Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15258Visninger
AA

12. Mor

Mor… jeg…” Jeg kom hurtigt på benene og flyttede mit hår om bag ørene.

    ”Hvem er det?” spurgte hun stift og nikkede mod Josh. Hun lignede sig selv, min mor. Hun lignede også mig på visse punkter: samme mørkebrune hårfarve, som vi ikke behøvede farve kunstigt ligesom Anna, samme rynke over højre øjenbryn, når vi blev vrede og samme højde - 1 meter og 70 for at være præcis, så ikke mange var i tvivl om, at vi var i familie.

    Jeg var lige ved at vrikke om på min fod, da jeg drejede om og pegede på Joshua, som lignede en, der forventede at blive skudt ned af en af os. ”Det her er Joshua,” svarede jeg omtumlet. ”Han øh… er en ven fra Ohio. Vi har øh…” Hvordan skulle jeg forklare noget af det? ”Vi har været på lidt af en rejse, og det eneste vi har brug for er et bad og noget hvile.” Jeg kløede mig på armen.

    Hun stirrede på mig et stykke tid. ”Du har ikke villet snakke med mig et år, og pludselig dukker du op uden en nøgle til min lejlighed med en fyr og vil have et bad, fordi i har været ude at rejse.” Hun satte sin mappe fra sig på gulvet og rettede på sin jakke. ”Jeg tror ikke, jeg behøver at sige, at jeg godt kunne bruge en lidt længere forklaring,” sagde hun roligt. Jeg var i det hele taget imponeret over, at hun ikke var begyndt at råbe ad mig endnu. Min mors og mit forhold havde været præget af skænderier, og hun var det eneste rigtige grund til, at jeg var så forbandet god til at lyve. Jeg lærte hurtigt at holde ting hemmelige.

    ”Jeg øh… Okay mor det her er et meget underligt spørgsmål, men har du nogen evner? Du ved sådan overnaturligt.” Jeg skar en grimmasse, da jeg afspillede det i mit hoved igen. Selvom mine evner kom så naturligt for mig, at jeg ikke engang undrede mig over, at ting begyndte at flyve, når jeg vippede med lillefingeren, så føltes det underligt at sige det ligeud til en person, som jeg faktisk ikke stolede på. 

    ”Evner?” Hun løftede det ene øjenbryn. ”Det kan man godt kalde det, hvorfor?”

    ”Det har jeg også og Joshua med. Joshua kan kontrollere tiden, og derfor kørte vi til Washington, fordi vi ville høre Martin Luther Kings tale, men vi blev fundet af Joshuas bror som måske er efter mig, og så landede vi ved en fejl på World Trade Center den 11. September 2001, hvilket gjorde, at vi var lige ved at blive dræbt, men Joshua redede os ved at tage os et år tilbage, og så viste det sig, at det var mig, der havde fået os derhen, hvilket beviser, at jeg åbenbart har en evne til at flytte rundt på ting, mennesker inkluderet. Men fordi jeg blev ved med at besvime, så kunne jeg ikke få os ned, så da vi endelig kom ned, havnede vi på Colombus avenue, hvor jeg igen besvimede og vågnede op. Jeg indså at det eneste vi kunne gøre var at tage herhen, fordi jeg ikke har kræfter til at få os helt til Washington igen, men da du ikke var hjemme, brugte jeg mine sidste kræfter på at teleportere os herop, hvor jeg besvimede endnu engang, og så vågnede jeg, og nu er du her.” Jeg tog en dyb indånding efter min tale og kløede mig i håret.

    Hun lignede ikke en, der var helt med. ”Okay Bailey. Det eneste jeg fik fat i, er at jeg hellere må ringe til din far…”

    ”Nej!” udbrød jeg. ”Vi befinder os en uge før, vi tog af sted, og jeg er sikkert på vej i skole eller sådan noget. Far vil bare tro, du er blevet skør!”

