Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15195Visninger
AA

19. Paris

Joshua stak hænderne i lommerne, mens vi gik igennem Paris’ smukkede gader mod Eiffeltårnet ved solnedgang. Jeg måtte indrømme, at det romantiske ved 1930’ernes Paris og mig i min gule kjole ved siden af Joshua i jakkesæt, var tiltrækkende. Josh virkede så selvsikker med et kækt smil på læben, og når han gik forbi nogen på gaden, løftede han venligt hatten for damerne. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, vi var med i en film, og at instruktøren ville råbe ”cut!”, hvornår det skulle være. Det var anden gang den dag, jeg havde den følelse.

    ”Josh?” spurgte jeg.

    ”Mmmh?” mumlede han og så på mig.

    ”Hvad er meningen med det her?”

    Han lo sagte. ”Ingenting,” sagde han. ”Nyd det nu bare.”

    ”Josh!” sukkede jeg. ”Vi har stjålet andres tøj for det her. Der må være et formål.”

    Han svarede ikke, men tog min hånd i sin og løftede den op til sin mund. ”Lad mig fordrive dig fra alt dette stres og jag, som du har brudt dit lille hoved med,” sagde han og kyssede min hånd, inden han hægtede vores arme sammen, så vi lignede et nydeligt nyforelsket par.

    ”Du er så pladderromantisk,” sukkede jeg. ”De tror vi er kærester,” hviskede jeg og nikkede mod en ældre kvinde, som tog sig sukkende til hjertet, da hun så os gå sammen. Joshua løftede blot hatten for hende og smilede venligt, da vi passerede. ”Du er ikke rigtigt klog.” Jeg rystede på hovedet, men det faldt mig ikke ind at trække min arm til mig. Jeg var godt tilpas med at have ham tæt på, for han var min eneste mulighed for nogensinde at vende tilbage til det enogtyvende århundrede. Hvis han blev væk, var jeg fortabt i modsætning til ham, der bare skulle tage et fly til Lancaster, når jeg ikke var der til at teleportere os.

    ”Har du noget imod det?” spurgte han kækt. ”Indrøm det… du synes det er hyggeligt.”

    Jeg tænkte på, hvordan jeg altid følte, at jeg var noget specielt, når jeg var sammen med ham, og hvordan jeg lige nu bare var en helt almindelig pige med en fyr i Paris. Det var som at føle, man havde et helt andet liv for en kort stund.

    ”Okay jeg indrømmer, at jeg synes det er hyggeligt, men jeg synes det er lidt akavet at gå sådan her, Josh.” Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det. Jeg ville jo ikke have det skulle stoppe, og det fik mig til at føle mig dum. Nødigt skulle jeg få den ide, at jeg var begyndt at blive forelsket.

    Jeg lod blikket glide op og ned af det store skrummel af et tårn, man havde valgt at stille midt i Paris. Eiffeltårnet.

    ”Du mener ikke, vi skal derop vel?”

    ”Hvorfor ikke?” spurgte han skuffet.

    ”Du ved, hvordan jeg har det med højder. Jeg hører hjemme på jorden, for der kan jeg mærke et rum omkring mig. Hvis jeg ikke kan føle landjorden, så bliver jeg svimmel.”

    Han så skuffet ud og rettede på sin hat, som mindede en smule om en Michael Jackson model. ”Du har mere handikap, end du har evner,” mumlede han.

    ”Hvad mener du?” Jeg stoppede op. Var min højdeskræk nu også en del af mit handikap?

    ”Bare glem det.” Han slap min arm og stak hænderne i lommerne, mens han gik videre.

    Jeg småløb hen til ham igen. ”Undskyld,” mumlede jeg.

    ”Jeg ville bare ønske, du ikke ville være så negativ hele tiden. Det er som om, du hele tiden brokker dig over, at ingen kan lide dig, men ved du hvad? Det er slet ikke så underligt. Desuden ødelægger du håbet for alle, der prøver at være din ven ved at skubbe folk fra dig.” Jeg kunne ikke regne ud, hvad jeg skulle sige. Var jeg virkelig så dum mod folk?

    ”Det er min personlighed,” mumlede jeg bedrøvet. ”Det er bare fordi, jeg ikke kan forstå, hvorfor du vil være min ven. Du plejede at gøre livet surt for mig. Du plejede at være for god til folk som mig, og den eneste grund til, at du hænger på mig, er fordi du ikke har nogen andre at dele dine evner med.”

    ”Men Bailey, du bruger jo ikke dine øjne. Kan du ikke se, jeg har ændret mig? Jeg har ændret mig på grund af dig.” Han knyttede sine hænder. ”Du aner ikke, hvor glad jeg er for at kunne være mig selv for en gangs skyld. Det er som om, du drysser tryllestøv ud over mig og ødelægger min evne til at maskere mig, som jeg plejer.”

    ”Du vil ikke engang ses med mig på skolen.”

    Han stoppede op og lagde hænderne om mine overarme. ”Det kan jeg lave om på. I morgen sidder vi sammen og spiser frokost, hvad med det?” Hans håndflader bevægede sig ned af mine arme og tog mine hænder i sine. ”Bailey,” sukkede han. ”Kan du da slet ikke regne ud, hvad jeg prøver at sige? Hvorfor tror du, jeg ville have dig med til kærlighedens by?”

