Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15221Visninger
AA

24. Forsvundne minder

Jeg lå som en bunke klude på vådt græs i det kolde mørke. Rystelser af kulde rislede ned af mig som myrer på march. Det snurrede alt sammen rundt. Jeg vidste hverken, hvor jeg var, eller hvad der var sket, siden jeg lukkede øjnene i Morgans lejlighed, men alt jeg kunne huske var en dejlig drømmeløs søvn. Det var garanteret Joshuas værk. Jeg hadede ham så meget, at det gjorde helt ondt.

    ”Morgan?” hviskede jeg med en stemme så hæs, som en garvet ryger. Jeg tog mig til halsen, som var så tør, at jeg knap kunne trække vejret, mens jeg rullede om på ryggen i det våde græs og udstødte et fortabt hulk. Alt gjorde ondt. Selv gjorde det ondt at bore fingerspidserne ned i græsset og den bløde jordmuld.

    Et lys tændtes øverst på det store hus, som jeg lå ved siden af, og jeg håbede det var Morgan. Jeg krummede mig sammen for at holde de sidste rystende sekunder ud, inden Morgan kom og redede mig.

    ”Bailey?” Det lød som Morgan, men så alligevel ikke. Men stemmen var rar; blød som tonerne i klaveret. ”Bailey! Bailey hvad er der sket?” Jeg forsøgte at se rigtigt, men det var alt sammen sløret. Hans silhuet var bekendt.

    ”Morgan?” spurgte jeg.

    ”Er det Morgan, der har gjort det?” spurgte han og lagde sine hænder om mine kinder. ”Du må ikke besvime. Kig på mig!”

    Jeg stirrede ind i de blå øjne og halvdelen af mig blev bange, mens den anden halvdel følte lykke. Det var ekstremt forvirrende. Men ikke desto mindre lå jeg nu i armene på Joshua Dawson og stirrede på ham. Han var nu meget pæn, men hvorfor havde han blå øjne. Jeg troede Morgan havde blå øjne og Joshua brune.

    ”Det her er slemt,” mumlede han og lagde hånden på min pande. ”Du har feber.” Et skær af desperation lagde sig over hans ansigt som en skygge, mens han rejste sig og samlede mig op i sine arme. ”Vi du ikke nok tale til mig,” hviskede han uden at se på mig. Hvorfor skulle jeg tale med ham? Jeg synes han var en idiot, og jeg havde bestemt ikke noget at gøre her sammen med ham. Jeg skulle have de sten.

    Jeg blev lagt ned på en blød lædersofa, hvilket gav anledning til at lukke øjnene igen, men det fik jeg ikke lov til. Min krop føltes som om, jeg havde dyrket motion i flere timer, trampet ned af en flok okser og kylet ud på en græsplæne. Det sidste var sikkert sandt, men jeg var så omtumlet, at jeg knap forstod mine egne erindringer fra fem minutter siden.

    ”Har jeg ikke sagt, du skulle holde dig fra den tøs?” udbrød en mand og bukkede sig ned over mig. ”Hvad er der sket med hende?”

    ”Hun bliver ved med at mumle Morgans navn, men jeg kan ikke få mere ud af hende.”

    Jeg måtte ikke lade ham trække informationer ud af mig. Jeg måtte hellere lade være med at sige noget overhovedet.

    ”Sig mig er det her ikke Morgans jakke?” spurgte manden. Jeg funderede over, hvor jeg havde set ham, men intet navn poppede op på lystavlen.

    ”Det ved jeg ikke Ken…”

    Ken! Det var det han hed. Morgans fjollede onkel. Ærligt talt kunne jeg ikke se noget fjollet over den onkel… måske en smule muggen.

    ”Jeg ved ikke… det ser ikke ud som om, hun genkender mig,” sukkede Joshua og rørte ved min kind, men jeg slog den væk i en arrig bevægelse af ren refleks. De standsede i bævegelserne og stirrede overrasket på mig.

    ”Der er i hver fald liv,” sagde Ken.

