Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15215Visninger
AA

36. Pearl Harbor - del 2

Comment allez-vu?” sagde han.

    ”Hvad?” Jeg skar en grimmasse, da jeg indså, at jeg var landet i Frankrig nærmere sagt Paris. Jeg lå næsten lige under Eiffeltårnet, som tårnede sig op over mig. Jeg havde prøvet at lande i drivvåd tilstand tæt på Eiffeltårnet før, så et deja-vu ramte mig, inden det gik op for mig, hvor frysende koldt det var.

    ”Undskyld. Jeg troede du var lokal,” sagde han på Engelsk med blød fransk accent. Han var sikkert en af de fyrer, som knuste alle pigernes hjerter ligesom Joshua, men det eneste jeg kunne tænke på var Joshua. Jeg måtte have ham gutten til at gå, så jeg kunne teleportere mig tilbage til Joshua. ”Er du kommet noget til?”

    ”Nej. Jeg har det fint. Tak for hjælpen.” Jeg satte mig op og rettede på kjolen, som klistrede sig til min krop og blev gennemsigtig. ”Det her er jo perfekt,” mumlede jeg og hældte noget vand ud af den ene sko, hvorefter jeg vred mit hår, alt imens rystelserne tog til i musklerne.

    ”Lad mig følge dig hjem,” sagde han venligt og tog sin jakke af for at lægge den omkring mig.

    ”Nej nej, jeg kan klare mig selv. Ellers tak.” Jeg smilede venligt og bevægede mig halvvejs op i lodret stilling, før jeg nær dejsede om, hvis ikke han havde grebet mig. ”Du ligner ikke en som kan holde sig oprejst. Jeg hedder for resten Joshua. Joshua Signoret.”

    ”Bailey Hart Wesley,” mumlede jeg lettere paralyseret. ”Hvad sagde du dit navn var?”

    ”Joshua Signoret. Jeg hedder det efter min bedstefar. Hvorfor?”

    ”Joshua er Engelsk og du er fransk.”

    ”Jeg er ret sikker på, at Joshua er et bibelsk navn. Det betyder vidst nok frelser…” Navnets betydning gav mig lyst til at grine, da ironien slog mig. ”… og jeg kommer ud af en meget kristen slægt. Moses hjalp Hoshea og gav ham navnet Joshua i stedet. Hvorfor snakker jeg egentlig om mit navn?”

    Jeg så mig omkring for at sikre mig, at der ikke var nogen mennesker i nærheden. ”Kender du noget, der hedder Pentaner?” spurgte jeg, og hvis han ikke kendte det, så vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forklare mig ud af det.

    ”Aah nu forstår jeg, hvorfor du dukkede op ud af det blå. Du skal passe på med at bruge dine evner i dagslys.” Han blinkede med det ene øje.

    Jeg løftede øjenbrynene. ”Det her bliver mere og mere mærkeligt,” mumlede jeg.

    ”Hvor er du fra? USA?”

    ”Korrekt.”

    ”Tænkte det nok. Der er lidt New Yorker over din accent.”

    Jeg grinede og kørte min hånd gennem mit hår. ”Jeg er fra New York, men jeg bor i Ohio. En by der hedder Lancaster.”

    ”Sjovt sammentræf. Jeg mødte en pige for ikke så længe siden, som også kom fra Lancaster. Det var ærgerligt, at hun skulle hjem, for jeg kunne godt lide hende. Køn det var hun også.”

    Hvis jeg regnede rigtigt, ville det passe med, at jeg lige nu stod og snakkede med min Joshuas bedstefar. ”Hvis du siger, at du har evnen til at kontrollere tiden, så begynder jeg at grine,” sagde jeg pludselig.

    ”Nej det kan jeg ikke,” grinede han. ”Jeg kan læse tanker.”

    Jeg spærrede øjnene op.

    ”Bare rolig. Jeg gør det som regel ikke på andre. Det er uhøfligt.”

