Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15203Visninger
AA

35. Pearl Harbor - del 1

Lørdag morgen…

    Jeg indsnuste duften af frisk kaffe nede fra køkkenet og rejste mig nærmest i trance, mens jeg fulgte lugten. Min mave rumlede, men jeg var ofte så sløv om morgenen, at jeg ikke gad lave noget, og selvom det var lørdag, og det jeg mest havde lyst til var at dedikere mig til sofariget og skue over fjernsynsalperne, så havde jeg på fornemmelsen, at der ville ske noget snart.

    Jeg dumpede ned af trapperne og skænkede mig selv den kop, jeg søgte, men da jeg tog om kruset med min højre hånd, var det lige før jeg var på vej til at smide kruset på gulvet. Først troede jeg at det var fordi det var for varmt, men den brændende følelse var anderledes. Et svidende stik skød gennem håndfladen, hvor den blå sten sad. Jeg så ned på min hånd, som stadig havde den glatte blå farve, mens det sved og sved, som hvis man var stukket af fem bier.

    Jeg tog et æble med venstre hånd og begyndte at spise for at få mig selv på andre tanker, men intet virkede. Jeg stak hånden under vandhanen, som var kold og forfriskende mod den svidende hud. Mønstrende ovenpå mærket begyndte så småt at hæve op som små blå ar. Det begyndte at være så smertefuldt, at jeg slukkede vandhanen og teleporterede mig ovenpå, hvor jeg kylede noget tilfældigt tøj på kroppen samt bandage om hånden, og jeg brugte ikke engang tid på at se mig i spejlet før jeg spænede ned til far, som sad i stuen.

    ”FAR!” råbte jeg, og med ét stod han foran mig, hurtigere end jeg nogensinde havde set ham. Jeg gættede, at han genkendte tonefaldet.

    ”Hvad er der i vejen.”

    Jeg løftede hånden, så han kunne se huden hæve. ”Det gør virkelig… ondt!” stønnede jeg og bed tænderne sammen. ”Jeg ved ikke, hvad der er glat, men jeg tager over til Joshua. Jeg tror Ken kan hjælpe.”

    Han var praktisk talt paralyseret. ”Okay skat.” Et forpint skær brændte i hans øjne. ”Sig, hvis jeg kan gøre noget.” Hvor var det egentlig synd for min far, som var en almindelig gennemsnitlig amerikaner, at trække ham ind i det her show uden han kunne gøre noget. Han ville jo bare gerne leve i fred og fordragelighed med sine to piger i stille Lancaster, men nej han fik mig, som rendte ind og ud af dørene eller rettere forsvandt foran næsen af ham, før han kunne følge med.

    ”Vi ses. Jeg skal nok finde ud af det.”

    Jeg forsvandt i et plaf og landede midt på gulvet i stuen. Ken kom fra den ene side, og Joshua fra den anden, men da Joshua rørte ved min arm bredte der sig en brand fra det sted, han rørte. Jeg veg tilbage for ham og vaklede ned i sofaen.

    ”Hvad skete der?” Joshua, som åbenbart selv havde mærket stødet, rystede smerten af sin hånd, og Ken lignede en der havde set et spøgelse.

    ”Ken! Det er min hånd. Du må hjælpe mig!” Jeg gav ham min hånd.

    Han satte sig på stuebordet foran mig og tøvede kraftigt, mens Joshua stod og kørte fingrene gennem sit hår flere gange. Det gjorde han, når han følte sig hjælpeløs. ”Det her ser ikke godt ud,” mumlede han.

    ”Nå det synes du ikke?”

    Han tog sig ikke af mine næsvisheder, men lagde begge hænder om min hånd og lukkede øjnene. Med det samme han rørte min hånd, var det som om, vanddråber trillede ned over min hud og kølede mig ned lidt efter lidt med hans evner. Det var som om, en frisk brise tog om min krop og lettede mig, selvom jeg stadig lå i sofaen helt slap.

    ”Joshua tag hende i hånden.”

    ”Nej nej nej! Det kan jeg ikke!” Han trippede på fødderne.

    Kens ansigt var lagt i alvorlige folder. ”Jeg ved, hvorfor det her sker. De blå sten leder efter hinanden, og det er tid til at finde en ny. Jeg kan mærke det. Bailey er forbundet med stenene nu, og det der skete var stenene, som gjorde klar til at sende jer af sted. Det var derfor, det brændte, da du rørte hende. Det vil det ikke gøre igen. Tag hendes hånd!”

