Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15195Visninger
AA

17. Onkel Ken

Joshuas hånd holdt om min, mens han fulgte mig hjem til sin onkel. Vi snakkede ikke sammen på den lille gåtur, der knap tog ti minutter, men det var dødstille og slet ikke akavet. En ting jeg undrede mig over var, at Joshua var den eneste, jeg kunne være sammen med i lang tid uden at sige noget og stadig ikke føle sig akavet.

    Vi stoppede op udenfor et stort hus med to etager, som stod i midten af en enorm græsplæne, der var indhegnet af høje nåletræer. Huset lignede et spøgelseshus fra en dårlig gyserfilm, men jeg kunne ikke få mig selv til at synes, det var uhyggeligt, når der stod små blomster ud af alle sprækker, og den halvt afskallede maling fra væggene var malet med en cremet hvid farve. Dørkarmene og vinduerne var mørkeblå og verandaen, som gik hele vejen rundt om huset, var hvid som væggene. Alt i alt lignede det et spøgelseshus, der var blevet malet, og selvom det så enormt vakkelvornt og ikke specielt sikkert ud, kunne jeg ikke vente med at gå ind og se det indefra.

    ”Bor du her?” udbrød jeg og stirrede på ham nærmest i chok.

    ”Ja.” Han grinede af mit ansigt. ”Jeg må hellere lige advare dig. Mary, Lucy og Christopher er nok allerede hjemme. Du skal ikke blive nervøs, hvis de stiller dig nogle underlige spørgsmål.”

    ”Jeg tror jeg klare det,” fnes jeg.

    Trappen knirkede, så jeg hoppede op til døren, før noget braste sammen. Joshua der syntes mit yndige hop var enormt morsomt stillede sig på trappen og hoppede lidt for sig selv, mens de skrøbelige planker gav efter under ham. Jeg himlede med øjnene og stak hænderne i lommerne, da han åbnede døren og skubbede mig med ind. Der duftede rart og hjemmeligt; som gammelt træ blandet med en smule vaskemiddel og krakkeleret maling.

    Entréen var et rum med lange træbjælker som gulv og en trappe, der gik i et med væggen. Ligefremme var der en meget grim grøn kommode med lyserøde blomster på skuffen i midten. Selv indenfor var dørkarmene mørkeblå, og tapetet var gult med hvide prikker. Ingen af farverne passede sammen, men det var utroligt charmerende.

    ”Det her havde jeg ikke lige regnet med,” mumlede jeg overvældet.

    ”Det er min mor, der har indrettet det, og der er intet, der er blevet rykket så meget som en millimeter siden… du ved.” Han trak mig med ind i noget, der lignede en stue, som så til gengæld lignede en lidt mere normal amerikansk stue med tunge lædersofaer og et stort fladt TV.

    ”Ken?” råbte Joshua, og pludselig buldrede det på de knirkende trapper. ”Åh nej,” mumlede han derefter. Døren sprang op, og der stod en lille gut med meget store øjne og stirrede på mig. Han lignede en miniudgave af Joshua.

    ”Hvem er det?” spurgte han overrasket og lidt efter kom en lille pige med knap så lange ben pilende efter drengen.

    ”Det her er Bailey,” svarede Josh og skubbede mig frem mod dem.

    ”Christopher og Lucy,” fløj det ud af mig.

    ”Wow hun er synsk Josh!” sagde Lucy. ”Så kan hun passe på dig.”

    Josh kneb øjnene sammen, og jeg måtte indrømme, at jeg kæmpede en brag kamp for ikke at grine meget højlydt. ”Nej jeg sagde det til hende, inden vi kom ind.”

    ”Hvad er du så?” spurgte hun. ”Kan du få mine dukker til at drikke the selv?” Hun satte hænderne på hofterne, mens hun stirrede på mig.

    ”Lucy det må du ikke sige!” sagde Christopher.

    ”Det er okay Lucy.” Joshua samlede hende op og skubbede Christopher med ud af døren. ”Vi skal ligne snakke med onkel Ken om noget alene.”

    ”Jamen…”

    ”Smut pomfrit,” sagde Josh og kom tilbage til mig. ”De er ikke så gamle, så de forstår det ikke helt.”

