Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15196Visninger
AA

16. Man tror man kender sin lære

Det virkede ikke! Jeg prøvede, alt hvad min hjerne kunne, at glemme, at jeg nogensinde havde teleporteret os nogen steder hen, men hver gang jeg huskede, hvordan jeg havde følt mig knyttet til Joshua, da jeg spille klaver, så faldt der enten et billede ned fra væggen, eller også forsvandt ting. Jeg blev somme tider så irriteret, at jeg ikke havde styr på noget som helst, og så landede jeg på fodboldbanen igen. Det hele tog overhånd. Mine evner udviklede sig i takt med, at jeg ønskede at glemme dem, og så skete sære ting omkring mig.

    Jeg forsøgte at lukke lyden af larmen fra gangen ude, mens jeg gennemrodede mit skab efter den bog, jeg skulle bruge i matematik, da jeg så nogle ting ligge i bunden. Det var min saks, mine høretelefoner og en blyant, der lå ovenpå en lille grøn seddel. HVAD SKAL DET BETYDE? :) stod der, og jeg fnes ufrivilligt, da det gik op for mig, at de var blevet sendt til Joshua i et anfald af irritation aftnen før. Men hvad der bekymrede mig mere var, hvordan Joshua var kommet ind i mit skab.

    Emma sad trofast ved min side i første time, mens Adam sad sammen med Kim i den anden ende af klasseværelset. Ærligt talt syntes jeg, Kim overreagerede, men hun havde åbenbart besluttet sig for at dødsdømme vores venskab, fordi jeg ikke havde fortalt hende, at jeg var ordblind. Dog var det svært at koncentrere sig om det, når mine evner stadig skulle elimineres. Jeg brugte hvert minut af dagen på det - selv i matematiktimen - men bedst som jeg lige syntes, det gik så godt gik tiden i stå, og jeg vidste, at det var forfra igen. Jeg lærte det nok aldrig, og Josh ville ikke hjælpe mig. Han gjorde det kun værre.

    Jeg rejste mig og gik over for at se ud af døren til gangen. ”Josh!” råbte jeg, men der skete ikke noget. Var det overhovedet ham der gjorde det? Det kunne være Morgan.

    Jeg begyndte at gå ned af gangen som var stille og tom. Ingen bevægelse kunne jeg fornemme, og ingen lyde kunne jeg opfange. Det var ubehageligt; panikken begyndte langsomt at gribe om mig, og klaustrofobien var kvælende. Jeg måtte finde Josh! Det at være fanget i tiden var mere skræmmende, end man skulle tro.

    ”Bailey!” råbte Joshua nede for enden af gangen. ”Er der sket noget?”

    Lettelsen skyllede ind over mig, da han kom hen til mig og lagde begge hænder på mine skuldre. ”Du må ikke forskrække mig på den måde igen,” sukkede jeg og smilede skævt.

    ”Jeg har ikke sat tiden i stå Bailey. Jeg tror Morgan er her,” sagde han alvorligt. ”Hold mig i hånden!”

    ”Hvad?”

    ”Gør som jeg siger. Hvis Morgan røre ved dig, kan han tage dig med tilbage i tiden til et sted, hvor jeg ikke kan finde dig. Vi er nødt til at røre ved hinanden, hvis jeg skal beskytte dig.”

    Jeg nikkede og tog hans hånd. Det var sjovt, som hans varme hånd kunne få mig til at slappe af og føle mig beskyttet. ”Hvad gør vi nu?” spurgte jeg, mens jeg så mig over skulderen.

    ”Finder Morgan,” svarede han, som om det var det simpleste i verden.

    Jeg klyngede mig til hans arm, mens vi listede ned af gangen og så rundt om hjørnet. Der var ingen Morgan, og vi løb videre ned mod udgangen til skolen. ”Hvad gør vi, når vi finder ham?” spurgte jeg lavmælt.

    ”Jeg har ingen ide,” svarede han og åbnede, så vi kunne komme ud. Vi stivnede begge, da vi hørte stemmer fra to mænd et stykke væk, og helt lydløst gik vi i knæ, så vi kunne kravle over og gemme os. Jeg følte mig som en ninja eller en listetyv, da vi sneg os hen til en busk og gik i skjul.

