Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15225Visninger
AA

7. På landevejen

Fredag eftermiddag ryddede jeg op på min værelse. Hældte mine ting ud af mine skoletaske og gemte dem væk under sengen for bag efter at rode mine skuffer igennem efter noget rent tøj samt en børste og lidt af de livsnødvendige ting og sager, som jeg måtte savne på landevejen. Jeg sørgede omhyggeligt for ikke at tænke over, hvad det var jeg gjorde, for når jeg tænkte over det, var en otte timer lang køretur til Washington dc og tilbage igen med Joshua fuldstændig hul i hovedet.

    Jeg samlede min guitar op og slog et par akkorder. ”On the road again…” sang jeg fjollet og lagde den fra mig igen. Hvis jeg tog den med, ville Josh smide mig ud af bilen, inden vi nåede grænsen. Havde jeg et instrument, ville jeg ikke kunne holde mig selv fra at jamme løs hele vejen. Jeg grinede for mig selv, mens jeg pakkede min ipod og oplader. I forhold til at mit hjerte bankede af nervøsitet, var jeg i strålende humør.

    Det bankede på.

    ”Bailey?” sagde Anna og kom ind. ”Hvad laver du?”

    Jeg trak på skuldrene. ”Pakker…”

    Hun løftede det ene øjenbryn og krydsede armene. Jeg forstod ikke, hvorfor hun insisterede på at gå med bare ben og kort nederdel, når det var forår. Det var ikke engang lidt varmt endnu. Hvis jeg havde en chance for at trække en stor bamset hættetrøje på, så gjorde jeg det. Det fik mig altid til at slappe af, og derfor havde jeg også valgt min yndlings til køreturen. Otte timer… hvordan skulle jeg overleve? Måske kunne det lige gå med en passende mængde junkfood og musik. Godt selskab måske… det måtte jeg få at se.

    ”Hvorfor tager du ikke dit nattøj med, hvis du skal sove hos Emma?” spurgte hun, mens hun rodede i min taske.

    ”Lad være med at pille ved mine ting!” Jeg rev min taske til mig. Siden Joshua og jeg ikke havde planer om at bruge penge på et hotel, ville vi sove i bilen, hvilket gjorde at jeg ikke følte for at ligge med en lille natkjole på bagsædet af en bil. Men jeg tog et tæppe med for hyggen.

    ”Har du spurgt far?” spurgte hun skeptisk. ”Han bliver ikke let at overtale.”

    ”Jeg har en plan. Desuden kan jeg heller ikke springe fra aftalen nu, så…”

    ”Hvad skal i da lave?” Hun fik en lille rynke over det ene øjenbryn. Nu jeg lagde mærke til det, var hendes øjenbryn sært kantede og tydeligvis tegnet op. Endnu en gang funderede jeg over hendes måde at klæde sig på - hvad skulle alt det makeup til for?

    ”Ikke noget.”

    ”Kom nu Bailey. Søster til søster.” Hun smilede bedende. ”Jeg kan holde på hemmeligheder…”

    ”Nej det kan du ikke Anna. Smut!”

    ”Hey jeg er den ældste! Det er mit job at sige smut til dig,” sagde hun fornærmet. ”Visse rettigheder burde være forbeholdt de ældre.”

    ”Anna!” Udbrød jeg og tog fat i hendes cardigan for at skubbe hende ud af døren.

    ”Okay okay… du behøver ikke gøre mine trøjer hullede, bare fordi dine egne er.” Hun grinede for sig selv, mens hun gik ned af trappen til far. ”Far!” råbte hun, og jeg himlede med øjnene. Hun var sådan en… en… argh! Der var ingen ord for, hvor dum hun var.

    Jeg hørte hastige skridt på trappen, og far væltede ind ad døren med Anna, som smilede smørret bag sig. ”Hvad laver du Bailey?” spurgte han overrasket.

    Jeg sendte Anna ’blikket’ og smilede overbevisende til far. ”Emma har lovet at hjælpe mig med mine lektier,” sagde jeg. ”Jeg skal der over og sove til i morgen.”

