Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15246Visninger
AA

23. Morgans planer

Velkommen til mit ydmyge hjem,” sagde Morgan og slog armene ud i den enorme entré, men jeg kunne knap nok se det for sorte pletter, der sværmede for mine øjne. ”Ubs,” mumlede han og greb mig, da jeg snublede over mine egne fødder. ”Vent her.” Han sænkede mig ned på gulvet og kom tilbage med en sukkerknald, som han stak i munden på mig. Det oversøde stads med et snært af mærkværdig bitterhed fordelte sig i min mund, mens jeg forsøgte at beholde bevidstheden med vidt åbne øjne. Jeg hadede at besvime. Stadiet mellem fuld bevidsthed og sovende tilstand var så ubehagelig, at jeg hellere ville besvime helt end være lige ved det, men lige nu var jeg mest bange for, hvad Morgan kunne finde på, hvis jeg mistede bevidstheden.

    ”Jeg tror jeg falder i søvn,” mumlede jeg.

    ”Sukkeret skal bare lige virke,” sagde han roligt, og lidt efter lidt havde han også ret. Jeg satte mig op og blev mødt af en pæn stor entré med gråhvidt gulvtæppe under mig og malerier på væggene. Farverne var holdt i de lyse, og møblerne var lavet af de fineste designere. Jeg var overvældet af stilen, men undrede mig også over, at det var en mand, som boede der, eftersom det lignede en kvindes værk. Jeg kom igen til at tænke på min mor, som altid havde haft en dyr smag, selvom hun var en fattig paparazzi, som var nødt til at opdigte historier om andre mennesker for at tjene til føden.

    ”Har du et godt job?” spurgte jeg for at holde mig selv vågen.

    ”Ja… det har jeg vel, men du kender Joshua. Vores fælles evne gør det alt for let for os at have lidt penge mellem fingrene. Jeg er for resten advokat. Har aldrig tabt en sag.”

    ”Nej det har du vel ikke,” mumlede jeg. Han kunne vel bare gå tilbage i tiden og se, hvordan det skete. Så var der ikke noget lettere end at finde beviser.

    Han lo og lukkede døren efter os, hvorefter jeg lod mig hjælpe op at stå. Morgan viste mig ind i en prægtig stor stue med store glaspartier ud til terrassen, hvor man kunne se ud over det meste af Los Angeles. Møblerne var lavet af brun mahogni, som gav en god kontrast til de lyse og hvide farver.

    ”Bor du her alene?”

    ”Nej da. Men bare rolig. Din mor bor i New York.”

    ”Du aner ikke, hvor lettet jeg er over det,” sukkede jeg og kløede mig akavet på armen. ”Hvorfor sukker?”

    ”Fordi du besvimer af mangel på sukker i blodet til at lave energi.”

    ”Det må jeg huske.” Jeg rettede ryggen. ”Okay helt ærligt Morgan. Jeg gider ikke stå her og lege din søde veninde, som sukker over din enorme penthouselejlighed. Nu fortæller du mig, hvad du vil, så jeg kan komme hjem.”

    ”Små slag små slag. Vil du have en cola?”

    Jeg sukkede tungt og himlede med øjnene. ”Morgan! Du er ligeså irriterende som Joshua!”

    ”Det håbede jeg, du ville sige.” Han slog sig ned i sofaen og klappede på pladsen ved siden af sig. ”Sæt dig.”

    Jeg satte mig demonstrativt ned på den sofa, som stod længst væk fra ham. ”Hvorfor skal jeg tro, du er ligesom Joshua?”

    ”Alle kan ændre sig, hvis der er noget, de vil have og tro ikke min bror er meget bedre. Efter min mening er hans evne blevet fordærvet af min fjollede onkel, men Joshua er stadig den samme.”

    ”Og hvem er han så?”

    ”Han er ligesom mig.”

    Jeg fnøs.

    ”Du er nødt til at finde ud af, hvem af os du holder med.”

    ”Jeg holder med Joshua.”

    ”Det siger du nu…” Han rejste sig og satte sig lige ved siden af mig. Jeg måtte læne mig langt tilbage for at vise, at han krydsede stregen groft.

    ”Jeg har ikke tænkt mig at arbejde sammen med dig.”

