Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15185Visninger
AA

30. Stenjagt til LA

Har vi overhovedet nogen plan?” spurgte jeg og så op på et vægur, hvis længste viser ikke længere tikkede, som den skulle.

    ”Jeg tror ikke, Morgan er klar over, at tiden er sat i stå lige nu. Det er jo ikke fordi, vi mærker det, når en af os gør det, så jeg foreslår, at vi smutter ind, finder dem og tager hjem igen.” Han slog armen ud, som var det det letteste i verden.

    ”Men hvad, hvis han så ved det?”

    ”Så ved jeg ikke, hvad der sker… Den slags specialisere jeg mig ikke i at forudse,” svarede han med et glimt i øjet. ”Kom nu. Jeg klare den altid.”

    ”Ja men held varer ikke evigt Josh. Det lille motto der, er altså lidt risikabelt.”

    ”Det handler ikke om at være heldig, men om at være sej.”

    Jeg himlede med øjnene. ”Du har alt for meget selvtillid min ven,” mumlede jeg. ”Kom nu. Jeg kan altid teleportere os, hvis han ikke når at forgifte mig.”

    ”Du skal bare ikke tage imod noget spiseligt fra ham, så klare du dig nok.”

    ”Det håber jeg.”

    Vi skulle netop til at åbne døren til Morgans lejlighed, men mit smil blegnede, da jeg mærkede en tilstedeværelse snige sig ind på os bag fra. Mit hjerte isnede, da jeg hørte en blød, men hæs latter og både Joshua og jeg drejede hovedet. Jeg blev så forskrækket af at se Morgans ansigt, at jeg nær slap Joshuas hånd, men han strammede sine fingre ubehageligt hårdt.

    ”Mo… morg…” Ordene blev kvalt i min hals. Det værste var, at han bød mig velkommen med et stort varmt smil. Måske var jeg alligevel lidt for sindsforvirret til, at dette havde været en god ide. Endnu engang følte jeg mig voldsomt splittet.

    ”Wow Bailey, du overrasker mig gang på gang. Først bringer du de blå sten til mig og nu min kære bror. Hej Mike. Det var hyggeligt, du havde lyst til at komme forbi.” Morgan rørte ved min kind, og jeg gjorde øjne så store som tekopper. Den blide berøring med fingerspidserne der flyttede håret om bag mit øre med en glat bevægelse kunne få kuldegysninger til at risle ned gennem min krop og lave mine knæ om til gele.

    ”Det er bemærkelsesværdigt, at du har det med at dukke op hele tiden,” sagde Joshua.

    ”Bemærkelsesværdigt?” Morgan grinede dystert. ”Shakespeare har en bemærkelsesværdig indflydelse på dig. Du føler dig nok lidt højere hævet nu, men ved du hvad? Du vil altid være min lillebror.”

    Joshua strammede læberne sammen. Jeg ville ønske, Morgan ville lade være med at røre ved mig, så vi kunne forsvinde uden han fløj med.

    ”Jeg kan ikke se, hvorfor du stoler på, at Bailey ikke forråder dig før eller senere. Min Jane har klaret hendes tankegang, og den er ikke sådan lige at vende, specielt ikke Baileys, for… ja du kan jo nok gætte.”

    Hallooo jeg står lige her, tænkte jeg. Troede han ikke, at jeg hørte, det han lige sagde?

    ”Gætte hvad?” hvæste Joshua.

    ”Kære Bailey er et sted i sit liv, hvor hun ikke kender op og ned. Alt det rod hun svømmer rundt i, mens hun møder dig, som tager med hende til Titanic og Eiffeltårnet, gør hende ekstremt sårbar.”

    Joshua kogte, og jeg vidste, at han ikke kunne se konsekvensen af det, han snart ville rode sig ud i, så jeg klemte hans hånd som en påmindelse. I det samme undrede jeg mig også over, at Morgan sagde, at Joshua havde taget mig med til Titanic, når jeg helst skulle tro at det var Morgan. Somme tider kunne Morgan dumme sig, så det var til at grine af.

    ”Der skal jo ikke meget til at gøre hendes univers den tand mere uoverskueligt…”

    Det værste var, at han sikkert havde ret.

    Jeg ville vige tilbage og teleportere os i en fart, men Morgans hånd lå ikke længere blidt på min nakke, den holdt om min hals og hans fingre var lange nok til, at jeg ikke havde mulighed for at snøre mig ud.