    ”Tak,” mumlede jeg, men kom i tanker om den gang, Joshua sagde, at hans mor kunne læse tanker. Så vi var altså henne i morfar-kategorien… ”Jeg har rum, men jeg kan ikke læse.”

    ”Den var slem. Jeg kan ikke se forskel på brun og lilla og heller ikke rød og grøn. Heldigt at jeg ikke skal være maler.” Han grinede.

    ”Jeg skal ikke være forfatter, men så kan jeg da udelukke det.” Jeg gøs af kulde. ”Jeg tror nok hellere, jeg må tage tilbage. Der er en der venter på mig.” Dit barnebarn, ville jeg sige, men jeg lod være. Jeg ville ikke sige noget som kunne få ham til at ændre mening om at finde kærligheden i Lancaster . ”Det var rart at møde dig.”

    ”I lige måde.” Han smilede, og jeg blev overrasket over, hvor meget han lignede Joshua. ”Hey, hvad er det her?” spurgte han og tog min hånd, hvorfra bandagen var ved at trille af. Jeg så ned og opdagede, at den blå halve doughnut var blevet større. Den sten jeg fandt i vandet måtte have tryllet sig selv ind i min hånd, da jeg rørte den, og nu buglede ikke kun en cirkel, men også en halv firkant som en del af mønsteret. Gad vide hvad en cirkel og firkant betød…

    ”Det er bare lidt maling.” Jeg skyndte mig at pakke hånden ind igen. ”Og jeg har forstuvet hånden.”

    Han virkede mistroisk, men lod det ligge. ”Nå men skynd dig tilbage til, hvem end der leder efter dig. Det er en heldig person, der har dig at vente på.”

    Jeg smilede. ”Tak, fordi du trak mig op ad vandet.”

    ”Det var så lidt.” Han stak hænderne i lommerne.

    Jeg smilede en sidste gang, inden jeg lukkede øjnene og visualiserede mig et billede af havnen, der hvor jeg var hoppet i. Det sagde et velkendt plaf, og jeg faldt endnu engang ned i vandet med et plask. Da jeg kom op til overfladen, hostede jeg og spyttede noget af det klamme salte vand ud, inden jeg svømmede over til muren. Jeg forsøgte at hoppe op til kanten, mens jeg udelukkede de sønderrivende bombesprængninger om ørene på mig. Jeg fik fat i kanten og stønnede, mens jeg trak mig selv op, men sukkede da jeg indså at det var forgæves og lod mig selv falde ned igen. Jeg havde ikke kræfter nok armene til at løfte hele min krop. Jeg svømmede hen til en tyk rusten kæde som lå ind over kanten nogle meter væk. Jeg trak lidt i den for at være sikker på den var stabil, hvorefter jeg gav mig til at klatre med alle mine kræfter, og da jeg nåede toppen nærmest smed jeg mig ind over kanten med hele min krop, som var udmattende tung af alt det vand. Det var rart igen at være i varmen på Hawaii trods bombeangrebet. Hvis ikke jeg tog meget fejl, var det vinter i Paris.

    Jeg så mig omkring og opdagede Joshua sidde krummet sammen bag en hullet bil, som var blevet maltrakteret af de japanske fly. Han var drivvåd og det mørkebrune hår var rodet i den ene side og klæbede sig fast til hans ansigt på den anden side. Jeg fik et chok, da der faldt en bombe og jorden rumlede. Jeg kravlede lynhurtigt over til bilen, men han havde ikke opdaget, at jeg var der - sad bare med panden mod knæene uden at give en lyd fra sig.

    ”Josh?” Jeg puffede til ham.

    Han så op og et lys tændtes i hans øjne. ”BAILEY!” han greb min skuldre. ”Hvad skete der? Jeg troede du var væk for altid. Jeg ledte, men… Bailey du må aldrig nogensinde gøre sådan noget igen! Aldrig!”

    ”Rolig nu.”

    ”Nej! Du havde nær givet mig et hjertestop!” Han flyttede noget af min klæbende hår op bag ørene.

