Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15258Visninger
AA

13. Hjemturen - del 1

Duften af Mc Donalds mad… Jeg havde kvalme!

    ”Er Tornerose vågnet fra sin dybe skønhedssøvn?” spurgte idioten på forsædet. ”Drømt godt og sovet sødt?” spurgte han muntert.

    ”Jeg tror, det skal siges omvendt,” mumlede jeg søvndrukkent.  ”Jeg skal brække mig.” Jeg satte mig op og gned mig i øjnene. Den svimlende fornemmelse af blodet, som var forsvundet fra min hjerne fik mig til at lægge mig ned igen, til jeg var kommet mig helt over besvimelsen. ”Du virker nu ikke ret bekymret for mig…” Jeg hentydede til hans munterhed.

    ”Det er jo fordi, jeg har været nødt til at tage mig af en bevidstløs før…” Han rakte ned på gulvet under sædet ved siden af ham og fandt en cola.

    ”Josh pas på!” udbrød jeg. Jeg hadede virkelig, når han ikke kunne holde sine forbandede øjne på vejen. ”Jeg troede, vi havde overstået nærdødsoplevelserne!”

    ”Jeg trænger til lidt spænding. Drik noget cola!” kommanderede han, og jeg himlede med øjnene. ”Kom nu… du skal have noget sukker til blodet.”

    ”Tak,” sukkede jeg. ”Men jeg kan også selv betale en gang imellem…”

    ”Jeg har penge nok. Intet problem.”

    ”Hvor får du dem fra?” Han var stille. ”Jeg er nødt til at vende dig af med nogle af alle dine dårlige vaner,” sukkede jeg for mig selv. Jeg vidste godt, at han ikke brugte alt sin fritid på at arbejde ligesom så mange andre normale teenagere.

    ”Jeg gør ikke nogen stor skade på nogen. Se mig lidt som Robin Hood; stjæler fra de rige…”

    ”Ja men der er ikke nogen fattige at give til…”

    ”Jo mig!”

    ”Wow Josh…”

    ”Okay okay. Jeg ved godt, jeg somme tider gør ting, jeg ikke skal, men ingen mennesker er perfekte…”

    ”Jeg er heller ikke perfekt, men jeg går ikke og tager penge fra folk!”

    ”Hey! Hvorfor anklager du mig? Det er ikke din business.”

    Noget sagde mig, at jeg burde holde min mund. ”Du har ret,” sukkede jeg. ”Det er ikke min business. Jeg er bare begyndt at gøre det til en vane at brokke mig over dig.”

    ”Godt indrømmet…”

    ”Nyd det. Jeg gør det ikke igen!” Det trak i min mundvig, da han gav sig til at grine af mig, men jeg måtte se irriteret ud. Jeg måtte… vent hvorfor skulle jeg egentlig altid være irriteret på ham? Havde han gjort mig noget? Ja, men han havde jo gjort det godt igen. Jeg var ligefrem begyndt at holde af knægten. Det måtte jeg hellere lade være med at indrømme overfor ham. Jeg ville ikke opmuntre ham for meget.

    ”Skal jeg holde ind, så du kan komme om foran?”

    ”Det må du hellere… jeg tror faktisk ikke, det er lovligt at have en bevidstløs person liggende på bagsædet uden sele på, og nu hvor jeg er vågen, er det meget sjovere at sidde foran.”

    ”Kan du huske, da man var lille, og man altid kæmpede om at sidde foran?” spurgte han.

    ”Ja, men min søster endte altid med at lave hundeøjne, og så gad jeg ikke mere. Man ved det, når kampen er tabt på forhånd. Ikke at det gjorde noget. Jeg hyggede mig vældigt for mig selv på bagsædet, hvor jeg kunne slå benene op og lege dronning. Fine mennesker sidder faktisk altid bagest i en limousine.”