    ”Okay nu siger du, i kommer fra fremtiden? Bailey Jeg kan ikke have jer her lige nu. Det er virkelig dårligt tidspunkt for mig,” sagde hun og tjekkede sin I-phone.

    ”Please mor. Vi vil ikke være i vejen. Vi tager et bad, sover lidt og så ser vi, om jeg kan få os tilbage til Washington dc, når jeg har energi til det.”

    Hun rystede på hovedet. ”Der er slet ikke plads, og jeg skal arbejde, og du burde virkelig have set konsekvenserne af dine beslutninger, før du tog til Washington med en eller anden fyr,” sagde hun og gav sig til at rode efter en oplader til sin mobil. ”Jeg tror, det er bedst du smutter ik’ skat?” Jeg hadede, når hun kaldte mig skat. Det virkede på mig som en nedladende måde at fortælle, at hun stadig havde den halve forældremyndighed og egentlig kunne beslutte hvad som helst for mig.

    ”Mor! Kan du ikke bare hjælpe mig for denne ene gangs skyld? Jeg har aldrig bedt dig om noget…”

    ”Jeg bad heller ikke dig om at skrive en mail til mig en gang imellem. Jeg troede bare, at det var noget, man gjorde, når nu du var min datter. Hvad med at tage telefonen en gang imellem? Det kunne du heller ikke? Bailey skat… jeg skylder dig ikke noget.”

    Jeg sank sammen på sofaen og tog mig til hovedet af frustration. Jeg havde slet ikke energi til at diskutere med hende. ”Jeg har virkelig brug for dig,” sagde jeg grådkvalt. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Du skrev jo heller aldrig til mig.”

    Hun himlede med øjnene. ”Hvorfor var du ikke mere som Anna?” Jeg havde forventet, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun begyndte at sammenligne mig med Anna. ”Hun er fornuftigt. Følger med i skolen og tager ikke ud på rejser med fremmede fyre. Ved du hvad? Hun har skrevet tre mails til mig i den her uge…”

    ”Du ved godt, jeg ikke kan skrive til dig,” svarede jeg lavmælt.

    ”Du prøver ikke engang,” sagde hun med tydelig frustration.

    ”Mor! Hvis du lader os blive her en dag, så lover jeg, at jeg ringer til dig. Jeg vil gøre hvad som helst.”

    Hun krydsede armene. Stilheden omfavnede os, mens rynken over højre øjenbryn overvejede, om hun nu skulle være sød mod sin datter i nød. Det værste var at min mor og jeg slet ikke var så forskellige fra hinanden, som man skulle tro. Det var måske derfor, vi altid blev uvenner. Fordi vi begge to var frygteligt irriterende, næsvise og vældigt gode til at lyve for hinanden. Jeg kendte mig selv, og jeg var ikke en helgen. Jeg vidste, at der sad en fyr bag mig som ikke ville tøve et sekund med at skrive under på det udsagn.

    ”Én dag!” sagde hun og tog sine ting. ”Men i har bare at være forbandet stille, for jeg har arbejdet hele natten, og jeg skal sove.” Hun marcherede gennem rummet hen til soveværelset og smækkede døren. Min mor som spenderede det meste af livet som paparazzi brugte somme tider meget af natten på at være de kendtes pestilens bag buske eller i skjulte biler. Jeg hadede hendes arbejde, og jeg havde aldrig lagt skjul på det, men hun havde heller aldrig lagt skjul på hendes uvilje mod min musik, og det faktum, at jeg var ordblind, var en torn i øjet på hende. Jeg vidste, at det var den gang sandheden om mit problem med ord blev lagt på bordet af en lære i femte klasse, at vores forhold var blevet ødelagt.

    ”Jeg har virkelig brug for min mor,” hviskede jeg. En ting jeg aldrig havde turde indrømme overfor nogen andre før, det var, hvor meget jeg egentlig savnede min mor, hvilket var en af grundene til, at jeg ikke ringede. Jeg kunne ikke lide min mor, men hun var den eneste, jeg havde af slagsen, og derfor var det lettere for mig bare at huske hende som en sød og rar mor, der passede på mig end at ringe til hende og få at vide, at jeg skulle være som min søster. Det gik pludselig op for mig, hvor mange ting i mit liv jeg flygtede fra uden at se det i øjnene.

