Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15216Visninger
AA

5. Uheld

Min blyant cirklede rundt på min notesblok, og lærens uendelige plapren fløj gennem det ene øre og ud af det andet. Det viste sig, at det eneste der skulle til for at få min opmærksomhed, var da tiden stoppede endnu engang. Det begyndte snart at gå mig på. Jeg rejste mig op og mærkede på en forstenet papirkugle, som ikke ville røre sig en centimeter fra sin plads i luften. Papiret mindede mig om en gipsstøbning, eller sådan føltes overfladen i hvert fald. Det første der faldt mig ind var Joshua Dawson, som snart gik mig pænt meget på nerverne. Magen til idiot havde jeg dog aldrig oplevet, og nu igen. Vi var ikke engang i samme rum.

    Pludselig kom en mand ind ad døren til klasseværelset og foldede hænderne foran sig med hovedet på skrå. Jeg trådte et skridt tilbage, mens jeg hørte mine vejrtrækninger blive det mest højlydte i rummet. Selv lyd forstenede når tiden gjorde.

    ”Hvem er du?” spurgte jeg nervøst og knyttede hænderne bag mig.

    ”Det er et godt spørgsmål,” sagde han. Han havde jakkesæt med slips, som lå lodret på hans flade mave. Håret var mørkebrunt og slikket tilbage med voks, og hans hud var glat som marmor. Ingen ar eller bumser - ikke engang skønhedspletter. Hans ansigt lignede de pudsede sko på hans fødder, og hans udseende mindede mig om ham den sindssyge i Amarican psyko. 

    ”Men hvorfor er du her?” Jeg satte mig ned på stolen og tog mig til hovedet. ”Jeg sover i timen igen. Jeg drømmer.” Jeg lukkede øjnene, og håbede jeg ville vågne.

    ”Du drømmer ikke,” sagde han roligt og tog et skridt frem. Han løftede sin hånd og tog om papirkuglen, som hang i luften. Jeg måbede da det lykkedes ham uden problemer at fjerne den og kaste den op i luften for at gribe den igen. Han gav den til mig.

    ”Men...” mumlede jeg. ”Den hang jo fast i luften.”

    Han trak på skuldrene. ”Når man har evnerne…” Han smilede hånligt. Han havde et ubehageligt, på en måde kærligt smil og brune øjne som lignede Joshuas. De var på samme måde skumle og sammenknebne, men så alligevel så anderledes. Jeg brød mig ikke om ham.

    ”Hvilke evner? Sig mig, hvad foregår der?” udbrød jeg. Han irriterede mig grænseløst.

    Den måde han betragtede mig på gav mig kuldegysninger. Han så på mig som en porcelænsvase, der ikke var værd nok til sin samling, men alligevel var det som om, jeg kunne fornemme, jeg kom til at se ham igen. På en eller anden måde.

    ”Jeg skulle bare lige se dig rigtigt.” Han begyndte at gå hen mod døren.

    Jeg løb hen og greb hans jakke. Mine negle gled på det glatte stof. ”Fortæl mig, hvad meningen er med det her!”

    Hans kæbemuskler dirrede. ”Vær venlig at passe på med det der. Et dyrt jakkesæt, forstår du.” Han rettede lidt på slipset. ”Jeg kommer en anden dag...”

    ”Men...”

    ”Farvel...” sagde han og begyndte at gå ned af gangen. Måske var han virkelig en kopi af ham fra Amarican psyko.

    Jeg skulle til at løbe efter ham, men jeg blev drejet om af et par knoglede edderkoppefingre, som holdt om min skulder. ”Hvor skal du hen?” spurgte Mrs. Hilda og løftede sit grimme optegnede øjenbryn. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro hun gik med halvmånebriller, fordi hun var kommet til at skære dem over med sine laserøjne.

    ”Æhm... på toilet.” Jeg drejede om igen for at se, om han var der endnu, men han var forsvundet ud af det blå.

