Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15225Visninger
AA

8. Tag en spøg

Joshua besluttede at museum var den bedste måde at slå tiden ihjel på, og for ikke at nå for langt væk, tog vi på National Air and Space Museum. Jeg vidste ikke, hvor Joshua havde pengene fra, men jeg brokkede mig ikke, da han fremtrak sin lettere overvægtige pung og betalte for mig. Måske havde jeg slet ikke lyst til at finde ud af, hvordan han skaffede penge. Jeg kunne sagtens gætte mig til, at han snød med tiden på mange forskellige måder, og det begyndte langsomt at gå op for mig, at han havde en eller to vaner, som jeg måtte se at få vendt ham af med. Vent… hvorfor skulle jeg vende ham af med det? Det var vel ikke mit problem…

    Joshua var et værre legebarn, og han var tydeligvis interesseret i alle maskinerne. Gamle raketter og fly fra første og anden verdenskrig var efter min mening ikke vildt spændende, men når man tænkte på, hvad Joshua så, når han så en gammel ting, så kunne jeg ikke bebrejde ham, at han fandt det spændende. Han havde fortalt mig, at en del af hans evne var at mærke, hvor gammel en genstand var, og ud fra det kunne han danne billeder af tingens historie. Det måtte være interessant. Jeg fandt det meget morsomt, hver gang han mukkede for sig selv, fordi han så en kopi, som var lavet for et par år siden, og så var det måske ikke så sjovt altid at vide, hvornår en ting stammede fra.

    ”Teknisk set er det her en date,” faldt det pludselig Joshua ind at sige, bedst som jeg skulle til at tage en stor bid vaffel med is på Museets café. Jeg var lige ved at spytte det ud igen.

    ”Du kan lige våge på at kalde det en date igen,” sagde jeg skarpt og sendte ham et blik, som var svært at misforstå. Han grinede fjoget og tog et stor mundfuld. Man kunne se på hans øjenbryn, at han havde fået for meget is med ind og kæmpede med at holde det indenbords.

    ”Hjernefrys!” mumlede han med munden fuld.

    Jeg grinede og stak min gaffel i vaflen, sørgede for at lave en pæn lille bid med lidt is og et jordbær, så jeg kunne vise ham, hvordan det skulle gøres. ”Se drenge har aldrig lært pigers hemmelighed at kende, hvad angår mad. Det er meningen, man skal nyde den…”

    ”Det gør jeg da også,” sagde han, da han havde tygget af munden.

    ”Du skovler det i dig… prøv at se her.” Jeg stak det i munden og tyggede. ”Perfekt bid og ingen hjernefrys. Det er lige sådan man nyder et måltid.” Han lignede et spørgsmålstegn. ”Skal jeg demonstrere igen?”

    Han trak på skuldrene og tog en lille klat is på gaflen med et udspekuleret smil på læben. Jeg undrede mig, men nåede ikke at tænke mig om, før han havde tværet isen ud på min kind. Jeg hvinede, da den kolde substans smeltede og trillede ned af min kind, og han var flad af grin. Jeg rev en serviet til mig og tørrede mig arrigt på kinden.

    ”Nar!” vrissede jeg. Papiret klistrede på min kind på grund af en smule syltetøj, som var kommet med. ”Hvad er der med dig og mad i andres ansigter.”

    ”Du er simpelthen så sjov at drille Bailey,” grinede han.

    Jeg sagde ikke noget, men fortsatte blot med at rense det sidste ud af mit hår ved øret. Han var ikke sjov. Ikke det mindste, og havde det været en hvilken som helst anden pige, så havde hun kunne grine af det og måske tværet lidt i ansigtet på ham, men jeg kunne ikke.

    ”Kend dit publikum,” sagde jeg til ham og rejste mig for at gå over til pigetoilettet.

    ”Bailey?” Jeg ignorerede ham, da jeg lukkede døren bag mig og gik hen til spejlet.