    Og så skete det, som ikke måtte ske. Uanset hvor meget, jeg så klemte hans hånd, så havde han glemt mig til fordel for sin vrede mod Morgan, og før jeg vidste af det, havnede Joshuas knyttede hånd perfekt i Morgans øjenhulning. ”AV FOR FANDEN!” brølede Morgan, mens jeg blev grebet bag fra af nogle muskuløse mandlige arme.

    ”Kan du huske mig?” spurgte en dyster stemme nær mit øre, så hans ånde mod min hud fik hårene til at rejse sig som børster. Det var William, som jeg havde mødt den gang i Washington dc, og jeg vred mig, alt hvad jeg kunne, for at undslippe. Nogen gange kunne jeg virkelig ærgre mig over at være et hunkønsvæsen, for jeg var meget lavere og mine muskler var kun halvt så store.

    ”Josh!” råbte jeg vredt. ”Hvad fanden laver du!” Vreden stod ud af mig som rødt røg fra mine øre.

    Han hørte mig knap nok. Selvom Joshua tydeligvis styrketrænede mere end Morgan, så havde Morgan lagt ham ned siddende på hans mave. Joshua hev efter vejret og kæmpede bragt mod den sukkerknald, som de pressede ind i munden på ham. Jeg så op på uret som tikkede, og jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid, før nogen kom ud for at se hvilke unge mennesker der skabte sig på gangene. Men for at det ikke skulle være løgn, tiltrådte kun endnu flere af Morgans lakejer, og de fik samlet Joshua op med nød og næppe.

    ”Jeg tror vi må bevæge os ind på lidt mere privat grund,” sagde Morgan og børstede lidt på sit jakkesæt med fingerspidserne. Han forsøgte at beholde sin rolige udstråling, men jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til hans kindben, som begyndte at hæve og den anstrengte grimmasse, som det frembragte på hans ansigt.

    ”Undskyld Bailey,” sukkede Joshua, da vi blev ført ind i lejligheden.

    Morgan gik direkte til køkkenet, da vi kom ind, og jeg kunne ikke lade være med at smile lettere ufrivilligt, da jeg så ham finde en pose frosne ærter, som skulle dække det ømme sted. Nok var jeg sur på Joshua, men hold da op, hvor føltes alting lige den tand bedre af at se Morgan lide lidt. Joshua havde virkelig ramt plet, og det vidste han selv alt for godt.

    Morgan gennemskuede, hvor svært vi havde ved ikke at grine og smed posen tilbage i fryseren. ”Vi var netop i gang med et møde, da i besluttede at dukke op. Det kunne faktisk ikke være mere belejligt, at i besluttede at komme nu.”

    Så meget fordi Joshua følte sig sært modig, tænkte jeg i mit stille sind.

    ”Er du sikker på, jeg ikke lige skal have fat i Ken til dig,” sagde Joshua.

    ”Det er skam ikke nødvendigt kære Mike.” Morgan viftede kommanderende med hånden, og jeg blev skubbet ned i en stol med fire hænder til at holde mig nede. Jeg kunne godt nøjes med at teleportere mig selv, men så efterlod jeg Joshua, og hvis jeg spænede hen og greb ham for at teleportere os væk, ville alle andre som rørte ved os følge med. Jeg havde endnu ikke lært, hvordan man koncentrerede sin evne til kun at være mig og én bestemt person.

    ”Bailey! Teleporter dig væk nu! Jeg skal nok klare mig.” Joshua spillede helt, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det.

    ”Ikke uden dig!” Jeg sendte Morgan det værste dræberblik, jeg kunne mønstre. ”Ved du hvad Morgan? Du er virkelig ikke ret klog.”

    ”Det gør mig da ked af det, at du mener det Bailey,” svarede han med påtaget bedrøvelse, mens han tog sig til hjertet. Han var lige ved at narre mig igen, men selvom jeg havde min tvivl, så besluttede jeg at han var den onde. Hvor man altid havde fået at vide, at man skulle stole på mavefornemmelsen, der måtte jeg tage et valg modsat, selvom Morgans tilstedeværelse skabte en ambivalent følelse i mig.

    ”Din kæreste har rodet rundt i mine minder, men hun kan ikke røre ved min fornuft, og hun kan ikke røre ved sandheden. Du røbede selv lige derude at det var Joshua som havde taget med mig til Titanic, selvom din lille Jane har sørget for at jeg ser dit ansigt. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt, at du ikke tænker dig mere om!”

