Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15211Visninger
AA

32. Mors historie

Det var lige gyldigt, hvor jeg drejede mine tanker hen. Problemerne syntes at hobe sig op ligegyldigt, hvad jeg gjorde. Det ene øjeblik lysnede dagen, men så mærkede jeg bulen med den blå sten i min lomme og følte igen lysten til at grave mig ned i et hul. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på mor - skamme mig over, hvordan jeg aldrig prøvede hårdt nok på at gøre hende stolt af mig igen ved at glemme mine evner.

    Før eller siden måtte jeg vel gøre rent bord, og hvorfor vente? Det gjorde kun hele situationen mere og mere akavet jo længere tid, der gik. Så en dag efter skole tog jeg en beslutning og smuttede direkte til New York, hvor jeg landede blødt på mors sofa. Jeg havde snart lært at vælge det blødeste sted at lande på, for af en eller anden grund landede jeg aldrig på fødderne. Jeg misundte Joshua, fordi han altid landede blødt med fødderne på jorden og mig halvt omtumlet i sine arme. Der var lidt mere stil over ham.

    ”Kom du lige dumpende?” spurgte mor i afslappet tøj og en kop kaffe med en bagel i hånden. Jeg havde en hel del, jeg gerne ville have lettet fra mit hjerte, så hendes påklædning, der indikerede at hun ikke havde travlt, var meget belejlig.

    ”Hej mor,” sukkede jeg og tog min jakke af. ”Kan vi tale sammen?”

    ”Ja ja,” sukkede hun og satte sig i sofaen. ”Hvad så?” Jeg undrede mig over, hvor venlig hun var overfor mig.

    ”Har du ikke et eller andet du skal? Har du virkelig tid til at snakke med mig denne her gang?” spurgte jeg skeptisk.

    ”George Clooney kommer først hjem i aften. Rygtet går at han har en date med, men indtil da har vi to hele dagen.”

    Mine øjne blev himmelvendte af ren refleks, men jeg styrede mig tilbage til grunden til min ankomst. ”Mor jeg har en tilståelse,” sagde jeg kortfattet. ”Da jeg kom hjem og prøvede at gøre, som du sagde med at glemme mine evner, så blev det ikke, som du havde troet. Det er ikke fordi, jeg ikke vil kunne skrive til dig sådan rigtigt, men jeg kan virkelig godt lide at have mine evner, og jeg er blevet så involveret med pentanere, at jeg ikke rigtigt har mulighed for at glemme dem. Undskyld mor.”

    ”Det er i orden,” svarede hun blot. ”Jeg har også en tilståelse.”

    ”Har du?” Hun var alt for medgørlig… Jeg gjorde mig beredt på et slag inden for nærmeste fremtid.

    ”Jeg snakkede med din far den anden dag.”

    ”Åh nej,” mumlede jeg.

    ”Hey jeg har ikke engang sagt, hvad vi snakkede om.”

    ”Jeg ved godt, hvad i snakker sammen om. Man kan høre i hele huset, når far snakker med dig, for det handler om penge, og det handler om mig og Anna.”

    ”Det var slet ikke der, jeg ville hen…” Hun virkede forbløffet. ”Min tilståelse er, at jeg har forhørt mig hos din far om dig. Vi snakkede lidt om alt det, du havde været igennem, og selvfølgelig forstår han ikke et klap. Han siger at han knap nok kender dig, fordi alting pludselig ændre sig.”

    Jeg fnøs. ”Han synes jeg er mærkelig. Det er jeg sikker på.”

    ”Han ved ikke, hvad vi er for nogen. Han ved ikke, hvordan han skal reagere, og så bliver han reserveret og fraværende. Jeg tror, du skal give ham en chance.”

    ”Okay, hvornår er du blevet psykolog?”

    ”Du tror heller ikke på, at jeg kan lide dig, og det er min fejl, for selvfølgelig kan jeg det.” Hun så på mig, som om det var min tur til at sige noget.

    ”Det er bare svært at tro på når du altid har fået mig til at føle mig forkert.”

