Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15240Visninger
AA

42. Luk øjnene

Mine ben var viklet ind i den blå kjole, da jeg vågnede, og det dunkede i hovedet, som om der snart ville springe en blodårer. Mit blik faldt på en stak tøj fra bordet, og jeg fik mig selv stablet vakkelvornt på benene. Det, at ingen mennesker var til stede, var rart for jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg i deres øjne lignede en, der var blevet tosset. Det var jeg vel også på sin vis, men det skulle jo helst ikke se sådan ud. Jeg havde altid overbevist mig selv om, at jeg ikke ejede forfængelighed i mig, men det var en stor fed løgn. Jeg gik meget mere op i, hvad andre syntes om både det indre og ydre, end jeg ville vedkende.

    En hundesnude viste sig nede i bunden af udgangen, og Bobby luntede nysgerrigt ind. Hele hans bagparti – ikke kun halen – begyndte at logre af glæde, da han så mig og sprang op ad mig, så jeg nær faldt bagover. Jeg grinede og skubbede ham ned, så han lystigt hoppede op i sengen og rullede rundt, så lagnerne blev dejligt behårede.

    ”Må du godt være herinde?” spurgte jeg og kradsede ham på maven, mens tungen hang ud af flaben på ham. Jeg tog det tøj, der var lagt frem til mig på bordet og skævede ud af indgang for at sikre mig, at ingen kiggede. ”Du må ikke gø, for så kommer de!” sagde jeg bestemt til Bobby og trippede hen for at smide kjolen og trække i bukser og hættetrøje i stedet for. Jeg havde en sær fornemmelse af, at mit hår var uregerligt uglet, og selvom det egentlig kunne være ligegyldigt, så ville jeg ønske, jeg havde et spejl.

    ”Kom Bobby.” Jeg var nysgerrig overfor stedet – eller rettere hulen – som jeg var landet i. Jeg måtte se, om jeg kunne snige mig omkring uden nogen så mig, for hvis jeg skulle være helt ærlig, så tiltalte det mig ikke at blive analyseret og fortalt, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste, at de allerede nu ville starte med at kaste mig ud i et noget, hvor jeg skulle bekende mine følelser og bagefter føle mig lettet. Sådan kogte man bare ikke suppen.

    Da jeg kom ud i en mindre gang, hørte jeg stemmer nede for enden, hvor der var en hule med skarp belysning. Min indre ninja greb mig i skuldrene og skubbede mig ind i et mindre rum lige ved siden af. Da jeg så efter, var der en masse rod, som jeg skulle passe på ikke at træde i. Jeg skar en grimmasse, da Bobby kom luntende forbi og håbede inderligt, at han ikke bragte opmærksomhed med sig.

    ”Godmorgen,” sagde Joshuas stemme på den anden side af væggen. Hans stemme fik det hele til at skælve inde i mig, men nu fandt jeg da ud af, at det var morgen. Jeg må have sovet i mange timer.

    ”Godmorgen Josh,” sagde Grace’ stemme. ”Hvad laver du her?”

    ”Ikke noget. Skulle bare lige sige hej.”

    Grace holdt en lille kunstpause. ”Tror du ikke hellere, du skulle smutte?” Jeg kunne se Grace’ skygge på gulvet, da hun rejste sig. Hun satte begge hænder i siderne, på sådan rigtig bestemmende tante måde.

    ”Tjo…” Han tøvede. ”Hvordan har Bailey sovet?”

    ”Hun er ikke vågnet endnu.”

    ”Holdt da op!”

    ”Ja.” Hun skød en kort latter op. ”Men jeg har brugt det meste af natten på at fange ting, som svævede rundt, mens hun sov. Sikke nogle drømme hun må have haft.”

    Jeg krummede ansigtet sammen i en stram grim grimmasse. Det var pinligt.

    Joshua grinede fjollet. ”Ja, det ved jeg.”

    ”Ved du?” spurgte Grace vantro.