    ”Okay i er nødt til at stoppe med at bruge det ord,” sukkede Morgan.

    Jeg var anspændt af vrede, og jeg kunne mærke lysten til at plante den højre næve lige i Morgans andet øje var ekstremt distraherende. ”Jeg ved ikke, hvordan det overhovedet var muligt at få mig til at tro, at jeg elskede dig, for du er uden sammenligning den værste idiot, jeg længe har mødt…”

    ”Bailey? Måske skulle du skrue lidt ned…” forsøgte Joshua.

    ”Jeg er ikke færdig!” Jeg hævede min hånd og mærkede min usynlige energi tage fat om en potteplante, der hævede sig op over Morgans hoved.

    ”Åh nej!” udbrød William, som smed sig hen og slyngede potten i gulvet. Gulvtæppet redede den, så det kun var den fugtige jordmuld, som spredte sig ud over gulvet fremfor skår.

    Morgan sukkede. ”Hvorfor sørger du altid for at ødelægge noget, når du er her Bailey?” spurgte han og skubbede lidt til potten med foden. ”Kom lige Jane…”

    Mit hjerte slog et slag over, og min ellers så vilde selvsikkerhed smuldrede, da jeg så kvinden komme ind af døren med et dystert smil i ansigtet. ”Nej,” hviskede jeg og rystede svagt. Panikken sneg sig ind på min fornuft, og jeg kæmpede en tabt kamp mod de mange stærke mandearme. ”Du kan ikke gøre det!” skreg jeg og mærkede mine øjne blive blanke. Det eneste som holdt mig tilbage var Joshua, som stod skræmt fra vid og sans henne ved køkkenet. Jeg kunne ikke teleportere mig væk uden ham.

    ”Jane du skal lige fixe noget,” sagde Morgan og pegede på mig. ”Og sørg lige for, at hun ikke kan huske dig denne her gang.”

    ”Du skal ikke sørge for noget som helst!” Adrenalinen gav mig kræfter, men ikke nok. Da Jane lagde sine hænder om mit hoved og smerten begyndte at rase som en Motorsav igennem min hjerneskal, fik jeg energier, som jeg aldrig havde troet mulig, og styrede det hele ud i min arm. Jeg rev den fri fra deres greb, og i det splitsekund jeg nåede at røre ved hendes hånd, lød der et brag, og Jane forsvandt fra lejligheden.

    ”Nej!” udbrød Morgan, og før jeg vidste af det, blev der proppet en sukkerknald i munden på mig. Nogen hænder tvang min mund lukket med alle kræfter, men jeg kunne med sikkerhed sige, at jeg var lettere ustyrlig. På den ene eller anden måde formåede jeg at stikke tænderne i hans finger, så han slap mig, og jeg spyttede sukkerknalden ud. Jeg havde ikke nået at synke noget så jeg plantede en stor fed spytklat lige i ansigtet på en skaldet mand med ølvom som var så uheldig at stå foran mig. ”Gå væk fra hende alle sammen! Hun sender jer væk,” råbte Morgan, og jeg smilede triumferende, da jeg blev løsladt.

    ”Wow Morgan,” sagde Joshua.

    Morgan vendte blikket mod sin flabede bror, og pludselig blinkede pæren over hans hoved. Han fandt en lommekniv og foldede den ud. ”Nu samarbejder du Bailey,” sagde Morgan og pressede den ind mod Joshuas hals. ”Find Jane igen!”

    Med det samme tænkte jeg må smerten. Jane må have pillet ved mig igen, for jeg havde følt noget i min hjerne. Jeg vidste bare ikke hvad.

    ”Det ved jeg ikke, hvordan man gør. Det er virkelig sandt. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde.”

    Joshuas ansigt var askegråt, men også bedrøvet. At han blev truet på livet af sin egen bror var for meget for ham.

    ”Du kan ikke finde på at gøre det Morgan,” sagde Joshua med blikket boltet til kniven og svedperler glimtende på tindingerne.

    ”Ikke det?” Morgan pressede på med spidsen, og jeg knyttede hænderne.

    ”Stop det!”

    Morgan smilede. ”Så spis sukkerknalden.”

