Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15242Visninger
AA

3. Hvem er Josh?

Bailey? Er du mentalt til stede eller kun fysisk?” spurgte Mr. Thomson, min kedelige Engelsklære, der for det meste havde et sært problem med at opretholde folks opmærksomhed. Eller måske var det kun min opmærksomhed, han ikke kunne fange.

    ”Jeg er med,” sagde jeg lavmælt og bed mig i læben.

    ”Vil du læse stykket om billedsprog på side 32? Bare så vi lige kan snakke om, hvor vi kan finde nogle gode metaforer i historien?” spurgte han.

    ”Helst ikke,” mumlede jeg. Min mund havde det med at sno sig sammen, når det handlede om en større publikum, og det var ikke kun specifikt rettet mod faget engelsk.

    Jeg tror heller ikke Mr. Thomson kunne lide mig. Jeg kunne i hvert fald ikke lide ham.

    Han sukkede. ”Du kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest hver gang,” sagde han. ”Du er nødt til at vende dig til at gøre dig selv mere aktiv, så du kan hæve dine karakterer. Jeg tror godt, du kan.”

    Jeg svarede ikke. Han kendte mig jo ikke. Hvis han kendte mig, så ville han vide, at jeg virkelig ikke ønskede at springe over hvor gærdet var lavest hver gang, men efter mange års træning havde jeg fundet ud af, at den måde jeg bedst kunne beskytte mig selv på, var at holde mig i skyggen af andre.

    ”Okay Bailey,” sukkede han. ”Mit kontor senere. Vi skal snakke.”

    Hvad betød det? Vi skal snakke. Var det lærersprog for: du skal tage dig gevaldigt sammen, hvis du vil have din eksamen. Jeg sank sammen i stolen, da han gik videre til den næste. Det var anstrengende at gå i skole hver dag og være bange for at være den, som blev udvalgt af læreren. Det tog så mange af mine kræfter.

    Jeg kom til at se ned på mit papir, som lå foran mig og så Kims sirlige håndskrift danne fire ord. Det er din chance! Læste jeg langsomt. Hun ville have mig til at fortælle ham, at jeg ikke kunne læse normalt, men hun tog fejl. Jeg kunne sagtens læse, hvis jeg gav mig tid til det. Jeg var bare ikke så hurtig.

    Sjance for vad? Skrev jeg tilbage.

    FÅ NOGET HJÆLP!

    Jeg har ik brug for jælp tak. Jeg klarre mig fint sel.

    Hun himlede med øjnene. Du staver forkert Bailey. Kom ikke og sig til mig, du ikke har et problem! Blyanten krassede nær hul i papiret, mens hun skrattede budskabet ned.

    Jeg havde så mange ting at sige, at jeg slet ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle formulere det hele på papir. Hun skulle altid fortælle mig, hvad jeg burde gøre, og jeg vidste hun blot ville støtte mig, men hun anede ikke, hvad hun snakkede om.

 

***

 

Jeg bankede på døren til læreværelset og åbnede ind til det aflange rum med køkken for enden og runde borde, som var spredt tilfældigt ud på gulvtæppet. Der hang en tyk lugt af kaffe og hjemmelavede madpakker over rummet, og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Mr. Thomson ikke var der, så jeg var nødt til at gå igen, men der sad han med sin kaffe og en avis.

    ”Du ville snakke med mig på dit kontor?” spurgte jeg akavet til mode over det faktum, at stort set alle lærerne stirrede på mig.

    Han så op over brillekanten og smilede til mig. ”Det var godt, du kom,” sagde han. ”Du kan komme med mig nu.” Han rejste sig og puffede mig med ud af døren igen, ned af gangen og ind på sit kontor, hvor der var en bogreol i baggrunden og et bord i midten. Det lignede et typisk lærerkontor med cirkler på bordet efter de mange kopper kaffe, han havde indtaget samt en stak opgaver, som skulle rettes. Jeg havde lyst til at lukke gardinerne for vinduerne, som vendte ud mod gangen, så de andre ikke kunne se mig blive grillet af Mr. Thomson.

