    ”Jeg kan ikke love noget…” Jeg gik tilbage i min erindring og huskede, hvad jeg gjorde sidst, men eftersom mine instinkter havde været kilden til mit forsvindingsnummer, så var det svært at huske, hvad jeg havde gjort. Flere gange endte det med, at jeg hævede ham et par centimeter op i luften for igen at tabe ham. Hele meningen med seancen var at få ham til at forsvinde fra det ene sted og komme frem det andet. Det var absurd at tænke på det på den måde - at forsvinde i luften og komme frem igen ud af det blå - men det var jo sådan, vi endte på toppen af World Trade Center.

    ”Det virker ikke,” sagde han og ømmede sig, da jeg tabte ham for syvende gang.

    ”Jeg er lige ved at være der,” svarede jeg.

    ”Kan du ikke prøve på dig selv?”

    ”Tjo…” Mit hoved gjorde ondt, som om nogen stod med en hammer og morede sig på min hjerne, men ikke desto mindre forsøgte jeg ihærdigt. Lige nu var jeg vores eneste mulighed for at komme væk, med mindre døren skulle åbne sig. Jeg tog en dyb indånding og visualiserede et billede af døren for mine øjne. Hvis nu jeg kunne få mig derhen, var jeg i hvert fald tættere på at kunne få os ned. Måske kunne jeg få mig selv om på den anden side af døren, så jeg kunne åbne inde fra.

    ”Hvordan går det?” kom det fra den dumme dreng.

    ”Sssh…” Det mærkedes underligt i mine muskler, da energien skød frem og tilbage i arme og ben. Det kildede, som hvis et lille dyr kravlede rundt på huden, men det var ikke ubehageligt.

    Pludselig sagde det bang, og jeg faldt sammen på jorden, hvor jeg trillede et stykke, til jeg væltede ind i en metalplade. Jeg opdagede, at den metalplade var døren. Jeg havde teleporteret mig selv hen til døren!

    ”Du er jo genial Bailey! Du forsvandt!” udbrød han, mens jeg rejste mig og børstede skidt af kjolen. ”Slog du dig?”

    ”Lidt, men det gør ikke noget,” grinede jeg. ”Jeg gjorde det Josh!”

    ”Du kaldte mig Josh?” Han lagde hovedet på skrå.

    ”Gode venner reder hinanden.” Jeg trak på skuldrene. ”Vi var lige ved at styrte ned med et højhus, men du redede os.” Jeg kunne godt mærke, at den store følelsessnak ikke var noget nogen af os var familiær med. Josh kløede sig akavet på armen, og jeg rødmede. ”Se lige os,” fnes jeg og puffede akavet til hans skulder. ”Tak.”

    Han puffede igen. ”Velbekom.” Vi grinede fjollet.

    ”Okay nu er det akavet,” mumlede jeg. ”Jeg tror, jeg vil eksperimentere lidt videre…”

    ”Okay,” sagde han og gik hen og satte sig op ad døren. ”Så beder jeg for, at døren på magisk vis åbner sig imens.”

    ”Arbejdet lige fordelt,” mumlede jeg.

    ”Hey du kan ikke lide sarkasme…”

    ”Du smitter af.” Jeg rakte tunge ad ham.

 

***

 

Sollyset vækkede mig, da den skinnede skarpt ned på mine øjenlåg. Da jeg satte mig op kunne jeg ikke se andet end sorte pletter for mine øjne, og mit hoved snurrede rundt.

    ”Bailey? Er du okay?”

    ”Det er ikke et spørgsmål, du stiller så lidt,” sagde jeg til Josh, som pludselig sad ved siden af mig. ”Hvad skete der.”

    ”Du besvimede igen. Det var lige før, jeg ikke havde nået at gribe dig,” sagde han og lagde sin hånd på min kind. ”Du er også helt bleg.”

    Jeg skubbede hans hånd væk. ”Jeg har det fint.”

