Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15248Visninger
AA

6. Planer

Jeg stirrede ind i væggen på mit værelse, mens jeg tabte min telefon og greb den igen med min magnetiske hånd. Det var rent tidsfordriv, fordi en hvis person havde givet mig stuearrest. Jeg overvejede at hoppe ud af vinduet, men siden jeg boede på 1. sal, så gav det ikke mening at udsætte mig selv for den risiko. Efter jeg kom hjem sent dagen før, var far blevet spruttende, kogende, skingrende gal, og jeg sikrede mig lige en måneds indespærring på vand og brød, med undtagelse af skole selvfølgelig. Og så var vand og brød heller ikke ernæringsforholdene, selvom det var lige før, han godt kunne finde på det. Jeg vidste det, for jeg havde ikke kun gjort ham vred, men ”givet ham et hjertestop!”, som han sagde.

    Jeg eksperimenterede som regel aldrig med mine evner, for ligeså meget som jeg synes, det var sejt, så vidste jeg, at jeg var en ’freak’. Jeg vidste dog én ting, og det var, at jeg formegentlig havde kræfter til mere, end jeg troede. Fordi, hvorfor skulle underlige ting altid ske omkring mig, hvis den eneste evne jeg havde var en magnetisk hånd? Jeg var magnetisk til ballade - tænk på stenen, som pigen fik i nakken og fik mig bragt i midten af et slagsmål? Jeg kastede den ikke, selvom den sprang op i luften lige foran mig. Jeg vidste, at det var mig, men jeg vidste ikke hvordan.

    Jeg lagde min telefon i min håndflade og gav mig til at skubbe den fra mig i stedet for at suge den til mig. Hvis jeg ville have den til at svæve, skulle jeg vel bare gøre det modsatte af, hvad jeg plejede.

    Jeg grinede triumferende, da den lettede fra min håndflade, og med det samme ønskede jeg, at Joshua var her, bare for at have nogen at dele det med. Jeg kunne hæve den op og ned og få den til at flyve i cirkler lige over min hånd. Det var magi! Jeg kunne magi, og jeg syntes ikke engang det var underligt, fordi det kom så naturligt for mig. Andre normale mennesker ville flække midt over af forskrækkelse og flygte som fluer fra en fluesmækker.

    ”Kom nu Bailey,” mumlede jeg for mig selv, mens jeg flyttede min hånd for at se, om jeg kunne styre den med blikket. Selve kilden til min evne havde altid været min hånd, men tænk hvis det kun var en sikkerhedsforanstaltning? Jeg udstødte en kluk, da det virkede, og telefonen svævede for sig selv uden min hånd. Jeg mistede kontrollen, og telefonen faldt til gulvet, hvor den tabte bagklappen og batteriet hoppede ud.

    ”Flot Bailey,” mumlede jeg og samlede den op. Hvorfor var jeg også så tankeløs at bruge min telefon til den slags? Jeg ville ønske, jeg kunne kontakte Joshua, så han kunne hjælpe mig… Jeg ville ønske, han ikke var en idiot, der prøvede at være sød, for hvis jeg indrømmede det overfor mig selv, så var det forløsende at vide at jeg ikke var den eneste.

    Jeg skippede aftensmaden og blev på mit værelse, mens jeg flyttede ting rundt fra den ene side til den anden. Jeg lod ting svæve, hvorefter jeg slap forbindelsen og lod den falde til jeg greb den med min energi, lige før den ramte jorden. Jeg brokkede mig for mig selv over, at størstedelen faktisk nåede at ramme gulvet, og far bankede på for at høre, hvilket spektakel jeg lavede. Da han så, hvad jeg lavede, skyndte han sig at smutte igen, som om han var bange for det. Det var et af de tidspunkter, hvor jeg ikke ville have noget imod at besøge min mor. Hvis hun havde evner som mig, så kunne vi endelig have noget at snakke om.

    Da jeg langt om længe fik nok, gik jeg ud som et lys på gulvet af udmattelse. Jeg var ikke vant til at bruge så meget energi på én gang, men jeg svor, at så snart jeg kom i skole igen ville jeg opsøge Joshua, så han kunne hjælpe mig.

 

***

 

Kim ignorerede mig demonstrativt, da hun gik forbi mig på gangen sammen med Emma, som smilede forsonende til mig. Emma var heldigvis ikke vred på mig, men vores lille firkløver var splittet i to, så det nu hed Adam og Bailey. Adam pludrede om løst og fast på vej mod Engelsk, da jeg så Joshuas ansigt nede for enden af gangen. Vi fik øjenkontakt i et sekund, men han så væk i en fart. Han pjattede med nogle kammerater, som rakte ham to doughnuts og han tøvede.