    ”Hør lige efter Bailey.” Han stirrede ind i mine øjne med sine brune. Han lignede Joshua, men Joshuas øjne var blå, og det var måske fjollet men lige der var den forskel vigtig for mig at understrege for mig selv. ”De blå sten er den eneste måde hvorpå vi to - ja alle af vores slags kan få lov til at vise, hvad vi kan. De kan give os muligheder.”

    ”Men hvordan?”

    ”Med de sten kan du åbne for et rum, og inde i det rum findes der kræfter udover vores. Kræfter som kan bruges til hjælpe os til at få magt. Vi bliver trådt på, hvis vi viser, hvad vi kan, og hvem vi er, men nu - sammen med dig - så kan vi hjælpe hinanden med at gøre os alle lige. Pentanere og almindelige mennesker bliver lige.”

    ”Hvordan kan vi gøre det med et rum. Hvorfor kan vi ikke bare vise de andre, hvad vi er, og så kan de acceptere os for det?”

    ”Fordi, hvis vi viser vores evner til nogen, så bygger de et fængsel med ekstra overvågning og finder en måde at spærre os inde. De vil tro, at de beskytter verden ved at skaffe os af vejen, og sådan nogle som du og jeg vil blive deres første prioritet, fordi jeg kan manipulere med deres firkantede syn på en kronologisk rækkefølge af tidens gang, og med dine evner kan vi stikke af, hver gang de får fat i os. Du kan endda sende dem væk, når du røre ved dem. Kan du da ikke se, jeg kæmper for en god sag?”

    ”Jeg ved ikke,” sukkede jeg. ”Men det meste af tiden opføre du dig som en kold idiot, der er ude på noget. Kan du ikke godt forstå, jeg ikke vil have noget med dig at gøre?”

    ”Jeg troede, du og jeg havde mere tilfælles med den slags,” sagde han skuffet. ”Jeg mener, du er din egen, og du passer på dig selv i stedet for at bekymre dig om andre.”

    ”Det gør jeg da ikke,” udbrød jeg trodsigt. ”Jeg bekymre mig om Josh. Jeg er ikke egoistisk.”

    ”Jeg synes, de fleste mennesker snakker for meget om at hjælpe andre, før de hjælper sig selv, og det giver mig kvalme. Jeg mener, man er vel selv herre over sit liv, og hvis man har tænkt sig at spilde det, så er det vel ens eget valg.”

    ”Wow,” mumlede jeg og rystede på hovedet. ”Hvad er det så, man kan finde inde i det der rum, som er så vigtigt?”

    ”Ja det er jo det, vi skal finde ud af. Sammen.”

    ”Nej jeg skal ikke finde noget sammen med dig. Kan du da ikke forstå, at jeg ikke stoler på dig. Du siger, du holder øje med mig, men du ved ingenting om mig.”

    Dem som kendte mig vidste, at jeg var en af dem, hvor man skulle optjene min tillid.

    Han tog min hånd, og jeg rynkede på næsen af væmmelse. ”Jeg ved, at du er helt igennem fantastisk. Universet kunne ikke have fundet en bedre kandidat til at kontrollere rummet, for du har præcist den rette indstilling til tingene. Det eneste jeg skal er at overbevise dig om, hvordan verden virkelig ser ud. Vores verden er en verden, hvor man skal passe på sig selv. En verden, hvor vi to kunne sørge for, at det er vores verden.”

    Jeg spærrede øjnene op og gjorde mig fri fra ham for at komme op at stå. Det faktum, at han nærmest lagde an på mig med sin påtrængende personlighed, gjorde mig dårligt tilpas, og han vidste det sikkert ikke engang selv. Han mente sikkert selv, at han var guds gave til kvinderne.

    ”Kom nu Bailey. Du er smuk, du er intelligent, og du forstår, hvad det vil sige at blive holdt udenfor på grund af den, man er. Du er ikke ligesom Joshua, selvom du tror det. Du er ligesom mig. Joshua han forstår ikke, hvad i alverden han laver det meste af tiden. Han er et paphoved, for at være ærlig, men du og jeg…” Han nikkede selvsikkert. ”Vi er gjort af samme stof.”