    ”Ikke før pausen. Sæt dig ned igen,” sagde hun.

    Jeg gik hen til min plads ved vinduet og så på den papirkugle, som lå på mit bord. Mit blik søgte ud i skolegården for at finde ham, men han var helt væk. Jeg begyndte at folde papiret ud for at se, om der var noget, men det eneste jeg kunne se var en grim tegning af Mrs. Hilda og et lille rundt hul. Det lignede at nogen havde brændt hullet med en lighter.

    Mrs. Hilda tog den ud af min hånd og så på den. Hun skævede ned til mig og formede sine små læber, som var smurt ind i noget halvudtværet læbestift til en smal streg. ”Du synes nok ikke længere, det er så morsomt, når du får lov til at sidde efter.” Hun begyndte at rive den i stykker og lagde stumperne på mit bord. ”Mit kontor...” Hun gjorde om og tog pegepinden fra kateteret. Hun gav sig til at undervise i geografi, mens hun nærmest rev hul i landkortene, når hun voldsomt svang pinden mod et land. Som om hun straffede landet, fordi jeg uheldigvis havde siddet med en andens papirkugle.

    Klassen stirrede på mig, og det virkede ikke at synke ned i stolen, som jeg plejede, når jeg ikke kendte svaret på et spørgsmål. Jeg følte mig ydmyget og flov og mærkede, hvordan mine kinder langsomt blussede op.

Jeg ville finde ud af, hvem den mand var...

 

***

 

Seriøst Bailey? Eftersidning igen?” Kim løftede den ene øjenbryn.

    ”Det var ikke min skyld,” udbrød jeg.

    ”Nej slet ikke.” Hun krydsede armene. ”Hør jeg gider snart ikke se på, at du ikke tager det her seriøst mere. Du ødelægger det for dig selv.”

    ”Det er allerede ødelagt for mig Kim! Men det her var ikke min skyld!”

    ”Så siger vi det,” svarede hun henkastet. ”Adam siger, du har snakket med Josh…”

    ”Og hvad så?”

    ”Hvorfor fortæller du ikke mig den slags? Jeg troede du stolede på mig.”

    Jeg himlede med øjnene. Selvfølgelig havde Adam sladret… ”Adam forstår mig bedre. Han blander sig ikke, ligesom du gør, han lytter bare. Jeg er virkelig træt af, at du hele tiden forsøger at fortælle mig, hvad jeg skal gøre, men selvfølgelig stoler jeg på dig.”

    ”Jeg vil jo bare hjælpe!”

    ”Ja, men det hjælper ikke, at du bliver sur fordi jeg får eftersidning. Det hjælper heller ikke, at du hele tiden vil have mig til at tage en snak med læren, fordi jeg er ordblind!”

    ”Er du ordblind Bailey?” spurgte hun stille.

    ”Ja.”

    ”Hvorfor fortalte du det ikke, da jeg spurgte, hvordan det gik hos Mr. Thomson?” Der dannede sig en smal rynke mellem hendes øjenbryn, fordi hun var såret. Virkelig såret. ”Ved Adam det?” spurgte hun så.

    Jeg sukkede og gned mine tindinger. ”Jeg kan ikke finde ud af at snakke om mine følelser! Det ved du, og det ved Adam…”

    ”Ved Adam, at du er ordblind?” spurgte hun igen, men hårdere.

    Jeg tøvede. ”Ja Adam ved det.”

    Hendes læber blev til en smal streg. ”Hvorfor er jeg venner med dig,” sagde hun udtryksløst og svang sit lyse hår om på den anden skulder. ”Du er alligevel altid sur, og når du er sød, fedter du for mig, så jeg fortæller dig, hvad vi skulle læse til timen.” Hun prikkede mig hårdt på brystet. ”Rend mig!” sagde hun sammenbidt og gik.

    ”Fint! Så slipper jeg for at høre dig brokke dig over, at jeg får eftersidning.”