    ”Det fandt jeg ud af.” Jeg fnes. ”Må jeg se dit værelse.”

    ”Øhm… jeg tror Ken er kommet hjem,” undveg han og gik ud til sin onkel. Hvorfor måtte jeg ikke se hans værelse?

    ”Der var du Joshua!” udbrød onkel Ken, og jeg smuttede ud for at møde ham. ”Vil du ikke lave aftensma…” han stoppede i sin sætning, da han så mig. ”Hvad i alverden laver hun her?” udbrød han. ”Dine søskende…”

    ”Bliver ikke noget problem,” forsikrede Josh. ”Hun er ligesom os.”

    Ken var en gennemsnitlig amerikansk mand i sin bedste alder med knækorte slidte bukser og en ternet skjorte uden ærmer. Selvom han klædte sig som om det var sommer, havde han store vandrestøvler på. Han var en af den slags mænd, man regnede med ville tage en cowboyhat på og tage på bar i weekenden.

    Jeg trådte et skridt frem og gav ham hånden. ”Jeg hedder Bailey.”

    ”Goddag Bailey,” gryntede han og vendte sig mod Josh. ”Du er nødt til at advare mig, inden du tager piger med hjem - pentaner eller ej.”

    ”Jeg ved det godt Ken, og jeg ville ikke have gjort det, hvis ikke det var meget vigtigt. Vi har brug for din hjælp.”

    ”Hjælp til hvad.” Han krydsede armene, og jeg bemærkede, hvor meget han forsøgte at understrege, at jeg ikke var velkommen. Da Joshua havde snakket om ham, havde jeg tænkt på en hyggeonkel som passede på ham, men jeg kunne virkelig ikke lide Ken. Han gav mig en dårlig mavefornemmelse, selvom Joshua stolede på ham.

    ”Morgan var nede på skolen i dag. Han snakkede med en af lærerne, Mr. Thomson, og de snakkede om Bailey. De skal bruge hende til noget, og vi ved ikke hvad, men det skræmte os.”

    ”Morgan? Jeg troede han var i LA.”

    ”Ikke mere, åbenbart. Han så ikke Bailey, men han opdagede mig, og nu vil han have mig til at… jeg forstod det faktisk ikke helt, men det er noget med, at Bailey er farlig, og jeg tror, han er bange for hende. Men på samme tid skal de have fat i hende. Kan du forklare det måske? Måske kan du regne ud, hvad de kunne havde interesse i fra Bailey.”

    ”Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg er sikker på, det ikke er noget farligt.” Han klappede Joshua på skulderen. ”Morgan er din bror. Han gør ikke en flue fortræd, og jeg ved han flyttede, fordi han ville opleve verden. Efter det der skete med dine forældre, var han i chok. Han kunne ikke være her hos os mere.”

    ”Morgan er blevet anderledes Ken!” udbrød Josh. ”Han er farlig! Du er nødt til at hjælpe!”

    ”Jeg kan ærligt talt ikke tro på det Joshua. Jeg synes det er meget fint, du har fundet nogen at udforske dine evner med, men jeg tror ikke hun er farlig.” Han skulle til at gå, da Joshua greb hans skulder.

    ”Ken! Jeg tog Bailey tilbage til 1963 for at se Martin Luther Kings tale. Morgan var der, og en af hans mænd var ved at fange Bailey, da jeg gik hen til ham for at snakke. Jeg troede også, han var ufarlig, men han vil have Bailey, og jeg skal virkelig bruge din hjælp. Du er den eneste, jeg stoler på!”

    ”Du tog hende tilbage i tiden uden at sige det til mig! Hvordan kom i helt til Washington?”

    ”Vi kørte i Allys bil.”

    ”Joshua! Du er jo totalt uansvarlig!”

    Joshua himlede med øjnene. ”Det er ikke det store problem lige nu Ken! Vil du hjælpe os?”

    Ken tyggede sig tænksomt i kinden. ”Ja jeg vil, men den her diskussion er ikke overstået. Gå så ovenpå, mens jeg laver aftensmad. I børn driver mig til vanvid!”

    ”Tak Ken. Du er den bedste.” Joshua gav ham en lammer over skulderen.

