Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15242Visninger
AA

27. Grace

Stuen i familien Dawsons enorme hus begyndte at gå mig på nerverne, ikke mindst fordi jeg følte mig helt alene. Joshua havde det meste af tiden ondt af sig selv, og Ken var ikke specielt snaksaglig, så jeg var blevet gode venner med Bobby. Ikke engang Joshuas søskende ville snakke med mig; de flygtede som fluer, når de så mig, og jeg sad jo bare der helt alene med Bobby.

    ”Godmorgen,” sagde Ken med en kop kaffe i hånden, da han mødte mig en morgen i stuen.

    ”Jeg ved ikke, hvor god man kan kalde den,” mumlede jeg irriteret og vendte blikket mod fjernsynet.

    ”Og så kender man Bailey igen,” sukkede Joshua med en halv bolle i munden.

    ”Hvad mener du så med det?” Jeg borde neglene ned i den pude jeg sad med på maven, mens jeg kæmpede med den indre dæmon, som ønskede Joshua sendt om på den anden side af jordkloden.

    Han var bedrøvet, og vendte sig om uden at svare mit spørgsmål. ”Jeg smutter,” sagde han og svang tasken over skulderen på vej mod døren.

    ”Hvor skal du hen?” spurgte jeg.

    ”Skole…” Døren smækkede efter ham, og jeg løb begge hænder gennem mit uglede hår for at rede de værste uldtotter ud.

    ”Det her er noget rod!” Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet, hvor jeg fandt en pakke cornflakes i en af de knirkende lysegule skabe, som hang på væggen. Jeg lavede mig en god stor portion og skovlede den i mig hurtigere end en piratfisk. ”Jeg tager i skole,” sagde jeg og gik ud for at tage sko på. Jeg skal da lige love dig for, at det kunne få gang i Kens lemmer, da jeg åbnede hoveddøren og skulle til at gå.

    ”Du bliver lige her,” sagde han og halede mig ind igen.

    ”I kan ikke holde mig her som en fange mere. Jeg ved godt, jeg er sindsforvirret, men lad mig nu for søren finde min gamle trædemølle, så jeg kan komme på rette spor. Jeg hader det her.”

    Han vidste, jeg havde ret og nikkede. ”Du skal i skole igen, jeg giver dig ret, men hvis du nu skipper skole bare i dag også, så har jeg lige nogen, vi kan bruge dagen i dag på at møde, og så behøver du ikke sidde herinde mere.”

    Jeg spidsede læberne. ”Fint!” sagde jeg og marcherede tilbage til stuen, hvor jeg satte mig med et bump.

    Han grinede diskredt af mig, men jeg kunne ærligt talt ikke se det sjove. ”Tag hjem. Tag et bad, skift tøj og red dit hår. Så kan du jo komme tilbage, når du føler for at snakke med min søster.”

    Det skulle han ikke sige to gange, og svup så sad jeg på min seng hjemme på mit savnede værelse. Jeg havde efterhånden fundet ud af, at de mindre ture ikke tog så meget af min energi som de lange, men jeg måtte snart finde en måde, hvorpå jeg kunne teleportere mig langt uden at besvime. Måske behøvede jeg slet ikke bruge så meget energi hver gang.

 

***

 

En køretur med Ken var som en uendelig stilleleg - Ken vandt. Ingen sagde noget, og det eneste bevægelse jeg kunne opfange fra Ken, var når han skulle rykke i gearstangen. Ken var en af de personer, som man aldrig vidste, hvad man skulle sige til. De eneste vittiheder jeg kunne komme på ville knap resultere i et træk i mundvigen. Ken var bare akavet.

    ”Hop ud,” sagde han, da bilen holdt inde på indkørslen til et lille hvidt hus.

    ”Jeg troede, du havde mistet evnen til at tale,” mumlede jeg lavmælt og åbnede døren.

    Ken virkede ikke videre begejstret over den bemærkning, men tav.

    Det lille hvide hus var sådan et, man forestillede sig ville stå ude ved en strand med måger, der skræppede i luften og bølgernes brugsen, som en permanent afspilningsliste. Det var ikke et, jeg havde forventet at finde et sted i Dallas, men intet kunne overraske mig mere. Da vi kom hen til døren og bankede på, kunne jeg dufte en sød lugt af roser og græs, og da døren blev åbnet dominerede frisk kaffe min lugtesans. En kvinde med knælange sandfarvede shorts og en lyserød tanktop stod i døråbningen. Hun havde sit brune gråsprængte hår sat op i en rodet knold, og de vildfarne totter som ikke kunne nå elastikken, havde hun strøjet tilbage med et par læsebriller.

    ”Om det ikke er Kenneth Signoret, der står på min dørtærskel. Det er ikke meget, man ser til dig,” sagde hun og løftede øjenbrynet. ”Hvad er det så for et forvildet pigebarn, du har med?”

    ”Må vi komme ind Grace?”

    Hun åbnede helt og trådte tilbage. ”Jeg har lige lavet kaffe.” Hun gennede os gennem bryggerset, hvor der stod to kattebakker og en hylde med flere forskellige slags træsko og et par gummistøvler på den ene side, og den anden side var der et bord med en håndvask, hvori der stod en vandekande. Det første jeg tænkte var ensomt kattedame.