    Mr. Thomson satte sig på kontorstolen bag bordet. ”Du kan sætte dig,” sagde han venligt.

    Jeg tøvede og lagde skoletasken ved siden af bordet, mens jeg gled lydløst ned i stolen og kiggende omkring for ikke at se direkte på Mr. Thomson for længe. Det var så ubehageligt, at jeg sad og tænkte på jokes, som jeg kunne ryste op med blot for at undvige samtaleemnet omhandlende mit problem med ord.

    ”Bailey du må hellere se på mig i stedet for dine negle,” sagde han roligt og foldede hænderne irriterende pædagogisk foran sig.

    ”Hvorfor ville du snakke med mig?” spurgte jeg.

    ”Jeg tror godt, du ved det.”

    ”Næ…” svarede jeg dumt.

    ”Jeg er bekymret for dig.”

    ”Mig?”

    ”Ja dig. Det ville være mærkeligt, at jeg snakkede med dig om det, hvis jeg var bekymret for Kim ikke?” Han opsatte sin alvorligste mine, og jeg forberedte mig på slaget. ”Jeg er nødt til at fortælle dig, at du hænger i en tynd tråd. Rektor mener ikke, at du kan blive her til næste år, hvis ikke du tager dig gevaldigt sammen. Du laver ikke lektier, skriver ikke dine opgaver og nægter at læse noget for klassen.”

    ”Det er noget fis alt sammen,” mumlede jeg.

    ”Det er sjovt, du siger det, for det tror jeg faktisk ikke, du syntes, at det er. Du får topkarakterer i mundtlig matematik og fysik, men du nægter at skrive rapporter til samme. Jeg tror, der ligger noget bag, og jeg vil gerne vide hvad. Er det tid og plads derhjemme? Eller noget andet?”

    Jeg rystede på hovedet. ”I er bare nødt til at fatte, at nogen er gode til det ene, og andre er gode til noget andet.” Jeg krydsede trodsigt armene over brystet. ”Jeg kommer for sent til time, hvis du holder mig her længere.”

    ”Jeg tror ikke, du har noget imod at gå glip af timen. Desuden tror jeg heller ikke, du lærer noget, før nogen får vendt din tankegang til lidt fornuft.” Han så så skide pædagogisk ud.

    ”Jeg har ikke brug for fornuft!” udbrød jeg. ”Det her er åndssvagt.” Jeg rejste mig og svang tasken over skulderen på vej ud af døren. ”Rektor kan smide mig ud, hvis han vil.” Jeg mente det ikke. Tårerne pressede sig på i øjenkrogene, fordi jeg snart officielt havde ramt bunden.

    Mr. Thomson skubbede mig ned i stolen igen uden at sige et ord, og jeg blinkede stædigt vandet ud af øjnene, så han ikke så det. ”Jeg er her for at hjælpe dig Bailey. Fortæl mig, hvad det er, du synes der er svært.”

    Jeg svarede ikke.

    ”Når du har en aflevering, hvad gør du så? Prøver du først og smider den ud bagefter eller slår du det bare hen?”

    ”Jeg prøver… nogen gange.”

    ”Dine lærere siger, at du er intelligent, når de taler med dig på tomandshånd, men at det altid er det skriftlige der hænger. Du har heller ikke særligt meget tillid til, at det du siger foran de andre elever er klogt. Du lader bare være med at sige noget.”

    Jeg vidste godt, hvad mit problem var, men jeg nægtede at indse det ligeså meget, som han nægtede at give op, så jeg tav. At indse noget, som man havde kæmpet imod det meste af livet var sværere end at kæmpe videre.