    ”Du har stadig stuearrest…”

    Jeg sukkede. ”Jamen jeg håbede, det ville være i orden, fordi jeg vil løse mit problem, og nu har jeg for en gangs skyld taget initiativ til at gøre noget ved det. Burde du så ikke støtte mig?” Jeg synes selv, jeg var overbevisende, men man kunne aldrig vide, hvad min far mente om sagen, før han havde åbnet munden. Hans ansigt var stift som et bræt.

    Han drejede ansigtet og så på Anna, som om hun vidste bedre. Hun rendte også altid rundt og opførte sig som en lille mor. ”Og i skal kun studere?”

    ”Jeg lover dig far, at det her er en god ide.”

    ”Skal du over til Emma? Er det hende, der er så klog?”

    ”Emma er klog, men jeg tror, det er Kim, du referere til. Hun kommer også,” løj jeg. Jeg var god til at lyve, men det var vel ikke noget at prale af.

    ”Godt. Så længe du får styr på det rod, du har kreeret, så er det fint med mig.”

    Jeg smilede over hele femøren. ”Tusind tak far!” Jeg hadede når jeg spillede sukkersød fedterøv, men faktum var, at far hoppede på de underligste ting, hvis bare man smilede sødt.

    ”Men du skal være hjemme i morgen!”

    ”Det lover jeg!”

    Han skubbede Anna med ud af døren og lukkede den efter sig, men ikke længe efter fik jeg en sms, hvor der stod, jeg finder ud af hvad du pønser på, fra Anna. Jeg himlede med øjnene, da det lykkedes mig at få ordene til at give mening, men jeg magtede ikke bruge kræfter på at svare, og det vidste hun. Jeg tror Anna vidste, at jeg var ordblind, og det havde hun sikkert altid vidst, men hun var sød nok til at lade være med at sige noget til far. Nu havde jeg alligevel selv sagt det og lad os blive enige om, at det ikke gik som planlagt. Jeg måtte finde en måde, hvorpå jeg kunne overbevise far om, at jeg virkelig havde et problem.

    Jeg rullede mit tæppe sammen og tog rygsækken over skulderen, mens jeg gik nedenunder. Jeg havde fået Joshua til at holde et par meter nede af vejen, hvor far ikke kunne se ham. Jeg skulle ned at møde ham nu, og jeg havde spist en stor portion aftensmad, så sult først ville blive et problem en gang i nat. Jeg havde penge med, og det var sikkert Mc Donalds der ville få besøg.

    ”Ses!” råbte jeg, da jeg smuttede ud af døren og løb ned af vejen for at lede efter Joshua. Gaden var våd af aftenstøvregnen, men det var endnu ikke mørkt. Det var snart sommer, og ligesom så mange andre var det eneste jeg glædede mig til: sommerferien. Men sommerferie var ikke det, som fyldte mine tanker lige i øjeblikket. Mit hjerte bankede af spænding og tja… måske var jeg mest af alt spændt, fordi jeg stadig ikke var sikker på, at det var en god ide. Joshua og mig alene…

    Han stod med krydsede arme og lænede sig op ad kølerhjelmen på en lille rød Mazda et stykke nede af vejen, men gik mig i møde da jeg kom. ”Er du klar?” spurgte han muntert.

    ”Så klar som jeg kan blive… tror jeg.” Jeg bed mig tøvende i læben, mens jeg smed min taske og tæppet ind på bagsædet. Joshua åbnede døren i min side og smækkede, da jeg havde sat mig til rette.

    ”Jeg havde aldrig troet, du ville gå med til det,” sagde han og satte nøglen i tindingen.

    Jeg åndede tungt ud. ”Det er jeg er heller ikke sikker på, jeg har endnu. Det her er ret underligt.” Jeg rynkede panden. ”Er vi tossede?”

    ”Du kan stadig nå at ombestemme dig,” sagde han stille. ”Men jeg er bare helt ekstatisk over, at der endelig er en, som ikke er mine søstre, der kan tage med mig. Jeg kan da godt lide mine søstre, men du ved hvordan det er.”

    ”Har du prøvet det før?”

    ”Masser af gange, men…” Han vendte blikket ud mod vejen. ”Det ville være noget andet, hvis du tog med.”

    ”Hvorfor?”

