Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15216Visninger
AA

41. Under jorden

Det der med at forstå mig selv, det opgav jeg. Jeg havde efterladt Joshua på skolen og taget direkte til New York, hvor jeg havde krummet mig sammen på mors sofa. Hun var ikke hjemme, så jeg lå for mig selv, mens jeg græd, fordi jeg havde skyldfølelse overfor Joshua, og jeg græd, fordi jeg var forvirret. Senere endte jeg med at falde i søvn, og da jeg vågnede, så sad min mor hos mig og tørrede mig på kinderne med en serviet.

    ”Mor,” sagde jeg stille.

    ”Det var da en trist overraskelse, jeg kom hjem til Bailey.” Mor kørte noget hår væk fra mit ansigt. ”Men hvor er du fin i tøjet.”

    Jeg så ned af mig selv og udstødte et sørgmodigt fnis. Jeg anede ikke, hvor mit rigtige tøj var, og jeg var også ligeglad.

    ”Hvorfor ligger du her?”

    ”Fordi jeg ikke ved, hvor jeg ellers skulle tage hen. Jeg flippede ud på Joshua, fordi han sagde nogle ting, som sårede mig, og pludselig var det som om… det var som om ingenting gav mening mere. Jeg aner ikke sandt og forkert mor.”

    ”Det lyder voldsomt,” sagde hun overrasket. ”Var det ikke bare et skænderi?”

    ”Nej for jeg aner ikke, hvad han er. Jeg bliver ved med at tænke, at han er god nok, men måske er han ikke god. Måske er det skuespil. Jeg kan huske ham gøre så mange grimme ting, men jeg har hele tiden været sikker på, at det var en fejl, fordi Jane puttede dem ind i min hjerne, men hvad hvis det ikke er. Hvad hvis både Morgan og Joshua er dumme.” Jeg talte i et væk uden selv at forstå noget af det. Nu græd jeg igen, og det irriterede mig.  

    ”Tag det roligt Bailey. Der er altid en løsning.”

    ”Men Joshua er så sød hele tiden, og… og jeg er så ked af, at jeg ikke kan tro på det.”

    ”Først og fremmest, så kender jeg ikke Joshua, men før Jane brugte sine evner på dig, så så jeg dig sammen med ham i min stue, hvor i sad op ad hinanden. Det er den eneste måde, jeg kan bekræfte, at han er god nok.” Hun dubbede tårerne som trillede væk fra mine kinder. Jeg kunne ikke stoppe det igen. ”Prøv at tænk på, hvordan han har været overfor dig siden det der skete hos Jane.”

    Jeg kunne ikke se andet end en masse toger af Joshua blandet med skole og venner og Ken og Grace og… Jeg kunne se fire af Joshuas Kammerater tvære en Doughnut i ansigtet på mig. Jeg kunne se mig selv skændes med Joshua. Jeg kunne se mig selv tvinge Joshua til ikke at slå efter William. Kun ubehagelige ting synes at vælde op i mig.

    ”Se det er bedre ik’,” sagde hun, efter en tydelig fejllæsning af mit ansigtsudtryk.

    ”Jeg er bange,” hviskede jeg. ”Jeg tror, de er efter mig.”

    ”Hvem er?”

    ”Morgan er efter mig. Jane er efter mig.” Jeg greb hendes hånd og så indgående i hendes øjne. ”Min Engelsklære Mr. Thomson står i ledtog med Morgan.”

    ”Kan det passe?” Hun lød så irriterende pædagogisk.

    ”Ja!” Jeg satte mig op og lukkede øjnene, mest jeg fik blodet tilbage til hjernen. ”Og nogen gange tænker jeg på, om Ken også arbejder sammen med Morgan, for han vil aldrig fortælle os noget. Du kunne også ligeså godt også være i ledtog med Morgan, så vidt jeg ved.”

    Hendes ansigt blev pludselig alvorligt og skubbede mig ned at ligge. ”Bliv liggende Bailey, så finder jeg noget mad til dig. Det hjælper på blodsukkeret, og så kan det være du husker.”