    ”Kan du høre hvem det er?” hviskede jeg, mens jeg knugede hans hånd, til knoerne blev hvide. Jeg var ikke sikker på, hvorfor jeg var så nervøs, for vi kunne ikke vide, hvem det var, men jeg havde prøvet at flygte fra Morgan før, og der landede vi på en tårn som styrtede. Hvor mon jeg ville sende os hen næste gang?

    ”Jeg vidste det,” sukkede han og himlede med øjnene. ”Det er Morgan. Jeg forstår bare ikke hvad han vil os. Jeg har aldrig gjort ham noget - jeg er hans bror. Jeg så op til ham en gang.”

    ”Søskende er ikke til at regne med…”

    ”Stop med det der Bailey. Din søster og dig er bare vokset hver sin vej. Jeg er sikker på, du elsker hende inderst inde. Det her er noget andet.”

    ”Okay jeg har ikke tænkt mig at diskutere med dig, når vi gemmer os for en mulig fjende.” Jeg rejste min finger for at understrege min pointe. ”Nu finder vi ud af, hvem den anden er…”

    ”Jeg tror, det er Mr. Thomson…”

    ”Hvad?”

    ”Bare tig stille og lyt.”

    Jeg himlede med øjnene og holdt vejret for at høre det bedre, men da jeg åbenbart ikke havde ligeså gode øre som Josh, kravlede jeg hen langs græsset bag buskene mod Morgan og Thomson. Jeg kunne se glimt af dem gennem buskadset og bedre høre deres alvorlige stemmer. Selvom jeg ikke havde hørt, hvad de havde snakket om, følte jeg mig sært forrådt af Thomson. Jeg havde trods alt stolet en lille smule på ham.

    Josh kravlede hen ved siden af mig og tog om mit håndled. ”Husk nu at holdt ved mig. Jeg er nødt til at kunne beskytte dig,” hviskede han.

    ”Ja ja…” Vores smådiskussioner gjorde os til rigtigt dårlige spioner.

    ”Hun er skrøbelig,” sagde Mr. Thomson.

    ”Hun er kun en lille pige. Selvfølgelig er hun skrøbelig.” Morgan grinede overlegent.

    ”Hende her er anderledes. Jeg har betragtet hende hele året. Hun er bange.”

    ”Det gør det hele bedre!”

    ”Hvis hun er den, du tror hun er, så er hendes evner større, end noget hun selv kan gabe over. Du må ikke undervurdere den styrke, hun kan have, for hendes skrøbelighed og frygt kan virke styrkende på evnerne. Hendes krop prøver at beskytte hende.”

    ”Hør her, min bror er naiv og dum, og hun er bange. De er to mod mine folk? Jeg har mange at du ved det.” Morgan skulle til at gå. ”Jeg har fået de informationer, jeg skal bruge.”

    ”Vent!” Mr. Thomson greb om Morgans arm, og jeg så foragten i Morgans blik, da en middelmådig skolelære rørte ved hans dyre jakkesæt. Det samme blik han gav mig, den gang jeg mødte ham første gang. ”Hendes krop gør hende mere og mere handikappet, jo flere kræfter hun får. Jo mere vred hun bliver på verden, og flere ting hun ikke kan få til at hænge sammen, jo svære bliver det for hende at skrive og læse.”

    Jeg stivnede og så op på Joshua, da det gik op for mig, at de snakkede om os. Det var praktisk talt en fornærmelse, at han havde kaldt mig en lille pige.

    ”Nogen er nødt til at hjælpe hende og få hende til at tage den med ro, for ellers bliver hun en større trussel, end du tør indrømme, og du ved det. Jeg kender hende godt nok til at vide, at hendes facade er den, hun støtter sig til. Hendes vrede er den, der holder hendes dag kørende, og ligeså skrøbelig som hun er, ligeså farlig kan det gøre hende.” Jeg forstod ikke… var jeg farlig?

