Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15229Visninger
AA

31. Mr. Thomsons planer

Vi så på hinanden et øjeblik, inden vi gik ind. Joshua spidsede læberne en anelse, inden han langede ud efter min hånd og gav den et klem. En handling jeg ikke havde forudset, men på den anden side var der heller ikke længere noget, som kunne overraske mig. Hvis det viste sig, at jorden - ligesom Joshua drømte - alligevel ville blive invaderet af blå mænd, så ville jeg tænke ”Pft! Kom Joshua vi tager en tur tilbage i tiden og snakker med Leonardo Da Vinci.”

    Jeg lænede mig en anelse op ad hans skulder, mens vi gik over linoleumsgulvet og spejdede efter mulige trusler, men faktum var, at folk rent faktisk ikke gik så meget op i, det vi lavede, som vi selv gik og troede. Det fik hele min krop til at sukke, og jeg formåede endda at placere et muntert smil i ansigtet.

    Jeg så Adam, som befandt sig ved sit skab i færd med at rydde op i sin bogstak, der helst skulle stå i alfabetisk orden. ”Hej Adam,” sagde jeg muntert, men han var lige ved at snuble ind i skabet af forskrækkelse.

    ”Bailey! Du skal ikke snige dig ind på mig, mens jeg sortere mine bø… hellige lagkage med krymmel!” udbrød han. ”Er du godt klar over, hvem du holder i hånden!” Han spærrede øjnene op. ”Hvad i præsidentens navn er jeg gået glip af?!”

    Jeg grinede. ”Dybe indåndinger Adam.”

    ”Men…” Han trak øjenbrynene sammen og så på Joshua. Heldigvis for Adams skyld var de lige høje. Det fik Adam til at føle sig lidt mere modig. ”Hvad laver du med ham?”

    ”Slap af Adam. Joshua her er slet ikke, som man tror.”

    ”Og det mener du, at du kender ham nok til at vide?”

    Det var faktisk et ualmindeligt godt spørgsmål. Jeg kunne jo ikke engang finde ud af hvad jeg mente om at vi holdt i hånd.

    Adam lænede sig ned til mit øre. ”Jeg stoler ikke på ham,” hviskede han.

    ”Det gør jeg,” hviskede jeg tilbage, selvom det ikke var helt sandt. I hvert fald ikke hundrede procent.

    Kim kom snigende ind på mig bag fra. ”Jeg kan se, du har personlighedsskifteren med,” sagde hun og skævede til Joshua, som lignede en der helst ville forsvinde i et sort hul. ”Hvad er det nu, man siger… kærlighed gør blind.”

    ”Du vidste det?” spurgte Adam.

    ”Ja det var da et rent tilfælde. Man skal være yderst heldig, hvis man får noget ud af Bailey.”

    ”Lad hende nu bare Kim,” sagde Emma og smilede som altid. At hun kunne smile kronisk var stadig en gåde for mig, men hun løftede i det mindste stemningen. ”Kan du ikke se, Bailey er glad for en gangs skyld.”

    ”Jo det er foruroligende,” svarede Kim.

    ”Tak fordi i er så… imødekommende.” Joshua blussede svagt i kinderne. ”Jeg skal til time og… mine bøger er i skabet. Må hellere lige… i ved…” Han smilede skævt og bakkede. ”Vi ses Bailey.” Og han var væk.

    ”Tusind tak venner!” sagde jeg og drejede om for at gå min vej.

    ”Nej Bailey vent.” Adam greb min arm. ”Vi er bare bange for, at han sårer dig.”

    ”Stoler i ikke på, at jeg selv kan bedømme sådan noget?”

    ”I har kun kendt hinanden i fire uger og i hadede hinanden i to af dem.”

    Hvor ville alting bare være lettere, hvis jeg kunne få lov til at fortælle dem om mine evner.

    ”Bailey du er en køn pige, og en som ham tjekker ikke det indre ud, når han går efter piger.”

    ”Skal jeg forstå det som en kompliment om mit udseende?” spurgte jeg forvirret.