    ”Okay,” mumlede jeg. Jeg følte mig lam i mine muskler alligevel.

    Hun kom tilbage med et stykke franskbrød med peanutbutter og en cola til mig, og jeg tog en bid i en fart. Den tynde papskive af et stykke toastbrød gled ned lynhurtigt, men da sidste bid var sunket og skyllet af med colaen, sad eftersmagen der, og den var ildevarslende. Panikken greb mig, da jeg begyndte at identificere bitterheden, som den klamme giftige væske, som alle åbenbart brugte mod mig, når jeg ikke lige gjorde, som de havde tænkt.

    Men nu jeg tænkte over det…

    Jeg kunne jo ikke stole på nogen mere, ikke engang mor. Hun var venner med Morgan havde hun fortalt mig… tror jeg.

    ”Hvad har du gjort?” spurgte jeg og ledte efter min forsvundne energi. Fingerspidserne gravede sig ned i sofaen, mens jeg vred mig af anstrengelse, efter det jeg søgte, men snart vidste jeg ikke, hvad det var. Intet gav mening, undtaget min far. Ham og Anna var de eneste, der ikke var en pulserende toge bag mit blik.

    Døren brast åben, og en høj mand med Mørkebrunt strittende hår og tatoveringer ned af armen kom ind. Mor vinkede ham over til sig. ”Du må berolige hende. Hun er helt i sort.”

    ”Hvad har du gjort ved hende?”

    ”Hun sov her, da jeg kom ind, og så græd hun. Jeg forklarer, når du har beroliget hende.”

    Jeg begyndte at bevæge mig væk fra manden, der så tøvende ud, men mor holdt mig nede, og panikken greb mig. Jeg vred mig alt, hvad jeg kunne, men manden fangede min hånd, og jeg mistede kræfterne lidt efter lidt.

    ”Er det nok?” spurgte han, da jeg lå med halvt lukkede øjne og kæmpede for at holde liv i mig selv.

    ”Ja, så falder hun nok i søvn om lidt. Det er min datter Bailey,” sagde mor og vippede en tåre væk fra kinden. ”Hun blev pludselig så mærkelig, og så måtte jeg gøre noget. Jeg gemte giften i noget mad.”

    ”Jeg vil væk,” sagde jeg svagt og klemte den sidste lille bitte dråbe ud af øjet.

    ”Læg hende til at sove helt. Jeg kan ikke holde ud at se på det,” sagde mor, og da manden rørte min kind, mistede jeg bevidstheden

 

***

 

Marken var lysegrøn, og græsset fløjlsblødt. Der var lys over det hele, fra jorden, fra trækronerne og fra dådyrets kærlige øjne. Jeg ville knibe øjnene sammen for ikke at blive blændet i lyset, men jeg behøvede det ikke. Lyset blændede mig ikke, og da jeg så efter glimtede søen ved siden af mig, som tusinde af Peter Pans klokkeblomster. Et suk forlod mine læber, og jeg lod mig selv slappe helt af i de rene omgivelser.

 

***

 

Mine øjne glippede, og jeg løfte langsomt min slappe nakke fra den arm, jeg hang hen over. Det gjorde ondt, men da jeg så op glemte jeg smerten hurtigt, fordi jeg så ham manden, der havde lagt mig til at sove.

    ”I må ikke tage mig væk fra lyset,” hviskede jeg søvndrukkent.

    Mor mærkede min pande. ”Hun har feber,” sagde hun.

    ”Jeg tror ikke, det vil gavne, at jeg nedsætter hendes feber,” sagde manden. ”Vi lader hendes krop reagere, indtil vi har flere til at se på hende.”

    Jeg funderede over, hvor vi befandt os. Vi var helt alene i en stor mørk gang med fakler på væggene, der var muret med stor grå sten, og jeg hang i armene på manden, uden at kunne bevæge mig. Den underjordiske kulde var fugtig og klam, og oveni min feber frembragte det rystelser så kraftige, at de næsten kunne vrikke mig ud af hans arme, hvis ikke han holdt så godt fast.