    ”Hvad har han gjort ved hende?” mumlede Joshua og rejste sig. ”Nu kan det fandeme være nok! Jeg tager til LA!”

    ”Du tager ingen steder hen knægt!” Ken greb hans trøje og trak ham ned af sidde i lænestolen. Joshua ville sikkert have fat i den der blå sten, Morgan havde. Vent havde Morgan ikke to? Nej Joshua havde to… Nej Joshua havde en, som han stjal fra os hjemme ved Morgan. Morgan måtte blive sur, når han opdagede, hvor forvirret jeg var. Hvad skulle jeg gøre?

    ”Kan du da ikke se, hun har mistet hukommelsen !” udbrød han.

    ”Jo Josh, men jeg tror, det her er en del større, end du tror. Jeg er ked af, jeg ikke troede dig, da du fortalte om din brors planer. Han har nu også altid være frygtelig, lige fra han var lille. Jeg havde dog aldrig troet, det ville gå så vidt. Jeres forældre var da gode mennesker.”

    ”Morgan kæmper for en god sag,” hviskede jeg og resulterede i tavshed igen.

    ”Morgan sagde han havde mange folk,” mumlede Joshua. ”Tænk hvis deres evner har forandret hendes tanker.” Joshua skulle til at tage min hånd, men panikken greb mig, og jeg kravlede forskrækket væk fra dem i sofaen.

    ”Jeg tror ikke, du skal røre ved hende,” sagde Ken roligt. ”Jeg tror hellere, jeg må snakke med hendes far.” Det slog mig pludselig at min familie var i fare. Hvad kunne Joshua og Ken finde på at gøre med min familie?

    ”Du skal ikke røre ved min familie!” udbrød jeg og flere forskellige ting hævede sig fra sin plads på borde og hylder rundt omkring. Jeg havde ikke magt over det - vreden tog over mine evner. Jeg kravlede ud af sofaen og kom vaklende på benene for at løbe hjem, men Joshua greb mig. ”Slip mig!” råbte jeg og vred mig i hans arme.

    ”Rolig Bailey. Vil du ikke nok være sød at være rolig?” Alle tingene faldt ned fra sin svævende tilstand, og jeg faldt opgivende sammen i hans arme.

    ”Hvad vil i med mig?” hviskede jeg.

    Han svarede ikke med det samme. ”Det eneste vi vil er at hjælpe dig.”

    ”Det sagde du også sidst og så…” Jeg kneb øjnene sammen, mens jeg forsøgte at huske, hvad der var sket. Det var som om en stor plet var fjernet fra min hukommelse, og jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke kunne lide Joshua. ”Jeg… i fangede mig…” mumlede jeg. ”Og det gjorde ondt.” Jeg rystede på hovedet.

    Joshua løsnede sine arme og vendte mig rundt med hænderne om mine overarme. Jeg så ham lige ind i øjnene med knæ af gummi og let adskilte læber. ”Jeg har ikke fanget dig, og jeg har ikke gjort dig ondt. Det har Morgan.” Jeg rystede grådkvalt på hovedet og vendte mig om for at spæne væk i en fart. Jeg måtte finde min far, men jeg havde ikke kræfter til at teleportere. ”Bailey!” råbte han og løb efter mig. Endnu engang greb han om mig bag fra og bar mig ind i stuen igen, mens jeg gjorde modstand febrilsk.

    ”Vi kan ikke lade hende stikke af i den tilstand,” sagde Ken.

    ”Bailey er en ildsjæl. Hun kæmper til hun går ud, og det betyder besvimer.”

    ”Men ild bliver til gløder, og så blafre flammerne ikke længere. Hun skal lige falde ned så vi kan snakke ordentligt med hende.”  

    ”Min far!” skreg jeg, da han satte mig af i sofaen og stillede sig foran mig, så jeg ikke kunne stikke af. ”I må ikke gøre min far noget,” snøftede jeg.

    Han sukkede. ”Du har mit ord på, at jeg ikke røre din far og søster Bailey. Hvis du ikke tror på andet så tro i det mindste på det.” Han sørgede for ikke at røre ved mig, men han så ulykkelig ud. Hvis bare jeg vidste, hvorfor han var så ulykkelig. ”Er der noget, du vil have. Spise eller drikke? Du har brug for energi.”

