Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15221Visninger
AA

28. Mareridt

Alle havde prøvet det der med at stå på et højhus og blive skubbet ud over taget midt i en drøm, så man vågnede i et sug af adrenalin. Det var ekstremt ubehageligt, men på samme tid vågnede man tit op med følelsen af lettelse.

    Jeg spærrede øjnene op og hev efter vejret, som om nogen havde holdt mig under vandet i flere minutter. Joshua, som sad på stuebordet foran mig, veg tilbage i forskrækkelse og trak sin hånd til sig, som om han havde været ved at røre ved mit ansigt. Mit hjerte slog et slag over.

    ”Hvorfor var du ved at røre ved mit ansigt?” Jeg lagde hånden på mit hjerte, som bankede hurtigere end en vædeløbshest galoperede. Mit blik søgte ned på gulvet, hvor tæppet som jeg havde haft om mig lå, men jeg var for doven til at række ud efter det.

    ”Undskyld. Det var ikke meningen, jeg ville vække dig.” Han sukkede vemodigt og lænede sig frem med albuerne på sine knæ. ”Havde du mareridt?” spurgte han og undveg mit blik.

    ”Ikke til at starte med, men så var der en eller anden som skubbede mig ned fra et højhus.”

    ”Det er sært. Jeg kan aldrig huske mine drømme.” sagde han og gjorde mine til at rejse sig.

    ”Hey hvorfor går du? Hvad ville du mig?” Jeg måtte fortælle mig selv at glemme alle erindringer og kun fokusere på hvordan han var nu. Han var jo ikke så slem når det kom til stykket.

     Han tøvede, men stoppede sin bevægelse og blev siddende. ”Jeg ville egentlig gerne snakke med dig.” Han smilede skævt og kradsede sig forlegent i baghovedet. ”Ja jeg er ikke så god til det her, men jeg tror nok, jeg skylder dig en undskyldning for… du ved jeg har været lidt… øhm ubehagelig mod dig. Jeg har ikke helt vidst, hvad jeg skulle stille op. Det er som om, det er min skyld alt sammen.” Han samlede tæppet op til mig, da jeg begyndte at krumme mig sammen af kuldegysninger.

    ”Hvordan kan det være din skyld?” spurgte jeg, mens jeg pakkede mig ind og lagde mig til rette i sofaen. Uanset hvor meget jeg hadede at være familien Dawsons lille forvildede fange, så måtte jeg indrømme, at sofaen var utroligt behagelig.

    ”Fordi Jeg ikke hørte efter, da Ken advarede mig om, at vi var et farligt par. Desuden var jeg så dum at overlade dig til dig selv, da vi tog så langt tilbage i tiden, som oveni købet stod stille. Jeg burde vide af alle mennesker, at jeg er nødt til at holde fast i min medrejsende. Det er bare fordi…” Han gled ned fra stuebordet og satte sig på knæ foran mig med armene hvilende på kanten af sofaen. Mit blik flakkede og jeg bevægede mig en lille smule tilbage, da han kom tæt på. ”Jeg kan ikke holde mig fra dig, men nu må jeg knap nok røre ved dig, og det skære direkte igennem mig, når du ser på mig, som om du ikke kender mig.”

    ”Jeg er ked af det.”

    ”Det er ikke din skyld. Det er Morgan, der har trådt så langt over stregen, at jeg knap kan styre min vrede.” Han sukkede. ”Du må aldrig nogensinde tro, at du er skyld i noget af det her.”

    Jeg nikkede langsomt. ”Vi var ovre at besøge Grace i dag. Hun fortalte mig, at jeg skulle begynde at tænke positivt, når jeg så dig, så jeg kan minimere den vrede jeg føler.” Jeg bed mig i læben. ”Du er jo god nok. Jeg er bare programmeret til at have lyst til at skælde dig ud.”

    ”Grace hun er klog. Jeg er glad for, at du prøver.” Joshuas blå sjælfulde øjne kunne gøre mig helt forlegen, når han så på mig, som om jeg var hans favoritperson i hele verden. Måske var han virkelig ikke så slem. Lige nu virkede han som en af de sødeste, jeg havde mødt - ja det var ligefrem som om, han var forelsket i mig… eller noget lignende.

    Jeg smilede skævt og så ned. ”Hvorfor ville du røre ved min kind lige før. Vi må ikke røre ved hinanden.”

    Han svarede ikke lige med det samme. Han stirrede lettere skamfuldt ned på sine negle, mens han forsøgte at finde ordene. ”Som jeg sagde… jeg kan ikke holde mig fra dig.”

    ”Det er ikke hele sandheden.” Jeg havde skam udspekuleret, at der var noget, han ikke turde fortælle. Et eller andet flovt. Jeg kunne læse det med det samme i hans øjne, hvilket betød, at jeg kendte ham bedre, end jeg troede.

    ”Ikke bliv sur okay?” sagde han.

    ”Hvor slemt kan det være?” spurgte jeg tilbageholdent.