    ”Hvor er Spiderman?” spurgte Ken.

    ”Han gik bort for en måned siden,” sagde Grace sørgmodigt. ”Han var ellers sådan en kæletrold, men Hulk og Batman ligger i sofaen og Wonder Womans killinger trisser rundt alle steder. Vil du have en?”

    Så det var altså alle hendes katte, hun havde opkaldt efter tegneseriefigurer. Interessant.

    ”Nej… Joshua holder stadig fast i, at vi skal beholde Bobby, så det vil jeg ikke vove halsen med, men du kunne jo slå en artikel op i supermarkedet.”

    Hun sukkede. ”Der er ingen, der vil have dem, og så er jeg nødt til at aflive et helt kuld mere ligesom sidste sommer. Måske beholder jeg en.” Hun sukkede. ”Jeg kan ikke vælge, og jeg har snart ikke flere ideer til navne. Jeg giver aldrig et navn to gange.”

    ”Hvad med O’malley fra aristocats?” spurgte jeg.

    ”Ikke nogen dårlig ide.”

    ”Eller Dushess, hvis det skal være en pige.” Jeg vidste ikke, hvorfor jeg pludselig kom på aristocats, men jeg syntes, det var synd, at de skulle aflives. Jeg kunne godt tænke mig en kat.

    ”Jeg kan se ideen i at gå over til Disney figurer i stedet. Det kunne være, at du skulle have en kat. Helt gratis.” Hun smilede med hele sit kaffegule tandsæt. ”Jeg kan fornemme, at du har et rodet sind, og så er katte et af de bedste værktøjer. Hvad hedder du egentlig?”

    ”Bailey,” sagde jeg.

    ”Du kan bare kalde mig Grace.”

    Jeg nikkede og lod blikket løbe rundt i rummet. Der var køkken i den ene side og stue i den anden med et spisebord ude i siden. Det havde sin helt egen charme, at intet var delt op i rum andet et soveværelset og badeværelset, som jeg regnede med lå på den anden side af døren til venstre for mig. Huset var så lille, at jeg næppe kunne tro, der var flere rum, men til gengæld havde hun en stor have, og henne ved vinduerne i stueafdelingen kunne jeg se alle planterne hele vejen rundt om haven. Mest var der roser, men også nogle store flotte solsikker og syrener, samt en masse andet som jeg ikke kunne sætte label på. Jeg var ikke ligefrem blomsterekspert.

    ”Hvorfor er i kommet?” spurgte Grace og skænkede tre kopper kaffe op på en bakke, som hun tog med over til stuebordet. I en lille skål som matchede kaffekopperne lå katteformede brunkager sammen med forskellige chokolader i flerfarvet papir. ”Hulk og Batman er vidst gået sin vej.”

    Jeg satte mig til rette i sofaen, mens Ken begav sig ud i min livshistorie, eller det der lignede i hvert fald. Jeg kunne ikke genkende ret meget af det, så jeg lod bare være med at sige noget og tog en kattekage, som jeg guffede med velbehag. Jeg stolede denne gang på, at ingen havde kommet noget evnehæmmende i dem.

    ”Sig mig advarede jeg dig ikke engang om Morgan?” spurgte Grace og rystede forarget på hovedet. ”Du vidste jeg kendte til hans følelser for magt, men næ næ næ næ…”

    ”Jeg har forstået det Grace. Jeg tog fejl, men han var jo også min nevø… din nevø.”

    ”Han er ikke min nevø.” Hun spidstede bestemt læberne. ”Jeg har aldrig brudt mig om at have ham under mit tag. Jeg kunne altid mærke den ene løgn efter den anden. Åh hvor kunne han opføre sig som en engel somme tider, og han vidste, at jeg vidste det.”

    ”Det var ikke Morgan, vi kom for at tale om. Bailey er meget forvirret, og Joshua er praktisk talt deprimeret, fordi han åbenbart tror, han er forelsket i Bailey.”

    ”Du lyder ikke overbevist?” spurgte hun.

    ”Han er ung. Han ved dårligt, hvad det vil sige at være forelsket.”

    Jeg undertrykte et fnis. ”Joshua er ikke så ung som du tror,” sagde jeg.

    ”Nå? Hvor gammel er han så?”

    ”Vi snakkede om det en gang og…”

    Jeg fik store øjne, da det pludselig gik op for mig, at det ikke var noget, Joshua havde fortalt mig for nyligt, hvilket beviste, at han må have fortalt det til mig før mit hukommelsestab. Billeder begyndte at danse gennem mine tanker, men de passede slet ikke ind i noget som helst. Jeg kunne huske mig selv ligge på min seng med Morgan, men det var Joshuas krop jeg forestillede mig.

    ”Han sagde til mig, at han er 25, hvis man tæller alle hans tidsrejser med.” Jeg stirrede ud i luften uden noget fast støttepunkt at se på, mens jeg forsøgte at få det til at give mening, at jeg havde ligget sammen med Joshua og ikke Morgan den aften inden tidsrejsen.

