Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15240Visninger
AA

11. New York

Nogen klappede på mine kinder. Jeg slog vedkommendes hånd væk og gryntede, mens jeg åbnede øjnene. Josh sad og grinede med en flaske vand i hånden. ”Undskyld jeg klappede dig i ansigtet, men jeg kan ikke få dig til at drikke, hvis ikke du vågner, og det er vigtigt med noget væske. Jeg har selv tømt halvanden flaske, og jeg har mad.” Han åbnede en plastikindpakning med to sandwich i.

    ”Jeg er ikke sulten,” mumlede jeg sløvt og tog flasken op til munden. Det forfriskende kolde vand kunne mærkes helt ned gennem spiserøret, og da det landede i maven - så tørstig var jeg. ”Har du mere?” spurgte jeg, da den var tømt.

    ”Ja jeg har to mere, men du skal hellere spise først,” sagde han, da jeg langede ud efter den næste. Han tog den ud af min hånd, som om jeg var et lille barn, der ikke måtte få slik. ”Bailey du skal spise.”

    ”Jeg har kvalme.” Alt den energi jeg havde brugt havde gjort mig syg.

    ”Så må du kaste det hele op igen bag efter. Du er nødt til at prøve.” Han gav mig en sandwich, og først der opdagede jeg, hvor vi var. Vi sad i en skummel blindgyde bag en butik ved siden af nogle store skraldecontainere. Der var fugtigt og klamt, og det hjalp bestemt ikke på appetitten. Det var mørkt, hvilket højest sandsynligt betød at det var nat og om muligt endnu mere uhyggeligt, eftersom jeg var sikker på, vi stadig befandt os i New York.

    ”Min mor bor her,” sagde jeg.

    ”Spis nu Bailey.”

    Jeg tog en bid og gav mig til at tygge som en gal. Det gled ned, som havde jeg aldrig fået mad før, og kvalmen forsvandt. ”Hvis du får os tilbage til nutiden, så kan vi tage over til min mor og få et bad. Hvilket årstal er vi i nu?”

    ”2000,” svarede han.

    ”Så er jeg næsten tre år nu.” Jeg rynkede panden af min underlige åbenbaring. ”Jeg tror ikke min mor vil bryde sig om at få en gammel version af sin treårige datter på besøg.”

    ”Hvis jeg tager tilbage til 2014 på samme tidspunkt, som vi tog af sted, så når vi aldrig hjem inden weekenden er slut, men jeg kan få os frem til en uge før. Det burde være fint.”

    ”Det her er den længste weekend, jeg nogensinde har haft,” sagde jeg med mad i munden. ”Hvordan har du skaffet mad?” Han bed sig i læben, og jeg standsede i min bevægelse. ”Josh!” sukkede jeg. ”Jeg kan altså ikke lide du stjæler.”

    ”Hvad skulle jeg gøre!”

    Jeg sukkede. ”Okay det er fint den her gang, men fra nu af stjæler du KUN når det er højest nødvendigt. Det er alt for let for dig at sætte tiden i stå og tage ting. Hvornår begyndte du egentlig på det?”

    ”Siden jeg fik mine evner…” Han kløede sig tænksomt på kinden. ”Det var faktisk Morgan, der viste mig det, for at det ikke skal være løgn. Jeg så meget op til ham en gang, fordi han er min storebror.”

    ”Sådan har vi det alle sammen. Jeg så engang op til Anna, men det er jeg holdt op med. Jeg vil alligevel aldrig kunne nå op til hendes standard i noget som helst.” Jeg trak på skuldrene. ”Kan du få os tilbage til en uge før, vi landede i Washington, så kan vi finde min mors lejlighed.”

    ”Det kan jeg da godt.” Han gav mig den sidste sandwich i pakken og pakkede resten af maden sammen. ”Spis,” kommanderede han, og jeg adlød med mere end tilfredshed. Jeg var efterhånden så vant til at rejse i tiden, at jeg sad og spiste, mens det sagde plaf, og vi forsvandt et øjeblik for at lande det samme sted fjorten år senere.

    ”Jeg ringer lige til hende,” sagde jeg, men opdagede at jeg ingen telefon havde og opgav den ide. ”Eller vi kan selv finde hende.” Han grinede og rejste sig. Det var stadigt mørkt og New York var ikke et behageligt sted i mørke. ”Kunne du ikke have lavet det til dag igen?” spurgte jeg.

    ”Jo undskyld, men det er alligevel snart morgen. Det er ikke altid så let for mig at holde tiden stoppet, mens jeg rejser i tiden, så jeg tænkte det var bedst hvis det var nat. Bor hun tæt på?”

    Jeg fulgte ham ud på gaden og så mig omkring. Jeg havde boet der hele mit liv, så det var ikke noget problem at finde rundt. ”Vi er tæt på National Museum of Natural History. Jeg teleporterede os herhen, fordi det er det sted, jeg kender bedst.”

    ”Jeg vidste slet ikke, du havde boet her,” sagde han. Hvorfor bor dine forældre så langt fra hinanden? Er det ikke svært at holde kontakten med din mor?” spurgte han interesseret.