    ”Jeg er efterhånden tilbøjelig til at tro, at det er dit svar på alt.”

    ”Hvis jeg havde det dårligt, så var der alligevel ikke noget, du kunne gøre vel?”

    ”Nej, men jeg spurgte jo bare,” sukkede han og lænede sig tilbage i solen. ”Hold da op hvor er jeg sulten. Jeg kiggede ned for lidt siden, og jeg vil væde med, at der er mindst ti restauranter i en radius på 500 meter. Hvis du nu kunne…”

    ”Jeg har ikke energi til det, hvis du har en drøm om at komme hjem.” Han surmulede.

    ”Nå, men kan vi så snart komme hjem? Jeg er ved at dø af sult!”

    ”Jeg kan ikke gøre det hurtigere, end jeg gør. Du aner ikke, hvor hårdt det er, og jeg ved godt, at det er min skyld, vi er havnet her, men hav nu lidt tålmodighed med mig. Jeg gør det så godt jeg kan.” Frustrationen greb mig.

    ”Okay okay. Undskyld,” skyndte han sig at sige. ”Jeg ved godt det ikke er let. Første gang jeg skulle tilbage i tiden, gik jeg tre år tilbage, og så vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle komme frem til nutiden igen, så jeg var nødt til at blive der i en hel uge. Jeg var nødt til at stjæle mad for at overleve, til jeg havde fundet ud af det.”

    Jeg greb fat i mit hår ved hovedbunden. ”Hvis jeg ikke snart får mad, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde får energi til det her. Hvor lang tid er der gået? Det føles ikke som længe, men jeg er sulten som om jeg ikke har fået mad i to dage.”

    ”Det har du heller ikke.”

    ”Hvad!”

    ”Næsten i hvert fald. Da vi forsvandt fra Washington i 1963 og landede på World Trade Center i 2001, besvimede du og sov resten af natten. Efter du vågnede og forsøgte med dine evner, besvimede du igen, og nu er det sent på eftermiddagen. Solen er ved at gå ned. Sidst du fik mad var i går formiddags.”

    ”Halvanden dag,” mumlede jeg. ”Jeg føler mig dehydreret.”

    ”Vi er også snart nødt til at få noget vand. Hvis bare du kunne få en dunk vand til at flyve herop, mens jeg stopper tiden…”

    ”Vi er alt for langt oppe. Jeg kan ikke se noget vand, som jeg kan tage, og hvis jeg tager det fra nogen, tror dem som har vandet, at de er blevet sindssyge.”

    Vi begge tav. Jeg lagde mine arme rundt om underbenene og spekulerede som en gal. Jeg måtte få os ned, for det var min skyld vi var her.

    ”Vi skal dø her,” mumlede Joshua.

    ”Undskyld.” Jeg rystede på hovedet og mærkede mine øjne prikke. Hvis ikke jeg var dehydreret, så havde jeg åbnet for vandsluserne, men der var ikke rigtigt noget vand at tage af. Jeg var bare så ked af det.

    ”Okay hør her! Det her er ikke din skyld Bailey.” Han satte sig op overfor mig og tog mine hænder i sine. ”Kig på mig,” sagde han roligt. ”Slap helt af i kroppen. Nu hjælper jeg dig, for jeg ved godt jeg bare har siddet og ventet som en idiot. Luk øjnene og find din energi.”

    ”Jeg tror ikke, der er så meget, du kan gøre Josh.”

    ”Gør nu som jeg siger.” Jeg nikkede og lukkede øjnene, mens jeg lod mine hænder ligge i hans, som var varme og beroligende. ”Okay nu skal du se et billede for dig af fortovet dernede. Jeg kender ikke dine evner, så nu er det op til dig. Jeg har sat tiden i stå, så ingen bliver overrasket over et pludseligt tryllenummer på gaden, og jeg holder fast i dig, hvis du skulle besvime.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...