    ”Ja ja. Du bliver enden på mit liv Joshua!”

    Joshua trak mig med ud til trappen. ”Du må ikke dømme mig, men du bliver nok lidt overrasket, når du ser mit værelse.”

    ”Intet kan overraske mig længere,” svarede jeg bare og gik forrest op ad trappen. Ovenpå var der et stort rum med computere og en sofa med et lille fjernsyn på et bord.

    ”Det her er vores fællesrum. Mit værelse ligger her.” Han åbnede døren til et rum lige ved højre hånd og gennede mig ind. Ovre på den anden side af rummet var der et stort vindue, som dobbeltsengen stod foran. På den ene side var der hylder med en helt masse sjove ting, og på den anden side var der et skrivebord med en stol.

    ”Hvad er det her?” spurgte jeg og gik hen til hylderne.

    ”Det er alle de ting, jeg har fået fra mine tidsrejser.” Han tog en læderomsluttet bog med mønstre som var presset ind i skindet. Den havde en lædersnor snøret rundt om flere gange med en sløjfe på forsiden, som holdt bogen lukket. Der hvor den havde ligget på hylden, lå der også en fjerpen med blæk til. ”Den her fik jeg af Shakespeare, lige før jeg rejste,” sagde han og smilede skævt. ”Han sagde, at jeg skulle skrive alle mine historier ned i den, og en dag når den var fyldt ville han trykke den. Jeg er næsten færdig med den.”

    ”Hvor er det vildt!” Jeg tog imod den og studerede de smukke mønstre. ”Sig mig var i bedste venner eller sådan noget?”

    ”Det kan man godt sige.” Han grinede.

    ”Kan du skrive med fjerpen?”

    ”Ja da. Han var forundret over, at jeg kunne læse og skrive, da jeg mødte ham, for jeg var ikke klædt ud som adelig, da jeg kom. Jeg sad ved siden af en sø og fortalte nogle historier til nogle gadebørn, da han så mig og tog mig til sig. Det var slet ikke planen, at jeg skulle møde ham.”

    ”Må jeg se det?”

    ”Øhm…” Han rynkede panden.

    ”Kom nu! Jeg er virkelig nysgerrig.”

    Han sukkede og nikkede. ”Okay, men noget af teksten er lidt underligt, for det skal jo passe til tiden.”

    ”Jeg kan jo ikke læse det alligevel.” Jeg bandt sløjfen op og åbnede bogen. Papiret var helt anderledet, tykt og gråt, og skriften var lavet af rigtigt blæk, men det var nu ikke det, jeg studsede ved. Han havde skrevet det hele med ægte kalligrafiskrift. ”Hvordan har du gjort det?”

    ”William lærte mig det…”

    ”Okay du er ret syret, når du kalder Shakespeare for William!”

    ”Er du hans største fan eller sådan noget?”

    ”William Shakespeare Joshua! Jeg er ikke fan, men du aner ikke, hvor vildt det er.”

    ”Han var faktisk lidt sær…”

    ”Han var jo kunstner. Du er nødt til at lade mig møde ham!”

    ”Så skal du altså love mig at få kan få styr på dig selv til den tid, for jeg magter ikke, det der ’fangirling’! Og du skal nok finde dig i ikke at sige så meget for tja… du er jo en pige, men det snakkede vi om i bilen.”

    Jeg himlede med øjnene. ”Mandschauvinist!”

    ”Det er ikke mig, der er det. Det var tiden!

    ”Ja okay.”

    ”Ved din far godt, du er her?”

    ”Vil du skrive en sms? Så går det hurtigere.” Jeg fandt min telefon frem og lagde den i hans hånd.

    ”Hvorfor ikke ringe?”

    ”Fordi jeg ikke gider diskutere med ham.” Jeg bed mig i læben. ”Jeg laver ikke andet end at diskutere med ham i øjeblikket.”

    ”Okay.” Han skrev en hurtig sms og gav telefonen tilbage til mig.

    ”Tak.

    Han var tavs et øjeblik. ”Vil du så love mig, at du ikke glemmer dine evner?” spurgte han, mens han så ind i mine øjne. ”For min skyld?”

    Jeg tøvede. ”Men…”

    ”Vil du ikke nok?”