    Det kriblede i mine fingerspidser af irritation. ”Du ved godt, at du har en bror som engang stolede på dig!” Jeg sparkede til enden af sofaen. ”Du har lært ham den slags; at stjæle, at snyde i fodbold. Du var hans storebror Morgan, og ved du hvad? Jeg ved, at Joshua nu er pisse sur på dig, fordi du forlod ham, og fordi du er en idiot, som forsøger at hukke mig. Joshua og jeg fandt hinanden, mens vi havde mest brug for noget at støtte sig til, men ved du hvad? Det er lige meget, hvor sur han er på dig, så er han såret, fordi du var hans forbillede, og nu er han havnet i et hul, hvor han ikke aner hvem han er. Han mistede en han holdt af og pludselig må han se dig spankulere tilbage i hans liv, mens du tydeligvis er ude på noget.”

    ”Jeg lærte ham at passe på sig selv.”

    ”Du lærte ham at være fej!” Jeg krydsede armene. ”Jeg forstår slet ikke, hvad nogen er jer ser i mig, men jeg er Joshuas.” Så var det indrømmet. Jeg var forelsket i Joshua, men det gjorde blot det hele værre og mig mere skræmt. Jeg var skræmt af muligheden for, at han måske havde ret. Han havde hentydet til, at Joshua brugte mig for at finde stenene, men jeg kunne ikke tro det… eller jo måske kunne jeg alt for godt tro på det. ”Jeg har luret dig Morgan. Du klæder dig ud som Josh og opføre dig som en gentleman for en gangs skyld, bare for at overtale mig.”

    ”Kan du da ikke forstå, at Joshua forsøger at bruge dig ligeså meget, som jeg gør?”

    ”Så det er altså, fordi du vil bruge mig?” spurgte jeg udspekuleret. Han var så dum at indrømme det - så dum at det næsten gjorde ondt. ”Wow Morgan. Jeg troede faktisk, du var intelligent.” Jeg himlede med øjnene.

    Han rejste sig i sin fulde højde og greb mine skuldre. Hvis bare han ville lade være med at røre ved mig hele tiden. Han gjorde mig enormt usikker, men måske var det det, han vidste. Det kunne være det, han prøvede på, men jeg var ikke så let at narre. Jeg måtte bide det i mig.

    ”Bailey. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg vil bruge dig, men jeg vil også være venner med dig.”

    ”Du vil være venner med mig, fordi du kan bruge mig…”

    ”Argh Bailey du er jo umulig.”

    ”Tænk det siger Josh også somme tider, men ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, jeg er umulig, fordi jeg kan tænke selv. Du sagde selv, at jeg er intelligent, og det kan godt være, jeg ikke kan læse, men jeg har bestemt ikke mistet evnen til at tænke!” Jeg gik hen til vinduet og kiggede ned på gaden. Først blev jeg kun overvældet over, hvor højt vi var oppe og mærkede kvalmen stige, men bag efter undrede noget mig. Det undrede mig, at bilerne tøffede frem og tilbage nede mellem de enorme højhuse Los Angeles var polstret med. Jeg kunne sagtens teleportere mig væk, men Morgan havde løjet overfor mig. Havde han virkelig troet, jeg regnede med, at tiden var sat i stå?

    ”Hvad er der?” spurgte han.

    ”Jeg bliver mere og mere overvældet over, hvor dum du er,” sukkede jeg og gjorde klar til et brag, der kunne sende mig tilbage i armene på Joshua. Jeg måtte se, om han var okay, for ærligt talt kunne jeg ikke stoppe med at tænke på, hvor i alverden jeg havde sendt ham hen.

    ”Jeg er ikke så dum, som du tror,” grinede han, og jeg grinede med af hans naivitet, indtil jeg opdagede, hvorfor jeg ikke forsvandt. Hvorfor der ikke lød noget brag… Jeg rynkede panden og bed tænderne hårdt sammen, mens jeg fandt alt den energi, jeg havde tilbage i kroppen. Måske havde jeg bare ikke energien til det. Måske var sukkerknalden ikke nok… sukkerknalden!

    Jeg vendte mig om i et ryk. ”Hvad har du gjort?”  

    ”Blot en sikkerhedsforanstaltning, men jeg havde håbet, du ikke ville opdage det.”

    Jeg knyttede hænderne og ladede alt kraft op. Ja det var lige før, det summede i alle musklerne, og da det sagde et brag, var jeg lettet og lod mig dumpe ned på gulvtæppet. Jeg regnede med, at jeg nu ville være tilbage i mit dejlige værelse, men da jeg åbnede øjnene lå jeg på gulvet i Morgans lejlighed, mens jeg kæmpede for bevidstheden.