    ”Fint!” gentog hun og marcherede din vej gennem mængden i skolegården.

    Jeg havde lyst til at skrige eller græde eller bare afreagere. Jeg forstod ikke mine følelser, og pludselig sprang en sten fra jorden op i nakken af en cheerleader, så hun vendte sig om i et ryk og så på mig. Hvor stenen kom fra, havde jeg ingen anelse om, men hvad jeg vidste var, at jeg snart fik problemer.

    ”Hvem tror du lige, du er!” råbte hun og trampede hen til mig.

    Hvad skete der lige? Hvorfor endte jeg altid i situationer, hvor jeg fik skylden for noget jeg ikke havde gjort? Jeg kunne ikke lade være med at overveje, hvor ironisk det var, at jeg både skulle få eftersidning, blive uvenner med en veninde og komme på tværs af en cheerleader på samme dag.

    ”Jeg gjorde ikke noget! Jeg sværger!” forsøgte jeg, men hvad regnede jeg egentlig med at få ud af det?

    ”Hør her…” hvæste hun mellem tænderne. ”At du er en taber skal ikke gå ud over os andre.” Jeg måtte tage mig gevaldigt sammen for ikke at springe på hende. Mine næver kløede efter at ramme hendes perfekte hud lige i ansigtet, så hun ville ligne en panda til næste stævne i cheerleading. ”Du er så dum, at du ikke engang kan klokken, så pil af med dig. Du høre ikke til på skolen.” Folk samlede sig i en cirkel omkring os, og vreden hobede sig op inde i mig. Det gjorde så ondt inde i mig, at jeg kunne give mig til at græde.

    ”Jeg kastede ikke den sten,” hvæste jeg. ”Og jeg er ikke dum!”

    ”Lad nu være med at lyve for dig selv.” Hun smilede hånligt. På en måde var jeg glad, fordi jeg ikke var endt som cheerleader, for måske var man populær, men det forudsatte åbenbart, at man kunne få alle andre til at føle sig mindre end en selv, og så skulle man være tynd som et skelet. Jeg lå selv i den lidt buttede ende efter min egen mening.

    ”Du tror, du er noget, men ved du hvad? Du er nøjagtig ligeså dum som mig, så bare lad mig være,” sagde jeg, og de andre grinede.

    ”Hvis du tror jeg bliver bange, så har du taget fejl,” grinede hun.

    Jeg borede neglende ind i mine håndflader af spænding og vrede. ”Lad mig være!” sagde jeg igen, men hun grinede, og det slog klik for mig. Jeg havde ingen kontrol over mig selv, da jeg skubbede til hende, så hun nær snublede og skubbede igen. Jeg viklede mit ben ind bag hendes, så jeg kunne vælte hende bag over, men hun trak mig med i faldet så vi endte med at trille rundt på skolegårdens hårde asfaltunderlag, mens vi rev i hinandens tøj og skreg. Tårerne trillede ufortrødent ned af mine kinder, og jeg mærkede en hudafskrabning på min kind, men jeg stoppede ikke.

    ”Hvad sker der her?” råbte en stemme og greb fat om livet på mig. Jeg skreg og sparkede, men vedkommende var stærkere end mig og holdt mig stramt ind til sig. ”Bailey! Tag det roligt,” hørte jeg Adams stemme sige og opdagede, at det var ham, der havde låst mig fast med ryggen mod hans bryst. Jeg lod armene falde slapt ned af siderne og snøftede, mens tårerne trillede lydløst.

    Jeg så den anden pige blive samlet op af Mr. Thomson og holdt tilbage fra at gå på mig igen. ”Hun er et uhyre!” råbte hun vredt og tørrede noget blod af sin albue.

    ”Hold dig fra mig!” råbte jeg.

    ”Bailey! Det her er en advarsel,” sagde Mr. Thomson.

    Jeg vred mig ud af Adams greb. ”Jeg har ikke gjort noget! Jeg lyver ikke!”

