Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15215Visninger
AA

37. Morfar

Det tog et øjeblik for mig at opdage, at vi stod og stirrede på et plejehjem for ældre mennesker. En stor hvid front med guldskrift lige over indgangsdøren og lange hvide bygninger med kvadrate vinduer på fire rækker - fire etager. Jeg rynkede panden, fordi det slog mig, at det skulle være over mit lig, om jeg skulle ende sådan et sted en gang. Det lignede et hospital, og mon ikke det også, på visse punkter, var det. De gamle indenfor murene var sikkert pumpet så meget op med medicin, at de havde glemt hvor de var.

    ”Bor han på plejehjem?” spurgte jeg. Hvad havde jeg egentlig forventet? At han var ligeså ung, som da jeg mødte ham sidst? Det ville ellers være en sej evne at have, hvis man ikke blev gammel. Lidt ligesom Joshua faktisk. Han var også meget ældre, end han så ud til.

    ”Han må have været 18, da du mødte ham, for han er 91 nu, og det er ikke en alder, hvor man trisser rundt derhjemme for sig selv.” Joshua grinede. ”Men der er ikke så mange, der besøger ham, så han bliver sikkert glad, fordi vi kommer. Det er længe siden, jeg har været her.”

    Jeg smilede. ”Tænk, hvis han kan huske mig.” Jeg var spændt.

    ”Du skal ikke regne med det. Den er gal med huskeren.”

    ”Oh…”

    ”Men han ved da, hvem jeg er. Det vidste han i hvert fald sidste gang.” Han gennede mig med ind ad døren og hen til skranken, hvor vi meldte vores ankomst.

    Vi gik op ad marmortrapperne og ned af en lang gang med blå gulvtæpper og hvide vægge og paneler. Dørene var også blå; sådan en mørk kongeblå. Da en af dem blev åbnet, lukkede en medhjælper os ind i en lille form for lejlighed og stillede sig hen ved siden af en krum ældre mand, som sad i en kørestol ved vinduet.

    ”Du har besøg,” sagde hun venligt og rullede kørestolen tilbage for at vende ham mod os. Da jeg kunne se ham, blev jeg overrasket over, hvor anderledes han egentlig så ud, selvom jeg sagtens genkendte ham, og med det samme slog det mig, at de jo begge hed Joshua. Han så nu meget venlig ud i sit ansigt, ligesom sidst jeg havde set ham i sit unge jeg, men dog rundere selvfølgelig, og så så han umådeligt træt og brugt ud.

    ”Joshua din røver,” sagde han hæst og knyttede sin hånd mod Joshua, der bumpede sin næve ind i den som et moderne håndtegn. Det fik mig til at grine.

    ”Har du det godt morfar?” spurgte Josh og lagde hånden på hans skulder.

    ”Samme som altid. Jeg bliver kun ældre. Jeg kan se, du har en dame med.” Hans stemme var meget anderledes og en anelse langsom, sikkert fordi det tog lidt at huske, hvad han ville sige. Han havde den samme bløde franske accent, som jeg huskede tydeligt.

    ”Ja. Kan du kende hende?” spurgte han muntert og trak et par stole frem til Josh og mig.

    Gamle Joshua granskede mit udseende et øjeblik. ”Jeg synes ikke, du har taget nogen pige med herop før.”

    ”Vi mødtes i 1941,” sagde jeg og så pæren blinke over hans hoved med det samme.

    ”Minsandten om det ikke er…” Han fumlede med ordene og så på Joshua. ”Kan det være pigen fra Seinen? Og ikke en dag ældre.”

    Joshuas øjne blev store som tekopper. Den havde han ikke regnet med.

    ”Hvad var det nu, du hed, kære?”

    Jeg rømmede mig. ”Øhm Bailey, hr.”

    ”Ja det er også rigtigt.” Et smil kunne tydes bag rynkerne. ”Jeg ville spørge, hvordan det er muligt, men så kommer jeg i tanker om mit barnebarn her, og så giver det pludselig mening. Du er meget kønnere, end jeg huskede dig.”

    Jeg smilede. ”Tusind tak.” Jeg synes Joshua sagde, at den var gal med huskeren. Måske ikke… eller måske var det bare generelt, at ældre mennesker bedst huskede sin ungdom.

    ”Det var måske derfor i kom?”

    Joshua bed sig i læben. ”Sagen er den, at det du oplevede for 73 år siden oplevede Bailey i går.”

    ”Himmel og bøf!” sukkede gamle Joshua.

    ”Jep,” svarede jeg. ”Men kan du huske det blå mærke på min hånd?”

    Gamle Joshua kneb øjnene sammen. ”Svagt,” svarede han.

    Jeg viklede bandagen af og holdt hånden ud foran mig. ”Ved du, hvad det er?”