    Mr. Thomson tog sine briller af og så mig lige i øjnene. ”Hvis du ikke tager imod min hjælp eller begynder at skrive nogle opgaver, så er der intet, jeg kan gøre.” Han tav og rakte om bag sig og tog en bog ud af bogreolen. Jeg kunne mærke, hvordan blodet forlod mit hoved, da jeg tog imod den og stirrede på omslaget. Jeg var skrækslagen. ”Læs første side,” sagde han.

    ”Jeg kan ikke,” sagde jeg.

    ”Hvorfor ikke?” Han prøvede at få det ud af mig uden at spørge direkte. Jeg havde opdaget hans taktik.

    Jeg sukkede fortabt og åbnede første side, hvor de tåbelige bogstaver flød rundt på papiret i en pærevælling. Jeg lænede mig frem over papiret og så på første ord. ”På en…” startede jeg hæst. ”… anden del af… gårdspla-pladsen stod…” Jeg fik nok og klappede bogen i. Det var ikke det værd, og jeg var da ligeglad med, om jeg blev bortvist.

    Der var stilhed et stykke tid. Jeg stirrede på bogen, og Mr. Thomsons grå øjne var målrettet boltet til mig. Lille mig, som helst bare ville sætte mig bag et klaver og lade tonerne tage mig væk. Det kunne man faktisk leve af, hvis man var god.

    ”Bailey? Er der nogen som helst chance for, at du godt ved helt inde i hjertet, at du er ordblind?”

    ”Jeg er ikke ordblind,” mumlede jeg. ”Jeg læste lige fire ord for dig. Jeg skal bare øve mig.”

    Han nikkede overbærende. Det begyndte at irritere mig, at han så på mig som et lille barn. ”Men en der er ordblind er jo ikke en, der ser på papiret og pludselig bliver blind. Du kan godt læse, men det er ikke så let for dig. Du er faktisk ret intelligent, men du har ikke særligt god selvtillid.”

    ”Jeg er ikke ordblind.”

    ”Bailey…” sukkede han opgivende.

    ”Stop med at sige mit navn på den måde!”

    ”Jeg er her kun for at hjælpe dig. Hvorfor vil du ikke indrømme det?” Frustrationen kunne fornemmes inde bag brilleruderne foran hans øjne. Han var ved at miste tålmodigheden.

    ”Fordi det er tåbeligt, at du sætter en label på mig, bare fordi jeg ikke kan læse. Jeg vil ikke kaldes ordblind, ligesom et barn med ADHD ikke vil kaldes dampbarn.”

    ”Du er nødt til at se det i øjnene…”

    ”Nej! Jeg er ikke nødt til noget som helst.”

    ”Prøv at arbejde lidt sammen med mig, Bailey. Fortæl mig nu, hvad der går dig sådan på.”

    Jeg lavede læberne til en smal streg. Tårerne ville bryde ud, så snart jeg sagde noget, men jeg tog mig gevaldigt sammen og så direkte ind i hans øjne. ”Lærerne opdagede det først, da jeg kom i femte klasse, men det var kun min mor, som havde tid til at komme til møde og snakke om det, og hun overbeviste dem om, at jeg bare var doven. Hun blev ved med at sige til mig, at det kun var dumme børn, der var ordblinde.”

    ”Hvad sagde din far?”

    ”Hun fortalte det ikke til ham, og nu bor hun i New York, og far har stadig ikke opdaget noget. Jeg er ikke dum, for jeg vil hellere være doven, så det holder jeg mig til.”

    Mr. Thomson rynkede panden. ”Ordblinde børn er slet ikke dumme. De kan være meget intelligente, hvis de får den rigtige behandling.”

    ”Min mor har altid sagt: ’Bailey skal bare tage sig sammen’ eller ’Bailey ved ikke, hvad det vil sige at kæmpe for noget’. Folk har altid været så skide kloge, men faktum er at ingen forstår det.” Jeg rejste mig og tog min taske. ”Jeg skrider!”

    ”Bailey?”

