Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15221Visninger
AA

14. Hjemturen - del 2

Hvem bor du så hos?”

    ”Min mors bror. Han var den, som var der for mig, da ingen andre var.”

    ”Jeg forstår.”

    ”Gør du? Somme tider tror jeg ikke, du kan tænke udenfor din egen lille boks.”

    Jeg stirrede ned på airbagkassen, mens jeg tyggede mig tænksomt i kinden. Jeg kunne ikke beslutte, om han sårede mig, eller om han på en eller anden måde skulle have ret. Jeg mener, somme tider var jeg en ’bitch’, og jeg vidste det godt selv. Jeg troede bare ikke, at han mente den slags om mig.

    ”Jeg håber ikke, du virkelig mener det,” sagde jeg stille. ”Jeg synes ikke altid, jeg er komplet hjerteløs.”

    ”Det er du heller ikke,” sukkede han. ”Men somme tider mener du at hele verden er imod dig, uden at se dig omkring og opdage, at du ikke er den eneste.” 

    ”Du har ret.”

    Han virkede overrasket over min indrømmelse og smilede skævt. ”Du drejer altid til højre, når jeg tror, du skal til at gå til venstre. Vil du love mig noget?”

    ”Det kommer sandelig an på, hvad det er…”

    ”Nogen gange er jeg en idiot, og det ved du, men vil du ikke godt love mig, at hvor dum jeg end opføre mig, når vi kommer tilbage til skolen, så må du ikke glemme, at det her er mig. Den du sidder ved siden af lige nu er den rigtige mig.”

    ”Jeg skal se, om jeg kan,” svarede jeg oprigtigt. ”Men du gør det svært at have sympati med dig, når du kaster doughnuts efter folk.

    Han rystede på hovedet. ”Du har vidst allerede opdaget mit handikap,” mumlede han.

    Jeg himlede med øjnene. ”Gud hvor har jeg ondt af dig. Stakkels Joshua der er så handikappet, at han er nødt til at kaste doughnuts efter folk.” Jeg himlede med øjnene. ”Nar!”

    ”Lad mig nu forklare, inden du dømmer mig. Jeg har en anden måde at tænke på…”

    ”Det siger du ikke…” Ved et enkelt øjekast opdagede jeg to dødbringende øjne, som var neglet fast på mig med syvtommers søm. ”Undskyld,” mumlede jeg.

    ”Lad os bare sige jeg er en slags ’lev i nuet’-type…”

    ”Det troede jeg ellers lige vi havde fået bevist, at du ikke er?”

    ”Vil du lade mig tale færdig? Du er vildt irriterende lige nu!”

    ”Okay undskyld. Jeg lytter.”

    ”Jeg kan ikke forestille mig konsekvenserne af mine handlinger. Det er for det meste frustrerende, fordi jeg heller ikke kan sætte mig ind i, hvad der sker, hvis ikke jeg får gode karaktere i skolen eller ikke får gjort rent på mit værelse. Nogen er nødt til at forklare konsekvenserne for mig, for ellers forstår jeg det ikke. Jeg ved, at det bliver svært at kunne komme videre på college, hvis ikke jeg tager mig sammen i skolen, men det er som om, jeg ikke rigtigt kan se det for mig. Hvorfor tror du, jeg hele tiden forsvinder tilbage i tiden? Det er fordi jeg ikke kan klare at gå og bekymre mig om min fremtid. Når jeg går tilbage i tiden, så kan jeg koncentrere mig om nuet og hygge mig i den verden jeg er taget tilbage til, for jeg kan ligeså let forsvinde, som jeg kan komme dertil. Jeg gør ting, og først når jeg ser konsekvensen fortryder jeg. Det er ekstremt anstrengende. Du er den første nogensinde til at vise mig, hvordan det får en person til at føle, når de bliver mobbet. Jeg har mobbet folk, fordi hvis jeg skal være ærlig er det somme tider sjovt. Du må gerne dømme mig,” sukkede han. ”Men for det meste var det for at holde mig til mine venner, som fortalte mig at alle andre var et nul, og derfor besluttede jeg, at jeg ville sørge for, at jeg ikke blev et nul. Jeg havde aldrig tænkt over det, men siden jeg mødte dig første gang har mit hoved været et rod, fordi… fordi det er frustrerende. Det her er et af de tidspunkter, hvor jeg opdager, at jeg har været en komplet nar uden at vide det.”