    For enden af gangen stod et dådyr med store lysende øjne. Den var kærlighed og beroligende. Som en lille skytsengel der holdt øje med mig.

    ”Der står et dådyr,” hviskede jeg. ”Dens øjne skinner.”

    Mor snøftede og sendte mandet et skarpt blik da han kom til at smile over min tågesnak. ”Læg hende til at sove igen,” hviskede hun.

    ”Tag det roligt Elizabeth. Din datter giver ikke op. Hun har bare feberhallucinationer.”

    Hvad snakkede han om? Jeg hallucinerede ikke!

    ”Jeg kan bedre kapere det, hvis hun bare sover,” græd hun.

    ”Okay.”

 

***

 

Dådyret stod og snusede til min pande, da jeg vågnede i den smukke verden. Den skinnede så smukt, at jeg igen blev overvældet af den kærlighed, som ikke længere var inden i mig men i min lyse verden. Da jeg så op, blev dådyret til mor, som smilede til mig. Ved siden af mig stod far og Anna, og mine venner klatrede i træer for enden af marken, mens de grinede og drillede hinanden. De så mig slet ikke.

    Så var der Joshua og Morgan. De fægtede. De fægtede med rigtige sværd midt på marken.

    ”Stop så,” sagde jeg, men ingen lyttede. ”Stop med at slås!” Jeg rejste mig op og ruskede i min far. ”Få dem til at stoppe.”

    ”Hun hallucinere,” sagde mor, som pludselig stod sammen med manden, som jeg ikke kunne lide. Jeg gik hen og tog ham i kragen på hans trøje.

    ”Jeg vil ikke sove, når de fægter!”

    ”Hvem fægter lille skat,” sagde mor, og nu græd hun igen. Hvorfor græd hun?

    ”Du godeste,” sagde en stemme uden en krop. Jeg gjorde om og ledte, men jeg kunne ikke finde den kvindelige stemme, før det gik op for mig at det var Grace. Så stod hun foran mig med åbnede arme og sine blottede gule tænder i et smil.

    ”Bailey! BAILEY!” råbte Joshua desperat, mens han fægtede. ”Lad mig komme forbi!” sagde han vredt, men der var ingen at gå forbi. Han fægtede stadig med Morgan, og jorden skinnede som morgensolen. Alting var så roligt og kaotisk på samme tid, så jeg lagde mig ned og lukkede øjnene igen.

 

***

 

Stop med at slås!” råbte jeg, da jeg spærrede øjnene op.

    ”Der er ingen, der slås Bailey,” sagde mor. ”Joshua er faldet ned.”

    ”Hvor er han faldet hen?”

    Selvom hun græd, så kunne hun ikke lade være med at klukke svagt.

    ”Du arbejder sammen med Morgan,” sagde jeg, før jeg tænkte mig om.

    ”Jeg arbejder ikke sammen med Morgan.” Hun var helt fortvivlet.

    Jeg begyndte at græde igen. Jeg lå dog ikke længere i mandens arme, men i en lav seng, hvis madras var så blød, at jeg kunne mærke bunden. Nogen holdt om min hånd hele tiden, og det var beroligende. Jeg vidste ikke, hvad jeg forventede, da jeg drejede hovedet, men det var ikke mandens ansigt, jeg havde regnet med.

    ”Du skal ikke røre mig!” råbte jeg.

    ”Bailey,” sukkede Joshua, da han kom frem mellem Ken og Grace, som på mystisk vis også var til stede sammen med nogen, jeg ikke kendte. Da han kom frem begyndte mit hjerte at banke hurtigere, og min allerede dirrende krop begyndte at ryste.

    ”Gå nu væk,” sagde Ken og skubbede ham væk.

    ”Lad være med at bestemme, som om du er min far!”

    ”Du tvinger mig, når du glemmer at bruge hovedet.”

    Joshua sukkede vredt og gik lidt væk. Denne gang lignede det, at jeg var i en lille hule fremfor den lange gang. Der hang en pære uden skærm i loftet, og ved siden af sengen var der et natbord med en lille lampe. Rummet var ikke større, end at der kunne stå et lille tomandsbord med klapstole og en reol. Det var primitive forhold, men på sin vis hyggeligt.

