Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15255Visninger
AA

18. Titanic

Bailey! Bailey!”

    Nogen klappede mig febrilsk i ansigtet, men jeg forstod det ikke. Hvorfor måtte jeg ikke sove?

    ”Kom nu! Vågn op!”

    Jeg blev lettere irriteret på, hvem end der forsøgte at vække mig fra min ualmindeligt dejlige søvn. Jeg følte næsten, jeg svævede på en sky, men det hele ville være lige den tand bedre, hvis jeg kunne stoppe den irriterende ansigtsmassage, jeg fik. Jeg løftede armen og slog ud efter vedkommende, som jeg ramte lige på kinden med et ordentlig klask.

    ”Av!” Udbrød han, og det slog mig, at det var Joshua, der forsøgte at vække mig.

    ”Jeg tror jeg har søssyge,” mumlede jeg, da jeg mærkede klumpen stige i halsen.

    ”Shit,” mumlede Josh, da gulvet langsomt tippede, og jeg begyndte at glide hen ad det glatlakerede gulv fuldstædig ude af stand til at bevæge mig. Jeg åbnede langt om længe øjnene og så lige ind i Joshuas, som var opspilede og ildevarslende. ”Bailey! Jeg skal virkelig bruge din hjælp!” bad han. Alle møblerne i lokalet begyndte glide min retning, og jeg gjorde klar til at blive fladmast af en stor sofa, da Joshua smed sig hen over mig. Han stønnede, og jeg blev mast under hans krop, da han brugte alle kræfter på at skubbe sofaen ned i den anden ende.

    ”Hvad sker der?” hviskede jeg, mens jeg kæmpede for evnen til at trække vejret under hans vægt. Sofaen var til sidst mast væk fra os, og vi hev efter luften. Joshua hjalp mig op at sidde, og jeg så mig forvirret omkring, mens han forsøgte at finde ordene. Det lignede han var i chok. Jeg så op på væggen, hvor der var vinduer; runde som dem man ser i en båd. Alle tingene var som lavet til starten af 1900’tallet og mine hænder, som hvilede på gulvet, blev langsomt oversvømmet med vand. Jeg sad i hakket mellem gulv og væg, som stod med en vinkel på 45 grader.

    ”Bailey,” mumlede Joshua. ”Vi er nødt til at komme væk!” Han løb fingrene gennem håret og så på mig. ”Jeg tror vi er på Titanic. Jeg hørte menneskerne snakke om det ude på gangen. De siger hele etagen bliver oversvømmet indenfor den næste halve time.”

    ”Har du prøvet at gå ud og søge hjælp?” Jeg hørte folk løbe frem og tilbage ude på gangen - folk som græd og bad om hjælp.

    ”Jeg kiggede ud af døren, lige da vi kom. Vi er helt ned i den nederste afdeling, og vi er spærret inde. Ingen kan komme op før dem på første klasse er blevet sat i bådene. Har du aldrig set filmen?”

    ”Kan du gøre noget?”

    ”Ingenting. Hvis jeg laver om på tiden ender vi i havet og fryser ihjel eller også bliver vi opdaget, fordi jeg kommer til at sende os hen til et tidspunkt, hvor der var mennesker herinde. Hvis vi bliver her drukner vi. Du må gøre noget!” Han så ned på den stigende vandstand under os.

    Jeg lukkede øjnene og fokuserede, men problemet var, at jeg ikke vidste, hvordan verden så ud i 1912. Jeg havde ikke nogen steder jeg kunne visualisere og teleportere os hen til. ”Jeg kan ikke,” hviskede jeg panikslagent og lænede mig op ad væggen, som stod kvalmende skråt.

    ”Jeg ved ikke, hvordan det sker!” udbrød han. ”Først de to tårne og nu Titanic! Hold da op, hvor er det her vand koldt.” Jeg fik et chok, da pæren begyndte at blinke i lampen. ”Vand og elektricitet er en dårlig kombination!” sagde han.

    Den slog en gnist, og jeg fór sammen med panden ned i Joshuas skulder. Pludselig lød der et brag og pæren sprang i en sky af gnister. Der var ikke mere lys, og vi sad nu i vand til underlivet på et synkende skib uden lys. Jeg følte mig som en del af filmen Titanic, og håbede det bare var optagelserne.

    ”Jeg er virkelig bange,” hviskede jeg.

    ”Vi er bare nødt til at finde en måde at slå vores evner sammen på. Sådan så jeg ordner tiden, og du rammer stedet på samme tid.” Han lagde armen om mig, så vi sad helt tæt og varmede hinanden i det kolde vand. ”Forestil dig fodboldbanen om aftenen, der hvor vi plejer at mødes.”