    ”Jeg elsker dig og Anna lige meget men det hele har også været svært for mig. Jeg prøvede at få dig til at tage afstand fra mig, så du ikke påvirkede mine evner til at springe frem igen og tage mit syn. Jeg troede jeg kunne opdrage dig til bare at være menneske ved at skjule at du er ordblind så du ikke fik opmærksomhed. Da i flyttede til Ohio, troede jeg at vi skulle holde kontakten, men du valgte at lade helt være. Inderst inde vidste jeg jo godt, at det var min skyld, men det var lidt svært.”

    ”Men hvorfor var du så opsat på, at jeg ikke skulle bruge mine evner?”

    Hun svarede ikke med det samme, og det var lige før jeg hørte en knagende, summende lyd fra hendes hjerne, mens hun overvejede, hvordan hun skulle sige det. ”Fordi jeg er bekymret for dig,” samtykkede hun.

    ”Bekymret?”

    Hun nikkede. ”Jeg vidste godt, at nogen var efter dig, og allerede før du flyttede til Ohio, vidste jeg, at Morgan ledte efter rummets pentaner.”

    ”Du kender Morgan?”

    ”Ja, men jeg kunne kende dine evner på dit handikap, og først blev jeg glad, fordi jeg fandt ud af, at du var speciel, men da jeg opdagede hvilken evne du var ved at udvikle, blev jeg bange. Der er altid nogen, som leder efter den pentaner med rummet, og jeg håbede sådan, at du ville kæmpe så hårdt for at lære at læse, så du glemte evnerne. Det er derfor, jeg har været hård ved dig. Jeg troede, det var den eneste måde at gøre dig så fokuseret på.”

    ”Hvorfor fortalte du mig ikke om det? Du fik mig til at tro jeg var dum!” Det hele havde været en løgn helt indtil nu, og jeg kunne knap nok finde ud af at forholde mig til det. Den følelse var næsten ligeså ubehagelig som at tænke på, hvad Jane havde været inde i mit sind og lave.

    ”Jeg har været bange Bailey. Jeg troede, det hjalp, hvis jeg sørgede for, at du ikke vidste, at du havde evner, og jeg håbede, at folk ville lade være med at lede efter dig, hvis du heller ikke selv vidste, du havde evnen. Og da jeg mødte Morgan, var det jo meget belejligt, at du flyttede nogle stater hen på landkortet. Jeg håbede, jeg kunne presse dig til det, men det kunne jeg ikke.”

    ”Så du prøvede at hjælpe mig?”

    ”Børn har en vane med at guddommeliggøre forældre, men jeg er stadig kun et menneske Bailey. Jeg blev opsat på, at du ikke skulle i hænderne på Morgan. Jeg gjorde alt, hvad jeg troede ville hjælpe, og det eneste der skete var, at du endte med at hade mig. Derudover endte du alligevel med at have dine evner, og jeg nåede ikke at snakke med dig om tingene, før du flyttede.” Hun tav et øjeblik.

    ”Du var så led da jeg var her sidste gang med Joshua.”

    ”Jeg tror det var en reaktion på at alt hvad jeg havde kæmpet for kun havde gjort alting meget værre.” Hun sukkede og rystede på hovedet. ”Men hvad var det for resten, der skete med dine minder?”

    Det hun sagde til mig betød noget for mig, fordi jeg endelig fik en ordentlig forklaring på, hvorfor min barndom havde været så underlig, men jeg var stadig såret og vred og… jeg kunne knap nok beskrive følelserne, fordi de var så blandede. Det var som at vågne op en morgen og opdage at hele ens liv havde været en løgn.

    ”Morgan fangede mig. Han forgiftede mig så jeg ikke kunne teleportere mig væk, mens hans kæreste Jane lavede om på mine minder. Eller det er i hvert fald, det jeg tror, der skete. Det gjorde så ondt, at jeg bliver dårlig af at tænke på det, og siden har jeg været så forvirret, at jeg ikke kan finde hoved og hale i noget. Jeg er først lige begyndt at føle mig nogenlunde normal igen. Hun fik mig til at tro, at Morgan var den gode.”

    ”Morgan fangede dig?” Hendes øjenbryn trak sig sammen. ”Det er allerede sket.” Det hjalp lidt at opdage, at min mor var næsten ligeså forvirret, som jeg selv var.