    ”Det ligner en tatovering, men du ligner en der er for klog til den slags spilopper, så jeg vil skyde på, at det er den blå pentanersten.”

    ”Du kender til den?”

    ”Ja gud gør jeg så. I mit lange liv har jeg dog ikke kunne undgå at lære om den blå stens kræft. Som du ved, så finder man et stykke af den lidt af gangen. Jeg kan se du mangler en.”

    ”Det er noget med at tidsrejserne skal teste os.”

    ”Teste jer?”

    ”Ja?”

    ”Hmm. Det ord ville jeg ikke bruge, og dog… Er i kommet for at få nogle svar?”

    Vi nikkede ivrigt. ”Josh gættede at cirklen og firkanten her ovenpå ”stenen” skal forestille symboler for tid og rum.”

    ”Det korrekt. Hvem har fortalt dig det?”

    Josh lignede en, der havde kvalme, og jeg stirrede på ham et øjeblik, indtil jeg kom frem til den konklusion, at han ikke kunne finde ord. De var billederne i hans sind, der gjorde ham mundlam, og jeg gad godt snart vide, hvordan Joshua kunne have tanker i sit hoved som han ikke kunne udtrykke.  

    ”Hans mor sendte ham nogle billeder i tankerne, lige inden hun døde, og Joshua har haft svært ved at komme ud med beskrivelser af det. Han er blokeret, kan man sige, men han gættede det her lige med det samme, han så det. Han havde set det før, og vi tror, det var en af hans mors billeder.”

    ”Jeg ved det var min mor,” rettede han mig. ”Og det er ekstremt frustrerende.”

    Gamle Joshuas læber blev til en smal streg i et par sekunder, og hans blik flakkede. ”Min datter havde sine hemmeligheder,” sagde han og rømmede sig. Følelserne i den ældre mand var til at tage at føle på.

    ”Jeg er ked af det,” sagde jeg stille. ”Jeg tænkte mig ikke om.” Jeg så mellem gamle Joshua og min Joshua, hvis blikke ikke turde mødes.

    ”Det er i orden min pige,” sagde han fattet og foldede hænderne i skødet. ”Hvorfor er i ellers kommet?”

    ”Vi er forvirrede. Ærligt talt ved vi ikke en pind, om det vi er i gang med og alle de tidsrejser tære på kræfterne, specielt når man ikke forstår grunden.” Jeg sank samme i stolen. ”Kan du forklare?”

    ”Det er okay, hvis du ikke kan huske det morfar,” tilføjede Josh. ”Men ingen vil fortælle os den fulde mening med noget af det.”

    ”Jeg har ingen problemer med at huske…”

    Josh sukkede opgivende, som om han vidste, at det var en løgn.

    ”Hvis du ville lade mig tale færdig,” sagde gamle Joshua, som svar på hans suk. ”Jeg har ingen problemer med at huske historien om pentanernes religion og de blå sten. Det er det eneste i mine erindringer, som står ligeså klart som morgensolens stråler i havet. Det hele stammer tilbage fra Jesus’ tid.”

    Jeg lænede mig tilbage i stolen klar til historie.

    ”Den pentanske religion bygger om én gud, og den gud er anderledes end kristendommens gud, fordi kristendommens gud er et billede af en mand, hvorimod den pentanske gud er bygget som universet i sig selv. Gud er den, der kontrollere livet, og det mennesker og dyr ikke har magten over. Det er derfor pentanere ikke ofre og ikke beder gud om forladelse. Vores gud overvejer ikke, hvad vi har gjort, og hvad vi ikke har gjort, for at finde ud af, hvor vi kommer hen når vi dør. Den pentanske gud behandler alle med mening, og derfra kommer pentanernes ordsprog: gud har en mening med alt.”

    ”Hvad har det med stenene at gøre?” spurgte jeg.

    ”Faktisk kommer pentanere fra en helt anden verden. Det er den verden, som de blå sten kan lede jer til. Det er derfor gud undersøger jeres visdom og mod, før han lader jer få adgang med nøglen, som er den blå sten. Pentanernes definition på Jesus’ fødsel er, at Josef og jomfru Maria faktisk var ligesom jer to. Tid og rum. De fandt sin vej ud af den pentanske verden alene, og da de kom til Jerusalem og Maria fødte, så fødte de en healer. Jesus var healer ligesom Ken, og derfor udførte han mirakler. Da Jesus voksede op, kunne han ikke forstå, hvorfor han skulle holde det en hemmelighed, så han samlede en del tilhængere også kendt som dicible, som han tog med sig og forsøgte at fortælle om den pentanske religion. Jesus var et meget godt menneske, og han var meget klog. Han hjalp folk, men det hele ramte ham til sidst, og han blev korsfæstet, fordi han gjorde op med datidens paradigme. Da Jesus var borte, var der så mange tilhængere af ham, at den nye tro blev til kristendommen, og gud var blevet lavet om til et guddommeligt billede af mennesket. 700 år senere blev pentanerverdenen åbnet igen, men denne gang var det ikke kun det par med tid og rum, som kom igennem. Det gjorde en hel del pentanere, men de kom ind i en tid, hvor Jesus og kristendommen havde medvirket til at gøre mennesket overtroisk. Derfor blev pentanere, eller folk som opførte sig mistænkeligt, brændt på bålet, simpelthen fordi menneskerne var bange for dem.”