    Jeg nikkede og lukkede øjnene, mens jeg fik min energi til at kredse om mit billede. Jeg blev dog hylet ud af min koncentration, hver gang jeg prøvede, for det føltes som om fodboldbanen ikke var virkelig, men det var jo også rigtig. Den var ikke virkelig i 1912. ”Josh! Mine evner virker ikke, når vi er så langt tilbage i tiden. Jeg ved ikke, hvordan verden ser ud lige nu!”

    ”Vi er nødt til at prøve.”

    Jeg gjorde som hans sagde, men greb om Joshuas arm, da væggen begyndte at tippe sig yderligere, og vandet bevægede sig hurtigere. Jeg kunne ligefrem se det komme frem fra dørsprækken, og regnede ud at vi snart var i vand til halsen.

    ”Josh!” Jeg satte mig op på hug for at holde hovedet over vandet. Kulden gjorde frygten større, og panikken fortsatte med at sejre over min evne til at tænke rationelt.

    ”Jeg ved det Bailey! Jeg skal nok hjælpe dig, men vil du ikke nok være sød at få os væk?” bad han og holdt sine hænder om mine overarme. ”Hvad med at finde en ting du ved eksisterede i 1912? Hvad med Eiffeltårnet?”

    ”Jeg ville ønske, at jeg kunne tage nogle af alle dem på gangen med,” hviskede jeg og min stemme rystede svagt. ”Josh de kommer til at dø!”

    ”Ja,” sagde han roligt. ”Det gør de, men den vigtigste regel ved tidsrejser er, at man ikke laver om på noget okay? Du er nødt til at lade det gå!” En tårer trillede ned af min kind.

    ”Det er absurd,” hviskede jeg og kravlede lidt længere op ad den skrå væg, mens vandet steg. Et ynkeligt hulk undslap mine læber, da et lille barn begyndte at skrige og græde ude på den anden side. Lyden var så fortabt, så skingrende skrækslagen, at den undveg mine øre og stak lige ind i mit hjerte i stedet.

    ”Bailey! Kig på mig?” Josh havde hænderne om mine kinder og tvang mig til at se ind i hans øjne. Han var mere vant til tidsrejser, end jeg var, og han vidste, at der var intet, vi som to teenagere kunne gøre for dem. Vi skulle være selvviske. ”Eiffeltårnet!” sagde han og vippede en tåre væk med tommelfingeren på min kind. Han så ned i vandet. ”Hvad er det her?” Han fandt noget og åbnede hånden og hvor der lå en lille blå sten med sjove mønstre, akkurat som den han fandt på World Trade Center. Den var ikke magen til, men det var samme slags.

    ”Det er virkelig uhyggeligt det der!” udbrød jeg.

    ”Har du tabt din sten?” spurgte han.

    ”Nej den sten du gav til mig ligger hjemme på mit skrivebord. Det der er heller ikke den samme.” Jeg tog den og stirrede på den. Ligesom den anden lignede det, at noget var brækket af den. At den var en del af et større puslespil og jeg tænkte på, om de hørte sammen.

    ”Vi er nødt til at gemme den. Put den i din jakkelomme. Der er lynlås!”

    ”Jeg fryser,” mumlede jeg og stak stenen i lommen.

    ”Eiffeltårnet Bailey.” Hans stemme var rolig og fattet, selvom jeg kunne se et skær af frygt i hans blå krystaløjne. Det var de øjne jeg fokuserede på, lige inden jeg greb om hans hænder på mine kinder og kneb øjnene sammen. Braget lød og vandet skvulpede, da rummet og vandet blev skiftet ud med hårde fliser. Jeg mærkede en skarp smerte skyde igennem mit knæ, da jeg landede forkert og væltede ind i Joshua, som udstødte en mærkelig lyd, da jeg slog luften ud af ham.

    ”Josh,” hviskede jeg og hostede. ”Sæt tiden i stå.”

    ”Et skridt foran,” sagde han, da jeg opdagede, at han allerede havde gjort det.

    Jeg rullede om på maven og snøftede med panden mod sandstensflisen, som var kold og våd fra aftenfugten. Jeg tog fat i mit hår ved hovedbunden, mens jeg kom mig over den massive chokbehandling, vi lige var blevet udsat for.

    ”Du er fantastisk Bailey,” sagde han og satte sig op. ”Du bliver stærkere. Du er ikke engang besvimet endnu.”

    ”Alle de mennesker Josh! Vi kunne have hjulpet dem. De havde ikke behøvet at dø.”

    Han strøg mig på ryggen. ”Hvis vi var dukket op ved Eiffeltårnet med en bunke mennesker fra et synkende skib, ville verden sætte spørgsmålstegn. Jeg ved det er egoistisk, men vi er nødt til at beskytte vores egen slags Bailey. I gamle dage blev vi brændt som kættere, når vi havde evner, og faktum er, at almindelige mennesker føler sig truet af os. Din far er et klassisk tegn, og det er fordi, de ikke kan sætte sig ind i det. Der er gået for mange år nu, og jeg tror ikke, verden er klar til at se os i øjnene. Tænk på hvor mange år man skulle have demokrati, før alle havde stemmeret - selv kvinderne. Mennesket er bedst til langsom forandring, og de vil ikke kunne tage imod os.”