    ”Det er nemlig rigtigt. Jeg kommer fra en familie med mange søskende, og så kan man ligeså godt give op med det samme, når man er oppe imod små nuttede uhyre. Jeg er jo den mellemste.”

    ”Det ser ud som om, vi har mere til fælles end forudset. Nå blev det til noget med den der resteplads?”

    Han drejede skarpt af og speedede op på vej ned af parkeringspladsen, lige til han nåede en ledig bås og bremsede hårdt, så det gav et ryk i mig. Jeg rettede på mit tøj og stirrede på ham med de skarpeste øjne, jeg kunne mønstre. ”Josh?” sagde jeg.

    ”Ja?”

    ”DU ER EN SINDSSYG BILIST, SOM IKKE SKULLE HAVE KØREKORT!” Jeg åbnede døren og marcherede om til hans side. ”Ud!” sagde jeg vredt.

    ”Nej. Du har lige været bevidstløs. Du skal bare sætte dig og nyde turen.” Han smilede smørret, men jeg skulle nok få tørret det af ham. Jeg greb hans trøje og trak til, men siden han var et hoved højere og dobbelt så stærk, så så det ikke ud til at mine chancer var gode. Når han havde t-shirt på, kunne man sagtens regne ud, at han kunne finde på at løfte et par vægte i ny og næ.

    ”Okay Bailey. Jeg skal nok køre ordenligt, så gå nu om og placer din fine lille bagdel på sædet ved siden af mig.”

    ”Det sagde du bare ikke!”

    Han klappede på sædet og smilede skævt, mens hans alt for charmerende øjne skinnede under håret, der som altid lå rodet ned over panden. Han skulle klippes, skulle han. Det var lige før, man kunne forbinde ham med den yngre version af Justin Bieber, og det var vidst ikke lige hans aldersgruppe.

    Han sukkede tungt og nikkede overbærende. ”Jep. Jeg havde håbet, jeg ikke var nødt til det her,” sagde han og lignede en tapper soldat på vej i krig.

    ”Hvad laver du?” spurgte jeg, da han satte fødderne på asfalten og rejste sig, men jeg blev først bange, da han fejede benene væk under mig, så jeg faldt ned i hans arme med et hvin, der kun kunne betegnes som et rigtigt kvindehyl.

    ”Du kan ligeså godt opgive kampen,” sagde han, mens han spankulerede om på den anden side og placerede mig i sædet.

    ”Jeg kan godt selv spænde selen,” vrissede jeg, da han begyndte at gøre det for mig, som om jeg var et lille barn.

    ”Selvfølgelig.” Han rettede sig op og hang op ad døren, mens jeg selv gjorde det.

    ”Du nyder det her alt for meget. Hvorfor skal mænd vise, at de er så meget stærkere?”

    ”Hey,” sagde han uskyldigt. ”Jeg gør kun det nødvendige!”

    ”Yeah right…” Jeg krydsede armene, da han smækkede døren, og vi igen var kørende på landevejen. Dumme dreng…

    ”Ved du hvad? Jeg tror, jeg kender dig,” sagde han udspekuleret.

    ”Nå det tror du?”

    ”Ja. Det er tydeligt, at du er meget vred hele tiden. Somme tider ved jeg ikke engang, hvad jeg har gjort, men det skjulte faktum er, at du siger jeg hader dig og mener elsker dig.”

    ”Du kender mig ikke,” mumlede jeg og kiggede ud af vinduet.

    ”Jeg tror, jeg kender dig bedre, end du tror, selvom du undgår at tale om dig selv. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor din mor og dig afsikre jeres våben, når i taler sammen.”

    ”Det er kompliceret.”

    ”Alle familier er komplicerede. Man skal bare turde lade andre forstå, så virker det ikke så kompliceret mere.” Gud hvor kunne han sidde der og spille klog med noget, han ikke havde en pind forstand på.