    ”Du er barnlig Bailey,” sagde jeg til mig selv. ”Du overreagere.” Jeg tændte vandhanen og fugtede noget papir, som jeg løb over kinden en sidste gang. At blive udsat for den slags offentligt var et svagt punkt for mig. En ting man ikke skulle lave sjov med, eftersom mobning havde været en fast del af min barndom, siden jeg var lille. Man ville måske synes, jeg var stor nok til at tage mig sammen, men selvom jeg nogenlunde kendte ham efterhånden, så kunne jeg mærke en mærkelig følelse af ubehag i min mave. En ting som gav mig lyst til at tude. ”Det her er tåbeligt,” sukkede jeg og tog en dyb indånding. Somme tider kunne jeg godt blive sur på mig selv over at være så nærtagende, men faktum var at noget var blevet nedbrudt inde i mig, og det indebar evnen til at grine af mig selv.

    Jeg åbnede døren og gik tilbage til bordet, hvor han sad og lignede en, der forventede et stormvejr. ”Det var jo bare for sjov,” sagde han prøvende.

    ”Men det var det ikke.”

    ”Kan du ikke tage en spøg?” Han smilede drillende. ”Bailey?”

    ”Nej jeg kan ikke tage en spøg.” Jeg kunne ligeså godt sige det ligeud. ”I hvert fald ikke om mig.” Man kunne mærke den storm af tanker, der sværmede i hans hoved som bier. Hvordan skulle man lige reagere på et humørforladt vrag som mig, sige jeg ikke kunne tage en spøg. Det var det samme som min forståelse for sarkasme. Jeg havde ingen forståelse for den slags, og det var en af de ting, jeg hadede mest ved mig selv.

    ”Det er godt at vide,” sagde han stille.

    Den akavede stilhed var lige til at tage at føle på. Jeg havde lyst til at sige noget til ham, men hvad skulle jeg sige?

    ”Øh… hvornår tager vi tilbage i tiden?” spurgte jeg.

    ”Når du har lyst.” Han rejste sig og gik hen til skranken for at betale. Jeg sad og stirrede på ham tale med ekspedienten, og jeg overvejede, om han har sur på mig. Da han kom tilbage, tog han sin jakke og lagde sin pung i lommen. ”Vil du med?”

    ”Ja,” svarede jeg og fulgte efter ham ud mellem de mange luftfartøjer, der stadig stod stille som tiden, der gik i stå. Stilheden mellem os begyndte at irritere mig, da vi nåede ud til bilen - vores hjem på hjul.

    ”Jeg har noget tøj med, som du skal tage på.” Han åbnede bagagerummet. ”Jeg tror ikke det går, at du går med hættetrøje og cowboybukser i 1963.” Han blinkede med det ene øje, og jeg var mildest talt mundlam. Hans pludselige munterhed overraskede mig, ikke kun fordi jeg forventede han ville være sur på mig, men et eller andet sted havde jeg nok forventet, at han ville komme frem til den konklusion, at jeg måtte være sindssyg.

    ”Hvad skal du selv have på?”

    ”Det her.” Han trak et par mørkebrune bukser med et sort bælte op efterfulgt af en hvid skjorte med slips og en mørkebrun jakke. Jeg udstødte et ufrivilligt fnis, men det var vel sådan man var klædt den gang. Mit smil blegnede, da jeg så, hvad han havde til mig; en blå kjole med matchende stiletter og en lysebrun frakke. ”Jeg har også et blåt tørklæde, hvis du vil have det om håret, men du bestemmer selv.”

    ”Jeg kommer til at ligne en idiot,” sukkede jeg og tog imod kjolen.

    ”Ikke i den tid vi tager tilbage til. Min søster havde det der på, da jeg tog hende med tilbage og så John F Kennedy blive skudt. Jeg vurderede jer til at være samme størrelse, men jeg har faktisk ikke rigtigt forstand på den slags.” Han kradsede sig i nakken. ”Det værste der kan ske er, at vi er nødt til at få fat i noget andet, når vi når derhen.”