    ”Bailey,” sagde Grace roligt og satte sig på madrassen ved siden af mig. ”Du skal lade Jason røre ved din hånd, så vi kan passe på din krop.” Jeg så op på den mand, som mor havde med. Han hed åbenbart Jason.

    ”Det er tåbeligt, at han skal gøre det. Jeg er her jo!” sagde Ken fornærmet.

    ”Det er bedre, at det er Jason, der gør det, for han kender ikke hende, og hun kender ikke ham. Det er bedst sådan Ken.”

    Ken fnøs.

    ”Bailey,” sagde Grace. ”Tag det helt roligt. Du er nødt til at stole på mig, og så er det ligegyldigt, om du ikke kan stole på alle andre.” Grace så så rar ud, og jeg kunne kun huske rare ting, som hendes mange katte og den kærlige måde, hun havde taget imod mig på. Intet var tåget omkring hende.

    ”Okay,” sagde jeg.

    ”Hendes puls er faldet,” sagde Jason, som holdt min hånd.

    ”Det er godt.” Grace kiggede indforstået med et nik på de andre, og mor gik sin vej. Ken sukkede fornærmet og skubbede Joshua med sig væk fra os igennem indgangen, som ikke var en dør, men mere en smal bue. Til sidst var kun Jason, Grace og jeg i rummet. ”Kan du huske, hvilken by du bor i?”

    Jeg rynkede panden. ”Lancaster,” svarede jeg. ”Hvorfor?”

    ”Jeg skal bare se, hvor meget du husker. Hvem er jeg?”

    ”Grace.”

    ”Hvor gammel er du?”

    ”Seksten.”

    ”Ved du, hvor vi er?”

    ”Nej.”

    ”Hvilken evne har du?”

    ”Rum.”

    ”Ved du, hvad der lige er sket? Du behøver kun at svare ja eller nej. Du skal sige nej, hvis din hukommelse er toget.”

    ”Nej,” sagde jeg. ”Hvad sker der?”

    ”Vi tror, Jane har pillet ved mere, end vi regnede med i første omgang. Du har indtil nu levet i en tilstand, hvor du har udelukket alt, hvad der er sket før det, Jane gjorde mod dig. Du har stolet på din egen dømmekræft og ladet Joshua komme tæt på uden at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert først.”

    Nu græd jeg igen. Der var ingen stopknap på noget som helst.

    ”Derfor har der ikke skulle meget til at udløse et anfald, hvor du pludselig glemmer og på samme tid stiller spørgsmålstegn ved alt, du har skubbet væk indtil nu. Jeg troede ikke, det var så slemt, men noget er blevet brudt ned inde i din hjerne og vi skal finde en måde at få det på plads igen.”

    ”Kan det det?”

    ”Ja, det tror jeg bestemt.”

    ”Men hvor er vi?” spurgte jeg.

    ”Vi er nede under New York. Det er hernede vi har det pentanske netværk, som strækker sig over hele verden i tunneler.”

    ”Hvorfor har ingen fortalt mig det?”

    ”Fordi det ville være farligt for dig som pentaner med evnen rum at gå herned, hvor du kan risikere at blive fundet af en med tid. Vi ville sørge for, at du forblev en hemmelighed oppe i den virkelige verden, så længe du kunne.”

    ”Vil du ikke nok fortælle mig, at i har fundet ud af, hvordan i kurerer mig?” Jeg tog mig til panden og bed tænderne sammen, mens jeg hulkede videre. ”Jeg vil så gerne huske. Jeg vil!”

    ”Det er godt, du stadig kæmper i dig selv Bailey, men det er meget vigtigt, at du ikke stoler på folk, som du inderst inde ikke stoler på. Du skal ikke forhaste dine følelser og tvinge dig selv til noget, og derfor er det også vigtigt, at Joshua holder sig væk lige nu, for du kan ikke kapere det. Det er ham og Morgan, som er blevet rodet inde i dit sind, og det er det, som har frembragt en hel masse bivirkninger i form af mistillid til alle andre.”