    Jeg foldede bandagen af min hånd og viste ham hvor stort mærket var blevet. Der manglede kun en femtedel af stenen.

    ”Så mangler vi kun en?”

    Jeg nikkede.

    ”Lad os tage hjem og få varmen.” Han lagde armen om min skulder, og vi slog vores evner sammen så det sagde plaf, og vi landede på græsplænen i Dawsonhaven.

 

***

 

Vi fik noget tørt tøj på og satte os op på Joshuas værelse, hvor vi drak en kop kakao og snakkede. Jeg puttede mig op af Joshua, mens jeg varmede hænderne rundt om kruset og sukkede sagligt. Chokket over det bombardement, vi lige havde været udsat for, var ved at lægge sig og endelig begyndte jeg at lytte til Joshua, som rigtigt nok sagde, at det var noget som var sket for meget længe siden, og at det ikke var nødvendigt at bekymre sig over.

    ”Lever din morfar?” spurgte jeg pludselig.

    ”Hvorfor spørger du om det? Ja det gør han…”

    ”Gør han?! Hedder han Joshua Signoret?”

    ”Ja!” Joshua gjorde store øjne. ”Har du ’stalket’ min familie eller sådan noget. Ken hedder også Signoret, og min mor hed det, før hun giftede sig med min far som hed Dawson.”

    ”Det her er vildt!” udbrød jeg. ”Ved du, hvad det betyder?”

    ”Nej, men du må meget gerne dele din tankegang med mig!”

    ”Da jeg forsvandt med stenen, landede jeg i Paris i samme årstal. En fyr halede mig op ad Seinen, og vi begyndte at snakke sammen. Det viste sig, at han var pentaner, og at han hed Joshua Signoret. Han lignede dig! Specielt på øjnene!” Jeg grinede. ”Du er nødt til at lade mig møde ham!”

    ”Jeg er ikke sikker på, at jeg tør.” Joshua skar en grimmasse. ”Det der er bare bizart.”

    ”Mere bizart, end at du er bedste venner med Shakespeare?”

    ”God pointe.”

    Jeg løftede hans arm og krummede mig ind under den. ”Jeg elsker at være pentaner!”

    Han kluklo og kyssede mig på siden af hovedet. ”Det var på tide,” konkluderede han og begyndte at nulre en lok af mit hår med sine fingerspidser.

    ”Der må være en grund til, at stenen sendte mig hen til din morfar. Det måtte være et tegn og se lige her.” Jeg viste ham min hånd, hvor den fjerde sten havde sat sig, så det snart lignede en hel blå doughnut. Han kørte tommelfingeren hen over det firkantede mønstre med mørkeblå farve, som sad overfor cirklen. ”Mønstrene ovenpå mærket er interessante. En cirkel og en firkant.”

    ”Tid og rum,” mumlede han tænksomt. ”Cirklen er tid, og firkanten er rum.”

    ”Hvordan kom du frem til det?”

    Han spidsede læberne et øjeblik, mens han grublede. ”Jeg har et billede i hovedet af det her; din hånd og mærkedet. Der er som om, jeg har oplevet det før.”

    Jeg trak min hånd til mig. ”Hvad mener du?”

    ”Jeg ved det ikke.” En lille spekulerende rynke kom frem på hans pande. ”Jeg tror det har noget med mine forældre at gøre.”

    Jeg kneb øjnene sammen, mens jeg forsøgte at forestille mig sammenhængen med det, han sad og sagde. ”Jeg tror hellere, du må forklare.”

    ”Inden min mor døde, sendte hun en masse billeder igennem mine tanker. Billeder af… af…” Joshua bed tænderne sammen i en anstrengt grimasse. ”Billeder som er…” Det lignede at noget gjorde ondt på ham.

    ”Hvad sker der?”