    ”Jeg har ikke snakket med min mor i et år,” svarede jeg kort for hovedet. ”Jeg rejste med far lige før sommerferien sidste år.”

    ”Bliver det ikke underligt at se hende igen så?”

    ”Jo,” svarede jeg igen uden længere uddybning.

    Han var stille et øjeblik, som om han ikke vidste, hvad han skulle svare. Jeg håbede snart, han ville begynde at forstå, hvorfor jeg sjældent talte om mig selv.

    ”Så hvor er vi?” spurgte han.

    ”Columbus avenue. Hvis vi går ned af den her vej og drejer, så ligger hendes lejlighed i en af bygningerne lige her omkring. Kom.” Gadelygterne gjorde vores skygger levende, mens vi gik forbi, og jeg havde ikke engang opdaget, hvor koldt der var. Min jakke havde jeg efterladt i Washington, så den fik jeg nok ikke at se igen, og nu gik jeg rundt med korte ærmer og bare ben. Jeg var anspændt af kulde og begyndte langsomt at ryste, da vinden pustede på mig i små stød.

    ”Tag den her,” sagde Josh og tog sin jakke af.

    ”Så kommer du jo til at fryse…”

    Han grinede. ”Vi befinder os ikke i en romantisk dramafilm, så tag den nu bare og vær glad.” Han lagde den om mine skuldre som den perfekte gentleman og gnubbede varmen i mine arme.

    ”Vi skal dreje her,” sagde jeg og trak ham med ned af en anden gade. Selv efter et år kunne jeg kende stedet i mørke og mærkede følelsen af hjem, da jeg trådte hen til døren, hvor der var en dørtelefon. Jeg tøvede da jeg skulle til at trykke på knappen og ringe op til min mor.

    ”Hvad er der?”

    Jeg blev ved med at stirre på knappen. ”Jeg har ikke snakket med hende i et år. Tænk hvis hun ikke vil lukke mig ind,” svarede jeg.

    ”Hør, jeg ved godt det er hårdt for dig, men jeg fryser virkelig, så vi er nødt til at gøre et forsøg. Hun er vel ikke din mor for ingenting, og selv hvis i ikke har snakket sammen, så tvivler jeg på, hun ikke vil lukke dig ind.”

    ”Du kender ikke min mor,” svarede jeg blot og trykkede på knappen. Jeg gav mig til at tygge på mine negle, mens jeg ventede på, at hun ville svare. Jeg tryggede igen, men hun kom ikke og jeg sank sammen i skuldrene. Hun var ikke hjemme…

    ”Shit,” mumlede Josh og slog hånden ned i gelænderet på trappen. ”Hvorfor også lige vælge New York?” spurgte han, som om jeg havde svaret.

    ”Jeg kunne jo ikke gøre for det Josh!” udbrød jeg. ”Tror du, jeg har lyst til at være her? Jeg kan ikke kontrollere mine evner ligeså godt, som du kan. Jeg har først lige opdaget, at jeg kan det her, og jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg valgte New York. Det skete bare.”

    ”Men vi må finde en måde, hvorpå vi kan komme tilbage til Washington. Du er nødt til at bruge dine evner og få os i det mindste et lille stykke tættere på, så vi ikke behøver stå her og fryse.”

    ”Så tryl os dog tilbage til en varm sommerdag.” Jeg rev jakken af og smed den over til ham, for jeg ville hellere fryse, end diskutere med ham. ”Ved du hvad? Du går mig virkelig på nerverne med de der humørsvingninger.” Jeg trykkede på knappen en sidste gang og vrissede nogle utydelige ord.

    ”Hvad med dig selv? Du er altid så gådefuld, og somme tider er du irriteret på mig uden nogen rigtig grund.” Jeg så ned og undlod at svare. ”Et eller andet sted var jeg naiv nok til at tro, at vi var venner,” sagde han.

    ”Det er vi da også,” svarede jeg. ”Men det er ikke…” Jeg kæmpede med ordene. ”Jeg er ikke god til at fortælle om mig selv.”

    ”Jeg forventer heller ikke en livsbiografi, men hvorfor snakker du for eksempel ikke med din mor? Du undviger alt, hvad jeg spørger om, og ved du hvordan det får mig til føle?” Jeg rystede grådkvalt på hovedet. Alle mine følelser havde været på en rutsjetur med fire loop og en flyvetur på rejsen med Joshua, og jeg var snart ikke sikker på, jeg kunne klare det mere. ”Det får mig til at tro, at du ikke stoler på mig, og at du tror, vi bare skal gå hver til sit, når vi kommer tilbage. Jeg tror ikke, du tør stole på nogen Bailey.”

    Jeg kunne ikke forstå, hvordan han kunne være så vred over det. Jeg var forvirret over det twist samtalen havde taget. Først var det fordi, jeg ikke kunne finde ud af at tage os tilbage til Washington, og nu forventede han, at jeg skulle svare på alle de spørgsmål om mig selv, som jeg som regel ikke engang gav mig selv lov til at tænke over.