    Jeg kunne sagtens forstå, hvor frustrerende det måtte være, men faktisk var jeg bare glad for, at jeg ikke var den eneste som kæmpede med noget. Jeg påskønnede hans ærlighed, og det gjorde også det hele meget lettere for mig, fordi jeg begyndte at stole mere på ham.

    ”Nu har du fået mig til at have medlidenhed med dig to gange på den her tur,” sukkede jeg med påtaget irritation, og det trak i hans mundvige. ”Jeg er glad for, at du er ærlig.”

    ”Jeg er bare glad for, at jeg endelig kan tale med nogen om det - altså andre end min onkel. Selvom han selv er pentaner så kan jeg tit fornemme på ham, at han ikke forstår mit handikap.”

    ”Næste gang du er ved at kaste en doughnut, skal jeg nok hjælpe dig,” drillede jeg velvidende at han stadig holdt fast i, at vi ikke skulle se hinanden i skoletiden. Jeg forsøgte ikke at tænke over det, men inderst inde stak det i mig, når han så åbenlyst viste, at han skammede sig over at ses med mig foran andre mennesker. Men måske var det ikke kun mig, der havde brug for at tage små skridt med det her venskab.

    ”Vi to er nogle meget mærkelige venner,” mumlede han

    ”Jeps…”

    ”Forresten, det med pentanernes religion er som sagt meget lignende kristendommen. Kigger man på vores evner, så er det let at tro på Jesus. Han lavede mirakler, hvilket beviser, at han var pentaner, og han er muligvis den eneste pentaner, som almindelige mennesker har hørt om. Nej der er også Moses…”

    Jeg løftede øjenbrynene. ”Du siger noget rigtigt der, men jeg har nu aldrig være rigtigt kristen. Mine forældre har ikke opdraget mig til det.”

    ”Vi kalder det heller ikke kristendommen, for vi er ikke kristne. Vi er pentanere og det er ligeså meget et folkefærd, som det er en religion. Den eneste grund til at vi går i kirke, er fordi man ikke kan lave pentanske kirker, uden folk opdager vores hemmelighed. I biblen fremstår Gud som en mand og mennesket er skabt i guds billede, men hos pentanismen er Gud et ord for alt det, mennesket ikke selv kan styre. Gud skabte rigtigt nok mennesket, men det er fordi, den pentanske gud styre evolutionen. Evolutionen som udvikler dyr og planter til at tilpasse sig klimaændringer og forbedre vores gener. Pentanerne tror derfor heller ikke på historien om Adam og Eva.”

    Jeg smilede skævt. ”Det giver faktisk ret god mening. Men hvorfor tror du så ikke på det mere?”

    ”Fordi hvis det er meningen, jeg skal tro på, at gud har en mening med alt, så forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke kan finde en mening med min mor og fars død. Min onkel siger altid, at jeg giver skylden til vores religion, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvem der gjorde det. Han synes min protest mod vores religion er barnlig, men ærligt talt minder kirker mig bare for meget om far og mor.” Han trak på skuldrene.

    ”Har ud tænkt på at se din frygt i øjnene?”

    ”Jeg frygter ikke noget,” mumlede han.

    Jeg fnes. ”Alle frygter noget. Du kan sagtens sige det til mig. Jeg dømmer ikke.”

    Joshua himlede med øjnene. ”Jeg frygter alt, hvad der sker i fremtiden hele tiden hver dag. Er det det, du tænker på?” Han spidsede stift læberne, og hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro han skammede sig over det. ”Men jeg hader at tænke på det, så jeg prøver at berolige mig selv med, at jeg altid har klaret den indtil videre.”

    Jeg besluttede at fortælle om min egen frygt, så han ikke følte sig alene i verden. ”Jeg har et billede i hovedet af mig stå med krydsede arme ude i siden af idrætshallen, mens jeg ser mine venner skiftes til at gå op på podiet og få sine afgangsbeviser uden mig. Jeg frygter for alt i verden at ende med at være den fiasko, som alle allerede har forudset, jeg er.” Jeg lagde panden mod bilrudens kølige overflade og åndede tungt ud, mens jeg funderede over, at det var første gang jeg nogensinde havde indrømmet det - endda overfor mig selv. Men det var også første gang, nogen havde indrømmet noget selv, inden de forlangte at høre mine problemer.