    ”Ja ja. Tror du ikke, hun har sovet hos mig før?” Han lo. ”Hun gør det, hvis hun er bekymret, men du behøver slet ikke fange tingene. Når hun vågner igen, så stiller de sig på præcist det samme sted, som de stod, da hun lagde sig til at sove.”

    Ah! Så var det nok derfor, jeg aldrig selv opdagede det.

    ”Tænk, at hun kan det i søvne. Hun er ikke uinteressant… det må jeg give hende.”

    ”Nej,” svarede han tænksomt. ”Det er hun ikke.”

    Grace gik hen til ham, formodede jeg ud fra hendes skridt. ”Smut nu med dig.” Hendes tonefald var altid så kærligt. Det kunne både være irriterende og rart – det kom an på humøret.

    ”Tror du ikke, det er mig, der kan få hende på rette spor igen? Hvis nu jeg…”

    ”Det virkede ikke sidste gang. Gå nu. Jeg vil ikke give dig ballade med Ken.”

    Jeg tog en dyb indånding og lænede mig tilbage op ad væggen, men så væltede en spand, og jeg fik en kost i hovedet. ”Av!” sagde jeg og sprang frem fra mit skjul. Joshua smilede over hele femøren, og Grace sendte mig ”blikket”. Bare at se på Joshua gav mig kvalme, så jeg sørgede for ikke at se ham i øjnene. Det var såmænd ikke fordi, han ikke havde været sød mod mig, men der var bare så mange blandede følelser, at jeg ikke magtede det længere.

    ”Hvis i to bare ville opføre jer ordenligt,” vrissede hun og skubbede den grinende Joshua ud derfra, hvorefter hun vendte sig mod mig. ”Jeg havde forventet mere af dig Bailey. Du må da kunne se, hvad der er mest fornuftigt i det her og så stole på os andre i stedet for at nødsage dig til at lytte ved dørene.” Hun sukkede og lagde sin hånd på min pande. ”Ingen feber,” mumlede hun.

    ”Undskyld, hvis jeg har holdt dig vågen.” Jeg krøb ydmygt ned i en lænestol og gnubbede varme i armene. ”Jeg vidste ikke, at jeg fik ting til at flyve når jeg sov.”

    ”Nej det vidste du vel ikke. I det hele taget ved du ikke nok om dine evner.”

    ”Hvad mener du?”

    ”Ja Joshua og alle os andre vi har øvet os, men det eneste du kan er at teleportere og få ting til at flyve.”

    ”Kan jeg mere end det?”

    ”Ja selvfølgelig kan du mere end det. Du har jo rum. Hvad havde du regnet med, når du besidder sådan en kraftfuld evne?”

    ”At det kom til mig. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle lede efter evner. Det er som at lede efter noget, man ikke ved findes.”

    ”Jeg troede, at Kenneth havde været lidt mere behjælpelig med sin viden om sin kone.”

    ”Jeg tror netop, det var hans viden om sin kone, der fik ham til ikke at hjælpe.”

    ”Nå men jeg henter ham. Så kan du finde dig noget morgenmad imens. Der er mad nede af den gang,” sagde hun og pegede derhen, hvor Joshua var gået ud. ”Hvis du ser Joshua, så er der en masse stegepander, som du er velkommen til at bruge.”

    ”Æhm… tak.”

 

***

 

Luk øjnene,” sagde en surmulende Ken, som havde fået besked på at hjælpe mig. Ken var nu altid muggen ligegyldigt hvad.

    ”Javel hr.” Jeg skulle lige til at gøre honnør, men nøjedes med at lukke øjnene for husfredens skyld. ”Hvad nu?”

    ”Hvad kan du mærke?”

    Jeg tog en dyb indånding og lod mig selv føle rummet, men for det meste havde jeg lettere ved at fornemme steder med åbne øjne. Ja, det gav jo super god mening, for sådan havde alle mennesker det i bund og grund. Nej for mig var det mere fordi, jeg følte, at jeg kunne beregne alting meget bedre med åbne øjne. Min indre matematik blev ødelagt, når jeg ikke kunne se noget.