    ”Min mor vidste godt, jeg var ordblind,” sagde jeg og trak knæene op til ansigtet. Joshua svarede ikke, men lyttede opmærksom. ”Hun sagde, jeg var dum. Hun ville ikke have et dumt barn, og derfor skulle jeg bare forblive ordblind og lade de andre drille mig, fremfor speciel undervisning, som kunne hjælpe mig. Hun sagde, jeg var doven.”

    ”Hvad gjorde din far?”

    ”Ikke noget. Han vidste det ikke, for…” Jeg sukkede. ”Jeg sagde det ikke til ham, og han er meget langsomopfattende. Interessere sig ikke for mange ting, og så glemmer han hurtigere end en fisk. Og Anna gjorde mig en tjeneste ved at holde det hemmeligt. Hun var så sød; hjalp mig med tekster jeg skulle læse til skolen og den slags, men da vi flyttede, ændrede det sig. Hun blev anderledes, og jeg er stadig bare Bailey, der ikke kan læse. Somme tider tror jeg, at jeg bliver dummere og dummere - at min hjerne står fast i tomgang, mens de andre har ambitioner om at blive læge eller advokat. En gang sagde min mor, at jeg ville ende på en bænk i parken med et pose øl fra solopgang til solnedgang hver dag. Det er derfor, jeg aldrig har smagt alkohol.” Jeg tav og drak en tår cola. ”Ved du hvad Josh? Jeg er dødtræt af, at de folk der har et liv, jeg ville give min højre arm for at få, skal fortælle mig, hvem de tror, jeg er, og hvordan jeg skal leve mit liv. Faktum er, at ingen vil kunne sætte sig ind i noget af det.”

    Joshua svarede ikke, og jeg gad ikke se på ham. Stilheden var ikke engang akavet - den var nødvendig, fordi vi begge havde flere tanker, end der var plads til i vores små hjerner. Jeg havde altid tænkt, at når jeg endelig kom væk fra New York, så ville jeg møde nogle gode venner, som jeg ville falde i hak med og som forstod mig. Nogen som ikke behøvede at stille mig tusind spørgsmål om min far og mor, og hvorfor jeg ikke gjorde dit og dat. Nogen som ville kunne lide mig for lige præcist den jeg var, men jeg var vel bare et af de slags mennesker, som man ikke forstod. Alting var aldrig som på film, hvor det endte lykkeligt.

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde han ligeud.

    Jeg åndede tungt ud. ”Det var dog rart. Alle synes altid at have en mening om mit liv.”

    ”Jeg sagde ikke, jeg ikke har en mening. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal sige det, uden du går i forsvarsposition og begynder på dit selvmedlidende ævl.” Great! Tænkte jeg for mig selv. Nu var han irriteret, og jeg var grunden ligesom altid.

    ”Hold din mening for dig selv…” Jeg ville ønske, jeg kunne tage det i mig, med det samme jeg sagde det. Han havde ikke fortjent min uvilje mod ham, og det vidste jeg godt inderst inde.

    Hans knoer blev hvide omkring rattet. ”Du kan gøre mig bims i kasketten somme tider Bailey. Jeg troede faktisk, vi var venner.”

    ”Det er vi også. Undskyld.” Jeg sukkede tungt og gav mig til at finde en burger fra Mc Donalds nede i den brune papirspose. Jeg havde kvalme, så den tiltalte mig ikke, men jeg var så sulten, at jeg kunne spise Joshua, hvis det skulle være. Der var stilhed - stilhed før stormen, skulle jeg måske påpege, for jeg kunne fornemme vibrationer kommende fra Mr. Joshua Michael Dawson, og det tegnede ikke godt.