    Jeg kunne ikke stoppe de lydløse tårer med at trille ned af mine kinder, da jeg besluttede at bruge den energi, jeg havde tilbage fra sandwichen og gik de tre trin ned af trappen. Jeg sagde ikke et ord, da jeg tog hans hånd og kneb øjnene koncentreret sammen, til det sagde plaf, og en usynlig kraft slyngede os ned på det hårde gulvtæppe i min mors lejlighed. Jeg vidste, det var dumt, at bryde ind uden hun var hjemme, men jeg kunne forklare, når hun kom.

    ”Bailey?” spurgte Josh, der var landet en halv meter væk fra mig. Jeg var allerede svimmel igen og mærkede den behagelige afslappede følelse af at skulle besvime. Jeg lukkede øjnene. ”Bailey du skal ikke besvime igen!” Han klappede mig på kinderne. ”Bailey!” Hvorfor måtte jeg nu ikke besvime? Det var lige så behageligt.

 

***

 

Det var rart for en gangs skyld ikke at vågne udenfor under den skarpe sol eller i en kold blindgyde, men på min mors sofa der duftede dejligt af mor. Der var ingen ord til at beskrive duften af mor; den var bare behageligt, og jeg huskede, hvor meget jeg havde savnet den hjemme ved far i Ohio.

    ”Jeg tillod mig at tænde fjernsynet,” sagde Josh, der sad på gulvet foran mig. Jeg lå på siden på sofaen, og da jeg åbnede øjnene så jeg lige ind i hans høstak af hår. Den pæne sideskilning var for længst blevet ødelagt, så nu så det blot rodet og beskidt ud. Han sad og kiggede på nyhederne.

    Jeg satte mig op og kørte fingrene igennem mit hår, mens jeg gabte. Jeg glædede mig til den dag, hvor jeg kunne teleportere os væk uden at besvime. Jeg havde det så dårligt og trangen til at give mig til at græde var komisk stor. ”Har du fået varmen?” spurgte jeg.

    ”Ja,” svarede han og vendte sig om mod mig. ”Hør her Bailey. Jeg er virkelig ked af, jeg flippede ud. Det hele virkede bare så håbløst, og jeg er ked af at turen blev ødelagt på grund af Morgan. Det var meningen, det skulle have været en god tur, og jeg håbede sådan, at hvis det var gået godt, så kunne vi gøre det igen.”

     Jeg sukkede. ”Jeg ved ikke Josh. Jeg tror ikke, vi skal være venner. Jeg tror det er bedst, hvis vi bare glemmer det her, når vi kommer tilbage til Lancaster . Du har ikke lyst til at være venner med mig.” Jeg huskede, hvorfor Kim og jeg var blevet uvenner og vidste, at det her var på vej i samme retning. De forventede, at jeg ville fortælle og stole på dem, men der var bare ting, jeg ikke kunne få mig selv til. Hvis jeg skulle snakke med nogen skulle det være Adam, men han forventede ikke noget fra mig. Han lyttede bare.

    ”Men Bailey…” Han satte sig op ved siden af mig på sofaen. ”Jeg vil gerne være venner med dig. Det er derfor, jeg spørger dig om ting, så jeg lære dig at kende, men du lader ikke nogen kende dig.”

    Det var det. Jeg havde ikke kræfter til at holde gråden inde mere og snøftede.

    ”Hvorfor græder du?”

    ”Jeg ved det ikke.” Jeg tørrede tårerne væk med baghånden, selvom det var forgæves da flere trillede ned. ”Jeg er bare så vant til at lade være med at snakke om mig selv, for så føles det hele mere uvirkeligt.”

    ”Kom her,” sagde han roligt og lagde armen om mig. ”Du behøver ikke fortælle mig noget som helst, før du har lyst.”

    Et forræderisk hulk undslap mine læber, og det var rart så forløsende det føltes at lade mig selv græde over alt det rod, der var i mit liv. Jeg lagde panden ned i Joshuas skulder og lod mig omfavne som et lille barn. Jeg var glad for, at jeg ikke havde makeup på, for så havde han haft to sorte pletter på sin skjorte bagefter.

    ”Du er slet ikke så hård, som du udgiver dig selv for at være,” sagde han roligt.

    ”I lige måde,” mumlede jeg og snøftede. ”Josh?”

    ”Mmmh?” svarede han.

    ”Jeg stoler på dig.”

    ”Det ved jeg. Ellers havde du ikke ladet mig tage dig med til Washington dc i første omgang.”

    ”Jeg ville bare lige have det på det rene.”

    Døren gik op, og jeg stivnede, da hun pludselig stod foran os; høj og slank i sit dyre businessjakkesæt, som hun ikke havde råd til, gloede på mig som om jeg var et rumvæsen og sendte dræberblikke til Joshua, der langsomt løsnede sit greb om mig. Hendes mørke glatte hår var sat op i en høj hestehale ligesom Anna gjorde så tit, fordi de begge hadede at have krøller. Hun stirrede på mig.

    ”Bailey?” sagde hun overrasket, vredt, trist og forvirret på samme tid.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...