    ”Jeg kan ikke mærke noget. Jeg er blind når jeg har lukkede øjne.”

    Ken måtte kvæle et grin.

    ”Hvad vil du have mig til at mærke? Hvis jeg nu vidste, hvad jeg skulle lede efter, så…”

    Han begyndte at gå lidt rundt. ”Fortæl mig, hvor jeg står.”

    Jeg prøvede at følge lyden af hans stemme, men da han bevægede sig rundt, så jeg fulgte lyden af hans fødder i stedet. Mine øre var meget sarte overfor lydbølger, så jeg gik lige mod ham og fangede hans skulder.

    ”Fint,” sagde han.

    ”Nemt nok.” Jeg klappede i fingrene, som om de var beskidte.

    ”Ja, det har du ret i. Det var den lette del.” Han rakte i lommen og fandt min yndlingsting af alle yndlingsting. Min ipod. ”Lyt til noget musik.” Jeg tog den, men stak kun den ene i øret og tændte. ”Nu skal du finde ud af, hvor jeg er uden at lytte.”

    ”Det kan jeg da ikke!”

    ”Jo du kan. Kom så.” Han lignede en, der var meget utålmodig. ”Og jeg kan se, hvis du smugkigger.”

    Jeg rystede på hovedet og lukkede det andet øre af. Først følte jeg mig sanseløs, men så skete der noget andet, som jeg egentlig godt kendte til i forvejen, men aldrig havde tænkt over. Mine andre sanser blev forstærkede, i det jeg havde lukket mig inde i mig selv. Jeg følte luftforandringer og duftforandringer og fodtrin i jordbunden.

    Jeg løftede mine hænder en smule, fordi de altid havde været en god og følsom kilde til mine evner, men de opfangede ikke noget. Jeg prøvede at bevæge dem på forskellige måder, men mindre hjalp det, for mit ”syn” blev kun mere uklart. Et øjeblik efter gik jeg i knæ og lagde flad hånd på gulvet. Der var hele forskellen. Jeg kunne føle trygget mod jordens overflade og mærke afstandene herimellem. På den måde kunne min hånd skanne overfladen og jeg vidste nu at der en meter væk stod et bord, at der tre meter væk var en gang, og at Ken stod lige bag mig. Jeg greb hans arm, og sejrsfølelsen slog mig.

    ”Det havde du ikke troet hva’?” sagde jeg overlegent.

    ”Du var overraskende langsomt til det, når man så på den mængde tid, du har kendt dine evner,” svarede han blot og satte sig ned. ”Det der var det basiske.”

    ”Virkelig?” Jeg sænkede opgivende skuldrene.

    ”Jeg vil give dig nogle lektier for.”

    ”Lektier!” udbrød jeg. ”Du mener ikke, jeg skal skrive noget eller læse en masse bøger vel?”

    Han kiggede olmt på mig. ”Hvad havde du selv regnet med?” spurgte han, som om jeg var komplet dum. ”Selvfølgelig skal du ikke læse noget. Din opgave er, at du skal finde ud af, hvor i forhold til os, din mors lejlighed ligger. Når jeg kommer, så skal du pege præcist.”

    ”Det mener du ikke!”

    ”Og så skal du arbejde på din attitude.”

    Jeg spidsede læberne. ”Fint,” mumlede jeg og satte mig på gulvet op ad væggen. Gulvet var lavet af sandet hulejord, så jeg tog mig en pude og satte mig på den, mens jeg proppede musikken i ørene og lukkede øjnene. Jeg fandt hurtigt ud af, at jo længere tid jeg havde hænderne i jorden, jo bedre kunne jeg fornemme, hvor folk var henne. Min evne til at observere folk fysisk kom mig pludselig til gode, for ved at huske deres gå-mønster, så dannede jeg mig et billede af, hvor de befandt sig på området. Specielt Joshua havde en evne til at forfølge mine hænders opmærksomhed.