    ”Hvis man tænker over det, så er vi slet ikke så forskellige,” sagde Josh.

    Jeg smilede skævt og mærkede mig selv for første gang slappe fuldstændig af i Joshuas selskab. ”Jeg sætter noget musik på, så vi kan få en ende på de her sørgeligheder.”

 

***

 

Bilen stansede, og der blev stille. Joshua sukkede og lagde hænderne i skødet, mens han så på mig. ”Held og lykke med din far,” startede han.

    ”Jo tak. Du må holde udkik efter ethvert livstegn når jeg kommer i skole i… på… hvad er det egentlig i dag? Eller i aften…” Jeg kløede mig i nakken, mens jeg overvejede, om det var nat eller aften. Udenfor var det ikke engang helt mørkt, men det snød jo altid i sommerperioden.

    ”Det er lørdag aften og klokken er præcist fem minutter over syv.”

    ”Jeg får stuearrest igen…”

    Joshua fnes og fiskede i sin lomme. ”Måtte dette være et minde om mig i din tid som fange,” sagde han og gav mig en lille blå sten med et underligt aftryk. Det lignede den var brækket i stykker, og at det kun var et skår af en større sten, men den var helt utroligt smuk. Den glimtede i lyset fra gadelampen. ”Jeg fandt den på taget af World Trade Center, og tog den med mig, fordi jeg syntes, det var et mærkeligt sted at tabe sådan en.”

    ”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal bruge den til…”  

    ”Tag den nu bare,” sukkede han. ”Og stik så af, inden du forlænger din dom med en måned.”

    Jeg smilede og tog imod den. ”Tak.” Jeg trådte ud på den våde asfaltvej, der i lyset af månen glimtede, som hvis en fe havde drysset glimmer ud over det hele. Jeg åbnede bildøren og svang min taske om på ryggen. ”Jeg tror hellere jeg må finde på en god undskyldning for mit frygtelige hår,” sukkede jeg, da jeg så refleksionen i et af sidespejlene.

    ”I det mindste sidder det mellem alle de andre,” sagde han alvorligt.

    ”Hvad fabler du om?” Jeg havde fornemmelse af, at han var sarkastisk igen.

    ”Det frygtelige hår sidder mellem alle de andre pæne hår, så din far kommer ikke til at lægge mærke til det.” Han grinede fjoget og gik i dækning, da jeg langede ud efter ham med en knyttet hånd.

    ”Dit fjols!” sukkede jeg. Han stak hænderne i lommerne og kiggede mærkeligt på mig. Jeg blev akavet til mode og klappede bildøren i, mens jeg omhyggeligt undgik hans øjne. ”Nå, men vi ses.” Jeg begyndte at gå, men han fangede mit håndled.

    ”Jeg troede vi var venner. Fortjener jeg så ikke et kram? Jeg mener efter alt det, vi har været igennem.”

    Jeg himlede men øjnene og lagde armene rundt om ham. ”Du er den mærkeligste fyr jeg har mødt,” mumlede jeg ned i hans skulder, mens jeg indåndede duften af tøjet fra min mor. Jeg savnede allerede duften af mor, men det indrømmede jeg ikke. Jeg vidste, at vi nu i fremtiden kunne få et godt forhold til hinanden, ikke mindst når jeg begyndte at lægge mine evner bag mig. Jeg måtte beslutte mig for, at jeg ikke ville have kenskab til mine evner, og når først jeg var helt sikker kunne jeg begynde at læse. Jeg var nødt til at lære at læse, hvis jeg skulle overleve High School.

    ”Lige over… bortset fra, at du er en pige.”