    ”Jeg har forstået Peter, men alt det du forklare mig nu sætter blot dig på overarbejde. Ser du, det eneste job du har nu er at vinde hendes tillid og blive hendes ven. Er det ikke den slags skolelærere skal være gode til?” Morgan klappede ham broderligt på skulderen. ”Skuf mig nu ikke,” sagde han muntert. ”Se at komme tilbage til læreværelset, så folk ikke besvimer, når de ser din krop forsvinde ud i luften.” Morgan fandt en pakke cigaretter og tændte en. ”Jeg venter fem minutter.” Han pustede en stor tæt røgsky ud og vendte ryggen til.

    Joshua lænede sig ned mod mit øre. ”Jeg ved godt, du er i chok - det er jeg også, men det er vigtigere, at vi kommer tilbage til klassen, inden Morgan sætte tiden i gang.” Hans bløde hviskende stemme sendte kuldegysninger ned af min ryg, og panikken var sært påtrængende. Jeg blev ved at sige til mig selv, at panik var den sidste udvej, men ærligt talt kunne jeg ikke være mere rystet.

    ”Okay,” svarede jeg med lettere rystende stemme.

    Thomson hastede ind ad døren og forsvandt, og Joshua greb min arm for at få mig med, men jeg forblev i min stilling. Jeg havde set Morgan opdage, at det puslede. Morgan begyndte at grine dæmpet. ”Mike?” sagde han med et alt for venligt tonefald.

    Joshua slap min arm og gav mig blikket som sagde ”bliv hvor du er!”.

    ”Lad være med at kalde mig Mike,” svarede Joshua og rejste sig helt. ”Hvad er du ude på Dan?”

    ”Lidt af hvert. Du kender mig.” Han tog et sug og lavede røgringe i luften. Joshua løftede det ene øjenbryn. ”Du er ikke så snu alligevel bror. Troede du ikke, jeg havde hørt døren åbne? Peter er heller ikke for kvik, men hvad kan men også forvente af en middelklasse skolelære?” Han lo hæst. ”Hvordan går det med fodbold? Nyder du stadig godt af vores fælles evne?”

    Joshua smilede skævt og trådte ud mellem buskene. ”Der er ingen regler imod det,” sagde han og lo i kor med sin bror. ”Jeg fik en til at tabe bukserne midt i et afgørende skud.”

    ”Virkelig. Jeg har ellers altid troet min placering som storebror har været spildt, når det handler om at opdrage dig.”

    ”Ikke helt.” Joshua krydsede armene. ”Men lad os lige springe frem til det stykke, hvor du forklarer, hvorfor du er her.” Jeg kunne ikke beslutte mig for, om Morgan vidste, jeg var her, eller om han virkelig troede, Joshua var den eneste.

    ”For at besøge min savnede bror. Havde du en god dag med hende pigen der? Hvad end hun så hedder?”

    ”Hun hedder Bailey. Jeg opdagede, at hun havde evner, og du kender mig Dan. Jeg tager hvem som helst med, hvis jeg får muligheden. Det er kedeligt at opleve verdenshistorien alene.” Joshua grinede, men det var ikke, som jeg kendte ham. Han lød skummel. Jeg regnede dog med, at det var en eller anden plan, som jeg ikke kunne regne ud.

    ”Hvor tog hun jer hen?” spurgte han. ”Hun virkede til at bliver forskrækket over William. Han var lidt for påtrængende.”

    ”World Trade Center. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad du skal bruge hende til. Hvorfor er du så bange for hende?”

    ”Bange?” Han grinede, som om det var det latterligste, han længe havde hørt. ”Jeg er ikke bange for en pige som hende. Jeg har brug for en pige som hende, og du kunne meget vel være den rette til at hjælpe mig.”

    ”Hvorfor skulle jeg hjælpe dig med at få hende, Dan? Du forsvandt! Jeg har ikke kunnet finde dig i to år, efter det der skete med mor og far. Vi var flere, som havde brug for dig den gang, men nu bor du i Los Angeles? Så sig mig lige, hvorfor jeg skulle hjælpe dig!” Joshua spillede bror-kortet.