    ”Nej, men det er svært at stole på dine ord, når det her ikke er første gang, jeg tager dig i den slags. Var det dig, der startede?” spurgte han.

    ”Nej! Hun fik en sten i nakken og beskyldte mig!”

    Ingen troede på mig…

 

***

 

Musikken buldrede i mine øre så højt, at jeg ikke kunne tænke. Jeg ville ikke tænke på noget, for vreden hobede sig mere og mere op, og den høje bas blandet med trommer gjorde min trang til at slå på noget mindre. Jeg kunne afreagere gennem musikken. Jeg magtede slet ikke at græde mere, for det hjalp alligevel ikke, andet end jeg fik mere og mere ondt af mig selv.

    Mine øjne var lukkede, så jeg ikke engang ænsede døren åbne sig, før far rev musikken ud af mine øre i en vred bevægelse. ”Hvorfor kommer du ikke ned, når jeg kalder?” udbrød han.

    ”Du har lige revet grunden ud af mine øre,” gav jeg flabet igen og satte mig op.

    ”Du skal ikke være næsvis!” Hans øjne lynede, og jeg overvejede, om jeg nogensinde havde set ham så vred. ”Jeg fik en e-mail fra din lære Peter Thomson,” sagde han. ”Endnu et slagsmål! Han skrev, at jeg skulle snakke med dig om alvoren af den slags.”

    ”Det var ikke mig!”

    ”Nej det siger du jo altid.”

    ”Ja, men du stoler jo ikke på mig! Du er fuldstændig ligeglad med mig!” Jeg rejste mig for at gå.

    ”Han sagde også, jeg skulle snakke med dig om muligheden for en specialklasse. Vil du venligst fortælle mig, hvad det drejer sig om?”

    Det var nu. Jeg måtte fortælle ham, at jeg var ordblind, men jeg var skrækslagen.

    ”Hvad siger du? Lyver du for mig, når du fortæller at du ligger middel i klassens gennemsnit.”

    Jeg bed mig i læben.

    ”Jeg kan ikke stole på dig, og jeg vil gerne vide, hvorfor du fik eftersidning i dag?”

    ”Det var ikke min skyld!” Jeg kunne ikke komme mig over, hvor uretfærdigt det var. Det gav mig bogstaveligt talt lyst til at kaste op.

    ”Du lyver mig jo lige op i ansigtet.”

    ”Jeg lyver ikke for dig. Jeg kan ikke gøre for, at underlige ting altid sker omkring mig, og hvis du virkelig gerne vil vide det, så er jeg ordblind!” Jeg slog hånden ned i sengen. ”Jeg nægter at tage skylden for noget, jeg ikke har gjort,” råbte jeg.

    Han var stille et øjeblik. ”Du er ordblind?”

    Jeg kunne ikke styre min vrede. ”Du er min far, og du ved ikke engang, at jeg er ordblind. Jeg får dig til at læse, om der står shampoo eller balsam på en flaske. Jeg får dig til at læse brugsanvisningen til Annas hårfarve, når jeg skal farve det for hende, og alligevel opdager du ikke noget som helst. Du er ligeglad med mig!” Jeg snøftede og blinkede tårerne væk før der kom flere.

    ”Du er ligesom din mor!” sagde han, og jeg kunne se skuffelsen i hans øjne. ”Skyder skylden fra dig og tager den letteste løsning. Du er doven, og jeg kan godt sige dig, at hvis du ikke begynder at tage dig sammen, så er der ingen hjælp at hente hos mig. Jeg vil ikke betale for en speciallærer, fordi du er doven, er du med? Der findes ikke ordblinde.”

    Jeg svarede ikke.