    Jeg sukkede tungt og nikkede. ”Hold op med at bruge de hundeøjne. Jeg skal nok beholde mine evner, men du skylder mig!”

 

***

 

Aftensmad med familien Dawson var ligesom at fodre dyr i Zoo. Der var mange børn, og den slags fik mig til at føle mig meget malplaceret. Små børn var bestemt ikke min kop the.

    ”Hvad er du for en?” spurgte Mary og stirrede på mig. Hun havde Joshuas øjne. Blå og klare.

    ”Mig? Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg er for en.” Jeg mærkede mine kinder blusse svagt.

    ”Jeg ved alt,” sagde hun og smilede selvsikkert.

    Jeg løftede begge øjenbryn. ”Hvad tænker jeg så lige nu.”

    ”Alt hvad man kan finde i en bog,” afsluttede Joshua. ”Når Mary røre ved en bog, ved hun alt, hvad der står i den. Det er helt vildt irriterende.”

    ”Du kan selv være irriterende!” udbrød hun! ”Og du er faktisk vildt dårlig til at skrive!”

    ”Hvad! Jeg har sagt, du ikke skal røre ved min Shakespearebog!” Han var vred. ”Det kan du ikke være bekendt! Ken?”

    Ken virkede ikke til at have interesse i at blande sig i diskussionen, men siden han havde forældremyndigheden… ”Mary du skal respektere din brors privatliv, specielt med din slags evner. Du har stuearrest.”

    ”Jeg kunne ikke gøre for det. Lucy fik et anfald igen, og alle hans ting faldt ned fra hylderne. Jeg ville hjælpe ham med at rydde op, og så var jeg jo nødt til at røre ved den.”

    ”Jeg har ikke gjort noget,” sagde Lucy uskyldigt.

    ”Hvorfor prøver du overhovedet at lyve Mary?” spurgte Joshua. ”Christopher?”

    Den lille dreng, Christopher, lignede en, der helst ville spise sin mad og gå sin vej. ”Det var ikke Lucy,” hviskede han og stirrede ned i spaghettien. ”Mary Lyver.” Jeg havde ondt af drengen. Han måtte være en form for løgnedetektor, og jeg kunne kun forestille mig, hvor surt det måtte være at være evig sladrehank. ”Tak for mad,” mumlede han og tog sin tallerken med over til håndvasken.

    ”Mary du har lige forlænget din stuearrest.”

    Joshua så på mig. ”Siden du selv er lillesøster, kan du jo se, hvor irriterende du selv har været.”

    Jeg gav ham en lammer over skulderen.

    ”Av undskyld. Jeg mener, du er stadig irriterende.” Han smilede flabet.

    ”Slå ham hårdere,” sagde Mary.

    ”Nja… jeg tæsker ham senere.” Jeg sendte Joshua blikket. ”Undskyld jeg spørger, men hvem har hvilke evner?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Jeg er meget interesseret i at vide mere om de her kræfter, vi har.”

    ”Lucy kan vi ikke helt beslutte, men somme tider rumler hele huset, og så falder ting ned fra hylderne, når hun bliver sur. Når nogen har fortalt en historie, så ved Christopher altid, om det er sandt eller falsk. Det var også svært af få ham til at tro på julemanden, selv før han fik sine evner, og Mary har du hørt om.”

    ”Hvad med de andre?”

    ”Rebecca får planter til at gro op af jorden og Ally kan styre folks held og uheld. Det er meget brugbart som læge, så det studere hun lige nu. Hun vil gerne hjælpe folk. Ken helbreder folk,” sagde Josh.

    ”Jeg har stadig ikke fået at vide, hvad du er for en,” sagde Mary til mig.

    ”Jeg kan få ting til at flyve, og så kan jeg teleportere mennesker fra sted til sted. Jeg ved ikke, hvad man kalder en som mig.”

    Ken stirrede på mig, mens han tyggede af munden. ”Er du god til at kaste og gribe?”

    ”Ja,” svarede jeg undrende.

    ”Kan du læse og skrive?”

    ”Nej.”

    ”Har du højdeskræk?”

    ”Ja!” Jeg kunne dårligt bevæge mig. ”Du skræmmer mig nu!”