    ”Lad os se, om idioten kan holde sit løfte,” sagde Adam og krydsede armene. Jeg kom i tanker om Joshuas og min aftale, som vi lavede for nogle dage siden, men spekulerede på, om han tog det alvorligt. Hvis jeg gav mig til at fortælle til alle, at han kunne sætte tiden i stå, ville de sige, jeg var en løgner og gøre endnu mere nar ad mig. Derfor kunne jeg jo ikke vide, om han havde regnet det ud og valgte at kaste den doughnut alligevel.

    ”Kom nu!” råbte de og slog ham på skulderen.

    Han drejede ansigtet og så mig i øjnene. Doughnuten lå forsvarligt i hans hånd, men han tøvede og trak tiden ud. Jeg knyttede næverne, mens jeg forgæves forsøgte at skyde lyn med mine øjne, men ærgrede mig over, at det ikke var den evne jeg var blevet udstyret med. Jeg kogte af vrede, da han alligevel vågede at løfte hånden og lægge an til et skud. Han var svag! Det var det han var; kunne ikke engang holde sig selv fra at ydmyge andre for at beholde sine såkaldte venner.

    Han kastede den, og jeg nåede at bukke mig ned. Jeg så den flyve over mit hoved i slowmotion, og jeg mærkede et blidt luftpust lige over min pande. Jeg trak Adam med mig, fordi jeg beregnede, at han stod lige i ørnens øje som næste skydeskive, og vi slap begge uskadte fra det. Men en der ikke ville slippe godt fra det her var Joshua. Jeg kunne se skyldfølelsen i hans øjne, men det var ikke nok. Jeg var vred og tog fat i Adams jakke, da vi gik videre.

    ”Gør nu ikke noget dumt,” sagde Adam lavmælt, da han kendte mit temperament.

    ”Han er så færdig,” hvæste jeg og satte neglene i taskestroppen.

 

***

 

Det var midt i sidste time, men jeg havde undskyldt mig med et toiletbesøg, og da jeg åbnede døren til pigetoilettet for at gå tilbage til klassen, langede en hånd ud efter min trøje og holdt mig tilbage. Der stod Joshua i egen høje person.

    ”Du er nødt til at forstå,” begyndte han.

    ”Det er allerede for sent,” svarede jeg og begyndte at gå.

    Han stoppede mig. ”Vil du ikke godt lade være med at gå, når man taler med dig?”

    ”Nej, for det eneste jeg høre er undskyldninger, og det har jeg ikke tid til. Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor du så gerne vil være venner med mig. På den anden side gør du heller ikke noget særligt overbevisende forsøg.” Jeg overvejede, om han prøvede at blive gode venner med mig, fordi han ville bruge mig til noget, eller ydmyge mig endnu mere.

    ”Du er den eneste, der vil kunne forstå mig,” sagde han.

    ”Jeg kommer aldrig til at forstå dig. Kan vi ikke bare gå tilbage til ikke at kende hinanden? Kan du ikke gøre et eller andet tidshokuspokus?” Jeg løftede øjenbrynene.

    ”Sådan fungerer det ikke.” Han tog sig til hovedet. ”Okay jeg har virkelig været led mod dig, men de gutter er ikke engang mine venner. Det er bare min eneste måde at overleve High School. Hør her, jeg er et nul, okay? Jeg duer ikke til andet end fodbold…”

    ”Hvilket du er nødt til at snyde i for at overleve,” pointerede jeg.

    ”Præcist. Hvis jeg ikke gjorde noget, så var jeg ligeså langt nede i hierarkiet som dig,” han lavede de værste hundeøjne. ”Du må ikke være sur på mig.”

    ”Hold da op, hvor er du egoistisk.”

    Han sukkede og sænkede skuldrene opgivende, mens han tænkte sig om. ”Hey vent…” sagde han, og jeg himlede med øjnene. ”Hvilken berømt person fra historien, ville du helst møde?”

    ”Åh gud dræb mig.” Jeg krydsede armene. ”Min lære bliver mistænksom, hvis jeg ikke kommer tilbage til klassen nu.”

    ”Bare nævn en,” sagde han med et sært smil på læben. ”Men helst en indenfor USA’s grænser.”

    ”Martin Luther King.”

    ”Jeg vil sørge for du møder ham.”

    Jeg havde praktisk talt åben mund og polypper. ”Kan du sørge for det?”

    Han pegede overlegent på sig selv. ”Hvem tror du, der var til stede, da John F. Kennedy blev skudt?”

    ”Det mener du ikke.”

    ”Jeg var der i egen høje person.”

    ”Du er sindssyg. Hvor langt kan du gå tilbage i tiden?”