    ”Faktum er, at vi forsøger at beskytte dig.”

    Jeg spidsede læberne stædigt. ”Jeg kan sagtens vurdere det selv.” Muligvis løgn. ”Men efter jeres mening er jeg jo altid sur og irriterende, så i får sikkert ret.”

    ”Jeg er sikker på, at Adam mente det godt,” sagde pacifisten Emma.

    Jeg kneb læberne sammen.

    ”Kom nu Bailey. Vi er venner, så hvorfor skulle vi ville såre dig?”

    ”Jeg ved det ikke…” sukkede jeg. ”Men i skal ikke være bekymret. Jeg kan passe på mig selv. Tro mig.”

    ”Okay Bailey.” Ende på diskussion.

    Vi passerede læreværelset, og før vi nåede at dreje af til fysiklokalet på venstre hånd, prikkede nogen på min skulder. Jeg gjorde om, men tog et skridt tilbage ved synet af Mr. Thomson - forræderen. Han smilede til mig, som om vi var gode venner og indikerede, at vi skulle snakke.

    ”Vi ses senere,” sagde Emma og trak de to par nysgerrige øjne med sig.

    ”Nej vent.” Jeg greb ud efter en af dem, men de vinkede blot, og gik deres vej inden jeg nåede det. De lod mig alene med min næst største fjende. Hvad end Mr. Thomson skulle med mig, så var det ikke noget, jeg ville hoppe på. Jeg vidste hvem han var!

    ”Vil du lige komme med på mit kontor?”

    Nej! Tænkte jeg, men jeg måtte hellere se, hvad han ville, og lade som om jeg stadig troede, han var en irriterende skolelære.

    ”Vi har været ovre det her Bailey,” sukkede han. ”Og jeg giver ikke op, før du får noget hjælp. Tror du, jeg gør det for at skade dig?”

    Ja! Tænkte jeg. ”Okay… så længe jeg får godskrevet fravær, så kommer jeg med.” Det var da den eneste bonus ved det.

    Da vi entrerede døren til Mr. Thomsons kontor, placerede jeg bagdelen i stolen med et dovent bump og stirrede på ham. Somme tider forestillede jeg mig selv afsløre ham, som en slags Sherlock Holmes, med et loop og en smart vending, men så huskede jeg mig selv på, at Mr. Thomson muligvis havde en sær evne, som jeg ikke kendte til.

    ”Hvad så?” spurgte jeg ligegyldigt og så ud af vinduet.

    ”Du fik 10 i mundtlig fysik forleden, og i går fik du 10 i mundtlig matematik, men 4 i det skriftlige matematik. Jeg har også taget en lille snak med Mrs. Hilda, som synes du er en sand pestilens, men at du faktisk godt ved en del i historie og geografi.”

    ”Hvorfor giver hun mig så ikke højere karaktere?!” Jeg krydsede armene.

    ”Fordi du ikke gider at skrive opgaver.”

    ”Hvorfor snuser du rundt i mine karaktere? Den slags er privat!”

    ”Ikke for lærere.” Han satte sig på bordet foran mig, en lille tand tættere på end han burde, men det var vidst kun fordi, jeg nu havde den perfekte afstand til at stikke ham en højre lige i ansigtet. ”Man kan få computerprogrammer. Du kan få speciallære på, som kan give dig nogle teknikker. Du kan møde op til lektiecafe og få hjælp.” Han sukkede. ”Der er mange muligheder for dig, men du tør ikke, fordi du er bange for at være dum, selvom du er intelligent, Bailey. Rigtig meget faktisk, men du gemmer dig. Du kan se meningen med tal, fordi du kan se logikken, og det er dig. Du er logisk tænkende, fordi du har en forståelse for verden, som ingen andre har.”

    ”Det er en gang pladder,” mumlede jeg, selvom jeg vidste, at han havde fuldstændig ret.