    Morgan stak en sukkerknald i munden på mig. ”Nu får du det bedre,” sagde han, mens jeg forsøgte at blinke de sorte pletter væk fra øjnene. Der måtte være gift i sukkerknalden. Jeg spyttede den ud og lavede en ordentlig spytklat lige på gulvtæppet. ”Hey det er et dyrt gulvtæppe!” sagde han, og pludselig kunne jeg kende Morgan igen.

    ”Du skal ikke proppe det stads i mig igen,” mumlede jeg søvndrukkent, mens rummet kørte rundt som en kvalmende karrusel. Jeg endte med at lukke øjnene og bukkede under. Jeg mærkede endda Morgan lægge sukkerknalden tilbage på min tunge og lukke min mund, mens jeg brugte de sidste kræfter jeg havde på at synke mit spyt som blandede sig med sukkeret. Jeg kunne ikke gøre andet. Denne gang var jeg ikke sikker på, jeg kunne rejse mig op igen. Ikke engang for at se vedkommende, som kom ind ad døren og smækkede den efter sig.

    ”Nå det er hende?” spurgte en kvinde og smed sine nøgler på bordet. ”Hvad laver hun på vores gulv?”

    ”Hun troede, hun kunne komme væk, selvom jeg havde givet hende sukkerknalden, og nu er hun næsten ikke til at vække igen.” Han klappede mig lidt på kinderne, men jeg kunne ikke bevæge mig. ”Bailey?” spurgte han.

    Jeg sank mit søde sukkerspyt. ”Mmmh,” mumlede jeg.

    ”Jeg troede, det virkede at være venlig, men du er stædig. Det var lige før, du kunne teleportere dig selv væk, selvom jeg havde givet dig sukkerknalden, men så stærk er du alligevel ikke. Nu skal Jane her lige kigge på dig, ikke Bailey.” Jeg rystede svagt på hovedet, mens jeg mærkede et par varme tårer trille ned af mine kinder. ”Jo,” sagde han kærligt og strøg min kind. ”Det er ikke så slemt. Tænk på du kommer tilbage til Joshua bag efter.”

    ”Hun skal ikke… røre ved mig!” Jeg fandt styrken til at bevæge mig op på albuerne, men det var så langt, jeg kunne komme, før jeg faldt sammen og hulkede svagt. ”Hvad sker der,” hviskede jeg, og da hun begyndte at røre ved mit hoved i mine tindinger, begyndte jeg at vride mig ud af deres greb. ”Nej!” råbte jeg. ”Hold jer fra mig!” Jeg havde aldrig før følt mig så handikappet som nu. Måske kunne jeg ikke læse og skrive, og det var hårdt, men nu sad jeg fast. Intet kunne jeg gøre, og det slog mig pludselig, hvor afhængig jeg var blevet af mine evner.

    ”Lig stille,” vrissede Morgan. ”Det hjælper ikke Jane. Kom vi lægger hende op på bordet.”

    ”NEJ!” skreg jeg og vred arme og ben i vilden sky, mens jeg sejlede i min hjernedøs. Jeg følte,  at jeg var på stoffer eller stærkt beruset, selvom jeg ikke havde prøvet det før. Mest af alt følte jeg mig enormt svag.

    ”Hun er svag på grund af giften, men hun kæmper.”

    ”Peter Thomson havde ret Morgan,” sagde Jane. ”Hun er farligere, end hun ser ud.”

    ”Hun er da ikke farlig. Hun er bedøvet og kæmper en ynkelig kamp.”

    ”Enhver anden ville give op, fordi de vidste, kampen var tabt, men hende her kæmper til den bitre ende.” Jane tog fat om mit hoved igen, men jeg nægtede at tro, at man kunne nå til et stadie, hvor man ikke længere kunne kæmpe. Så længe jeg bevægede mig, kunne de ikke koncentrere sig og gøre, hvad end de nu havde for, med mit hoved. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på Joshua. Nu hvor tiden gik, hvad lavede han så? var han bekymret for mig?

    ”Det er lige hende, vi skal bruge, så vi må jo bare kæmpe lidt ekstra med hende. Jeg skal nok få hende opdraget.” Morgan grinede hæst og dystert.