    ”Stop en halv Josh!” udbrød jeg. ”Vi to er teenagere. Vi ved ikke hvad kærlighed er. De fleste af vores slags skifter kærester ud fra måned til måned, måske uge til uge. Det er meningen, at vi skal eksperimentere, og jeg vil ikke eksperimenter med dig, når du er min bedste ven.” Så blev det indrømmet. Jeg holdt meget mere af Josh, end jeg burde. ”Det kunne gå galt. Du ved ikke, hvad det vil sige at være forelsket, og jeg tvivler også stærkt på, at du kan blive forelsket i mig. Jeg er et stort rod Josh.”

    Han rystede på hovedet. ”Man siger, at man ikke ved, hvad det vil sige at være forelsket, før man prøver det.”

    Jeg stivnede. ”I så fald er det ikke gengældt.” Jeg kunne ikke bære at se ham trist, men han så umådeligt skuffet ud, og jeg var endnu engang skurken. Somme tider følte jeg, at selve min tilstedeværelse kunne pille hans humør ned, bare fordi jeg var lidt rapkæftet, før jeg nåede at tænke mig om. ”Jeg mener… jeg ved ikke, hvordan det føles at være forelsket. Undskyld.”

    Han rystede på hovedet og gik tæt på mig. ”Du lader ikke dig selv føle noget for nogen.” Han lagde en tøvende hånd på min kind, og jeg stirrede forvirret ind i hans øjne. Han gjorde mig usikker. ”Giv mig en chance.” Hans ansigt kom tættere på, og jeg kunne mærke hans varme ånde på min hud. Jeg var som forstenet, da hans tøvende læber ramte mine, men han gik langsomt til værks, da han kyssede mig så blidt, så varmt… så uimodståeligt. Mit hoved var tømt for tanker - jeg kunne ikke engang opfinde en spydig bemærkning om hans kysseevner. Jeg var sikker på, at jeg var på niveau med at kysse med en sten. Hård og ubarmhjertigt kold, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op.

    ”Josh, jeg duer ikke til det her,” hviskede jeg, da vores læber skiltes. ”Jeg føler mig som en idiot, der ikke forstår sig på romantik. Hvordan skal jeg nogensinde leve op til standarten af de piger, du har kysset igennem din tid i High School?”

    Han lo hæst og kærtegnede min kind med fingerspidserne. Hele min krop sitrede under hans berøring, og jeg havde endnu ikke regnet ud, om det var godt eller skidt.

    ”Du skal bare slappe af.”

    Vi stirrede på hinanden i et øjebliks døs, mens hans arme lå om livet på mig og min hånd på hans bryst. Han havde kønne øjne og ansigtsproportioner, som selv Leonardo De Cabrio ville misunde. Og kombineret med hans robuste kropsbygning kunne jeg snart ikke se, hvad en fyr som ham ville med mig. Og hvordan kunne man falde for en, man engang hadede? Vent! Var jeg faldet for ham?

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg føler,” mumlede jeg. ”Det er forvirrende.”  

    Han nikkede langsomt. ”Jeg forstår,” sagde han roligt, men ingen af os rørte os ud af flækken.

    Jeg sukkede. ”Jeg kan nok bare ikke følge med i noget af det, der sker.”

    ”Det er derfor, du bare skal slappe af og nyde adspredelsen lidt. Vi kan blive her, lige til vi orker at gå tilbage og klare verdenssituationen igen. Lad mig nu for en gangs skyld være dit tilflugtssted i stedet for ham, du hænger på, fordi vores evner slår sig sammen.”

    Mine fingre bevægede sig rundt om hans nakke, og imens kunne jeg mærke gåsehuden rejse sig på hans hud. Det var slet ikke noget, jeg overvejede, før jeg placerede mine læber mod hans og lod ham tage mig væk. Jeg kunne mærke ham smile, mens vores læber bevægede sig synkront mod hinanden, og jeg tog mig i at gøre det selv samme. Måske havde han ret i, at jeg skubbede folk væk, og det indrømmede jeg gerne, men jeg kunne aldrig skubbe Josh væk. Selv hvis vi ikke kunne være kærester i sidste ende.

    ”Fortæl mig lige, at du ikke følte noget der, for jeg ved, du lyver,” grinede han.

    ”Jeg lyver aldrig.”

    ”Det tror jeg ikke på.”

    Jeg var tavs et øjeblik - nervøs for, hvad jeg skulle sige uden at sårer ham. Det hele var så rodet. ”Jeg vil bare ikke have, at noget skal gå for hurtigt. Jeg har aldrig prøvet at kysse nogen før.”

    ”Det er okay. Vi tager det i dit tempo.” Han bukkede hovedet og trykkede læberne blidt mod mit kindben. ”Min onkel siger, at vi to ikke er gode sammen Bailey, men jeg tror ikke, der er noget, der kan holde mig fra dig. Selvom du somme tider er lidt muggen og bliver irriteret på mig, selv når jeg ikke har gjort noget, så har jeg opdaget, at dit velbefindende er det eneste der cirkulere mellem mine øre i løbet af en dag.”

    ”Skal det forestille at være en kompliment?”

    ”Ja det tror jeg.” Han fnes og lænede sin pande mod min. ”Synes du, jeg er skrupskør?”

    ”Ja,” sagde jeg. ”Men det er sådan, jeg bedst kan lide dig.”

    ”Skal det forestille at være en kompliment?” spurgte han kækt.

    ”Jeg tror ikke, vi kommer til at fungere sammen ret længe, før vi driver hinanden til vanvid.” Jeg nev ham i kinden og flettede vores fingre sammen. ”Men vi kan jo se, hvad der sker.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...