    ”Den eneste grund til, at du får 4 i skriftlig matematik, er fordi du ikke bruger tid på at skrive forklaringer til dine beregninger, selvom dine beregninger ikke slår fejl.”

    ”Hvad får du egentlig ud af at hjælpe mig? Kan du ikke være ligeglad?”

    ”Jeg bekymre mig for dig.”

    Jeg rynkede på næsen og lænede mig længere tilbage i stolen.

    ”Hvad vil du have mig til at gøre!” udbrød han. ”Være fuldstændig ligeglad mens du ødelægger dit liv med at…” Han stoppede sig selv, og det sitrede svagt i hans underlæbe. ”…være ligeglad,” afsluttede han et par sekunder senere. Jeg kunne sagtens regne ud, at det ikke var det, han skulle til at sige.

    ”Ødelægge mit liv med hvad?” spurgte jeg trodsigt. ”Sig, hvad du virkelig skulle til at sige.” Ingen skulle løbe om hjørner med mig! ”Du tror virkelig du kender mig, men som jeg sagde sidst: det gør du ikke!” Jeg løftede hånden og sugede en bog til mig fra reolen, så det sagde et smæld i min håndflade.

    Han smilede skævt. ”Det der vidste jeg faktisk godt,” sagde han.

    ”Hvorfor så lade som noget andet. Jeg vidste, at du vidste det, og jeg ved, at du lægger planer sammen med Morgan, mens jeg skal forestille at være en lille svag pige, som er forvirret og sårbar. Det er begyndt at gå mig på nerverne, at folk ikke tror, jeg kan klare mig selv. Jeg kan forsvinde herfra og lande i New York, hurtigere end du kan nå at knipse.”

    ”Det mener du ikke!” Han virkede for en gangs skyld overrasket.

    ”Nogen siger, at min pentanske evne er kraftfuld, men jeg ved nu ikke. Jeg er først lige ved at lære den at kende.” Jeg trak på skuldrene. ”Men hvad end du forsøger på, virker det ikke. Desuden undrer jeg mig over, hvilken evne du har.”

    Han sukkede og satte sig om i kontorstolen. ”Okay. Du fik mig. Men jeg har altså ikke nogen af de der underlige evner.”

    ”Wow… det kom bag på mig. Du må faktisk ikke vide det så.”

    ”Det ved jeg, og jeg har også fået ’hvis du siger noget, så slår jeg dig ihjel’-talen.”

    Jeg lænede mig frem mod Mr. Thomson. ”Hvis jeg finder ud af, at du lyver for mig eller udspionere mig, så…”

    ”Så hvad?” grinede han. ”Du kunne ikke gøre en flue fortræd, selv hvis den var lige ved at drive dig ud af dit gode skin. Du er harmløs Bailey, og det har jeg vidst hele tiden.”

    ”Jeg er måske harmløs, men det tror jeg ikke, Joshua er.”

    ”Stoler du virkelig så meget på den forvirrede tidsmaskine?”

    Jeg spidsede læberne. ”Joshua er ikke forvirret,” var det eneste, jeg kunne svare.

    ”Det tænkte jeg nok. Efter Janes lille hjernefrys, er der ikke meget tillid tilbage til nogen.” Jeg opdagede en mørk skygge bevæge sig ind over hans ansigt. ”Det var ikke meningen, at vi to skulle være fjender, men du har selv lige sørget for, at det skete.”

    ”Jeg har ikke gjort noget.”

    ”Morgans instrukser var, at jeg skulle vinde din tillid og gøre dig glad og trives med dit liv, for det ville gøre dig til en mindre trussel. Jeg skulle ikke gøre andet end at blive din ven, men nu er det ødelagt for os begge to. Du kunne have fået det godt, hvis jeg havde hjulpet dig, men du er fandens stædig Bailey.”