    Jeg rejste mig. ”Kom,” sagde jeg og begyndte at gå ned på Annas og mit gamle værelse. Da jeg åbnede døren, stod der ikke andet end to senge og en kommode; de eneste ting vi havde ladet blive, siden vi flyttede. Jeg gik hen til kommoden og åbnede den, men den var tom bortset fra nederste skuffe, hvori der lå nogle tæpper, som jeg tog op og smed på sengene. Joshua stod i døråbningen og stirrede på mig.

    ”Du kan bare gå ud og tage et bad. Der står shampoo og den slags derude,” sagde jeg.

    ”Okay,” svarede han blot og forsvandt. Jeg sad på den ene seng og ventede, da mor kom til syne i døråbningen.

    ”Jeg har noget rent tøj,” sagde hun uden at trække en mine og gik.

    ”Hvor har du mandetøj fra?” spurgte jeg.

    ”Min nye mand… han har glemt det her.” Hun stod stadig med ryggen til, som om hun ikke turde se på mig.

    ”Din nye mand?” Det kom mig ikke som noget chok, da der allerede havde været beviser for, at hun havde andre forbindelser, før far gik fra hende.

    Hun vendte sig om og lænede sig op ad dørkarmen. ”Vi blev gift i Las vegas for en måned siden, men vi kan ikke bo sammen. Han bor tæt på.”

    ”Tillykke,” mumlede jeg. Jeg var frastødt af den måde, hun havde behandlet far, men på en måde var jeg lettet, fordi der nu ikke var nogen chance for, at far og mor ville finde sammen igen. De havde haft lidt af et ’af og på forhold’, og det havde efterladt Anna og mig i et flyttecirkus, så det var til at blive rundtosset. Hvis jeg var heldig, kunne jeg nu få lov til at blive i Ohio. Men et spørgsmål dulmede stadig: ”Mor?” spurgte jeg og så ned på mine knæ. ”Hvilke evner har du?”

    Hun tænkte sig om et øjeblik. ”Det undrede mig ikke, at du var den med evnerne. Dem med evner har som regel et form for handikap, som kompensation for deres kræfter.”

    ”Jeg er ikke handikappet!”

    ”Der kommer ikke noget godt ud af at have evner Bailey. Hvis du lader være med at bruge dine evner, så kommer du til at lære at læse som enhver anden. Det er fordi, du bruger din tid med typer som ham derude og tryller jer rundt i landet, at du nu kæmper en kamp mod skolen, som du selv er skyld i.” Jeg fornemmede, at hun forsøgte at undvige.

    ”Men hvilke evner har du? Og hvilket ”handikap” har du?”

    Hun svarede ikke med det samme. ”Jeg kan forudse fremtiden,” svarede hun. ”Eller jeg kunne… Jeg valgte at have evnen til at se rigtigt i stedet. Med det samme jeg forsøger at se fremtiden igen, mister jeg synet.”

    ”Hvor lang tid mister du så synet, når du har brugt dine evner?”

    ”Det er forskelligt. Kroppen bestemmer, om man så må sige. Når jeg beslutter mig for aldrig, og jeg mener aldrig vil bruge mine evner, så kommer mit syn, men hvis en lille bitte tvivl stadig regere i mig, så vil jeg være blind og i stand til at se alles fremtid omkring mig. Det er min skæbne, og jeg vil give dig et råd Bailey. Jeg vil endda råde dig til at bruge mit råd,” sagde hun og gik helt tæt på. Hun så mig lige ind i øjnene med sine egne grå, der altid spiddede mig lige igennem. ”Glem dine evner!”