    ”Næsten ligeså langt du vil, men det tager for mange kræfter på mig, hvis jeg skal længere tilbage end tusind år. Du kan ikke få lov at se en dinosaur, hvis det er det, du har lyst til.”

    Jeg fnes ufrivilligt. ”Okay hør. Vi kan ikke være venner, hvis du ikke gider omgås mig, men vi kan sige, at jeg lader være med at være sur på dig, hvis du tager mig hen og ser Martin Luther King… nej ikke ser - jeg vil gerne møde ham.” Jeg smilede selvsikkert.

    ”Det er bare i orden, men vi er nødt til at finde en måde at komme til Washington D.C. på,” sagde han tænksomt. ”Vi kan jo ligeså godt høre hans tale fra 1963…”

    ”…I have a dream.” Jeg rystede på hovedet. ”Det her er virkelig mærkeligt.”

    ”Hey, vi kan låne min søsters bil,” sagde han og knipsede.

    ”Jeg troede, din søster var yngre end dig?”

    ”Nej min anden søster. Hun er femogtyve.”

    ”Hvor mange søskende har du lige?”

    ”Seks… hvis man tæller Morgan med. Ja man kan kalde ham det sorte får i flokken, og han bor i Los Angeles nu.”

    ”Morgan Dawson…”

    ”Morgan Daniel Dawson,” sagde Joshua og trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvorfor det var nødvendigt at påpege,” mumlede han til sig selv.

    ”Jeg skal virkelig til time nu,” sagde jeg.

    ”Har du slet ikke lagt mærke til, hvor stille her er?” klukkede han.

    ”Har du sat tiden i stå?”

    ”Ja da…”

    Jeg sukkede og satte mig til rette på gulvet op ad væggen. ”Jeg gider heller ikke have time.”

    Han slog sig ned ved siden af mig. ”Hvornår vil du af sted?”

    ”Til hvad?”

    ”I have a dream…” sagde han med dyb rungende Martin Luther King-stemme.

    ”Hør her mester, jeg har ikke tænkt mig at tage til Washington D.C. med dig alene for at tage tilbage i tiden. Det er bare bizart!”

    ”Men det er den eneste måde, jeg kan sørge for, at du ikke er sur på mig. Det ville være så fedt, hvis du ville med.”

    ”Lider du af personlighedsspaltning?” spurgte jeg undrende.

    Han kneb øjnene sammen. ”Det kommer du nok aldrig til at forstå,” sukkede han. ”Men jeg lover dig, at det her ikke er en joke, og jeg skal nok bringe dig tilbage til nutiden i et helt stykke.”

    Jeg ville virkeligt gerne se Martin Luther King, og hvem sagde, der ville ske noget ved at tage lidt væk. Var jeg tosset, fordi jeg virkelig gerne ville med?

    Jeg trak på skuldrene. ”Weekenden?”

    ”Mener du det?” Han var alt for begejstret til mit humør. ”Det er en aftale.”

    ”Jeg fatter ikke jeg går med til det her,” mumlede jeg for mig selv og sukkede. ”Så hvad hedder dine andre søskende?” spurgte jeg. Jeg kunne jo ligeså godt trække tiden ud med et eller andet. Jeg gad ikke have time.

    ”Lucy Emily er den mindste. Hun er ikke startet i skole endnu. Christopher Jacob går i preschool. Mary Lisa går i middleschool…”

    ”Har du også et eller andet underligt mellemnavn?” spurgte jeg.

    ”Michael…”

    ”Joshua Michael Dawson,” sagde jeg for mig selv.

    ”Okay så er det godt…” Han rynkede på næsen. ”Min storesøster hedder Rebekka Malou og går på College. Min storebror Morgan har jeg fortalt om, og Ally Angela er femogtyve. Hun er næsten færdig med sin uddannelse som læge.”

    ”Interessant…”

    ”Egentlig ikke… Hvad hedder så din søster?”

    ”Anna Hart Wesley. Irriterende storesøster, som tror jorden drejer sig om hende. Hun er senior på den her skole.”

    ”Så må du hedde Bailey Hart Wesley. Jeg må lægge mærke til, om hun ligner dig?”

    ”Hvorfor? Du har ikke lyst til at møde hende.” Jeg ville ikke have ham til at møde hende, og jeg vidste ikke engang hvorfor. Måske kunne jeg inderst inde godt lide tanken om at have noget, som hun ikke havde.  

    ”Hvis hun er ligeså flink som dig, så kan jeg godt se, jeg må holde afstand.” Han grinede af mit ansigtsudtryk.

    ”Hvad skal det så betyde?”

    ”Det skal betyde, at du er et meget let omgængeligt menneske. Siger altid venligt goddag, når man ser dig.” Jeg hadede, når folk var sarkastiske, for jeg var så dårlig til at forstå humoren.