    ”Kan du fortælle mig, hvorfor jeg er så vigtigt, og hvad vi skal bruge de blå sten til? Indtil videre er der ikke nogen, som gider fortælle os det. Jeg tror Joshuas onkel, Ken, ved noget om det, men han siger altid, at det bare er dumt, og at de blå sten slet ikke skal findes. Det er virkelig anstrengende, at nogen er efter mig, uden jeg ved hvorfor.”

    ”Du er speciel Bailey. Der er kun en der har rum og mange der har tid, og den med rum skal så finde det helt rigtige modstykke.”

    ”Men hvad er de blå sten til for?”

    ”Sagnet siger, at vi pentanere ikke kommer herfra. Vi kommer fra en verden, som kun kan findes ved at finde nøglen. Den eneste måde, hvorpå du kan samle den fulde nøgle er ved at gennemgå nogle prøvelser og overleve dem.”

    ”Men det er da tarveligt, når jeg ikke ved på forhånd hvad den vil teste.”

    ”Det er ikke noget du skal forberede dig på. Det er meningen, at det skal teste din personlighed, mod og intelligens og den slags.”

    ”Men hvad er så meningen med at sende os til World Trade Center og Titanic? Hvorfor lade os se en lille slavedreng tage stenen og stikke af. Nogle af tingene kunne slå os ihjel.”

    ”Det er noget fra fortiden, som har haft stor indflydelse på verden i dag. Jeg ved desværre ikke meget om det.”

    Jeg gættede, at min mors uvidenhed skyldtes frygt for det, hun måske ville finde ud af, eller også ville hun bare ikke sige det til mig, så jeg ikke blev bange. Hvorfor skulle jeg være så vigtig? Det var første gang i mit liv, at jeg begyndte at forstå mit liv, men på samme tid var det så overvældende, at jeg savnede at vide ingenting.

    Mor sukkede. ”Hør her skat. Jeg ved godt, det er en stor mundfuld, men jeg vil gerne hjælpe dig. Det troede jeg allerede, jeg gjorde, men jeg tror ikke, din far og jeg er specielt gode til det her forældreværk.”

    Jeg kvalte et fnis. ”Tak mor,” sagde jeg.

    ”Og jeg elsker dig og Anna lige højt.”  

    ”Jeg er bare så paranoid, og det er virkelig trættende. Jeg stoler ikke på nogen, og når der er nogen jeg begynder at holde af, så venter jeg kun på, at de skal vende ryggen til mig og sørge for, at jeg bliver såret.” Jeg satte neglende i mine knæ.

    ”Bliver du tit uvenner med dine venner?”

    ”Ja!”

    Hun smilede skævt.

    ”Jeg kan ikke se det sjove!”

    ”Du er ligesom mig Bailey, og jeg tror ikke det går væk. Desværre.”

    Jeg sukkede tungt.

    ”Men hvis jeg skal give dig et råd, så øv dig i at lytte til det folk siger til dig, i stedet for at opfange det du tror de siger. Øv dig i at sortere dem som har såret dig væk fra dem, som altid har haft din ryg. Så tror jeg alting bliver meget lettere.” Min indre teenager gik allerede i forsvarsposition overfor det, min mor sagde. Det irriterede mig, at hun skulle belære mig om noget, jeg altid havde kæmpet med. Jeg ville våge at påstå, at jeg kendte mig selv bedst.

    ”Det er sværere, end det lyder,” svarede jeg bare.

    ”Tro mig. Det ved jeg bedre, end du tror. Jeg har det på samme måde, men jeg tror nok du har lidt mere hjerte end jeg har.”

    ”Somme tider tror jeg ikke, jeg har noget hjerte. Jeg er faktisk ret egoistisk anlagt, selvom det ikke altid kan ses.”

    ”Du har din personlighed af en grund. I har fundet tre sten, ikke sandt? Der må være noget, du gør rigtigt.

    Et spørgsmål undrede mig dog stadig, men jeg var ikke sikker på, om jeg turde spørge. Den måde Morgan havde hentydet til det havde ødelagt lysten til at vide det, men jeg var nysgerrig som altid. ”Hvordan kender du Morgan?” spurgte jeg.