    Jeg rynkede akavet på næsen. ”Godt så. Vi ses.” Jeg drejede om og gik op mod huset. Jeg hørte en dæmpet latter bag mig efterfulgt af en bildør, der klappede i og motoren, som startede efter et par anstrengte forsøg. Jeg gik og tænkte på Joshua; hans både irriterende og spændende væremåde, og den måde jeg følte han passede på mig. Jeg kunne knap nok indrømme overfor mig selv, hvor meget jeg egentlig nød det sidste kram fra ham, og hvordan det hele igen virkede håbløst efter han var kørt. Jeg tænkte på hans udseende, men det havde nu aldrig været en hemmelighed, at jeg kunne lide hans udseende.

    Jeg stoppede udmattet op på trappen til tredje verdenskrig. Jeg kunne se på min telefon, at der var 10 missede opkald og adskillige sms’er, som jeg ikke havde svaret på. Jeg slukkede den og lod det se ud som om, det var fordi, den havde tabt strøm, selvom jeg kunne gætte mig til, at han ville lugte lunten. Jeg skulle jo forestille at være hos Emma og lur mig, om hun ikke skulle have en telefon, jeg kunne låne.

    Jeg åbnede og gik ind i entréen. Lugten var genkendelig, den var hjemmelig, men inde i mit hoved dannede den flere associationer om et fængsel end et hjem. Det var noget andet, da jeg var hos min mor, som jeg havde følt mig så godt tilpas hos. Mærkeligt når man tænkte over, hvor tit min mor var på nakken af mig, før jeg flyttede med far. Måske var det bare glæden ved endelig at kunne se lyset - at jeg endelig vidste, hvordan jeg skulle få dem til at være stolte af mig.

    Jeg kunne høre hastige skridt fra stuen og så min far dukke op foran mig. Han så ikke begejstret ud. ”Bailey? Hvad er det for et tidspunkt at komme på?”

    ”Undskyld. Vi var så optaget, at vi glemte tiden.” Egentlig havde jeg jo holdt aftalen. Jeg var tilbage lørdag, som jeg have sagt, jeg ville, men at det var klokken kvart over syv om aftenen var nok lige at skubbe den lidt. Jeg kendte min far.

    ”Husk tiden næste gang,” sukkede han og slentrede tilbage til sin fodblodkamp i fjernsynet. Ærligt talt havde jeg regnet med et større flip, men det var kun fordi, jeg vidste, hvad jeg virkelig havde lavet siden i går.

    Anna kom frem fra køkkenet med en lårkort kjole, som sad så stramt, at jeg var sikker på, den sprækkede, hvis hun bukkede sig ned. Stilletterne og håret gjorde hende over et hoved højere end mig, og makeuppen lignede noget, der var blevet malet af et lille barn med en spand farvekridt. Overdrivelse fremmer forståelsen. Men alt dette fortalte mig, at hun nok ikke var hjemme resten af natten.

    ”Hey søs,” sagde hun, mens hun strittede med bagdelen og gjorde sig til. ”En skam du ikke må tage med.” Hun smilede drillende.

    ”Tro mig. Hvis jeg skulle med, ville det kun være for at se dig blive kasseret af alle fyrene. Det ville i hvert fald blive det eneste interessante formål med aftenen.”

    ”Bailey!” råbte far inde fra stuen og mine øjne blev automatisk himmelvendte.

    ”Jeg går i seng!” råbte jeg tilbage, mens jeg skulede til Anna.

    ”Allerede?” spurgte far.

    ”Jeg er vildt udmattet.”

    Annas blik var mistroisk. ”Hvad har i lavet?” spurgte hun.

    Jeg tyggede mig i kinden. ”Lektier du ved… en hård aflevering i… engelsk.”

    Hun lænede sig hen mod mig. ”Fortæl mig i morgen,” hviskede hun og gik sin vej. Jeg fornemme, at hun var i sit lettere nysgerrige lune. Hun mente altid, hun havde retten til at vide alt, men hun burde overveje, hvorfor jeg løj. En rigtigt søster ville da respektere, at man havde en hemmelighed, og jeg vidste, at hun havde mange hemmeligheder, men jeg udspurgte hende da aldrig. Det kunne vel have noget af gøre med, at min interesse for hendes business ikke var ret høj.

    Jeg gik op på mit værelse og lod mig falde pladask ned på det blå sengetæppe. Jeg tror aldrig jeg havde oplevet at være så gennembanket udmattet. En tur på World Trade Center gjorde virkelig noget ved ens energiniveau.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...