    Jeg vendte mig irriteret om. ”Hvad?” Jeg spiddede ham med mine øjne. ”Jeg tror, at du tror, at du forstår mig… men det gør du ikke. Er du med? Det gør du ikke!” Jeg drejede om på hælen og marcherede ud ad døren, som smækkede med et brag.

 

***

 

Jeg satte mig på en bænk, der var overtrukket med blå krakkeleret maling og en fugleklat ude i den side, hvor jeg ikke sad. Jeg stirrede på folk i skolegården for at tænke på noget andet, mens gråden sad i min hals som en stor fed klump. Musikken buldrede i mine øre, men jeg lyttede knap nok efter.

    Nogen stak en finger i min skulder, og jeg rev arrigt musikken ud af ørene. ”Hvad er dit problem?!” udbrød jeg, før jeg så Adam smile undskyldende bag mig, og jeg sukkede. Han satte sig ned ved siden af mig på bænken og åndede tungt ud uden at sige et ord. ”Er pigerne bange for mig igen?” spurgte jeg irriteret.

    ”De foretrækker at undgå dit humør for tiden, men jeg er en fyr. Jeg kan tage det, hvis du vil give mig en lammer.”

    ”Der er ikke ret meget fyr over dig Adam…” Jeg stak musikken demonstrativt i ørene og rejste mig for at gå, da han greb fat om mit håndled.

    ”Jeg har overvejet hvad, du nogensinde har gjort for mig… for pigerne,” sagde han. ”Jeg tror, det er sikkert at sige, at listen er kort, så vi kunne ligeså godt lade være med at hjælpe dig og nøjes med at være dine venner.” Han slap min hånd. ”Det er frustrerende, at du ikke tager imod den.”

    Jeg havde dårlig samvittighed overfor ham, fordi jeg vidste, at de fortjente så meget bedre. ”Jeg har ikke bedt om nogens hjælp.” Jeg tøvede, før jeg sagde det sidste ord. ”Undskyld Adam.” Det var det mindste, jeg kunne gøre.

    Jeg stak hænderne i lommerne, mens jeg gik ind mellem mængden af konger, som styrrede skolegården i deres blå atletikuniformer. Cheerleaderne skubbede til mig, da jeg gik forbi, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Rygtet havde spredt sig, at jeg var lidt af en ”bad-ass” - altid ligeglad med alting, og det image havde jeg ikke noget imod. Det kunne være, at det kunne få folk til at lade være med at bruge sin tid på mig.

    Jeg øjnede en doughnut, og det var komisk, hvor meget en kage kunne få mine muskler til at spændes og give mig lyst til at springe i dækning. Det smørrede smil, der sad klistret på vedkommende, som skulle kaste, var ubehageligt, da han fik øjenkontakt med mig og lagde an til at skyde. Jeg kendte ikke idioten, men jeg tror han kendte mig, for han kunne ligeså godt have valgt den kiksede udvekslingsstudent fra Thailand, der stod tættere på, som mål. I stedet valgte han mig, da en af hans venner pegede på mig.

    Jeg tænkte på det, Adam havde sagt, med at gribe doughnuten. Måske skulle det prøves. Jeg var faktisk ualmindeligt god til at gribe og kaste, men det viste jeg ikke så tit.

    Jeg undrede mig over, hvor mange tanker jeg kunne nå at tænke på de to sekunder, det tog at kaste den og flyveturen over til mig. I hvert fald nåede jeg at beregne både fart og afstand hurtigere end Einstein og greb den i et huk. Jeg havde aldrig gjort det, fordi jeg var bange for at få dobbeltportion næste gang, men det føltes godt at se deres skuffede ansigter.

    En anden grund til, at jeg aldrig gjorde det, var fordi jeg havde et tredje talent, hvis man kunne kalde det det. Min hånd havde en mærkværdig tiltrækningskræft, når jeg brugte min energi rigtigt eller blot ønskede, at den skulle gøre det. Jeg kaldte det en magnetisk hånd, fordi den tiltrak sig ting, når de kom tæt nok på. Ligesom doughnuten. Det var ikke kun mine formidable matematikevner, der sikrede sejren, men også noget overnaturligt, som jeg endnu ikke havde fundet ud af, hvad var.