    ”Det er for fanden da den eneste måde at overleve på… Peter!” Det kunne godt være, at han var lære, men det her begyndte at blive alt for personligt. ”Du har ret i, at jeg ikke stoler hundrede procent på Joshua, men vi holder sammen, og på et tidspunkt lære jeg det nok. Du har ingen ide om, hvordan det har været.” Spændingerne mellem os var til at se som gnister i luften. Jeg troede virkelig, han var anderledes, for det kunne godt være, jeg aldrig havde kunnet lide ham, men førhen var han i det mindste bare en lære.

    ”Jeg tror, jeg har fejlbedømt dig Bailey. Du er faktisk ligeså hård, som du udgiver dig for at være, men alt har en skal, og din skal kan knækkes ligesom alle andre.” Han lænede sig ind over bordet og flettede sine fingrene. ”Pas på Morgan ikke finder ud af, hvordan.”

    ”Er du så på Morgans side eller min?”

    Han så ned på sine hænder. ”Jeg har ikke nogen evner Bailey. Jeg er nødt til at passe på mig selv, og Jane er ikke nogen rar dame. Jeg er ked af det.”

    ”Det tror jeg ikke på, du er, men fred være med det. Jeg er den, der er skredet.” Jeg tog min taske og slentrede ud af døren med Mr. Thomson i hælene.

    ”Vent!”

    ”Hvad?” Jeg løftede øjenbrynet.

    ”Vi kunne lade som om, den her samtale ikke var hent, og så kan jeg hjælpe dig med ordene.”

    ”Hvorfor ville du det?” spurgte jeg mistroisk.

    ”Fordi jeg gerne vil hjælpe dig med dit handikap.”

    Jeg var sikker på, jeg lignede et stor spørgsmålstegn. ”Du er et mærkeligt menneske, men hvis du virkelig gerne vil hjælpe mig, så er det en aftale.”

    ”Jeg er bare en lære,” svarede han med skuldertræk.

    ”Endnu værre,” sagde jeg bare.

    Han grinede. ”Jeg arrangerer et møde med en specialist.”

    Jeg skar en grimmasse. ”Fedt,” mumlede jeg. ”Hvis det er nødvendigt så brokker jeg mig ikke.” Jeg skulle til at gå, men så kom jeg i tanker om noget og vendte mig om igen. ”Øh tak… Mr. Thomson.” Jeg rømmede mig akavet. ”Jeg kan faktisk ikke lide dig, men du er den eneste der prøver at hjælpe mig.”

    ”Jeg ved det godt Bailey,” sagde han med sådan et irriterende overbærende lærersmil.

 

***

 

Den klaphat gør mig mere og mere mistænkelig,” mumlede Joshua for sig selv i spisefrikvarteret. Jeg havde lige givet ham de saftige nyheder om Mr. Thomson og min lille samtale. ”Hør her Bailey. Du må ikke stole på ham, er du med?”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Jeg har ingen ide, for den slags er jeg ikke god til at forudse, men jeg ved der er noget pebret ved det, og jeg har en god intuition.”

    ”Virkelig?” spurgte jeg skeptisk.

    ”Okay nej, men kan du ikke se, hvad jeg mener?”

    ”Jo det kan jeg.” Med det samme blev mine tre venner fremmanet ud af det mystiske blå.

    ”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vender mig til det her!” kom det fra Adam, som slog sig ned overfor os. ”Men i er virkelig et nuttet par. Det må jeg sige.” Jeg mente egentlig ikke jeg havde nævnt noget med at vi var et par, men det var vi åbenbart blevet udnævnt til.

    Kim og Emma nikkede bekræftende, mens de placerede sig på hver sin side af Adam.

    ”Kærligheden oser ud af jer,” sagde Kim og satte tænderne i et æble. ”Jeg havde aldrig troet, jeg ville blive misundelig på dig Bailey.”

    ”Wow,” sagde jeg. ”I er virkelig ikke til at holde ud i dag.” Jeg så op på Joshua. ”Skal vi sætte os et andet sted?” Jeg kunne ikke holde min irritation inde.

    ”Jeg tror ikke, hun mente, det hun sagde.” Emma hadede, når vi diskuterede.