    ”Du kan ikke være det bekendt,” sagde han skuffet. Han gjorde om og smækkede min dør efter sig. Jeg sank sammen på gulvet og pressede armene ind mod mine mave, mens jeg kæmpede med mine vejrtrækninger og hulkede. Det var nøjagtig det, jeg havde frygtet ville ske. Jeg frygtede, hvad han kunne finde på at skrive til Mr. Thomson, og jeg frygtede frem for alt, at han var skuffet over mig; at han syntes, jeg var dum.

    Jeg samlede min mobil op og stak den i lommen, lagde min pung i min lille taske samt høretelefoner og åbnede min dør. ”Hvor skal du hen?” spurgte far, da jeg kom ned af trappen gik forbi køkkenet og greb min jakke. ”Du har stuearrest. Gå op på dit værelse.” Jeg så ham hårdt lige ind i øjnene, og bag efter smækkede jeg døren efter mig og løb ned af vejen. Bag husene kunne jeg se himlen tage farve i skumringens nuancer. Hvad havde jeg egentlig tænkt mig at gøre? Løbe til jeg døde? Sove på en bænk som en hjemløs?

    Jeg sænkede farten og tog mig forpustet til brystet, da jeg opdagede, hvor tørstig jeg var. Der var selvfølgelig ikke noget vand nogen steder, og jeg skulle gå et stykke tid for at finde et sted at købe noget. Men det var ikke fordi, det var tid, jeg manglede, så jeg sjokkede bedrøvet ned af vejen. Jeg gik og lyttede til lyden af mine sko på asfalten, mens jeg så ind i folks vinduer, når jeg passerede forbi et hus. Det gav mig lyst til at gå over til Kim, som boede tæt på, men så kom jeg i tanker om vores skænderi og lod være. Jeg måtte være verdens dårligste veninde. Hun havde jo haft ret i alt, hvad hun havde sagt, og jeg havde været for stædig til at se det.

    Jeg gik ind i en kiosk og købte en vand. Det var forfriskende til min tørre hals og mit hoved som dunkede af væskemangel. Jeg besluttede at gå videre, mens jeg dinglede med flasken og tænkte på far. Jeg var jaloux. Misundte Anna for at være så perfekt, misundte hende for fars opmærksomhed og tillid og misundte hende for at være hende. Vi var to modsætninger. Alt gik i hendes retning, og alt gik mod min, men det burde vel ikke betyde noget for en far. Han burde støtte mig, gjorde han ikke? Eller tog jeg fejl?

    Jeg gik forbi skolen og stoppede op. Bygningen så ikke nær så skræmmende ud, når der ikke var nogen mennesker, så jeg traskede over mod fodboldbanen og så mig omkring. Det trak i min mundevig, da jeg mindedes Joshuas lille stunt som sikrede dem sejren og satte mig op på en af pladserne på tilskuerrækkerne. Tårerne begyndte igen at løbe, og jeg satte fødderne op på sædet foran mig, mens jeg hulkede for mig selv. Hvad skulle jeg gøre? Af alle dage i hele mit liv, kunne jeg ikke komme på nogen værre.

    Jeg så to skikkelser nede på banen - den ene i dyreform. Det var bare en mand som luftede sin hund, så det tænkte jeg ikke videre over, før jeg genkendte kropsbygningen, og måden manden gik på. Det var Joshua! Jeg sank sammen i stolen, så han ikke ville se mig, men stolen knirkede. Jeg sad og overvejede, hvorfor jeg ligefrem kunne genkende hans måde at gå på. Så meget havde jeg da ikke lagt mærke til ham, havde jeg?

    Han drejede ansigtet.

    ”Jeg synes altid du er i vejen for mig lige for tiden,” sagde han og stak den ene hånd i sine blå jeans. Han havde ingen jakke - blot en sort hættetrøje på.

    Jeg skar en grimmasse og rejste mig op. ”Jeg skal nok smutte,” mumlede jeg og gik ned af trappen. Jeg gad ikke diskutere med ham, men lysten til at lade mit humør gå ud over ham var voldsom. Jeg var ikke bange for ham.