    ”Jeg kan ikke forklare dig om billederne. Jeg kan ikke engang tegne et tegning af det, hvis jeg ville. Jeg ved ikke, hvad hun har gjort ved dem, som gør at jeg ikke kan dele det med nogen, men de må være vigtige for den blå sten.”

    ”Der er nok en grund til, at du ikke kan forklare det…”

    Han nikkede langsomt og tyggede sig i kinden. ”Jeg bliver nødt til at tage tilbage Bailey.” Det gav ikke mening, og hvorfor kunne jeg pludselig se så meget smerte i hans blik? Hvorfor lignede han en, der kunne bryde ud i gråd hvert øjeblik?

    ”Tilbage til hvad?” spurgte jeg uroligt.

    ”Hver gang jeg tænker på billederne i mit hoved, så falder mine tanker tilbage til den gang, mine forældre døde. Jeg ser det som en film for mine øjne, også selvom jeg tvinger mig selv til ikke at tænke på det. Det har jeg gjort siden den gang, det skete.”

    ”Har du aldrig snakket med nogen om det?”

    Han rystede på hovedet. ”Kun sådan kort opridset, hvad der skete.”

    ”Men hvis det nu er svar, du har brug for, så burde vi nok gøre det, tror du ikke? Tage tilbage og se scenariet? Bare så du ved, hvad der egentlig skete den gang. Du har jo hele tiden fortalt mig om, hvordan du stadig tænker på, at du skulle være taget tilbage for at se, hvem der gjorde det. Hvis det nu også er vigtigt for de blå sten, så kunne vi på samme tid opklare dine forældres død.”

    ”Jeg er ikke sikker på, jeg kan,” svarede han usikkert. ”Det føles som mange år siden – for mig i hvert fald. Men jeg kan stadig huske, hvordan min mave snørede sig sammen, når jeg var på vej hjem fra skole, og når jeg var indenfor murene herhjemme, kunne jeg knap trække vejret. Jeg har på en måde bare gemt det væk i tidsrejser.”

    ”Er det fordi, du bange for at komme til at føle det igen?”

    ”Jeg kunne sidde alene og stirre ud i luften Bailey.” Pludselig lignede Joshua en der fik et flashback. Hans ansigt var tomt. ”Jeg sad og tænkte, og jo mere jeg tænkte, jo mere kunne jeg ikke trække vejret. Ken ville ikke snakke om det. Han sagde, jeg skulle hjælpe mine søskende, fordi de ikke kunne forstå det, og Lucy var så lille. Ally og Rebekka var flyttet hjemmefra. Jeg fik ikke tid til at føle det, jeg følte, og når jeg følte noget, så gjorde jeg det helt alene.”

”Du fortalte mig ellers, at Ken var der for dig, da ingen andre var.”

”Ja rent praktisk. Han sørgede for os, og han ordnede alt, men det eneste min familie virkelig er gode til er at lukke af for følelser.” Han fnøs, men lidt efter smilede han en lille smule. ”Jeg tænker på, hvad jeg mon skulle have gjort uden dig Bailey.”

    ”Mig?” Jeg følte mig pludselig så ubehagelig til mode.

    ”Ja dit tossehoved.”

    Jeg så væk et øjeblik.

    ”Og jeg ved det godt,” afsluttede han en smule bedrøvet.

    ”Hvad ved du?”

    ”At du stadig tøver med mig. Du ser ikke længere på mig på samme måde.” Han vidste virkelig, hvordan man skulle se trist ud. ”Hvis du gerne vil have lidt mere plads, så forstår jeg.”

    ”Jeg vil ikke have mere plads. Jeg vil bare helst være din ven lige nu.” Det gjorde ondt på mig at sige det til ham, men jeg følte, at jeg holdt ham for nar, hvis jeg ikke fortalte ham sandheden.

    ”Okay,” sagde han med et glimt i øjet. ”Hvis vi siger, jeg er din bedste ven, så har jeg stadig førstepladsen.”

    Jeg bed mit smil af læben. ”Du er egentlig sød,” mumlede jeg lettere forlegent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...