    ”Hvorfor kan folk ikke bare sige tingene ligeud?”

    Han grinede og lagde armene rundt om sine underben.

    ”Jeg mener det. Jeg kommer bare til at virke dummere, end jeg er i forvejen, når folk forsøger at være sarkastiske overfor mig,” mukkede jeg.

    ”Synes du selv, du er dum?” spurgte han lidt mere alvorligt.

    ”Det synes alle andre inkluderet dig også, så jeg er ikke den eneste med den mening.”

    ”Jeg synes da ikke, du er dum…”

    ”Lad nu være. Det var en af dine første kommentarer, da vi mødtes første gang.”

    Han rystede på hovedet. ”Jeg er virkelig en idiot,” mumlede han og så ud i luften.

    Jeg fnøs. ”Og det er først gået op for dig nu?”

    ”Bailey du er da ikke dum. Det var bare noget, jeg sagde, fordi jeg er en idiot.”

    ”Så lær lige folk at kende, før du siger noget, du ikke ved en hat om.”

    ”Det skal jeg nok,” lovede han.

    Der blev stille. Jeg var begyndt at vende mig til, hvor ubehageligt stille, der var, når tiden var stoppet, og det var rart at sidde i tavshed. Joshua trommede på sine underben for at udfylde tavsheden mellem os, og jeg tænkte på, hvor meget jeg ønskede mig at have hans evne. Jeg ville elske at have muligheden for at forsvinde fra min egen tidsregning for en stund.

    ”Jeg opdagede noget i går,” sagde jeg og brød tavsheden.

    ”Hvad?”

    ”Se.” Jeg lod blikket hvile på en gammel juicekarton, som lå på gulvet og fik den til at flyve. Jeg bevægede den rundt i luften, og selvom jeg tabte den hele tiden, så så jeg et glimt af overraskelse i Joshuas øjne.

    ”Det kunne være super cool, hvis du kunne løfte mig,” udbrød han.

    ”Jeg kan ikke garantere for, jeg ikke taber dig…”

    ”Det er lige meget. Jeg skal nok klare den, men prøv.”

    ”Okay… du er selv udenom det.” Jeg kravlede om og sad foran ham i skrædderstilling, mens jeg koncentrerede mig for at finde mine evner. Jeg var nødt til at bruge mine hænder, som jeg hævede op i luften i takt med at Joshua begyndte at svæve et par centimeter over jorden. Han spærrede øjnene vidt åbne og mærkede under sig for at være sikker på, at der kun var luft.

    ”Det føles som om, jeg ikke har nogen vægt. Virkelig mærkeligt.”

    Jeg grinede, men nåede kun at løfte ham en halv meter, før han faldt til jorden med et klask og tog sig til bagdelen. ”Jeg sagde det jo,” sagde jeg og trak på skuldrene. Man kunne måske nok kalde mig sadist, men han måtte gerne lide lidt for min skyld.

    ”Ja det gjorde du. Gad vide hvad du ellers kan!” sagde han begejstret, mens han gned det ømme sted.

    ”Jeg ved det ikke, men jeg håber, at jeg får så meget kendskab til mine evner, at jeg engang kan slippe for at blive beskyldt for alle de mærkelige ting, som sker omkring mig.”

    ”Jeg så godt din ’catfight’ med Angelina.”

    ”Nå den har et navn,” sagde jeg irriteret.

    Joshua grinede. ”Hun er faktisk sød somme tider.”

    ”Er hun din kæreste eller sådan noget?”

    ”Det har hun været. De andre drenge er altid kæreste med cheerleaderne, så jeg tænkte det skulle udforskes, men det holdt jeg ikke til i længden. Du ved, det er ikke sjovt at være sammen med en kæreste, hvis man ikke kan fortælle hinanden alt, og jeg vidste, at siden hun er en af de værste sladretanter, jeg kan komme i tanker om, så lod jeg være med at fortælle hende om mine evner. Man må for resten heller ikke fortælle det til almindelige mennesker, hvis det skal være helt rigtigt.”

    ”Undskyld jeg tæskede din x,” sagde jeg, og vi grinede. ”Vi må hellere komme tilbage til time.” Jeg rejste mig og rakte hånden ud for at hjælpe ham op.

    ”En venlig gestus? Det havde jeg ikke regnet med fra din side…”

    ”Meget morsomt,” sagde jeg. ”Du kan tage mig med på fredag. Jeg siger bare til min far, at jeg sover hos en veninde.”

    ”Det er i orden. Vi ses.” Han smilede, da han stak hænderne i lommerne og traskede ned i den anden ende af gangen. Han forvirrede mig, men jeg måtte indrømme det: Jeg kunne ikke lade være med at glæde mig til at komme til Washington D.C. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...