    ”Han lytter aldrig til noget af det, jeg siger. Jeg vil ikke have, at han rejser sådan rundt i tiden,” sukkede Ken.

    ”Hvorfor?” spurgte Grace.

    ”Fordi man aldrig kan vide, om han pludseligt sidder fast. Hver gang han kom tilbage fra England, så havde han altid samlet sådan en irriterende gammel engelsk accent op”

    ”Jeg har tit snakket med Joshua, og jeg tror, han gør som det passer ham, fordi han tænker som en voksen. Han er eventyrlysten, og han har ikke længere brug for dig på samme måde, som han havde en gang.”

    ”Grace… du kender hans handikap. Somme tider skal han have et lille skub den rigtige retning.”

    ”Men han er stadig ikke hjælpeløs.”

    ”Det var hverken Joshua eller Morgan, vi skulle snakke om,” sukkede Ken.

    ”Javel. Det var Bailey.” Hun grinede. ”Men jeg må skuffe dig. Bailey er bare godt gammeldags forvirret. Jeg kan godt gøre hende mindre forvirret, men det vil ikke hjælpe med at huske. Det skulle dog ikke undre mig, hvis Bailey snart fandt sandheden.”

    ”Hvordan?” spurgte jeg.

    ”Fordi jeg kan mærke, at du er en ’fighter’, og den opdagelse du lige gjorde med Joshuas alder løste faktisk mere, end du tror. Det hele skal nok komme med tiden.”

    Jeg sukkede og lænede mig tilbage i sofaen. Før jeg vidste af det, sprang en orange kat op i skødet på mig og spandt. Jeg smilede og nussede den på maven, mens den krummede poterne om min hånd. ”Jeg ville ønske, det ville komme tilbage til mig nu,” mumlede jeg.

    ”Tålmodighed er ikke din styrke,” sagde hun. ”Men jeg kan mærke en form for vrede. Hvad er du vred over?”

    ”Det tror jeg godt, du kan gætte.”

    ”Der er mange ting at være vred over, men du er nødt til at spørge dig selv, hvad du er vred over, før du kan gøre noget ved det.”

    ”Jeg er vel vred over, at nogen har taget mine minder.”

    ”Hvad mere?”

    Jeg sukkede og himlede med øjnene. Hvis hun virkelig gerne ville vide det, så kunne hun jo få hele balladen med det samme. ”Jeg er vred over, at jeg elsker nogen, men at jeg ikke ved, hvem det her. Jeg er vred, fordi jeg ikke er ligesom alle andre. Jeg er vred, fordi min far elsker min søster mere. Jeg er vred, fordi min mor kun vil have noget med mig at gøre, hvis jeg glemmer mine evner og lære at læse. Jeg er vred, fordi Joshua ikke kan forstå, at jeg virkelig prøver at huske, og jeg er vred over, at jeg kunne finde på at give de blå sten til Morgan. Jeg er generelt bare meget vred.” Jeg kneb læberne sammen for ikke at lade min underlæbe bævre. Hele min krop sitrede, og tårerne pressede sig på. Jeg vendte blikket ned mod mine negle og gravede i mine neglebånd, mens jeg tog nogle dybe vejrtrækninger. Jeg ville ikke græde.

    ”Det var flot indrømmet Bailey,” sagde hun roligt.

    Ken måbede.

    ”Jeg er også vred, fordi jeg forbinder Joshua med en ond dame ved navn Jane og en voldsom smerte i mit hoved, når han tydeligvis er ked af det, fordi jeg ikke kan huske, det vi havde sammen. Det gør mig vred altid at føle mig som skurken.”

    Jeg vidste ikke, hvor det kom fra. Jeg forestillede mig at Grace var sådan en der fik en til at tænke - om ikke andet skulle det ikke undre mig hvis hun kunne vælge hvad folk skulle tænke på.

    ”Den eneste du har brug for er at snakke. Du har ikke brug for mine evner til noget som helst, for jeg kan ikke finde minder frem, som jeg aldrig har været en del af. Jeg vurdere også, at det ville være en fejl af mig at fjerne din vrede, for jeg tror ikke, du finder svar, hvis du ikke har din vrede til at motivere dig. Jeg tror allerede, der er kommet et par åbenbaringer for dig, mens vi har snakket nu, og de kommer kun, når man lufter sine bekymringer.”

    Jeg gemte ansigtet i mine hænder. ”Hvis bare jeg kunne forstå, hvad jeg føler for Joshua. Jeg ville ønske, jeg ikke blev så vred, når jeg så ham.”

    ”Så synes jeg det kunne være en øvelse for dig at tænke på noget positivt ved ham, når du ser ham. Forestille dig et eller andet, du godt kan lide ved ham, så du glemmer din vrede.”

    ”Må jeg spørge hvad din evne er?”

    Hun tænkte et øjeblik. ”Det er faktisk svært at definere min evne. Jeg gør lidt af hvert, men mest af at mærker jeg folks følelser, og jeg kan også ændre på dem. Somme tider kan jeg endda, ud fra folks følelser, gætte, hvad de tænker, men det er sjældent.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...