Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15229Visninger
AA

25. Rævesøvn

En dør gik op, og min søvn blev ødelagt med et brag. I mit hoved bandede og svovlede jeg, men jeg havde ikke lyst til at åbne øjnene, fordi jeg endelig lå så godt og fået min puls ned på normalt niveau.

    ”Hvordan gik det?” spurgte Ken. En vandhane blev tændt, og en klud blev vredet, hvorefter jeg kunne mærke nogle tunge bedrøvede skridt i gulvet.

    ”Det gik fint,” sagde Joshua lige foran mig siddende på hug. ”Hendes far er omtrent ligeså stædig som hende selv, og søsteren brugte det meste af tiden på at brokke sig over, at hun ikke havde evner selv. Jeg tror også, hun prøvede at lægge an på mig.”

    Ken grinede lavmælt. ”Du er guds gave til kvinderne, min dreng.” Jeg brød mig ikke om det skumle tonelege, han talte i. Noget ved Ken fik det til at krible ned af ryggen, og Joshua gjorde mig bare vred, så al min koncentration gik på at se sovende ud og ikke lade mig selv koge over. Det kunne jo være, at jeg kunne overhøre nogle hemmeligheder. Så havde jeg i det mindste et eller andet at give til Morgan, når jeg ikke havde stenene.

    ”Hun var ellers smuk,” sagde Joshua. ”Men det mærkelige er, at smukke piger ikke rigtigt har samme virkning på mig mere. Førhen ville jeg havde slået op med min kæreste, hvis jeg havde set en som Anna. Jeg havde aldrig nogen dybere følelser indblandet, men nu har jeg næsten ikke andet. Den her ene ting som er perfekt i mit liv lige nu, hopper Morgan ind og tager fra mig, før jeg når at føle det rigtigt. Nu føler jeg ikke andet end vrede.”

    Jeg gad vide, hvad det var for en ting, der var så perfekt. Jeg kunne aldrig tro, at Morgan kunne finde på at ødelægge noget så meget for nogen. Måske var det bare en misforståelse.

    ”Hun har feber,” mumlede Josh, og da den kolde klud ramte min pande, fik jeg et mindre chok. Det var ligeså kuldegysende, som når man putter isterninger ned af ryggen på folk om sommeren, men jeg blev liggende mussestille.

    ”Jeg siger det virkelig kun for dit eget bedste Joshua, det ved du, men du skal for guds skyld ikke røre ved hende. Efter du fortalte at i forsvandt, mens i sov sidste gang, så kan vi ikke tage nogen chancer.” Jo mere de snakkede, jo mere forvirret blev jeg. Intet, af det de snakkede om, gav mening, for det lød som om de snakkede om mig, men uden sammenhæng.

    Han lagde modvilligt kluden fra sig på bordet og sank sammen på gulvet. ”Hvorfor?” mumlede han lavmælt. ”Pis! Nu tuder jeg også!” Han tog en dyb indånding for at stoppe sig selv.

    ”Tag det roligt…”

    ”Jeg skulle være gået med hende ud til drengen på bomuldsmarken. Jeg burde af alle mennesker vide, at jeg skal holde ved hende hele tiden, mens vi er væk fra nutiden. Jeg er så vred, at jeg knap nok kan være i mig selv Ken. Min egen bror har gjort det!”

    ”Det ved vi jo ikke med sikkerhed Joshua. Det kunne godt være nogen andre, som ville have dig til at tro, at det var ham.”

    ”Men det er ham. Jeg ved det, for jeg har jo sagt, at jeg så ham snakke om det med Mr. Thomson.”

    ”Men som du selv siger, er han din bror. Tror du ikke, du skulle bare lade en lille tvivl komme ham til gode?”

    ”Jeg stoler aldrig på ham igen. Tænk hvis hun aldrig bliver den samme igen. Det kan jeg ikke bære.”

    Snakkede han om mig?

    ”Så længe har du vel ikke kendt hende Joshua. Du har da mig og dine søskende.”

