Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15255Visninger
AA

29. Sukkerknalder

Er du fuldstændig sindssyg!” Det rungede lige ind i min øregang som en kinesisk gonggong, og ligesom på tegnefilm var det som om nogen havde smasket mit hoved sammen med to grydelåg. Da jeg spærrede øjnene op med næsten åndenød og bankende hjerte, så jeg lige ind i et par grimme behårede knæ. Ken stod lige i fjæset på Joshua.

    ”Det er jeg faktisk ikke,” sagde Joshua, hvis lår jeg stadig lå med hovedet på. Jeg havde ærligt talt sovet ganske fremragende, men dagens opvågning havde ødelagt det hele.  

    ”Du kan altså ikke bebrejde det mærkelige handikap du har, for jeg advarede dig…”

    ”Det gør jeg ikke Ken.” Joshua lignede en der sad til drabsforhør.

    ”Kom så væk fra Bailey! Vil du have hun skal forsvinde fra tid og sted sammen med dig, når hun har det sådan?” Ken var vred, men Joshua lignede ikke en, der turde svare på det spørgsmål, så jeg besluttede at rede ham.

    ”Det var mig, der bad ham om at blive,” sagde jeg søvndrukkent og strakte mig, da jeg kom på højkant. Jeg kneb øjnene sammen et øjeblik, da blodet kort forlod mit hoved. ”Desuden har jeg jo prøvet det før. Forskellen er, at jeg troede, jeg gjorde det sammen med Morgan. Jeg er faktisk ikke så lille og hjælpeløs, som man skulle tro.”

    ”I skal slet ikke lande nogen steder under nogen omstændigheder! Modig eller ej.”

    ”Hvorfor er du så meget imod tidsrejser? Vil du hellere have, at jeg finder de blå sten sammen med Morgan?”

    Han svarede ikke.

    ”Hør Ken, jeg er virkelig ved at blive træt af, at du ynkeklynker sådan omkring mig. Jeg er ikke mere sindsforvirret, end at jeg ved, hvordan man forsvare sig selv. Det kunne måske være, at mine minder ville komme tilbage, hvis jeg tilbragte lidt tid sammen med Joshua.”

    Han trampede muggent ud i køkkenet og hældte arrigt en kop kaffe op. At han ikke formåede at brænde sig på den kogende væske var et sandt under. ”Man prøver at hjælpe nogen,” mukkede han for sig selv.

    Jeg så på Joshua, der himlede med øjnene. ”Vil du med ud at gå en tur?” spurgte jeg.

    ”Jeg skal i skole. Der er også footballtræning i eftermiddag.”

    ”Vi behøver ikke gå en tur i det her århundrede.” Jeg smilede skævt. ”Jeg fik ikke nok efter i nat. Jeg tror faktisk ikke engang, jeg er vred på dig mere.”

    ”Wow! Store fremskridt.” Han løftede øjenbrynene og rejste sig. ”Førhen tror jeg faktisk aldrig, du ikke var bare en lille smule irriteret på mig.”

    ”Jeg har fattet det… jeg er lidt af et mukkehoved somme tider.”

    ”Somme tider?” fnes han, og jeg kneb øjnene irriteret sammen.

    ”Okay nu forstår jeg, hvorfor jeg skældte dig ud.” Jeg rejste mig og tog noget rent tøj fra min taske med ud på badeværelset, hvor jeg hurtigt fik fixet mig selv op, så jeg ikke lignede en zombie som lige var stået op ad graven. Da jeg kom ud, var han væk, så jeg gav mig til at rydde op i stuen, til jeg så ham med en ren t-shirt og jeans i stedet for de grå joggingbukser.

    ”Hvor vil du hen?” spurgte han.

    ”Jeg er ligeglad, men ikke for langt for jeg vil gerne have mulighed for at stå oprejst, når vi kommer derhen.”

    Han bed sig tænksomt i læben, mens det knagede fra knobben. ”Føler du dig sært modig i dag? For det gør jeg.”

    ”Modig?”

    ”Jeg tænker bare på de der sten, som du gav til Morgan. Dem kunne vi jo få tilbage. Jeg har en ide…” Han forsvandt ud i køkkenet og tog nogle sukkerknalder fra en pakke i skabet. Han lagde dem i en pose og stak dem i lommen, men jeg forstod stadig ikke meningen. De der sukkerknalder mindede mig om noget ubehageligt, og det gjorde mig nervøs.

    ”Hvad skal vi med de sukkerknalder?” Jeg trådte væk fra ham, da han kom smilende imod mig. Han så umådeligt skuffet ud, men fiskede posen op igen og viste den til mig.

    ”De her er bare helt almindelige sukkerknalder. Stol på mig.” Han så indtrængende og troværdig ud, men det havde jeg jo hoppet for let på før.