    Joshua holdt vejret, mens han lænede sig frem og nærmede sig min hånd. Lige da han greb om den, lød der et brag, og vi trillede om på en græsplæne i armene på hinanden. Joshua havde så stramt fat om mig, at han hostede da vi landede, og min ryg stødte mod hans bryst. Vi var begge så forpustede, at vi knap nok nåede at se, hvor vi var, før lynhurtige flyvemaskiner hærgede himlen og udfyldte alt med sin støj.

    ”Er du okay?” spurgte jeg forpustet og kørte min hånd over hans pande for at stryge håret væk. Det pludselig klimaskifte var svært ikke at bemærke; det var lummert og solen prikkede på vores rystende hud.

    ”Ja,” svarede han. ”Helt fint… BAILEY!” Pludselig blev der liv i ham, og han smed sin krop ind over mig, i det en enorm eksplosion rejste sig ikke mere end hundrede meter væk fra os på et stort skib ude i vandet. Med det ene øje kunne jeg se forbi Joshua og opdagede, at vi befandt os lige ved siden af en stor havn.

    ”Jeg er ok, jeg er ok.” Jeg skubbede ham væk og kom på fødderne. ”Kom! Vi kan ikke se sådan her ud nu. Jeg tror vi helt tilbage i anden verdenskrig Josh.” Jeg tog hans hånd, og vi spænede væk derfra. Jeg sænkede farten, da Joshua stoppede tiden.

    ”Bailey? Jeg er godt klar over, at jeg lovede dig ikke at stjæle, men vi har ingen penge.”

    ”Jeg ved det! Jeg kan se en tøjbutik der… kom!” Jeg havde alt for meget adrenalin i kroppen til at stå stille, så jeg sprang ind i en kjoleforretning, fandt en nogenlunde passende en med nogle lyserøde og blå blomster og et blåt bælte til. Jeg stak fødderne i et par sko uden at tjekke størrelsen og takkede gud, fordi de var flade. Joshua kom frem i døren med sandfarvede bukser, et sort bælte som ikke var spændt og en åben hawaiiskjorte, som ikke var stukket ned i bukserne over en hvid tshirt.

    ”Rolig Bailey! Vi har alt den tid vi skal bruge. Jeg kan sagtens holde tiden stoppet i mange minutter endnu.”

    Jeg lod fingrende løbe igennem mit hår nogle gange. Jeg kunne ikke koncentrere mig nok til at sætte det, så jeg lod det være. ”Jeg kan bedst fokusere på den sten, vi skal finde, hvis jeg ikke tænker over, hvordan vi skal finde den… Der er noget vi skal gennemføre.” Jeg så mig rundt i den lille kjoleforhandler og gik udenfor.

    PEARL HARBORS BILLIGSTE KJOLER TIL PERLENS BEDSTE KVINDER! Stod der på et farverigt håndmalet træskilt som hang på væggen ud for døren.

    ”Pearl Harbor blev lagt i ruiner i 1941 af japanerne,” sagde Joshua. ”De angreb med over 500 fly og bombede Amerikas stillehavsflåde, som du kan se der.” Han pegede ud mod en eksplosion i vandet, som var gået i stå, ligesom hvis en film var sat på pause. Menneskerne stod pløkket ned i jorden som statuer; alle med det samme skræmte udtryk i ansigtet, og flyene hang ind over landet som en sværm af dræberbier.

    ”Hvordan ved du den slags?”

    ”Jeg interessere mig for historie, og årstal har det med at hænge ved.”

    ”Det er jo meget nyttigt. Kom!” Jeg tog ham i hånden, og vi begyndte at løbe havnen i møde. ”Vi må være sindssyge! Hvem ville løbe en krig i møde?”

    ”Det vil vi to, fordi det her er vores eneste skud for at finde det her stykke af stenen. Vi får kun én chance med hver sten, husker du nok.” Vi standsede op ved kanten af havnen og holdt hinandens hånd stramt, som hvis det var vores eneste sikkerhed. Det var det også… uden Joshua ville jeg ikke have mulighed for at komme tilbage til nutiden, og den tanke var mindst ligeså skræmmende, som at miste ham.