    Han trak fraværende på skuldrene. ”Du er cool nok Bailey, selvom du ikke selv synes det, og også selvom jeg opføre mig som en idiot nogen gange. Du er et meget bedre menneske end nogen af os andre, tror jeg.” Jeg kunne se han blev akavet til mode, over det han sagde.

    Kim og Adam havde før udtrykt, at jeg var mere en belastning, end jeg var en ven, og jeg havde været ligeglad, fordi de havde ret, men her var et menneske, som - hvis man kunne stole på ham - åbenlyst gerne ville være sammen med mig… på nær på skolen, hvor vi skulle forestille at afsky hinanden. Han var lidt sær.

    ”Skynd dig at kør, mens jeg synes du er sød. Så kan det være, vi når for langt, inden jeg ombestemmer mig,” sagde jeg og spændte sikkerhedsselen. Han stirrede på mig med et fjoget smil. ”Hvad venter du på din idiot. Start bilen!”

    ”Javel ma’am!” Han gjorde honnør, og snart drønede vi ned af vejen, mens han smågrinede. Den Joshua der opførte sig som en glad og eventyrlysten person, som gerne ville være sammen med mig, og som jeg på en eller anden måde stolede nok på til at tage med til Washington, var den som jeg bedst kunne lide. Hvis han var den rigtigt Joshua, så håbede jeg snart, han selv ville indse det, så vi kunne ses i skolen også.

    Jeg lænede mig tilbage i sædet og nød stilheden et øjeblik, mens jeg lod blikket vandre over horisonten, hvorfra den røde himmel sprang frem. Skumringen. Så blød og varm med farver, som selv den bedste kunstner ikke kunne eftergøre. Jeg havde dog aldrig brudt mig om kunst i maleriform. Todimensionelle billeder var ikke mig, og det var nok fordi jeg havde det bedst i et rum hvor jeg kunne beregne ting - spørg mig ikke hvorfor. Men skumringen lagde en sjov facon på naturen, som man kun så en gang imellem. Gav himlen dybde og gjorde træerne til sorte silhuetter. Det var dejligt mystisk.

    ”Jeg håber du har planlagt turen, for jeg har kun pakket en taske og lagt mit ve og vel i dine hænder,” sagde jeg, da vi havde kørt i et kvarters tid.

    ”Bare rolig. Dit ve og vel er i gode hænder,” sagde han. ”Jeg tænker, at vi skiftes til at køre hver anden time, undtaget efter midnat, hvor jeg er nødt til at køre, eftersom at du er sådan en lille Sophomore.” Han rakte tunge af mig.

    ”Er du 18?” spurgte jeg og hentydede til loven, som sagde at kun voksne over 18 måtte køre efter midnat.

    Han tænkte lidt. ”Tja… det kan man godt sige.”

    ”Hvad mener du?”

    ”Fordi jeg har været så meget tilbage i tiden og oplevet så mange ting, kan man dårligt betegne mig som attenårig. En gang var jeg på tur i firserne rundt i landet med en flok hippier i to måneder, og jeg har også arbejdet for Shakespeare.”

    ”Hvad!”

    Han lo hæst. ”Ja Will syntes jeg var talentfuld.”

    ”Will? Kaldte du lige William Shakespeare for Will?!” Jeg gjorde, som om jeg var ved at besvime, mens han grinede for sig selv. ”Hvilket talent var det så? Fodbold?” fnes jeg.

    Jeg løftede chokeret øjenbrynene, da hans kinder begyndte at tage en pæn rød tomatfarve. En kraftig en som ham, der spillede fodbold og kastede doughnuts efter folk, forventede man ikke at få til at rødme. ”Jeg kan godt lide at opfinde historier, og somme tider skriver jeg, men…” Det lignede han ikke kunne finde ord. ”Men det er som om ord ikke er nok for mig. Jeg kan ikke udtrykke mig blot ved at bruge ord på skrift; jeg er nødt til at fortælle.” Han var tydeligt pinligt berørt. ”Jeg ved det lyder plat, men ja… William fandt det meget interessant, og jeg endte med at bruge meget tid sammen med ham.”