    Joshua klappede mig på skulderen. ”Min onkel har specialiseret sig i de mest udbredte evner man kan finde.”

    ”Ja bortset fra, at den her ikke er udbredt. Min afdøde kone havde den samme evne.” Jeg brød mig ikke om at se ham i øjnene, for de vare kolde og hårde som is. ”Du kontrollere rummet.”

    ”Er der kun få, der har den evne?”

    ”Ja, hvis ikke du er den eneste.” Han kunne ikke lide mig. Det havde jeg gættet for længst, og ærligt talt ønskede jeg mig selv ude af det her hus hurtigst muligt.

    ”Men hvorfor vil Morgan så have fat i mig?”

    ”Fordi du kan finde noget til ham.”

    ”Som hvad?”

    ”Ligner jeg en der ved alt? Skal du egentlig ikke snart hjem?” Jeg mærkede vreden begynde at syde i mig. Både vrede og tja… så blev jeg vel såret, men jeg var vant til folk, som ikke kunne lide mig uden grund.

    ”Ken!” Udbrød Joshua. ”Du sagde, du ville hjælpe mig.”

    ”Jeg synes ikke, du bør omgås hende Joshua. Vores familie har ikke brug for ballade, og der er altid nogen efter den, som kontrollere rummet. Desuden er dig og hende en virkelig farlig kombination!”

    ”Hvorfor?” spurgte vi i kor.

    ”Fatter i det ikke? Tid og rum… Hvis vi skal passe på vores ry som normale mennesker uden evner, og hvis vi skal opretholde naturens gang, så bør i to ikke finde sammen. Jeres evner er alt for farlige sammen og hende der, undskyld jeg kan ikke huske navnet, kommer til at skabe ballade.”

    ”Hvis Morgan finder hende, er det endnu værre!” udbrød Joshua. ”Du kender Morgan Ken! Morgan har altid set enhver chance for at få mere magt, som hans største projekt. Kan du huske, hvordan han havde krammet på mig, da vi var små? Hvis det her tid og rum er en dårlig ting, så er det endnu værre, at han og jeg har samme evner.”

    Ken begyndte at samle tallerkner ind og stillede dem i opvaskemaskinen. ”Hvis pigen har muligheden, så skal hun glemme sine evner. Hun får bedre nytte af at være normal. Det er ikke alle, som har muligheden for at skille sig af med sine evner, se bare Mary. Hun kan ikke gøre for at hun ved alt, hvad der står, i de bøger hun røre ved. Vær glad hvis du kan slippe af med dem.” Jeg lagde mærke til, at alle børnene langsom var forsvundet lydløst, mens vi havde diskuteret.

    Joshua så vred og skuffet ud. Jeg kunne se det på den måde, hans kæbemuskler dirrede og hans læber, der var spidsere, end de plejede. ”Jeg troede virkelig på dig Ken! Du har altid hjulpet mig med mine evner, og sagt jeg skulle beholde dem, fordi det var det, der gjorde mig speciel. Hvorfor kan du ikke hjælpe Bailey?”

    ”Fordi hun er fremmed, og hun er ikke nogen, man bør mænge sig med.”

    ”Jeg fatter ikke, du kan sige den slags til hendes ansigt!”

    ”Vil du hellere have, hun finder ud af det på egen hånd? Det er bedre, at noget fortæller det til hende, inden hun når at bruge dem for meget. Hun bør aldrig bruge sine evner!”

    Joshua rejste sig. ”Kom Bailey.” Han gik hen mod døren. ”Jeg tror aldrig, jeg har været så skuffet!” sagde han stift og gav mig min jakke. ”Jeg følger dig hjem.”

    ”Det behøves ikke. Jeg teleportere bare.” Jeg gik ud af døren og trak mine hænder i lommerne. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg havde prøvet noget så ydmygende, og det sagde ikke så lidt. Beslutningen var taget. Jeg skulle aldrig nogensinde bruge mine evner; jeg ville tage til New York og være sammen med min mor, og jeg ville glemme Joshua… selvom det gjorde ondt.

    Joshua løb med mig ned af trappen. ”Bailey!” Sagde han og greb min hånd. Bang! Jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...