    ”Fordi jeg kom tilbage til dig.” Han sukkede sørgmodigt. ”Jeg stak af, fordi jeg sørgede, Mike,” sagde han og gik tætter på Josh. Joshua ville ikke have ham til at se mig og begyndte at gå ham i møde. ”Men nu har jeg fundet mig selv, og jeg ville finde dig. Vi to kunne gøre underværker! Hende Bailey kan vi bruge, men der noget ved hende, som gør, at hun er en af den slags piger, som skal vindes og ikke tages. Ja du hørte, hvad Peter plaprede om.”

    ”Men hvorfor?”

    ”Åh Mike. Stol på din bror. Du kender mig.” Han smilede og klemte Joshuas skulder. ”Jeg har altid en plan i ærmet, men jeg er bange for, jeg ikke kan give dig detaljerne lige nu.” Han smed cigaretstumpen på jorden og begyndte at gå ned af fortovet. ”Skuf mig nu ikke,” råbte han og slentrede videre. ”Du har fem minutter.” Det varede ikke længe, inden han var så langt nede, at jeg kunne snige mig frem og løbe over græsset i et rus af adrenalin. Joshua holdt stramt om min hånd, da vi nåede døren til min klasse, og vi stoppede op.

    ”Bailey?” sagde han alvorligt. ”Jeg er nødt til at tage dig til min onkel… Efter skole Bailey!”

    Jeg nikkede og begyndte at gå ind.

    ”Bare rolig Bailey,” sagde han og løb ned af gangen.

    Jeg rystede på hovedet og greb mit hår ved hovedbunden, mens jeg beordrede mig selv at sætte mig på en stol. Jeg landede på det røde skolesæde, men da tiden gik i gang, og stilheden blev udfyldt af lærens milde ryst, begyndte mit hjerte at banke hurtigere. Jeg ville ikke have Joshuas skøre bror efter mig, jeg ville bare overleve High School og lære at læse, men det så ikke engang ud som om, jeg ville kunne lære noget som helst i den retning, før jeg fik fuldstændig styr på mig selv og mit liv. Jeg var bange.

 

***

 

Resten af dagen havde jeg gået og kigget mig selv over skulderen bare for at være sikker på, at Joshuas sindssyge bror ikke udspionerede mig. Jeg havde ikke været mig selv, og både Emma og Adam kunne mærke det. Jeg havde blot nikket, og sagt jeg havde ondt i hovedet med et skævt smil på læben.

    Da klokken havde ringet, stillede jeg mig med ryggen mod muren omme på den side af skolen, hvor ingen kom, så jeg kunne være alene. Jeg var nødt til at indrømme, at jeg var kommet til at holde af Joshua, men jeg var også bange for ham og hans bror, og derfor tænkte jeg på, hvordan det ville være, hvis jeg tog til New York og glemte mine evner sammen med min skøre mor og hendes ukendte mand.

    ”Der er du,” sagde en lettet stemme. ”Kom nu. Jeg tager dig med til min onkel.”

    Jeg rystede på hovedet og satte neglene i muren, til de var ved at knække.

    ”Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis…”

    ”Jeg vil ikke have din hjælp Josh,” hviskede jeg og mærkede en lille varm tårer løbe ned af min kind, selvom jeg havde kæmpet bragt for at holde den inde. ”Hvis det ikke havde været for dig, så havde jeg nok stadig været fuldt tilfreds med min magnetiske hånd. Hvis det ikke havde været for din tåbelige bror, så kunne jeg måske overleve High School. Jeg prøver at glemme mine evner, ligesom min mor sagde for at gøre hende stolt, men det gør kun det hele værre… hvorfor mig? Er tingene ikke ødelagt nok i forvejen?” Jeg jog armen op og gned tåren væk med en arrig bevægelse, mens Joshua forblev tavs. ”Du er selvisk Joshua. Til at starte med var du lige ved at stikke mig en flad for at kalde dig en snyder, men pludselig har jeg evner, og så er jeg interessant. Du forstår ikke, hvor vigtigt det er for mig at være ligesom alle andre og lære at læse, så du vil have, jeg skal beholde mine evner, men det er utroligt egoistisk af dig Josh!”

    ”Okay jeg er nødt til at stoppe dig der,” udbrød han og gik tættere på mig med krydsede arme. ”Jeg troede, min bror vare forsvundet for altid, så jeg regnede ærligt talt ikke med, at vores venskab ville skade dig. Det ville nærmere skade mit omdømme på skolen.”