    ”Du har lige ødelagt mit syn på verden fuldstændigt,” mumlede jeg.

    ”Jeg ved, det er en skræmmende nyhed, men hæng dig nu ikke for meget i det.”

    ”Men kan stenen så føre os tilbage til den verden?”

    ”Ja det kan den, men den mission i er ude på er risikofuld. De scenarier, i bliver sendt ind i, er ikke ufarlige, og det er ikke engang sikkert, at i kan finde stedet, hvor nøglen kan bruges.”

    Jeg sukkede tungt og lænede mig tilbage i stolen. ”Hvad er meningen også med at finde dem,” mumlede jeg. ”Hvad kan vi få ud af at komme derind?”

    ”Er du ikke nysgerrig?” spurgte gamle Joshua. ”I to kan gøre noget, som ingen har gjort i 500 år.”

    ”Jo, men du aner ikke, hvordan det kan tage på ens kræfter at lande i det ene scenarie efter den anden blandt folk, der dør uden at kunne hjælpe, eller i det hele taget risikere selv at bliver skudt midt i en krig.”

    ”Hør, de scenarier i bliver sat ind i, tvinger jer til at gøre ting, som får jeres indre og mere intuitive personlighed frem. I viser jeres mod og styrker, mens i lære at arbejde sammen og hengive jer til den her opgave. Også spontanitet og evnen til at holde hovedet koldt bliver der set på. At i har fundet fire sten kan meget vel være et tegn på, at i to er lige, hvad der er brug for til at åbne vores verden for første gang i 500 år, men nu må vi se. Kens kone Danielle nåede også at finde fire, men fejlede på sidste mission.”

    ”Men der er noget, jeg ikke forstår,” sagde jeg tænksomt. ”Hvorfor så lige de datoer? Er det bare tilfældigt, at det var der vi landede, fordi der skete et eller andet frygteligt?”

    ”Hvor har i været?”

    ”Første gang landede vi på World Trade Center, som nær var blevet ramt af flyet, inden jeg gik tilbage til et år forinden,” sagde Josh. ”Så var vi på Titanic, og bag efter den havnede vi på en bomuldsmark i de sydlige slavestater i omkring 1860’erne, hvor vi så en lille slavedreng tage stenen og give den til sin herre for at slippe for prygl. Den sidste oplevede vi i går. Det var Pearl Harbor under bombningen.”

    ”Det er jer selv som er skyld i at i lander, hvor i lander. Det er jeres underbevidsthed og følelser lige i det sekund som spiller jer et puds når i forsvinder. Det, som er meningen med de ting, i har set, er at give jer et billede på, hvad der sker, hvis almindelige mennesker kender til vores hemmelighed. Hvis de opdager os, så vil de gøre, hvad de kan for at fange os eller studere os - ja hvad ved jeg. Måske smider de os i ekstra lukkede fængsler af frygt for os.”

    ”Jeg tror altså ikke, det er så slemt.”

    ”I vil opdage hvor stivsindede folk er når der er noget man virkelig tror på. Se hvad der skete med World Trade Center og Titanic.”

    ”Titanic var et uheld,” sagde jeg overrasket.

    ”Ikke helt,” sagde Josh. ”Det var sjusk.”

    ”Sjusk?”

    ”Har i hørt om ordet paradigme?” spurgte gamle Joshua.

    Vi rystede på hovedet.

    ”Okay,” sukkede gamle Joshua. ”Der var engang, hvor mennesket troede, at jorden var flad. Mennesker levede i sit eget lille paradigme, hvor de klogeste hovedet altså stod fast ved at jorden var flad, men hvad skete der så? Nogen fik bevist det modsatte, og der skete altså et paradigmeskift. Så begyndte tiden, hvor man var sikker på, at jorden var universets centrum, og at solen kredsede om os i stedet for omvendt. Det var også et paradigme, som vi senere kom ud af i renæssancen og ind i et nyt, hvor vi vidste, at det var os, der cirkulerede om solen. Tænk på Titanic. Titanic blev berømt, fordi dem som lavede det hævdede, at den ikke kunne synke, fordi man mente, at mennesket var herre over alt, men hvad gjorde den så? Den sank på sin jomfrurejse. Det beviser, at der skal en hel del til, før et synspunkt bliver vendt, og man kommer ind i et nyt paradigme. Jeg tror, at der skal en hel del mere til, før det almindelige videnskabelige menneske opdager, at der er mere mellem himmel og jord, som ikke kan beregnes præcist, for det er nu engang nutidens paradigme. Alt skal kunne bevises.”