    ”Jeg håbede, at det ville tage os et sted hen ligesom de sidste tre gange, så jeg kunne vise dig, hvem jeg er. De tre sten har vi to fundet sammen. Ikke dig og Morgan og det irriterer mig virkelig, at du tror det modsatte. Jeg håbede, at hvis det tog os et sted hen igen, så kunne du huske, at det faktisk var mig alle gangene. Jeg ved godt, det er tarveligt af mig.”

    Jeg rystede på hovedet. ”Det er ikke tarveligt Josh.”

    ”Du kaldte mig Josh! Det har du ikke gjort siden… du ved…”

    ”Jeg ved ikke hvorfor. Det føltes så naturligt,” sagde jeg og rørte blidt ved hans hånd bare for at prøve. Jeg var ligeglad med, at vi kunne forsvinde, for jeg havde gjort det før og klaret det fint.

    Lykken strålede ud af hele femøren på ham, og det gjorde mig glad. Lige nu kunne jeg slet ikke huske, hvorfor jeg var så vred på ham i første omgang, men det kom og gik ligesom mit dårlige humør.

    ”Jeg har haft min del af kærester Bailey, men jeg har aldrig været villig til at kæmpe så meget for en som dig. Det er som om, du giver mig en grund til at holde ved virkeligheden i stedet for at fjerne mig fra det 21’århundrede og tage et par dage hos Shakespeare.”

    ”Shakesp…” Jeg stoppede mig selv i sætningen da en underlig scene trillede ind forbi mit syn. Jeg stod på Joshuas værelse med en lille brun bog i hånden ved siden af en skikkelse, som jeg vidste var Morgan, men lignede Joshua. Jeg kom også til at tænke på den gang i Paris, hvor han fortalte mig, at han kunne tale latin, men deres kroppe flød sammen i et og ødelagde mit minde. ”Ved du godt, at du ligner din bror meget?” spurgte jeg pludselig.

    Han lo hæst. ”Ja det ved jeg.”

    ”Alle de ting, som jeg troede, jeg havde lavet med Morgan, har jeg lavet sammen med dig i virkeligheden. Problemet er bare, at jeg ser jer begge to i samme person stå overfor mig alle gangene. Er du klar over hvor forvirrende det er ?”

    ”Jeg kan forestille mig det.”

    Jeg rystede på hovedet af mig selv og satte mig op. ”Kom her,” sagde jeg og klappede på siddepladsen ved siden af mig. ”Kom og vis mig, at du er bedre end Morgan.”

    Først lignede det, at han ikke kunne tro sine egne øre, men så smilede han og dumpede ned ved siden af mig. ”Ved du hvad? Jeg er også meget lækrere end Morgan.” Han løftede armen og spændte sine muskler demonstrativt.

    ”Wow,” mumlede jeg med himmelvendte øjne og lænede mig op ad hans skulder. ”Jeg tænkte på noget…”

    ”Hvad?”

    ”Hvilket handikap har Ken og Grace? Hvad med dine søskende og Morgan? Jeg ved jo ikke noget om dem.”

    ”Hmm… For det meste snakker man ikke om sit handikap, men siden det er dig der spørger… Grace og Ken har ens handikap, ligesom Morgan og jeg deler evne. Det sker somme tider med familie. Ken og Grace er stærkt allergiske overfor en del madprodukter. Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er Ken og Grace vegetar. Derudover bliver deres hud rød og kløende, når de røre ved kartofler eller spiser dem, og så kan de heller ikke tåle mælk. Chris og Lucy er lidt for små til, at vi kan se det endnu, men Mary har hjertefejl, hvilket gør, at Ken holder meget øje med hende, og så har hun været på operationsbordet nogle gange. Morgan er den mest komiske, og det siger jeg kun fordi, jeg har opdaget, at han er en idiot. Faktisk er det synd for ham. Morgan mangler sit højre ben fra knæet og ned. Han har benprotese på.”

    ”Virkelig?” udbrød jeg.

    ”Så sandt som jeg sidder her.”

    ”Vil du gøre mig en tjeneste?”

    ”Altid,” svarede han.

    ”Vil du fortælle mig om alle de ting, vi har oplevet sammen?”

    ”Hvis du gerne vil,” sagde han. ”Fra begyndelsen?”

    ”Lige fra begyndelsen,” bekræftede jeg.

    ”Okay. Den gang vi mødtes første gang kastede jeg en doughnut efter dig, men du undveg og greb den i stedet…”

    Jeg smilede af fryd.

    ”Det var der tiden gik i stå for første gang og…” Hans blide stemme dansede vals ind i mine øregange, mens jeg sank længere og længere sammen op ad ham. Mine øjne lukkede sig ufrivilligt, selvom jeg forsøgte så ihærdigt at holde mig vågen for at lytte. Til sidst fandt jeg mig selv ligge med hovedet i skødet på ham og tæppet omkring mig med lukkede øjne, mens han snakkede videre. Jeg mærkede ham kærtegne min kind med sine fingerspidser og sende kuldegysninger ned gennem hele kroppen. Han nulrede mit hår, så det kildede i nakken, men før jeg vidste af det, sov jeg trygt som et lille barn, mens jeg drømte om pentanere og blå sten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...