    ”Wow… bare wow Joshua…” Jeg kløede mig i håret af forbavselse. ”Men hvis du er langt over atten år, hvordan kan det så være, du ligner en på atten?”

    ”Fordi vores ældning bliver sat i stå i den virkelige verden, når vi tager tilbage, og når vi så tager frem til vores egen tidsregning igen, så begynder vi bare det sted, hvor vi sluttede sidst. Hvis jeg tager tilbage i tiden og bliver der i tre år, gror et skæg, mister en tand også videre, så vil alt det være væk, når jeg kommer frem til det virkelige liv igen. Det eneste der ikke bliver pillet ved er din hjerne. Du kan huske alt, og det er det, der er fantastisk.”

    ”Du er lidt mere interessant, end jeg troede,” mumlede jeg. ”Du må fortælle mig en historie en dag. Jeg vil gerne høre dig, så jeg kan vurdere Shakespeares dømmekræft.” Jeg smilede drillende. ”Og jeg vil også gerne møde ham, hvis det kan lade sig gøre.” Jeg var helt lamslået over, hvor bizart det hele syntes at være.

    Han rynkede på næsen. ”Jeg ved snart ikke… jeg fortæller som regel ikke historie til folk i nutiden. Lad os bare sige det ikke er den slags historier man fortæller i dag. Desuden, hvis du skal møde ham, så skal du virkeligt finde din venlige side frem, og opføre dig som et dumt kvindfolk, som ikke har forstand på noget. Det her med at kvinder ved ting er meget nutidigt,” sagde han og grinede af mit ansigtsudtryk. ”Det er faktisk ikke engang for sjov.”

    ”Nej jeg ved det godt. Jeg tror bare ikke, der er sådan en side af mig,” sukkede jeg.

    ”Den skal vi nok finde frem. Intet problem. Skal vi sætte noget musik på?” Han rakte ned i et lille rum under airbagkassen på min side, mens han slingrede på vejen.

    ”Hold du bare dine små øjne på vejen du,” sagde jeg og fandt CD’erne. ”The Clash? Virkelig?”

    ”Hvis du ikke kan lide min musiksmag, så sæt din ipod i,” sagde han fornærmet.

    Jeg grinede og fandt min ipod. Joshua så heldigvis ikke ud til at have noget imod min musik, så det endte med at blive ganske hyggeligt. Snart var det sent om aftenen, men den løse snak fortsatte. Det var buldrende mørkt, men himlen var klar, og den sorte uendelighed omfavnede de utællelige stjerner. Lige nu tror jeg ikke, jeg kunne finde et sted, jeg hellere ville være.

 

***

 

Jeg gabte tungt, og skønt jeg sad bag rettet med mine øjne boltet til vejen, kunne jeg ikke fokusere. Jeg var alt for træt til at køre bil. Joshua lå og snorkede på sædet ved siden af mig med munden vidt åben, hvilket ikke så sønderligt tiltrækkende ud. Pludselig vågnede han med et grynt og så sig rundt.

    ”Hvor er vi?” spurgte han og gned sig i øjnene.

    Jeg trak på skuldrene. ”Ingen ide. Jeg følger bare pilen på din GPS.” Jeg gabte og skiftede hånd på rettet. Jeg gad ikke bruge min sidste energi på at læse bynavnene, og desuden kunne jeg ikke læse og holde øje med vejen på samme tid.

    ”Skal vi bytte? Jeg har sovet lidt, så jeg er knap så tilbøjelig til at køre galt midt i et gab.”

    ”Hvis du insistere.” Jeg drejede ind på en resteplads og slukkede motoren.

    ”Ud!” kommanderede han drillende.

    ”Javel.” Jeg åbnede døren og gik om på den anden side.

    ”Hey du kan bare lægge dig på bagsædet og sove, hvis du er træt. Man sover ikke specielt godt i siddende stilling.”

    ”Ej det er da kedeligt for dig…”

    Han grinede. ”Det er kedeligt for mig, uanset hvor du sover, og du ligner virkelig en, der har brug for det.”

    Jeg trak på skuldrene og smed mig ind på bagsædet med tæppet. ”Godnat,” mumlede jeg.