    Jeg himlede men øjnene.

    ”Desuden er jeg ikke selvisk, men jeg tror ikke, du har lagt mærke til, at du ikke er den eneste, som kæmper med noget. Du har virkelig ikke nogen ide om, hvor glad jeg er for at have mødt dig, og jeg er udmærket klar over, at min bror muligvis er ude på noget, som omhandler dine evner, men du er nødt til at stoppe med at skyde skylden på mig.”

    Jeg begravede mit ansigt i hænderne. ”Jeg er bange for alting Josh,” hviskede jeg. ”Det er derfor, jeg er vred hele tiden. Jeg kan ikke klare flere problemer.”

    Joshua sukkede og skubbede mine hænder ned for at se på mig. Han havde blå øjne, og de havde evner i sig selv. Med dem kunne han skifte personlighed, han kunne blive en anden, og det var det, jeg fandt mest skræmmende. Jeg vidste ikke, hvilken Joshua jeg skulle stole på. ”Træk vejret,” sagde han blidt. ”Jeg ved godt, du ikke tror på mig, men jeg passer på dig.” Var han den han var i skolen, den han var sammen med mig, eller den han var overfor sin bror?

    Jeg snøftede og lænede mig frem så panden landede på hans skulder. Tårerne trillede lydløst, mens jeg lod mig omfavne, og ønskede jeg kunne blive fri for den konstante håbløshed, jeg følte bare for et øjeblik. Joshua var for god til at være sand. Han var den her forvirrende Romeo, som levede et helt andet liv end mig, men han fandt mig mellem den zoologiske have af smukke piger, som ville give sin arm for at kalde ham sin kæreste. Han fandt mig, men var det virkelig mig, eller var det mine evner han fandt?

    ”Det er bare fordi, jeg ikke ved hvem du er,” hviskede jeg.

    ”Jeg er mig…”

    ”Ja jeg kender dig, men jeg kender tre af dig. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvad du skal bruge mig til, så du kunne ligeså godt være ham der smider doughnuts efter folk, som du kunne være ham jeg kender.”

    ”Hvem kender du?” spurgte han roligt.

    Jeg tøvede. ”Den der passer på mig.” Jeg kneb øjnene sammen, da det gik op for mig, at jeg rødmede. Det var så akavet - Bailey på glat is. Hvorfor kunne jeg aldrig fortælle nogen, hvad jeg følte uden at have lyst til at grave mig ned i et hul. Det var som om, at jeg var bedre stillet med bare at være gådefuld og irriterende, for jeg blev ekstremt dårligt tilpas i den her slags situationer.

    ”Bailey. Du kender mit handikap, og min mangel på følelse for fremtiden får mig til at være en anden, for det er den jeg har øvet mig på at være, og det er den, jeg føler mig sikker i. At være mig selv er en ting jeg aldrig har haft det godt med, før jeg mødte dig.”

    ”Hvorfor?”

    ”Fordi jeg bedre kan skylde skylden på den anden side af mig, når jeg gør noget dumt og tro mig, jeg har ikke gjort andet end dumme ting hele mit liv, fordi jeg ikke kan se konsekvenserne af mine beslutninger. Men du gør noget andet ved mig Bailey. Når jeg er hos dig, kan jeg ikke være andre end mig selv.” Jeg kunne ikke se hans ansigt, men under min pande kunne jeg mærke hans hjertepuls, som sagde han talte sandt. Jeg stolede på ham.

    ”Hvorfor kaldte han dig Mike?” spurgte jeg.

    Joshua grinede, så jeg mærkede brummen i hans skulder. At skifte emne var akkurat det perfekte tidspunkt, for det var nok følelsessnak for en dag, når man hed Bailey. ”Mit mellemnavn er Michael, og hans er Daniel. Mike og Dan var nogle navne vi syntes var seje, da vi var små.”

    ”Okay,” mumlede jeg. ”Undskyld jeg sagde, du er selvvisk. Jeg har det med at skyde skylden på andre mennesker, når jeg ikke kan have mere på mig selv.”

    ”Det er okay Bailey, men det her er Morgans skyld. Kom nu, jeg tager med til min onkel.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...