    Han grinede. ”Er du bange for mig?” spurgte han, da jeg gik forbi.

    Jeg skævede til hans enorme schæferhund. ”Ikke det mindste.” Hunden begyndte snuse til mig og lovrede med halen. ”Flink hund,” sagde jeg og gik videre.

    Han var stille et øjeblik. ”Bliv,” sagde han. Jeg vendte mig om. Jeg havde lyst til at spørge ham, hvorfor han smilede sådan, for han så dum ud, og han var helt sikkert ude på noget.

    ”Har du tid til folk som mig?” spurgte jeg surt og mindede mig selv om sidst, vi mødtes.

    ”Jeg er ikke så slem, som du tror.” Det måtte være årets joke.

    Jeg fnøs. ”Det er lige hvad du er.” Jeg skulle til at gå igen, da jeg kom i tanker om noget, jeg gerne ville spørge ham om. ”Findes der andre som dig?” spurgte jeg. Han var den eneste, jeg kunne komme tanker om, som vidste det, så det var forsøget værd.

    ”I hvilken forstand?” Han nikkede mig tættere på, mens han blinkede med det ene af sine charmerende øjne. Jeg stolede ikke på de øjne, for de var alt for blide. Han var ikke sig selv, som jeg kendte ham… hvis jeg kendte ham. Jeg var ikke kommet tæt nok på ret mange mennesker på skolen til at kunne sige, jeg kendte dem.

    ”Er du den eneste, der kan sætte tiden i stå?”

    ”Nej da.” Han grinede og kastede en bold, som hunden gav sig til at jagte. ”Min bror kan også, men ham har min familie ikke noget at gøre med mere.” Han gjorde store øjne, da han opdagede, hvad han lige havde sagt. ”Ubs,” mumlede han. ”Det er ikke meningen, du skal vide det her, med mindre…” Han stirrede på mig et øjeblik. ”Har du også evner?”

    Jeg bed mig i læben. ”Ja altså… jeg ved ikke, om det er en hel evne, for det er ret plat, men min hånd er magnetisk,” mumlede jeg. ”Men det er altså en ret kedelig evne, så det gælder ikke.”

    ”Så det var derfor!” udbrød han. ”Er du godt klar over, hvor meget jeg har spekuleret over, hvordan du kunne gennemskue mig?” Han løftede det ene øjenbryn. ”Selvfølgelig gælder en magnetisk hånd som en evne. Selv de mindste betyder lidt. Har du grædt? Dine øjne er røde.”

    ”Det rager ikke dig.” Jeg stak hænderne i lommerne. ”Hvis du ikke har bemærket det, bryder jeg mig ikke særligt meget om folk, der gør mit liv til et sandt helvede, så jeg smutter nu.” Jeg drejede om på hælen og begyndte at gå trods nysgerrigheden, som voksede hastigt.

    ”Lad nu være. Jeg er slet ikke, som du tror. Vil du ikke godt vise mig, hvad du kan med din ’magnetiske hånd’? Please?”

    Jeg himlede med øjnene. ”Du er svag, hvis du ikke engang kan lade være med at kaste en doughnut efter en uskyldig bare for at beholde dine venner,” sagde jeg.

    ”Du har ret. Vil du blive?”

    ”Hvorfor er du så opsat på, at jeg bliver?”

    ”Fordi jeg har været ved at dø efter at snakke med nogle af mine venner om det her. Somme tider når jeg går rundt sammen med dem, føler jeg ikke jeg høre til. Jeg er anderledes. Det gør det vanskeligt at være venner.”

    ”Ja sikke problemer du har…” Jeg himlede med øjnene.

    ”Jeg troede faktisk du af alle mennesker ville forstå, hvad jeg snakkede om.”