    ”Ja det siger du jo, men tror du ikke, det er mit job? Kom vi lægger hende her.” Damen tog om mig under armhulerne og Morgan mine ben, mens de bar min krop op til bordet. ”Du er nødt til at holde hende,” sagde hun.

    ”Det kan jeg ikke selv,” sagde han, mens han tog fat om mit hoved og stirrede ind i mine øjne. ”Lig så stille Bailey! Alt det her vi gør er jo også for din skyld, men du er nødt til at arbejde sammen med os.”

    ”Pis af!” råbte jeg barnligt, men jeg var rasende.

    ”Nej hun er ikke til at styre Morgan,” sukkede Jane. ”Giv hende en sukkerknald mere.”

    ”Jeg tror ikke, det er sukkerknalden, der holder hende døsig. Det er bare fordi, hun brugte alt sin energi lige før.”

    ”Jamen så se her.” Jane fandt nogle tørklæder, som hun bandt om mine håndled og rundt om bordbenene. ”Nu skal du kun koncentrere dig om hendes ben.”

    Morgan tog fat om mine ben, og jeg lod tårerne trille lydløst ned af mine kinder, mens jeg erkendte mit nederlag. Jeg havde ikke flere kræfter, og nu sad jeg virkelig i saksen. Jane tog fat rundt om min hovedskal med den ene hånd og lagde den anden på min brystkasse lige over hjertet. Jeg mærkede en sær kradsende fornemmelse i mit hjerte, som begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Ville hun slå mig ihjel? Var det hendes evne at ødelægge folks hjerte eller hvad?

    I det samme mærkede jeg en hovedpine skære igennem som en motorsav, og jeg fik et glimt af Morgan, der kiggede væk, mens jeg skreg. Hvis han ikke ville se mig blive savet over, hvorfor gjorde han det så? Det var fordi han var et godt menneske. Jeg kunne jo godt lide Morgan. Jeg tror faktisk jeg var forelsket i ham.

    ”Få det til at stoppe!” råbte jeg, mens jeg mærkede noget ubehageligt mørke omfavne mit hjerte og min hjerne på samme tid. Jeg ville have Morgan til at rede mig. Hvorfor stod han bare der? Var Joshua gået? Han skulle ikke slippe godt fra det! Jeg måtte have stenen tilbage fra ham. Joshua havde stenen.

    ”Det er ved at virke nu,” sagde Jane.

    ”Morgan!” skreg jeg. Morgan tog min hånd i sin og smilede kærligt til mig. Jeg elskede det kærlige smil. Hvordan kunne jeg ikke have opdaget det noget før? Hvorfor havde han ikke fanget Joshua, da han tog stenen?

    Billeder af Joshua, der brød ind i lejligheden og stjal stenen, mens jeg havde en hyggelig snak med Morgan begyndte at spille som en film i mit hoved. Jeg huskede mig selv ligge på mit værelse sammen med Morgan. Jeg huskede Joshua smide doughnuts efter mig i skolen. Jeg huskede mig selv være ked af det, fordi Morgan boede så langt væk, og jeg havde så dårlig mulighed for at se ham.

    ”Bailey,” sagde han venligt. ”Er du okay?”

    I det samme mærkede jeg det svidende smerte forsvinde fra mit hjerte, og det mørke forsvandt fra min hjerne. ”Jeg tror, jeg har det fint.” Han gav mig et sugerør, som stak ned i en cola, og jeg sugede alt, hvad jeg kunne af den søde væske. Jeg kunne slet ikke få hold på det, for jeg var så forbandet tørstig, at jeg kunne drikke middelhavet. ”Jeg vil gerne sove,” hviskede jeg og klemte hans hånd, alt hvad jeg kunne. Jeg var så forvirret, at det gjorde mig døsig, men det eneste jeg troede på var Morgan. Morgan var alt, jeg havde brug for.

    ”Det får du også lov til min kære,” sagde han kærligt og kærtegnede min kind. ”Luk øjnene.” Og det gjorde jeg. ”Lyt efter Bailey. Nu skal du finde to blå sten til mig ikke sandt. Dem ved du hvor er, og hvis du ikke gør det så gør Joshua. Men Joshua er lidt farlig, så du må hellere passe på med at fortælle ham, hvad du skal bruge dem til ikke?” Jeg nikkede og døsede hen i en dyb søvn. Måner og stjerner kredsede som et lille solsystem for mine øjenlåg, og jeg svævede på en lyserød sky. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...