    ”Jeg tror nok, jeg elsker hende.”

    ”Hvad ved du om kærlighed.”

    Der blev stille et øjeblik. Joshua som sad foran mig brugte lang tid på at styre sine vejrtrækninger. Han virkede vred, men også meget kontrolleret. Som om han sad og holdt sig selv tilbage fra at smadre noget.

    ”Ken?”

    ”Ja Joshua,” sukkede han.

    ”Jeg tror ikke, vi fandt hinanden ved et tilfælde.”

    ”Jo det var et rigtigt uheldigt tilfælde…”

    ”Hvordan kan du sige sådan? Det er fint, du ikke kan lide hende, for det rager ikke mig, men har du nogensinde overvejet, hvor ensom jeg blev, den gang mor og far gik bort?”

    ”Du har undgået at snakke om dine forældre i to år, og pludselig skal vi have en mand til mand midt i det her kaos. Hvad er det også for noget vrøvl med det ensomhed? Du har os alle sammen.”

    ”Jeg mistede både min mor og far og tilmed min bror. Du kom og passede på os, men du har selv været lidt af et sørgeligt vrag, siden Danielle døde et halv år før. Er du klar over, hvor mange tidsrejser jeg har været på siden?”

    Hvem i alverden var Danielle?

    ”Nej Joshua, det har jeg ikke, og min kones død har intet med det her at gøre. Jeg synes du løber en stor risiko ved at tage tilbage i tiden. Du ender med at leve i din egen lille verden og glemme vores, og ikke nok med det kan du risikere at side fast et sted i attenhundrede og en madpakke.”

    ”Faktum er, at Bailey har formået at gøre mit eget liv meget sjovere end min tid hos Shakespeare, og det siger noget. Jeg ved ikke, om jeg er forelsket, men du har ingen ide om, hvor meget hun betyder. Nok mere end jeg betyder for hende.”

    ”Joshua. Jeg synes, du skal gå op og sove. Så passer jeg på hende imens.”

    Joshua sukkede tungt og irriteret og rejste sig med et ryk som nær væltede stuebordet.

    ”Jeg advarede dig Joshua. Jeg advarede jer begge to og bad dig om at lade hende være, fordi de evner hun har er farlige, men du var ligeglad. Nu har du bragt mig det her på halsen, og jeg synes, det er utaknemligt af dig at tage sådan på vej efter alt det, jeg har gjort for dig. Selv alle de gange du har været i problemer på skolen, har jeg fået dig kringlet ud af det på den ene eller den anden måde. Bailey er blot endnu en af dine forestillinger om ting, du kan få, men i sidste ende ikke kan styre. Du ser ikke konsekvenserne af dine handlinger, og jeg har virkelig fået nok af at rydde op efter dit rod, specielt efter jeg havde advaret dig.”

    ”Wow,” mumlede Joshua.

    ”Nogen erfaringer må du da efterhånden have gjort dig!”

    ”Jeg kan ikke forestille mig fremtiden!” råbte Joshua. ”Hvor mange gange skal jeg prøve at få ind i dit hoved, at jeg ikke lære ligeså let af erfaring som alle andre?”

    ”Jeg advarede dig!”

    ”Du er kold Ken!”

    Jeg fornemmede, at Ken havde valgt et rigtigt dårligt tidspunkt at belære Joshua på, for Joshua var rasende.

    ”I to år har jeg været stort set alene om alting, men jeg har alligevel været taknemlig for, at du kom, for jeg havde brug for en voksen, og du var den eneste, som havde muligheden. Mine såkaldte venner på skolen er kun mine venner, fordi jeg er en stor fed idiot. Det fik Bailey mig til at indse, og ærligt talt har jeg ikke følt mig mere levende, siden jeg mødte hende. Jeg har jo aldrig kunnet snakke med dig om, hvad der egentlig skete den dag, de døde, for du snakker bare udenom, og det er derfor, jeg hele tiden smutter tilbage i tiden. Hvis du beder mig om at stoppe mit venskab med den eneste, som forstår mig, så bliver jeg ligeså skør som Morgan.”