    ”Jeg ved ikke…”

      Han funderede over, hvordan han skulle greje den. ”Okay, hvis nu vi siger, at jeg spiser en sukkerknald, når du spiser en, og du vælger hvilken en det skal være, så bliver jeg forgiftet, hvis du bliver forgiftet.”

    Jeg sukkede. ”Det er virkelig anstrengende ikke at stole på nogen.” Jeg sank skuldrene og nikkede. ”Det er en aftale… tror jeg…” Jeg kneb øjnene sammen.

    ”Det er kun for, at du kan få blodsukkeret op, når du er ved at besvime. Ikke andet.” Han tog et tøvende skridt frem. ”Må jeg tage din hånd, eller er du bange for at jeg tager dig tilbage til attenhundrede og en madpakke, og efterlader dig alene.”

    Jeg himlede men øjnene og langede ud efter hans hånd. ”Jeg ved så meget, at en af jer er sød og vil rede mig på et eller andet tidspunkt, men om det er dig eller Morgan det…”

    ”Jeg troede, du var vred på Morgan…” sagde han skuffet.

    ”Jeg er bare vred på alt, men jeg stoler mere på dig end Morgan nu.”

    ”Det var godt. Nu er jeg rolig.”

    ”Godt jeg kunne berolige dig,” mumlede jeg i et suk og tænkte på et billede af Lobbyen i Morgans lejlighedskompleks. Der lød et brag og stuen forsvandt fra mine fødder med et trylleslag. Scenariet blev udskiftet med den lækre lobby med rødt gulvtæppe og guldpaneler samt nogle mennesker, som stod stille i frossen tilstand. ”Godt tænkt at sætte tiden i stå,” sagde jeg. Åbenbaringen kom først efter, vi landede, hvilket ikke var specielt gennemtænkt.

    ”Det er en god tommelfingerregel ikke at gøre sin entré bemærket.”

    ”Vi gør virkelig hinandens evner fuldendte hva’?” Jeg slap ikke hans hånd, mens vi gik hen til elevatoren. ”Men det er på øverste etage, så hvis du gerne vil have, at vi skal tage elevatoren, så skulle du nok hellere sætte tiden i gang.”

    ”Kom vi gemmer os her,” sagde han og gik op på den anden side af en væg, hvor der var døre ud til toriletterne. ”Så kommer vi frem, som om vi altid havde været her.”

    ”Så smart du er.”

    ”Det kommer med alderen og mange tidsrejser. Jeg er jo nødt til at passe på dig, når du er sådan et ungt lille hoved.”

    ”Ungt lille hoved,” mumlede jeg for mig selv. ”Hvor herre bevares…”

    Han grinede og satte tiden i gang, hvorefter vi kom frit frem fra vores skjul uden, nogen af menneskerne bed mærke i noget. ”Se der er ikke noget, vi ikke kan kringle.” Han trykkede på elevatorknappen og dørene åbnede sig.

    ”Den værste part er så sandelig overstået.” Jeg lænede mig op af stålvæggen i elevatoren og mærkede mit hjerte banke hurtigere. ”Jeg tror, jeg er bange for at møde ham igen.”

    ”Jeg skal nok passe på dig,” sagde han og samlede min hånd op. ”Hold mig i hånden hele tiden, er du med?”

    Jeg nikkede. ”Giv mig en sukkerknald. Jeg føler mig lidt omtumlet.”

    ”Jeg er imponeret over, at du ikke er dejset om endnu. Her.” Han rakte mig posen, og jeg stak sukkerstadset i munden, lykkelig over at den bitre smag ikke var til at spore.

    ”Skal jeg tage en?”

    ”Nej nu er det jo for sent at omgøre det, men tag du bare, hvis du føler for det.”

    ”Ikke lige nu.” Han lo og stirrede på mig et øjeblik.

    ”Hvad?” spurgte jeg akavet over hans blik.

    Han rystede på hovedet og trak mig tættere på sig. ”Jeg er bare glad.”

    ”Definer lige ordet glad,” sukkede jeg, og tænkte på den suppedas vi var ved at rode os ud i.

    ”Det sagde du også på World Trade Center.” Den fyr kunne ikke forestille sig fremtiden, men han kunne huske som en elefant. ”Jeg er glad for, at sætte livet på spil sammen med dig igen.”

    ”Det må være en lam scorereplik…”

    ”Nej for jeg tror ikke, det er helt normalt at sætte livet på spil,” grinede han. ”Men gjorde det ondt?”

    ”Hvad?”

    ”At falde ned fra himlen? Sådan en som dig må være en engel…”

    Jeg spærrede øjnene op. ”Har du tabt sutten!”

    ”Se dét var en lam scorereplik, og jeg kan flere…”

    ”Tak det er fint.”

    ”Så går det løs!” Han klemte min hånd, da døren åbnede sig med et ”ding!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...