    Jeg undersøgte kjolen. ”Jeg prøver lige.” Jeg greb min toilettaske og begav mig over til toilettet på tankstationen. Jeg trak kjolen på, som jeg selvfølgelig ikke kunne lyne selv og skoene var sikkert vaskelige at gå med, men ikke desto mindre passede det nogenlunde. Jeg vidste dog ikke, hvad jeg skulle gøre ved mit hår, som var sat op i en sjusket hestehale. Jeg gættede at hængehår ville være smartest, eftersom hårmode i tresserne ikke stod som paratviden på min lystavle. Jeg nøjedes med at sno det ved tindingerne og sætte hårnåle i.

    Jeg tog skoene af og erstattede dem med de blå, hvorefter jeg tog frakken på og sørgede for den dækkede kjolen, mens jeg smuttede ud til Joshua igen. Han havde selv skiftet og lignede jeg ved ikke hvad i det gamle kluns. Han havde tilmed slikket sit hår tilbage med gele så det bølgede skinnende glat. Han vidste lige, hvordan han skulle glide kammen igennem lokkerne, så det sad rigtigt.

    ”Jeg har brug for, at du lyner mig op i nakken,” sagde jeg og tog jakken af omme bag bilen så man ikke kunne kigge. Vinden trak i mit hår og gav mig en kuldegysning. Jeg håbede det var varmt den dag, Martin holdt talen.  

    ”Du ser da fin ud,” sagde han og lagde håret om på min ene skulder, mens han lynede. ”Tag min hånd.”

    ”Hvad!”

    Han himlede med øjnene. ”Vil du tilbage i tiden eller hvad?”

    Jeg nikkede og tog hans hånd.

    ”Klar?”

    ”Det tror jeg…” Det hele summede i mig af spænding.

    ”Så luk øjnene, ellers kan du risikere at få kvalme.” Jeg tøvede, og gjorde som han sagde, mens jeg febrilsk forsøgte at dæmpe de blafrende sommerfugle i min mave. Jeg overvejede endda, om han var ved at tage fusen godt og grundigt på mig, men så fik jeg mig selv på bedre tanker. I hvert fald nåede jeg at tænke rigtigt mange tanker, inden jeg hørte en plaf, akkurat som en bildør der smækkede, og jeg klemte Joshuas hånd så hårdt, at jeg kom til at stikke neglene i. Jeg følte mig vægtløs et kort øjeblik, og næste sekund stod jeg på en blød græsplæne.

    ”Wow!” mumlede jeg, men da jeg tog et skridt, knækkede mine ben sammen, og jeg væltede ind i Joshua, der var hurtig til at gribe mig. ”Ubs.” Jeg tog mig til hoved, mens det svimlede for mine øjne.

    ”Du bliver bedre til det med tiden. Tro mig,” beroligede han mig, og det gik op for mig, at jeg stod lænet med min fulde vægt op ad ham.

    ”Jeg havde ikke lige set det komme.” Jeg tog en dyb indånding og så mig omkring. ”Det er ret vildt det her. Er vi virkeligt tilbage i 1963?” Mange mennesker - mest sorte, men også hvide i blandt - gik forbi os, mens de snakkede, og ingen tog notits af vores tilstedeværelse. Jeg lod blikket glide op på den hvide bygning af Lincoln Memorial, og i det fjerne kunne jeg se søen overfor bag menneskerne. Der hvor der i fremtiden ville være en tankstation, stod vi nu på en græsplæne med træer bag os.

    ”Martin Luther King står sikkert klar med talen. Skal vi gå derhen?” spurgte han.

    Jeg nikkede tøvende og fnes fjollet. ”Jeg er nervøs. Det er bare så utroligt det her.”

    Han rystede på hovedet af mig og skubbede mig med sig. ”Jeg har oplevet så mange underlige ting, så en lille berømt tale bliver ikke noget problem for mig.”

    ”Blærerøv.” Jeg rystede på hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...