    ”Så det du siger er, at den eneste grund til, at vores evner forbliver en hemmelighed, er fordi menneskerne er bange?”

    ”’Hvis du husker tilbage til den gang, i var tilbage i slavestaterne, så vil du huske, hvor onde vi amerikanere var. I to lærte, at mennesker vil handle mod pentanere, fordi de ikke ved bedre, ligesom hvide mennesker brugte sorte slaver, fordi de ikke var klar over, at disse mennesker rent faktisk var fuldstændig på lige fod med os andre, hvad angår menneskelighed og intelligens. Vi er i bund og grund alle sammen mennesker, og der er så mange eksempler i verdenshistorien på, at mennesker er bange for nye og fremmede ting. Pentaneres levevis passer simpelthen ikke ind i nutidens videnskab og teknologi.”

    ”Jeg kan slet ikke forholde mig til, at pentanerne lever i en helt anden verden. Er det en form for underverden, eller er det oppe i rummet? Er det måske i en hule i et bjerg?”

    ”Det får i jo nok at se,” svarede gamle Joshua.

    ”Men…” Jeg bed ordene i mig et øjeblik. ”Undskyld jeg spørger, men har du nogen ide om, hvad billederne, som Joshua fik ind i hovedet af sin mor, betyder? Bare en lille teori.” Jeg havde en anelse om, at jeg var på vej ud i et tabu med det spørgsmål.

    ”Nej det ved jeg ikke. Mit bedste råd er at se tiden an, men lad os ikke tale mere om det.” Jeg kunne se det hele i begge deres ansigter. Emnet var lukket.

    ”Men hvad så med Pearl Harbor? Hvorfor landede vi der?”

    ”Det har sikkert været for at give jer et hint til at finde mig.”

    ”For at få svar?”

    ”Ja, men også fordi opgave nummer fire er speciel. Det havde ikke så meget at gøre med det faktum, at i landede på Pearl Harbor, og det handlede heller ikke helt så meget om mod. Hvad skete der egentlig?”

    Vi fortalte ham i grove træk, hvad vi havde oplevet lige til jeg mødte ham, og en pludselig indskydelse fløj gennem min hjerne. Jeg havde tænkt på det før og sukket lettet over tanken flere gange, men pludselig så jeg meningen…

    ”Da jeg stod og talte med dig, vidste jeg, at du var Joshuas Morfar. Det kunne jeg gætte ud fra hele situationen, men jeg kan huske jeg tænkte på noget. Jeg tænkte på, hvad jeg kunne have været skyld i, hvis jeg havde sagt til dig, at jeg kendte dit fremtidige barnebarn. Hvis jeg fortalte dig om din fremtid, så havde du måske ikke taget til Lancaster, og så var Josh aldrig kommet til verden.”

    ”Det er korrekt. Det kunne meget vel have haft indflydelse.”

    ”Men hvorfor så Pearl Harbor?”

    ”Ja for det første, skulle Joshua efterlades et sted, og for det andet blev dine reflekser testet groft, da du så den blå sten lande i vandet, og du hoppede efter den.”

    ”Tjo, men jeg kunne da have efterladt Joshua et hvilket som helst sted i verden. Hvorfor midt i en krigszone?”

    ”Fordi, hvis i to ikke havde fundet ud af meget hurtigt, hvor i var, hvilket ikke er så svært med Pearl Harbor, så havde du ikke kunne finde tilbage igen, og hvis det var meningen, at noget af det her skulle være nemt for jer, så tog i fejl. Hver eneste ting i gør i fortiden er betydningsfuldt.”

    ”Jeg anede ikke noget af det her,” mumlede jeg.

    Joshua sad og stirrede tænksomt med løftet øjenbryn – han lignede næsten en der havde fået en åbenbaring. ”Det er utroligt,” mumlede han lidt efter.

    ”Hvem er det, der bedømmer alt dette her?” spurgte jeg.

    Gamle Joshua kluklo hæst. ”Du må da snart have fundet ud af, at Pentanere tror på alt mellem himmel og jord. Måske er det engle i himlen eller moderjord. Ingen ved det, men personligt tror jeg, at stenen er levende. Hvis i nogensinde kom ind i verdenen, så kunne det jo være, de vidste det derinde.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...