    Jeg slog øjnene op. ”Hvad lavede jeg i går?” spurgte jeg mig selv. Jeg havde flippet ud på grund af Joshua, men skete der, og hvorfor syntes mine minder at være tågede omkring ham? Selvom jeg aldrig havde været fuld, så kunne jeg alligevel forbinde det med nogle rigtigt slemme tømmermænd, og jeg havde tilmed hovedpine.

    Jeg lukkede øjnene og fandt Grace nede af gangen tre rum henne. Hun var ikke alene, og deres position blev ved med at rykke sig rundt. Ingen ville fortælle mig noget, så jeg måtte selv finde ud af, hvad de lavede, men først skulle jeg lige lave mine såkaldte lektier, så jeg kunne prale overfor Ken, som jeg egentlig helst ville slippe for.

    Efter overraskende kort tid fandt jeg alligevel frem til Columbus avenue, og derefter den vej mor boede på. Det fik min selvtillid til at stige et øjeblik, så da Ken kom tilbage, pegede jeg min finger den rigtige retning og gik.

    ”Hey, vi er ikke færdige.”

    ”Jeg tager mig lige en pause.” Jeg satte mig og lod som om, jeg surfede i min musik på afspilningslisten, indtil Ken var gået. Lige da jeg havde set hans vandrestøvler forsvinde ned af en sidegang, løb jeg hen til den anden gang, hvor jeg havde fundet Grace og stillede mig op ad væggen, så fladt jeg kunne, uden de så mig.

    ”Jeg har snakked med Jack,” sagde mors stemme. ”Ham og Anna bliver i Lancaster.”

    ”Sørg for, at de kun får de nødvendige informationer,” svarede en eller anden mand, som jeg heller ikke var introduceret til. Det hele virkede ret ironisk, når man tænkte på, hvor meget de prøvede på at få mig til at stole på dem uden at fortælle mig noget som helst.

    ”Joshua. Du skal tilbage til Lancaster.”

    ”Jeg havde ellers tænkt at…”

    ”Du får ikke lov til at være sammen med Bailey alligevel.”

    Han vrissede nogle bandeord, og alle var tavse et øjeblik.

    ”Det mest rationelle ville være at opsøge Jane og tvinge hende til at gøre det godt igen,” sagde Grace.

    ”Jeg melder mig frivilligt,” udbrød Joshua.

    ”Nej Josh.”

    ”Jo Grace, for hun er sikkert sammen med Morgan, som kan tage hende med tilbage i tiden. Det kan jeg hjælpe med.”

    ”Morgan og Jane har sikkert planer med dig også. Du bliver her, så Jane ikke rammer dig eller tag tilbage til Lancaster og hold øje med Baileys familie.”

    ”Hvorfor lader i mig ikke hjælpe? Jeg bliver her.”

    ”Fint. Men du bliver i den anden ende af knudepunktet.”

    Hvad var knudepunktet for noget?

    ”Du kunne også finde din morfar og snakke med ham,” foreslog Grace.

    Joshua svarede ikke.

    ”Men hvad er planen?” spurgte Jason. ”Hvor er Bailey lige nu?”

    Og som om ulykkerne bare ikke kunne stoppe med at hagle ned over mig, så kom Ken gående mod mig. ”Bailey?”

    Grace kom ud og så mig. Jeg sank ned i knæ og sukkede. ”Pis,” mumlede jeg.

    ”Skal du have Babysitter på?” spurgte hun mig.

    ”I kan ikke holde alle informationerne fra mig, og tro at jeg opføre mig ordentligt på samme tid. Og hvad er knudepunktet for noget?”