    Hun svarede ikke med det samme. Jeg overvejede, om hun var ved at brygge en løgn sammen, eller om hun overvejede, hvor meget af sandheden jeg skulle vide. Siden ingen af dem havde lyst til at fortælle det, gjorde det min mavefornemmelse værre og værre. ”Du kan huske Jane ikke sandt?”

    Jeg nikkede. Jeg huskede hende alt for godt.

    ”Jeg mødte Jane en gang. Hun var ung og smuk, og jeg blev fascineret af hende, fordi hun har en umenneskelig evne til at passe ind alle steder. Jeg så Morgan og stirrede på dem i et stykke tid, men det er sjovt, som man kan blive optaget af noget og slet ikke opdage, at tiden går i stå omkring dig. De kom hen til mig, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i en lang samtale om den blå nøgle, og hvorvidt ingen havde set den længe.”

    ”Men vidste han på det tidspunkt, at du havde mig?”

    ”Det ved jeg ikke. Måske gjorde han, for de begyndte at snakke om symptomerne for rummets evne, og han fortalte mig, at han havde tiden. Jeg synes han virkede enormt skummel, så jeg lod værre med at fortælle om dig, men gud hvor blev jeg bange, og det var muligvis derfor, de vidste det var dig. De kunne mærke det på mig.” Hun skar en grimmasse. ”Han må have opfanget, hvor nervøs jeg blev, for pludselig var de på vej væk, og jeg tog hjem til dig og Anna i en fart. Da jeres far ville rejse, sørgede jeg for at i flyttede langt væk, så ingen opdagede, at du var der, men så flyttede du ind i samme by som broderen. Er du godt klar over, hvor utroligt det er?”

    ”Det er ret uhyggeligt,” samtykkede jeg.

    ”Sidenhen har Jane og Morgan leget mine bedste venner. De kommer i ny og næ, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved dem, for jeg gider ikke snakke med dem. Morgan er kun en ung mand, men han opføre sig som en på 50.”

    ”Sådan en kender jeg også, men overvej lige, hvor mange tidsrejser Joshua og Morgan har været på. Men mor du må altså ikke fortælle dem noget.”

    ”Jeg ved det godt, men det er svært. Jeg er faktisk lidt bange for hende Jane.”

    ”Du må love mig det!”

    Hun tog mine hænder i sine og holdt dem stramt. ”Jeg er ikke ligeså stærk som dig Bailey. Jeg ved godt det er dejligt, at vi endelig har fundet hinanden og alt det, men måske skulle vi lade være med overhovedet at snakke om pentanere. Du gør alligevel mit syn sært slørret, fordi jeg kommer til at tænke på mine evner.”

    ”Det kan vi godt aftale. For de blå stens bedste.”

    ”Og du kan heller ikke besøge mig så tit.” Hun rynkede panden. ”… men heller ikke for sjældent.”

    Jeg løftede øjenbrynene. ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” mumlede jeg. ”Det er en hårdfin balance.”

    ”Kom her.” Hun lagde armene om mig og trak mig ind i et langt varmt mor-kram. Min mors historie var slet ikke, hvad jeg havde troet, men det var forløsende og lettende. Det var en rar følelse ikke at skulle tænke på at skulle hjem og forsøge at glemme mine evner. Jeg blev træt ved tanken.

    ”Tak,” sagde jeg. ”Det havde jeg brug for.”

    ”Hvis ingen af os har nogen planer i dag, så synes jeg vi skal tage i Central park og købe en is.” Hun smilede og rejste sig for at gå ind og klæde om. ”Jeg skal først være ved Clooneys hus en gang i aften. Min kollega dækker dagtimerne for mig.”

    Jeg himlede med øjnene. ”Helt ærligt mor!”

    ”Bailey, det er mit job, og det er mit liv! Jeg kan lide det.”

    ”I det mindste kan du bestemme over dit liv,” mumlede jeg for mig selv. Jeg havde allerede følelsen af at min fremtid var bestemt for mig, men jeg vidste ikke, hvad den var, og det var både lettende og skræmmende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...