    ”Det kan du ikke vide,” hviskede jeg. ”Og jeg troede ikke, du kunne sætte dig ind i fremtiden.”

    ”Onkel Ken har fortalt mig det.”

    ”Jeg stoler ikke meget på din onkel!” Jeg trillede om på ryggen. ”Hvad har jeg egentlig gjort ham? Hvorfor hader han mig?”

    ”Han hader dig ikke?”

    ”Han var i hvert fald ikke tilfreds med min tilstedeværelse.” Jeg var glad for, at det ikke lige var faldet mig ind at tage makeup på den dag, for jeg kunne slet ikke få hold på den mængde tårer, det trillede ned af mine kinder. Når jeg græd var det ligeså meget af vrede eller chok, som det var af sorg. Det var en reaktion min krop havde.

    ”Han kan bare ikke lide nye mennesker.” Joshuas stemme rystede svagt, og jeg kunne se hårene rejse sig på hans arm. Det var hundekoldt, og vi var gennemblødte. Jeg kunne ikke regne ud, hvorfor vi lå og diskuterede i stedet for at finde tørt tøj.

    ”Vi må finde noget tøj,” sagde jeg og kravlede op på knæ. ”Kom Josh.” Vi hjalp hinanden op at stå, og han tog min hånd i sin. Jeg funderede over, hvor meget vi havde holdt i hånd på det seneste, og det var altid Joshua, der tog min. Det var jo ikke fordi han var nødt til at hjælpe mig på vej, eller fordi det var en nødssituation lige nu mens tiden var i stå. Nej han tog bare min hånd, som om det var helt normalt mens vi gik. Det fik mig til at spekulere på, hvad han egentlig pønsede på.

    ”Jeg tror ikke, du vil kunne lide det, vi skal til nu,” sagde han.

    ”Jeg forstår det godt.”

    ”Præcist. Du har ikke energi til at teleportere os tilbage, før vi har fået noget mad. Vi er helt i Paris for guds skyld, og jeg kan ikke tale fransk, kun latin og spansk.”

    ”Vent kan du tale latin?”

    ”Jeg var venner med Shakespeare…”

    ”Åh gud.” Jeg rystede på hovedet. ”Hvilket årstal er vi egentlig i?”

    ”1937, lige før krigen. Jeg kan meget bedre lide den tid fremfor 1912.”

    ”Ja det er dig, der har tidskommandoen.” Vi passerede tre mænd, som stod stive som sten med en flaske alkohol i hænderne. De lignede nogen, der havde haft en vældig aften i byen med smoking og slikhår. ”Hvor skal vi finde tøj midt om natten?”

    ”Vent lige…” Han stoppede op og smilede til mig, inden det sagde bang igen og solen stod højt. ”Sådan!” sagde han. Tiden stod stadig stille, men nu var det i det mindste dag.

    ”Har jeg sagt, du var genial?”

    ”Nej du er ikke den med komplimenterne,” grinede han. ”Her…” Han viste mig hen til en kjolebutik og gik ind mellem damerne, som kiggede på tøj i frossen tilstand. Somme tider syntes jeg at det var en klaustrofobisk fornemmelse at være den eneste sammen med Joshua, der kunne bevæge sig. Jeg måtte virkelig have tillid til ham, for han kunne efterlade mig her i ingenting resten af mit liv, hvis han ville.

    ”Kjoler?”

    ”Jeps. Vælg en!” Han krydsede armene og ventede, mens jeg kiggede dem igennem. De var alle sammen forkerte efter min mening, men jeg endte i en lysegul med bitte små hvide blomster og lommer på lårene. Joshua fandt nogle sko, der var ligeså gule som kjolen, og jeg skar en grimmasse, da jeg så hælene på dem. Ganske vidst var det ikke mere end fire centimeter, men hæle kunne virkelig give mig dårlige nerver. I det hele taget lignede det ikke, at Joshua var ny i det at stjæle, for det faldt ham pludselig ind at hukke en børste og nogle spænder til mit hår. Jeg måtte vende ham af med den dårlige vane. Derfor nøjedes jeg med at børste mit hår og lægge børsten tilbage. Ingen spænder.

    ”Hvorfor skal vi gøre så meget ud af det?” sukkede jeg, mens jeg børstede håret.

    Han trak på skuldrene. ”Jeg har ikke lyst til at tage hjem til min onkel, som opfører sig åndssvagt, og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre med Morgan. Jeg tænkte, vi kunne blive her lidt. Paris i 1930’erne er da ikke så dårligt.”

    Jeg grinede af hans pludselig beslutning. ”Okay du behøver ikke vente på mig. Find dig selv et sæt tøj.”

    ”Javel Ma’am,” sagde han og forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...