    Jeg var skræmt. Min mor skræmte mig på den måde, hun sagde ting til mig, som om jeg ville dø, hvis jeg ikke hørte efter. Men jeg kunne pludselig se en udvej. For en gangs skyld kunne min mor faktisk hjælpe mig med noget, som jeg kæmpede med. Måske skulle jeg gøre brug af hendes hjælp.

    ”Jeg har altid ønsket mig at være ligesom alle andre,” hviskede jeg.

    ”Det er lige præcist, det jeg mener.” Hun smilede forsonende.

    ”Men jeg er nødt at få os tilbage til Washington først. Ellers ved jeg ikke, hvordan vi skal komme hjem.” Hun nikkede forstående. ”Mor?”

    ”Ja?”

    ”Tak.” Ordene der kom ud af min mund føltes ikke rigtige. ”Det kan være, jeg skriver en mail til dig, når jeg har fået min hjerne til at fungere rigtigt igen.”

    ”Se det vil jeg glæde mig til. Åh, jeg vidste, du ville gøre det rigtige en dag. Jeg har aldrig tvivlet på dig,” sagde hun lykkeligt.

    ”Jo du har,” svarede jeg ligeud. ”Du har aldrig gjort andet.”

    Hun var stille et øjeblik. ”Men nu gør jeg ikke, og det er det vigtigste.” Oprigtigheden i hendes ansigt var jeg tilbøjelig til at stole på. Måske ville hun blot hjælpe mig…

    ”Er det for akavet med et kram eller…” spurgte jeg og rødmede en smule. ”Jeg mener… det kunne jo være, vi kunne blive gode venner nu.” Jeg smilede skævt.

    ”Det kunne være dejligt,” sagde hun og lænede sig frem mod mig for at lægge armene om mig. Jeg havde en sær trang til at åbne for dæmningen og gennembløde hendes alt for dyre trøje med tårer, da jeg duftede den søde, betryggende duft af mor, som altid hang på hende.

 

***

 

Bailey?” halvt hviskede Joshua fra sengen på den anden side af rummet. Bilerne dyttede nede på gaden, og gulvet var oplyst af lange striber af sollys, fordi persiennerne i gardinerne ikke var helt tætte. Det var åbenlyst dag, men vi skulle sove, så vi kunne køre otte timer tilbage til Ohio igen - jeg skulle sove, så jeg kunne teleportere os hele vejen til Washington. Dobbeltarbejde til mig… måske havde mor ret i, hvor dumt det var at have evner.

    ”Hvad er der?” spurgte jeg irriteret. ”Jeg vil gerne sove…”

    ”Jeg har stadig ikke fortrudt, vi tog af sted.” Jeg fornemmede, han lå og stirrede på mig, og jeg overvejede hvilket ”handikap” han måtte have. For mig at se var der ikke rigtigt noget fysisk galt med ham, men man vidste aldrig.

    ”Det har jeg,” svarede jeg.

    Han fnøs. ”Nå,” mumlede han og vendte sig om.

    ”Havde du regnet med andet efter det her?”

    ”Jeg kan godt lide eventyr. Ligeså surt det har været, ligeså spændende synes jeg også det har været. Hvis du ikke havde besvimet, havde du haft tid til at nyde udsigten over New York. Vi to har lært hinanden at kende Bailey… det burde tælle for noget.”

    Jeg sukkede. ”Det gør det også, men helt ærligt ville jeg hellere være foruden alle mine ture til drømmeland, hvis du forstår. Jeg besvimer sikkert igen, når vi er kommet til Washington.”

    ”Vi ser tiden an…”

    ”Godnat Josh!”

    ”Goddag mener du vidst.” Han grinede af min tydelige irritation.

    ”Jeg tror, jeg ved, hvad dit handikap er,” vrissede jeg.

    Har blev stille. ”Det tror jeg ikke, du gør…”

    ”Du er fuldstændig ude af stand til at se, når man ikke skal lave sjov med folk, og slet ikke piger der snart skal teleportere dig tilbage til Washington. Jeg kunne glemme at tage dig med…” Jeg gjorde, som om jeg overvejede groft.