    ”Hey! I to gå væk fra kanten!” Vi drejede om og så en masse mennesker spæne for sit liv. Ingen af os vidste, hvor stemmen kom fra, men vi adlød og begyndte at løbe med dem. I det samme begyndte flyene af skyde ind over pladsen, hvor vi løb og panikken greb mig for alvor da jeg så to personer blive skudt lige foran mig. Jeg strammede mine fingre om Joshuas hånd. Jo mere bange jeg blev, jo hurtigere løb jeg, men Joshua trak os om bag en bil, som stod bag en butik.

    ”Læg dig på maven,” beordrede han, og vi lagde os tæt sammen, mens vi lyttede til skrig og grædende kvinder med børn. Ligegyldigt hvor mange skud vi hørte, blev jeg forskrækket hver gang. Der var kaos.

    ”Hvis bare jeg vidste, hvad vi skulle gøre for at finde den sten!” hviskede jeg.

    ”Der er et barn,” mumlede Josh.

    ”Hvad?”

    ”Der sidder et barn bag den der sten og græder.” Han pegede mod molen og begyndte at rejse sig.

    ”Er du sindssyg!” vrissede jeg og greb en håndfund af hans trøje.

    ”Bailey! Der sidder et barn!”

    ”Kan du huske, hvad du sagde til mig på Titanic? Den vigtigste regel ved tidsrejser er, at man ikke laver om på noget. Hør på hvad jeg siger Josh! Jeg vil ligeså gerne rede det barn, som du vil, men vi må ikke lave om på noget!”

    Josh tog min hånd op til sin mund og kyssede den. ”Nogen gange er det i orden.”

    ”Men tænk hvis du kommer noget til!”

    ”Ja, og tænk hvis det her er opgaven! Red drengen for stenen!”

    Jeg sukkede. ”Jeg kommer med dig så!” Jeg så over mod molen, hvor en lille dreng på omkring fire år gemte sig bag en stor sten. ”Sæt tiden i stå, mens vi løber over, så vi ikke bliver skudt.” Tiden standsede, og vi begav os ind mellem stimerne af mennesker. Jeg stoppede brat op da en kugle hang midt i luften, standset i tiden af Joshua. Den hang lige på linje med en kvindes bryst, og jeg vidste, at så snart tiden startede var hun ramt. ”Hvis du må rede børn, så må jeg rede hende her.” Jeg tog om kuglen og fjernede den, hvorefter jeg kylede den ud i vandet.

    ”Kom nu Bailey!” Vi løb hen bag en anden bil, og Joshua startede tiden igen. Den lille dreng havde skindende streger ned af kinderne, hvor tårerne havde trukket skidtet med sig. Han græd så inderligt, at jeg selv nær fik blanke øjne.

    ”Vi løber derhen!” sagde jeg og pegede mod en bygning ikke langt derfra, hvortil sårede søgte flugt. ”Jeg er sikker på, at nogen kan passe på ham.”

    ”Kom!” Joshua tog om ham under armene, og vi løb igen. Jeg vidste snart ikke, hvor meget adrenalin jeg havde tilbage i kroppen at bruge af, men jeg følte mig fuld af energi. Jeg forsøgte ikke at tænke på alle de mennesker, som døde, for jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg blot ville bryde sammen. Jeg måtte holde hovedet koldt.

    I det samme så jeg et lysglimt fra himlen og stoppede op, mens Joshua løb videre. En lille blå sten faldt og landede i vandet med et plop. Uden at tænke over det, løb jeg hen til kanten og sprang i med hovedet først, mens jeg hørte et desperat råb fra Joshua i baggrunden. Jeg kunne ikke åbne øjnene for det salte vand, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle lede, men den sten var det hele værd. Mine lunger snørede sig sammen af iltmangel, og jeg kom til at sluge en hel del saltvand, da jeg begyndte at få åndenød, mens jeg kæmpede for at finde stenen. Jeg nåede knap nok at røre ved den, da det gav et stød på min håndflade og skød igennem min krop som et lynnedslag. Jeg kom op i luften et kort øjeblik, hvor jeg svævede og landede i noget andet vand. Denne gang var det ferskvand, og det var isende koldt.

    Nogen tog fat i min arm og hælede mig op ad vandet, hvor jeg blev lagt i iskoldt græs. Jeg trillede om på siden og hostede vand op fra lungerne, hvorefter jeg åbnede øjnene og så en ung fyr på Joshuas alder med mørkebrunt hår, og blå øjne stirre bekymret på mig. Det var ikke Joshua, men hold da op hvor han lignede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...