    ”Nat nat,” sagde han fra forsædet og startede bilen.

    Jeg sov som et lille barn den nat. Jeg anede slet ikke, at det kunne være så hyggeligt at falde i søvn til den rolige summen af en bil og støvregn på ruderne. Det var længe siden, jeg havde sovet så tungt, drømmeløst og så trygt, skønt ham der egentlig skulle forestille at være en jeg hadede, sad og kørte mig flere hundrede kilometer væk hjemmefra.

    Jeg vågnede langsomt, da han stoppede bilen og lænede sædet tilbage for at sove, men jeg faldt i søvn med det samme igen. Anden gang vågnede jeg, da han åbnede bildøren og satte sig ind, men det var først, da jeg lugtede en varm kaffelugt, at jeg spærrede øjnene op og møvede mig op i lodret position.

    ”Godmorgen sovetryne,” sagde han morgenfriskt og rakte mig en kop kaffe med låg.

    Jeg tog en stor slurk uden at tænke over, hvor varmt det var, før den skoldede min tunge helt ned i halsen. Joshua så min grimmasse og rakte mig et rundstykke med smør. ”Tak!” sagde jeg og tog en bid.

    ”Kommer du herom igen?”

    ”Ja ja… jeg skal nok køre lidt.” Jeg samlede mit uglede hår med elestikken om mit håndled og åbnede døren.

    ”Nej tag passagersædet. Vi er i Washington dc nu. Vi skal bare vente til Martin holder sin tale.”

    ”Er vi allerede gået tilbage i tiden?”

    ”Jeg tror ikke de solgte papkrus med kaffe på tankstationer den gang,” grinede Joshua.

    ”Nå okay,” mumlede jeg og satte mig ind ved siden af ham. ”Men kan vi ikke bare tage tilbage til tidspunktet for hans tale?”

    ”Jo, det var planen…” Han pakkede en rulle kiks op og rakte mig én. ”Bare spis, hvad du kan.”

    ”Tak.” Jeg guffede kiksen og spiste rundstykket i én mundfuld. Jeg anede slet ikke, at jeg var blevet så sulten, men tiden var gået hurtigere end jeg havde regnet med.

    ”Du er ikke et morgenmenneske hva’?” spurgte han og brød tavsheden som var opstået. ”Jeg ved ikke, om det er dumt at pointere overfor en pige, men du virker lidt mere gnaven, end du plejer, og det siger ikke så lidt.”

    ”Det er fordi, jeg synes, det her er noget rod,” sagde jeg mut, mens mit blik hvilede på parkeringspladsen. Jeg kunne ikke fatte, at vi allerede var i Washington dc.

    Joshua kløede sig i håret. ”Du sagde selv ja.”

    ”Jeg ved det godt,” mumlede jeg, mens jeg pillede noget snavs ud af mine negle. ”Og jeg har ikke fortrudt.”

    ”Hvad er der så?” sukkede han. ”Jeg synes det er svært at beregne dit humør.”

    Jeg svarede ikke.

    ”Hvorfor vil du ikke fortælle lidt om dig selv?”

    ”Der er ikke så meget at fortælle om mig lige i øjeblikket.” Jeg var stadig bange for, at jeg ikke kunne stole på ham.

    ”Du mener, du stoler ikke på mig.”

    ”Det var ikke det, jeg sagde…”

    Der blev stille igen. Jeg løftede mine hæle op på kanten af sædet og hægtede mine arme omkring, så jeg kunne hvile panden mod knæene. Jeg kunne fornemme Joshua være ved at tage i håndtaget og gå ud, da han stoppede sig selv.

    ”Jeg synes ikke vi skal være uvenner, når vi er taget så langt,” sagde han roligt.

    ”Det synes jeg heller ikke.” Jeg løftede hovedet. ”Undskyld jeg er i dårligt humør. Det er egentlig ret hyggeligt.”

    ”Så lad os tage på sightseeing!” foreslog han med pludselig entusiasme.

    Jeg sukkede. ”Du er alt for morgenfrisk, men okay…” Jeg klappede spejlet ned fra loftet og så på mig selv. ”Jeg ligner et monster. Jeg tror lige, jeg skal på det lille hus først.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...