    ”Hvis jeg skal have held med at få noget ud af dig, så skulle jeg måske fortælle noget om mig først.” Han forlod landevejen med øjnene og så på mig i stedet. ”Jeg har aldrig fortalt om min mor og far.” Han så til mit held tilbage på vejen igen. ”For to år siden tog vi i kirke sammen, men det var kun os tre, for min mor ville snakke med mig om noget. Vi satte os på rækkerne foran alteret - helt stille. Jeg kan stadig høre stilheden, når jeg tænker tilbage. Jeg kan huske det, som var det i går, men stadig virker det så fjernt. Som om det var fra et andet liv, og det var det også. Jeg stoppede med at tro på gud efter den dag. Vi pentanere er per definition kristne, men jeg må fortælle dig om vores religion bagefter.” Joshuas øjenbryn trak sig sammen. Han havde en sær dirrende bevægelse i underlæben.

    ”Hvad skete der?” hviskede jeg, men jeg var ikke sikker på, om jeg turde høre svaret.

    ”Min mors evner var at snakke med folk gennem tankerne. Hun havde altid en evne til at vide præcist, hvad jeg havde lavet, når jeg havde være ude på noget.” Han lo hæst, men jeg fornemmede, hvor svære ordene var. ”Jeg skulle ud i bilen efter min mors taske, for der var noget, hun ville give mig, men i det samme jeg trådte ud af kirken, buldrede det i mit hoved. Min mor gennemhullede mine tanker med billeder, og jeg kan stadig huske nogen af dem i dag, men jeg ved ikke, hvad de er til. Jeg har forsøgt at tegne dem, men det mærkelige er, at så snart blyanten røre papiret, så tegner jeg kruseduller, som ikke giver mening. Det er uhyggeligt. Jeg kan ikke tale om billederne og ikke engang tegne dem.”

    ”Josh? Hvad skete der med dine forældre?”

    ”Mine forældre blev inde i kirken. Jeg kan huske jeg fik så mange billeder igennem mit hoved, at jeg faldt på knæ, men da jeg så op i min mors øjne, kunne jeg se frygt. Det hele skete så hurtigt, at jeg kun lige nåede at opfange min far gribe min mors hånd og se dem spæne mod døren til kirken, da en kæmpemæssig eksplosion af ild brød ud i kirken. Jeg blev slynget omkuld, og så husker jeg ikke mere.” Josh kæmpede med vejrtrækningerne. ”Jeg fik aldrig at se, hvad der var i mors taske. Jeg tænker somme tider på at gå tilbage og sætte tiden i stå, mens jeg går ind i bilen og ser, hvad det var. Jeg tror bare ikke, jeg kan. Mine forældre døde den dag.”

    Jeg så ham spænde i alle muskler. Jeg kunne føle hans sorg helt ind i hjertet, og pludselig fandt jeg alle mine egne problemer på linje med sød vaniljeis. Jeg tøvede, men tog mig sammen og tog hans hånd for at give den et klem.

    ”Har du aldrig tænkt på at gå tilbage og få dine forældre ud, inden det skete?”

    Han nikkede. ”Men det er en dårlig ide. Det er aldrig godt at ændre på fortiden, for konsekvenserne kan være Fatale, og lige da det var sket, var jeg ikke gammel nok til at klare det. Det er for sent nu. Jeg kan ikke vække mine forældre til live, for så vil de sidste to år af mit liv være vendt på hovedet. Desuden, hvis jeg ændrede på alle dårlige ting, der er sket hidtil; World Trade Center, anden verdenskrig eller mordet på JFK, så ville verden være anderledes. Ting sker af en grund. Det har min onkel prædiket om i to år.” Han tog en dyb indånding mere. ”Desuden ved jeg, at hvem end der startede den eksplosion havde nogle meget kraftfulde evner, som jeg ikke kan hamle op med… men hvad ville de med mine forældre? Hvorfor?” Joshua kneb øjnene anstrengt sammen. Han kæmpede med at styre bilen med sine rystende hænder, men intet syntes at hjælpe. Jeg kunne kun gisne om, hvor helt utroligt ondt, det måtte gøre at miste sine forældre på den måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...