    ”Okay så er det godt! Godnat,” gryntede han gnavent og vendte ryggen til med et suk.

    ”Sådan smager din egen medicin…”

    ”Du er enormt nærtagende, ved du godt det?” udbrød han pludselig.

    ”Ja og ved du, hvor det kommer fra?”

    ”Nej!”

    ”Det kommer fra alle dem, som ikke blot har lavet sjov med mig, men ødelagt mit liv, fordi jeg er ordblind! Folk som siger, jeg er dum, og folk som tror, de bare siger en uskyldig sætning for at gøre sig selv lidt til, men egentlig ikke ved, hvor ondt det gør på ofret. Det er de folk Joshua!”

    ”Er du ordblind?” spurgte han overrasket.

    ”Ja det er jeg. Godnat!” Og der var endeligt stille.

 

***

 

Mor havde givet mig lov til at spise, hvad jeg havde lyst til, så jeg besluttede at give mit blodsukker et seriøst kick for at have energi til at få os til Washington. Jeg gumlede et æble efterfulgt at en portion havregryn, en franskbrødsmad med pålægschokolade og en cola. Det hele gled ned med velbehag, eftersom det at være sulten på en skyskraber, hvor man ikke vidste, om man nogensinde kom ned, virkelig fornyede ens respekt for mad.

    ”Godmorgen…” gryntede Josh søvndrukkent, da han kom frem i dørkarmen.

    ”Hellere godaften,” svarede jeg og nikkede mod vinduet, hvorfra der var buldrende mørkt udenfor. Vi havde vendt op og ned på nat og dag, men det sjove var, at når vi kom tilbage til Washington, og Josh tog os frem i tiden til det tidspunkt, vi tog af sted, så ville det være dag igen.

    ”Hvad har du fået at spise?”

    ”Alt muligt… Du kan bare tage, hvad du vil have.”

    Han nikkede og gik hen til køkkenet, der lå nede for enden af stuen bag en halv væg. ”Hvordan er du blevet så gode venner med din mor?” spurgte han, mens han analyserede køleskabet.

    ”Vi havde en lille snak…” Jeg tog et stor slurk cola og kneb øjnene sammen, da jeg sank det. Den første tår af en cola var altid ildebrænd gennem halsen.

    ”Det er altid bedst at snakke om tingene i stedet for at være uvenner. Hun virkede ikke synderligt begejstret for os i går eller i nat… nej i morges.” Han rystede på hovedet og kradsede sig i nakken.

    ”Hvorfor er du så træt?” spurgte jeg.

    ”Fordi jeg ikke kunne sove.”

    ”Nå, men du skal nok være forberedt på at køre det meste af turen, da jeg regner med at se måner og stjerner, når jeg kommer til Washington. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan med mad, og nu er jeg stopmæt, så jeg håber, jeg har energi nok. Sidst kunne jeg ikke engang få mig selv teleporteret fem meter.”

    ”På tom mave husker du nok. Vi prøver, når jeg har spist,” sagde han og satte sig ved siden af mig på sofaen. Jeg sukkede, da jeg huskede hvilken skideballe, jeg ville komme hjem til. Jeg havde ikke ringet til far. Jeg tænkte mig heller ikke om, da jeg lod mit hoved dumpe ned på Joshuas skulder, midt i endnu et suk.

    ”Hvornår tror du, vi er hjemme?”

    ”Lørdag aften…”

    ”Hvad?!”

    ”Vi gik fra bilen allerede klokken ti. Hvis vi tager tilbage til det tidspunkt, vi gik fra bilen, så er vi hjemme lørdag aften.”

    ”Jeg føler, vi har været væk i en uge…”

    ”Tæt på… Jeg har mistet tidsfornemmelsen, men jeg vil tro vi har været væk i tre dage eller noget lignende.”

    ”Hvordan kan du, Joshua, miste tidsfornemmelsen?”

    ”Det sker, når man roder rundt på nat og dag.” Han så ned på mig. ”Bailey?” spurgte han roligt. ”Hvorfor ligger du på min skulder?”