    ”Det gjorde hun!” Jeg knyttede hænderne. ”Hvis du har et problem Kim, så kom med det! Hvorfor?! Hvorfor er der ikke noget ved mig at misunde?”

    ”Fint!” sagde hun skarpt. Et mørkt skær lagde sig i hendes ellers altid muntre øjne. Jeg havde regnet ud for længe siden, at Kim stadig ikke var okay med det hele. Hun havde overhovedet ikke tilgivet mig, og jeg ville vide hvorfor. ”Bailey du er fuldstændig ligeglad med alt, hvad vi fortæller dig!”

    ”Jeg sagde jo til dig, at lavinen ville skride før eller siden,” mumlede Adam til Emma.

    Jeg ignorerede Adam. ”Det er jeg da ikke.” Jeg var paralyseret over den anklage.

    ”Jo, det er du. Alt, hvad vi nogensinde siger, mener vi godt, men du fordrejer det betingelsesløst til noget negativt. Jeg troede, du var min bedste veninde, men du mente ikke lige, det var relevant at fortælle mig, at du var ordblind. Ikke engang, at du var begyndt at være sammen med Joshua, selvom jeg sagde, at jeg ville have ham først.”

    Jeg skævede til Joshua og så det lille smil på hans læbe. Hvilken dreng kunne ikke lide en lille catfight om ham?

    ”Du forsvinder i flere dage uden at sige et pip, og du er ligeglad, når vi advare dig om, at Joshuas pludselige opførsel er mistænkelig. Undskyld Joshua, men du har ikke vundet os helt over endnu!” Kim sukkede opgivende. ”Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal være omkring dig mere Bailey. Førhen var du bare gnaven, og nu er du totalt hemmelighedsfuld og stoler mere på ham der end dine rigtige venner. Jeg har altid haft følelsen af, at du ville forsvinde mellem mine hænder, og nu hvor du gør det for at være sammen med ham der, så kan du ikke bebrejde mig at jeg tænder af!” Hun tav næsten forpustet.

    Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige andet end: ”Du har ret.”

Hun løftede hovedet i forbløffelse. ”Hvad?”

    ”Men det var ikke med vilje. Det er bare det, at…” Jeg så på Joshua. ”Jeg har lidt meget at tænke på lige nu.”

    ”Vi ved det,” sagde Adam. Endnu engang var det enten Adam eller Emma som forsøgte at skabe fred. Kim og jeg var åbentbart alt for gode til at skabe drama.

    ”Undskyld Kim. Jeg ved godt, jeg kan være pisse irriterende.”

    Hun rejste sig op og trak mig med op i et kram. ”Undskyld,” sagde hun ned i min skulder næsten grædende. ”Jeg er bare så bange for, at du lukker os ude.”

    Vi gyngede lidt fra side til side, mens vi krammede færdigt. ”Det er mig, der siger undskyld.” Jeg strammede armene. ”Jeg burde snakke noget mere i stedet for at brokke mig. Dårlig vane tror jeg.”

    ”Sker det der tit?” lød det fra Joshua, der nikkede mod os.

    Både Emma og Adam rystede på hovedet. ”Jeg har aldrig set Bailey give sådan et kram til nogen,” sagde Adam. ”Jeg tror, det er vores tur til at blive jaloux. Måske skulle vi også flippe ud.” De grinede.

    ”Kom her Adam!” Jeg slap Kim og trak Adam med op. ”Nu skal min bedste bøsseven få en omgang pigelus.” Jeg gav Adam et langt kram og begyndte at grine, da det blev akavet.

    ”Jeg vil være med til krammefesten!” udbrød Emma og svang armene rundt om os.

    ”Wow,” mumlede Josh. ”Jeg tror bare, jeg venter her. Ikke mere drama?”

    ”Nej det håber jeg ikke,” svarede jeg.

    Kim grinede. ”Slet ikke… Og undskyld for det jeg sagde om dig Joshua. Jeg støtter jer hundrede procent, men hvis du…”

    ”Ja ja. Jeg har fattet det.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...