    Fyren som kastede så ikke videre begejstret ud. Nej han var praktisk talt i chok, og først der gik det op for mig, hvor stille der egentlig var. Lyden og bevægelsen omkring mig var stoppet i tiden, som en film på pause. Tiden var sat i stå. Menneskerne var gået i stå. Hele verden stod stille foran mig, undtaget ham der kastede kagen. Jeg kunne ikke engang finde ud af at gå i panik.

    Jeg så mig omkring. Nogen var stoppet midt i en underlig grimmasse. En dreng, som stod nogle meter væk, havde rystet en sodavand, og den var godt i gang med at bruse over, men bruset stod stille som flødeskum. Jeg stirrede på fyren, som kastede doughnuten, og han havde mistet mælet. Han bevægede munden, men intet syntes at komme ud, og han fortsat gennemborede mig med sit blik. Det var ham! Det var jeg sikker på! Ham fyren havde sat tiden i stå.

    ”Hvad sker der,” mumlede jeg, men pludselig var han væk, og da folk begyndte at bevæge sig igen, så så de mig stå med doughnuten, som ikke engang var brækket halvt over. De begyndte at skraldgrine, da jeg løftede den op til munden, tog en bid og gik min vej. Jeg vidste, at jeg var dømt til tidobbelt doughnut-ansigtsmaske i morgen, for jeg skulle ikke slippe af sted med det nummer for let, men jeg vidste også, at jeg måtte undersøge, om jeg var ved at blive tosset.

 

***

 

Kim satte sig ved siden af mig i klasseværelset uden at sige et ord. Hun smilede sært til mig, mens hun fandt sine bøger og sin lyserøde yndlingskuglepen frem

    ”Hej…” sagde jeg undrende. Jeg forstod ikke, hvorfor hun kæmpede så meget for at se alvorlig ud. Så jeg mærkelig ud?

    ”Hejsa,” hilste hun tilbage, men da vi fik øjekontakt kunne hun ikke længere holde på det. Hun begyndte at skraldgrine, som om hun først lige havde opdaget, hvordan man gjorde. Jeg kunne ikke se det morsomme. ”Jeg så dit doughnutstunt,” grinede hun.

    ”Var det så specielt?” spurgte jeg.

    ”Det var lidt blæret. Det var ikke engang sådan et akavet tilfælde. Du rakte bare armen ud og tog den ud af luften, som man tager et dørhåndtag. Du så ikke engang selv ud til at virke overrasket.”

    Jeg rødmede svagt.

    ”Men jeg er bange for, at Josh kommer til at betale tilbage en dag. Han så ikke tilfreds ud,” fortsatte hun.

    ”Hedder han Josh?”

    ”Du lever da godt nok i din egen lille verden hva’? Joshua Dawson? Quarterback på fodboldholdet?”

    ”Hvad er en quarterback?”

    Hun himlede med øjnene. ”Please kom til den næste kamp. For din egen skyld søde, så du ikke gør dig selv til større outsider, end du allerede er.”

    ”Tak for lort Kim,” mumlede jeg. ”Skal du ikke læse lektier med en eller anden nørd?”

    Hun sukkede. ”Undskyld Bailey. Hvordan gik det hos Mr. Thomson?”

    ”Jeg har ikke lyst til at snakke om det.” Jeg fremtvang et smil, så jeg ikke virkede så tarvelig. ”En anden dag.”

    ”Hvorfor får jeg altid fornemmelsen af, at du forsvinder på et tidspunkt. Du glider ud mellem mine fingre, når jeg prøver at komme tættere på dig.” Hendes øjenbryn trak sig bekymret sammen.

    ”Jeg har haft en hård uge.” Jeg trak på skuldrene. ”Jeg skal nok gøre det godt igen.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...