    ”Hvad skal jeg gøre?”

    ”Du skal slappe af og stole på mig. Det er det eneste, du skal gøre.” Hun så op på Jason. ”Hvad er analysen?”

    ”Normalt blodtryk. Hun skal bruge noget vand.”

    ”Nej!” skyndte jeg mig at sige.

    ”Hvad er det, du er bange for ved vand?” spurgte Grace.

    ”Folk har det med at putte gift i det, jeg indtager uden at fortælle mig det. Jeg hader det!”

    ”Vi hælder ikke noget i vandet. Det lover jeg dig. Prøv at se det fra min side. Hvis jeg gerne vil have dig til at stole på mig, så skal jeg jo heller ikke lyve for dig, vel?”

    ”Men i gør det alligevel, hvis i er bange for, at jeg stikker af.”

    ”Så skal du jo bare love ikke at stikke af. Aftale?”

    Jeg analyserede hendes ansigt et øjeblik og endte med at nikke. ”Okay. Lad mig få et glas vand.”

    Grace gav sig til at grine og rakte mig glasset, da en ukendt mandsperson kom hen med det. ”Drik op.”

    Pludselig slog det mig, hvor tørstig jeg var, så jeg slog bunden i vejret og lænede mig tilbage igen. Jeg var udmattet, og lysten til at hyggesnakke med Grace var dalet, fordi alting var så overvældende, at jeg mest havde lyst til at sætte mig til at meditere. Ja, jeg sagde meditere. Jeg forestillede mig at læne mig tilbage og bare tænke og tænke, så jeg måske kunne danne mig et overblik. Sætte tanker i arkiver og markere, hvilke der skulle lægges lidt på hylden for en stund, mens jeg fik styr på nogle andre.

    Det værste var, at de alle sammen så ud som om, de ikke havde en spinkel ide om, hvad i alverden man kunne gøre for mig. Men på samme tid sloges de om at komme hen til mig og hjælpe. Jeg tænkte på Ken og Joshua. De havde på en eller anden måde stået mig meget nær, men for mit eget bedste, måtte jeg holde mig væk.

    ”Jeg har så dårlig samvittighed,” brød jeg tavsheden.

    ”Hvorfor?” spurgte Grace.

    ”I gør alle sammen så stort nummer ud af at hjælpe mig, men det eneste jeg gør er at skabe problemer hele tiden.”

    ”Du er ikke den, der skaber problemerne her. Du er den, som alle problemerne går ud over. Det er dig som tager skraldet, og du er det stærkeste af os alle sammen. Alt det du har oplevet og sat på spil for de blå sten, har du klaret i stiv arm. Da Jane ødelagde dine minder, nægtede du at give op. Du tvang dig selv ind i et stadie, hvor det var ”okay”, og hvor du overbeviste dig selv om, at det var godt igen mellem dig og Joshua, men det var det ikke.”

    ”Det er bare som om, jeg ikke kan stole på det, folk siger. Hvordan ved jeg, at det du siger er sandt? Jeg stiller mig selv det spørgsmål, selvom du ikke har gjort noget mod mig.”

    ”Brug din fornuft og tænk på, om det jeg sidder og siger lyder fornuftigt.”

    ”Men er Joshua god eller ond?” Det gjorde ondt på mig, at jeg var nødt til at stille det spørgsmål.

    ”Jeg har ikke tænkt mig at svare dig, før vi finder en måde at kurere dig på. Jeg vil ikke sætte tanker i hovedet på dig, uanset hvor rigtige de er. De skal komme inde fra dig selv. Det er min filosofi lige nu. Jeg håber, at du går med til det.”

    ”Det gør jeg.”

    ”Hvil dig nu.” Hun smilede omsorgsfuldt.

    Jeg nikkede og gav mig til at slappe af. ”Grace?” sagde jeg inden hun gik. ”I skal ikke være bekymrede for mig. Det er der ingen grund til.”

    ”Jo det er der al mulig grund til,” svarede hun mig, og hvad hun så mente med det, vidste jeg ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...