    Jeg satte mig langsomt op, mens jeg begyndte at blusse i kinderne. ”Du satte dig ved siden af mig. Perfekt afstand til at slappe af op ad dig. Jeg tænkte mig ikke engang om.” Da jeg tænkte over det, opdagede jeg, hvor dybt bizart det var. Jeg syntes stadig, han var irriterende.

    ”Kan du forstå, hvorfor jeg ikke kan regne ud, om du kan lide mig eller hader mig? Lige nu tror jeg, du kan lide mig lidt for meget,” sagde han og fnes af mit ansigtsudtryk.

    ”Okay du ødelagde stemningen,” mumlede jeg og rykkede en tand væk fra ham.

    ”Nej kom her,” sagde han og åbnede armene. ”Jeg syntes lige, det var så hyggeligt.”

    Jeg rystede på hovedet. ”Nej stemningen blev ødelagt,” sukkede jeg og lænede mig tilbage. ”Men du er nødt til at tage min hånd, hvis du vil med tilbage til Washington. Jeg tror, jeg er klar nu.” Jeg forstod ikke, hvorfor han grinede, da han greb ud efter min hånd. Det værste var, da han flettede vores fingre sammen med et smørret smil på læben, som fik mig til både at rødme og være sur på ham på samme tid. ”Hvor er du barnlig,” mumlede jeg.

    ”Du kan lide mig alligevel…”

    ”Nej jeg kan ej. Du er irriterende.” Jeg visualiserede et billede af parkeringspladsen bag mine lukkede øjenlåg, mens jeg strammede mine fingre om hans hånd. Jeg var bange for at tabe ham eller ikke få ham ordentlig med. Hvordan det kunne ske, vidste jeg ikke, men jeg vidste jo ikke, hvad jeg gjorde, før det var gjort, så alt kunne ske.

    ”Dybe vejrtrækninger Bailey. Husk hvad du gjorde sidste gang.” Joshuas beroligende stemme dansede ind ad mit øre og ud i musklerne, som slappede af med det samme.

    ”Jeg kan mærke, det bliver dig der køre hele vejen hjem…”

    Jeg hørte en dæmpet latter, lige før der lød et brag, og sofaen forsvandt under mig; det var den samme følelse, som hvis man sad på en fjeder, der gav efter og suset i kroppen, når man sprang op i luften, hvor man ingen vægt havde, før man landede på jorden igen, hvad end underlaget måtte være. Måske skulle jeg næste gang holde øje med, om vi landede på asfalt eller græs, men denne gang vidste jeg i det mindste, hvad jeg gjorde.

    Jeg kunne kontrollere min energi, der boblede under min hud som elektricitet og bruge min viljestyrke, som jeg mærkede i mit hjerte, samme sted hvor man mærkede kærlighed. Det var det sted som bestemte, hvem der skulle med mig, og det skulle Josh, for ham var jeg på en eller anden måde begyndt at holde af, trods hans irriterende måde at være på. Faktum var, at jeg ikke stolede på mange mennesker, men jeg stolede på ham - åbenbart…

    Jeg tror jeg fik en hudafskrabning på kinden, da jeg landede på asfalten. Jeg tror Josh løftede mig og bar mig, og jeg tror jeg blev placeret på bagsædet med tæppet omkring mig. Jeg ved, han kyssede mig på kinden, inden han smækkede døren og satte sig foran. Jeg ved, han var min bedste ven, og jeg ved, jeg var hans, for sådan foregik det, hvis man skulle stole på at det skrammel, der var skrevet og lavet film om gennem tiden. Der er en tynd linje mellem kærlighed og had, og det skulle man åbenbart altid først indse, når man var tvunget til at arbejde sammen i livsfarlige situationer.

    Jeg sagde, jeg fortrød det. Jeg sagde, at jeg fortrød, jeg var taget med ham, men jeg ville ikke have undværet det for en million dollars. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...