    Jeg så en halmåneformet bule i Morgans bukselomme og fik en ide, da det gik op for mig, at det var den blå sten. Jeg flyttede hånden halvt om bag mig og begyndte at vippe lidt med fingrene for at få den til at bevæge sig opad mod lommens åbning.

    ”Kom så!” Jeg forsøgte at se skrækslagen ud og tiltrække opmærksomheden på mit ansigt, så ingen lagde mærke til det, jeg lavede med hånden. Jeg måtte trække tiden ud. Det var som at forestille sig, at jeg havde en usynlig hånd som fangede stenen og smuttede den op af bukselommen som en mandel.

    ”Hvorfor vil du så gerne have mig til at hjælpe dig?” spurgte jeg for at få ham til at snakke.

    ”Det ved du jo godt Bailey. Du skal jo…” Jeg hørte ikke, hvad han sagde, men jeg sørgede for at se ud som om, jeg gjorde. I stedet bevægede stenen sig op af lommen, og jeg viftede lidt med lillefingeren for at få den til at svæve om bag Morgan og skjule sig bag hans ben, mens den svævede ned i potteplanten, som lå for Morgans fødder. Jeg knyttede næven, så stenen krummede sig helt ind i jordmulden.

    ”Men Morgan…”

    ”Spis så den sukkerknald!” Det gjorde mig ondt at se Joshua lide, men jeg måtte føre planen ud, og da stenen var godt gemt i potten, så jeg direkte op på kniven med et smil.

    ”Som jeg sagde Morgan. Du er ikke så klog.”

    Jeg grinede af hans uforstående grimmasse, og det lignede ikke, han forstod før kniven begyndte at løfte sig af sig selv. Jeg rystede min hånd for at ryste Morgan af kniven, hvorefter den bevægede sig op og op og til sidst lagde sig i lampen udenfor Morgans rækkevidde. Alle stirrede på mig, da jeg rejste mig og viftede med hænderne, så de veg tilbage af frygt for mine evner. Jeg samlede potten op.

    ”Jeg håber ikke det gør noget, at jeg tager den her.” Morgan svarede ikke, men trådte tilbage, da jeg tog den. ”Vi ses vel igen,” sagde jeg og tog Joshua i hånden, lige inden det sagde bang, og jeg landede oven på Joshua midt på græsplænen hjemme ved Dawson-huset.

    Der gik ikke længe, før vi så på hinanden og brød ud i et grineflip, som kunne smadre ruder. ”Hvad skulle du bruge potten til,” grinede Joshua.

    ”Det var da hele formålet med turen.” Jeg fiskede den halvmåneformede blå sten op af potten og holdt den frem. ”Ellers havde du jo rodet mig ud i det for ingenting.” Joshua svarede ikke lige med det samme, men stirrede blot paralyseret på den.

    ”Bailey du er…” Han rystede smilende på hovedet.

    Jeg trak på skuldrene og stirrede på ham et øjeblik. ”Jeg tror jeg er sikker nu.”

    ”På hvad?”

    ”På at Morgan var en løgn. Selvom mine minder toger, så ved jeg, hvad sandt er.” Jeg lænede mig frem og lagde armene om ham i et kram, som han gengældte med iver. Den lettelse jeg følte blandet med forvirring over den omvæltning, var overvældende, og øjnene blev våde, da han trak mig tættere ind til sig med sin pande gemt i hulningen ved min hals og begravet i håret. Det var som om, det lettede at nogen tog mig i sin favn som om alting nok skulle være okay, selvom det hele virkede så lidt okay, som det nogensinde havde været.

    Vi trak os væk fra hinanden. ”Tak,” sagde han og tog mit ansigt mellem sine hænder. ”Vil du med i skole?”

    Jeg vidste at mine øjne så ham anderledes end de havde gjort før og at der inderst inde stadig herskede tvivl om ham, men jeg måtte altså prøve noget. Jeg krøllede fingrene om hans t-shirt og trak ham tættere på mig, til vores læber mødtes. Vi havde kysset før. Det herskede der ingen tvivl om, men jeg manglede noget. Hvordan jeg følte, når han rørte ved mig og hvordan jeg savnede ham, når han ikke var der. Det var som om jeg vidste at jeg skulle være forelsket, men jeg kunne ikke mærke det.

    Jeg blev ikke klogere af at kysse ham, så jeg smilede blot og besvarede hans spørgsmål: ”Det kan du tro!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...