    ”Hør her kammerat. Tro ikke for et sekund, at vi to er venner,” sagde jeg skarpt. ”Find din mobiltelefon.” Han fiskede den nervøst op af lommen og kneb øjnene sammen, da jeg fik det. ”Se her.” Jeg holdt min hånd ti centimeter over telefonen og trak et dyb indånding inden jeg udførte min ting. Det sagde ikke nogen magisk lyd med glimmer og fyrværkeri, men blot et lille klap da den hoppede op og jeg greb den. Han nikkede anerkendende, men ændrede ansigtsudtryk, da jeg åbnede den og så hans baggrundsbillede; en pige som sad og holdt om hunden. Jeg gjorde det, fordi man altid lærte en del ved at se folks baggrundsbillede.

    Han så ikke ud til at være helt tilpas, da jeg gav den tilbage til ham. ”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han.

    Jeg trak på skuldrene. ”Du er ikke så hård alligevel. Hvem er det?”

    ”Det er min søster der sidder sammen med Bobby,” sagde han fraværende og satte sig på hug, da hunden kom sprintende, og nær væltede ham bag over, da den bumlede ind i ham med bolden fuld af savl.

    ”Hvorfor kalde en hund Bobby?” spurgte jeg.

    Han grinede, men svarede ikke.

    Jeg forsøgte at være sur, som jeg plejer, men jeg kom til at fnise ufrivilligt. ”Okay mester! Vær lige seriøs et øjeblik.” Jeg tog den slimede bold og kastede den ned i den anden ende af banen, så hunden forsvandt. Jeg satte mig på en af bænkene. ”Hvor mange findes der af vores slags? Eller din slags? Jeg ved ikke, hvad jeg selv er.”

    Han slog sig ned ved siden af mig. ”Af vores slags er der flere tusinde af rundt i hele verden. Vi hedder Pentanere.”

    ”Pen-tanere?” spurgte jeg skeptisk.

    ”Nemlig, men af min slags er der kun mig, min bror og nogle få andre. Der er ikke ret mange mennesker, der har samme evner. Din har jeg ikke set før.”

    ”Det er nok fordi den er så lam. Det her er virkelig mærkeligt…” Jeg kløede mig i nakken. ”Jeg har prøvet at vise det til min søster og far, men de opføre sig mærkeligt, når jeg gør det.”

    ”For folk uden evner, er er det svært at forholde sig til, men eftersom de ikke nogen evner har, så kan de umuligt være din familie. Hvad med din mor? Hvor er hun?”

    ”Min mor bor i New York. Hun blev boende efter de blev skilt, men jeg har da aldrig lagt mærke til, om hun havde evner. Hun var aldrig hjemme alligevel.” Jeg trak på skuldrene.

    ”Det kan være, det er der, du har det fra, og så har din søster din fars gener,” foreslog han opmuntrende. ”Måske skulle du spørge din far?”

    ”Nej!” fastslog jeg.

    ”Nej hvad?”

    ”Jeg gider ikke snakke med ham.” Jeg fortrød med det samme jeg sagde det.

    ”Hvorfor ikke?”

    Jeg gjorde et enkelt skuldertræk. ”Alle er vel uvenner med sine forældre en gang imellem.” Han var stille et øjeblik og jeg skuttede mig i jakken, da en blid brise løftede mit hår op og bevægede sig ned under foret.

    ”Skal vi gå kulden af os?” spurgte han.

    Jeg rystede på hovedet. ”Jeg går hjem,” sagde jeg og rejste mig. Mine ben blev kolde, da jeg rejste mig fra pladsen, som jeg havde varmet op.

    ”Må jeg følge dig hjem?”

    ”Hvorfor så venlig?” spurgte jeg. ”Hvad pønser du på?”

    ”Ikke noget,” sagde han uskyldigt. ”Jeg ville bare følge dig hjem…”

    ”Ellers tak…”

    Han piftede sin hund til sig og klappede den. ”Jamen så ses vi øh…”

    ”… Bailey.” Jeg himlede med øjnene.

    ”Så ses vi Bailey.”

    ”Ja den er god med dig…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...