    ”Hvordan kan du forudse det?”

    ”Fordi jeg allerede så småt var ved at blive det, men det havde du vel ikke lagt mærke til.” Joshua trampede hastigt i gulvet hen mod trappen i entréen.

    ”Joshua!” råbte Ken og gik hen til ham.

    Nysgerrigheden vandt over mig, og jeg åbnede det ene øje halvt, mens jeg så Ken gå hen og tage en god håndfuld af Joshuas tshirt ved halsen.

    ”Du er nødt til at indse, at din fremtid sammen med hende er en fremtid med konstant farer. Bailey har i særdeleshed trukket det længste strå, og jeg synes det er synd for hende, men der er intet vi kan gøre.” 

    Joshua rev sin trøje til sig. ”Hvis Bailey er så meget i fare, så kan jeg ikke forstå, hvorfor du ikke vil hjælpe hende. Hvis hun havner i hænderne på Morgan…” Ken afbrød ham.

    ”Danielle havde rummet som evne! I perioder forsvandt hun i lang tid, fordi nogen var efter hende, og jeg bar over med det, fordi jeg elskede hende så meget, at jeg var ligeglad, men flere og flere pentanere med evnen tid fandt hende. Jeg sagde, jeg ville med hende, men hun insisterede på, at jeg skulle holde mig udenfor farer. Danielle fandt fire sten ud af fem tidsrejser. Når en tidsrejse er spildt, og man ikke har fundet stenen, så finder man den aldrig.” Ken knyttede sine hænder, men det var svært at skjule, hvor meget de rystede. ”Da sidste chance var spildt, tog hun sit eget liv, og jeg ved ikke hvorfor.”

    Joshua var i chok. ”Hvorfor har du aldrig…”

    ”Jeg ved ikke, hvad du havde forestillet dig Joshua, men hvis du én gang til siger, at jeg er kold, så er jeg færdig med at tage mig af piger med hukommelsestab, eller hvad ellers du bringer mig på døren. Jeg har aldrig gjort andet end at hjælpe dig, og når jeg siger, at Bailey hun er farlig, så mener jeg det!”

    Joshua rystede på hovedet. ”Ken jeg er virkelig virkelig ked af det på dine vegne, men du glemmer en vigtig ting. Jeg er en pentaner med evnen tid. Hvis vi kan finde stenene før alle andre, så kan vi finde ud af, hvad de kan bruges til. Det har da ikke været så svært indtil videre…”

    ”Det bliver sværere og sværere. Det er femhundrede år siden, nogen har fundet dem alle sammen sidst. At Danielle fandt fire er utroligt, men at i to fandt tre er endnu mere utroligt når man ser jeres alder. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre for at få fat i dem, når i er på tidsrejse, men de tre i fandt var et rent tilfælde!”

    ”Stenen plejer at dukke op af sig selv. Vi gør ingenting.”

    ”Du har tydeligvis besluttet ikke at lytte til mig, men du skal ikke regne med, at jeg sætter livet på spil for noget af det her!”

    Joshua trådte op ad trappen. ”Jeg har slet ikke brug for dig,” sagde han og gik sin vej.

    Ken kogte af vrede, og da han så på mig, gik det det op for ham, at jeg var vågen. Han gik hen til mig, og jeg blev overrasket, da han placerede sine fingerspidser på min kind.

    ”Du må hellere sove lidt videre,” sagde han, mens en dejlig afslappende fornemmelse gjorde mig døsig hele vejen ned gennem kroppen. Havde han ikke sagt, han kunne få folk til at sove med sine evner som healer? Jeg begyndte at kæmpe imod søvnen, da jeg opdagede, at han var ved at lægge mig halvt i koma, men jeg formåede ikke at gøre andet end løfte armen en lille smule, inden den faldt slapt ned, og jeg endte i drømmeland. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...