    ”Himmel og bøf,” sukkede hun opgivende. ”Knudepunktet er en lille samling huler, som ligger så tæt, at det er en lille underjordisk by.” Hun trak mig op at stå. ”Og du er nødt til at blive dernede i stuen og øve dine evner. Jeg siger det kun, fordi vi vil dit bedste.”

    ”Ja og jeg har hørt den sætning for mange gange. Jeg vil ikke have, at i passer på mig, jeg vil inddrages. Jeg vil være med til at finde Jane.”

    ”Jeg sagde det til jer,” råbte Joshua inde fra rummet.

    Ken lukkede øjnene behersket. ”Hvis Joshua ikke snart lukker munden, så ved jeg ikke, hvad jeg kan finde på at gøre.”

    ”Joshua er bekymret,” sagde Grace.

    ”Måske vil det hjælpe Bailey, at vi inddragede hende,” sagde ham manden, som jeg ikke kendte. Han var høj og mørkebrun, afroamerikansk med smalle briller på og hvid skjorte.  Han lignede en forretningsmand.

    ”Hvem er du?” spurgte jeg.

    ”Sam Blake. Jeg er lederen for knudepunktet under New York.”

    ”Kom Bailey,” sagde Grace og rørte ved min hånd. Pludselig følte jeg mig helt ualmindelig lettet, som om en bølge af frisk luft opløftede mig et øjeblik, lige da Grace rørte mig. ”Har du det bedre nu Bailey?” spurgte hun. ”Vi kan ikke have, at du går og føler dig anspændt.”

    Jeg stod og smilede som en idiot uden kontrol. ”Jeg vil gerne spille klaver,” sukkede jeg sagligt.

    ”Grace!” vrissede Ken. ”Du skal ikke bruge dine evner på hende. Hun bliver kun mere forvirret.”

    ”Nej nej… det er lige meget,” sagde jeg. Jeg kunne slet ikke se nogen grund til, at jeg var nødt til at lytte til deres samtale mere. Det hele blev klaret for mig, og alting ville snart være godt igen. Intet problem. ”Der er godt nok hyggeligt hernede,” sagde jeg og gik tilbage til mit soverum. Mens jeg gik, følte jeg mig som på en lyserød sky. Det hele flød behageligt rundt i mit mave, og mit hoved gjorde ikke nær så ondt mere.

    ”Hvad gjorde du ved hende?” spurgte Ken.

    ”Jeg gjorde hende mindre bekymret. Hun har ikke godt af alt det gift, og hvis vi begynder at tvinge hende væk, så teleporterer hun sig bare.”

    ”Hun ligner en, der er på stoffer,” sagde Joshua, men Ken skubbede ham ind i rummet til Sam Blake.

    Jeg drejede mig rundt og smilede. ”Jeg tror stoffer er usunde,” sagde jeg lykkeligt og bakkede hen mod sengen, hvor jeg lagde mig blødt.

    ”Grace?” sagde Joshua, der havde trodset Ken og gået tilbage. Mine øjne var lukkede, og jeg halvt sov. ”Hvad nu, hvis dine evner kan rede hende. Tænk, hvis det er hendes følelser, som skal fixes.”

    ”Mine evner kan ikke hjælpe. Vi må finde Jane, og indtil da må Bailey altså sove, for hun er utilregnelig. Jeg sætter Jason på sagen.”

    ”Det er så fredfuldt at sove,” sagde jeg. ”Har i prøvet det?”

    ”Hvorfor kunne du ikke nøjes med at gøre hende rolig? Hun er jo både høj og skæv.”

    ”Fordi hendes vilje er for stærk, og der er ingen grund til at begynde at holde fast i hende med vold. Det er det bedste, jeg kan gøre for hende.”

    Jeg gav mig til at grine helt ukontrolleret.

    ”Har i brug for mig?” hørte jeg Jasons stemme.

    ”Hun skal blive ved med at sove, til vi finder en løsning. Du må holde øje med om hendes krop mangler noget, for så skal hun vækkes.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...