    Jeg rystede på hovedet.

    ”For min skyld?”

    Jeg skar en grimmasse og vendte ansigtet den anden vej.

    ”Så for din egen skyld,” sukkede han.

    ”Jeg finder noget,” sagde Ken og gik i køkkenet. ”Men lad være med at røre ved hende. Vi han ikke have at i pludselig forsvinder fra tid og sted med Bailey i den tilstand.”

    Jeg sukkede og krummede mig sammen på sofaen. ”Jeg forstår ingenting,” indrømmede jeg og tog fat i mit hår ved roden. ”Jeg kan ikke huske, hvad der er sket.” Jeg kunne endnu engang mærke tårerne trille ned og lande på sofaen i små dryp.

    Joshua stirrede på mig et stykke tid og fandt en pude, som han lagde under mit hoved. Han satte dig på hug foran mig med hænderne liggende på sofaen påpasselig med ikke at røre ved mig. ”Skal jeg fortælle dig, hvad der skete?” spurgte han roligt - næsten kærligt.

    ”Det kunne vel ikke skade at lytte,” hviskede jeg.

    ”Jeg vil bare se, om jeg kan udfylde nogen af hullerne.” Han smilede skævt. ”Vi to er venner, kan du huske det?”

    ”Nej. Jeg er venner med Morgan.”

    Han tyggede sig bedrøvet i kinden og nikkede så. ”Okay, men vi to var sammen en dag, og så landede vi på en bomuldsmark.” Jeg kunne huske bomuldsmarken, men det var utydeligt for mig, hvem der havde løbet ved siden af mig, da vi jagtede drengen. Min hjerne ville have, at det var Morgan, men noget fortalte mig, at Joshua også havde været tilstede. ”Kan du huske, vi jagtede en lille dreng, fordi han havde den blå sten?”

    ”Ja. Men jeg jagtede ikke drengen sammen med dig.”

    ”Jo du gjorde Bailey!” Han satte neglene i læderet. ”Vi to tog af sted sammen,” sagde han tydeligt frustreret, og jeg veg tilbage for hans udbrud. Mørket havde lagt sig om hans øjne, selvom de var blå og klare. Han var sur på mig, og jeg så væk, mens sveden begyndte at perle frem på min pande.

    ”Jeg tror ikke, jeg har lyst til at høre mere.” Jeg rømmede mig og tog en dyb indånding. ”Jeg vil gerne hjem.”

    ”Undskyld,” hviskede han og lod panden falde ned på sofaens kant.

    Ken kom ind i stuen med et stykke pizza og et glas vand til mig. ”Jeg synes, du skal spise lidt,” sagde han og stillede en bakke på stuebordet. ”Hvad har du gjort ved Joshua?”

    ”Jeg er nødt til at gå lidt,” mumlede Joshua og rejste sig bedrøvet op. Han stak hænderne i lommerne og smækkede døren efter sig, da han gik sin vej.

    ”Undskyld mig,” sagde Ken og gik ud efter ham. Jeg rejste mig og listede hen for at lytte ved døren. Jeg måtte vide, hvad de skulle snakke om.

    ”Du kunne da sige dig selv, at hun var skrøbelig,” skændte Ken.

    ”Jamen det er jo netop den slags, jeg ikke kan,” gav Joshua igen.

    ”Jeg er skuffet over dig Joshua. Ikke alene blev du ved med at være venner med hende, men du løj om det for mig!”

    ”Undskyld Ken. Jeg vidste ikke, at det var så slemt.” hviskede han så lavmælt, at jeg måtte læne mig ind mod døren for at høre det. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hun kan ikke huske mig.”

    ”Det kommer hun til Josh, men hun har feber, og hendes hjerne arbejder på højtryk for at få verden til at hænge sammen. Jeg tror, Morgans har fået nogen til at lægge en seriøs skade på hendes hukommelse, og hendes tankegang ødelægger hende indefra, fordi hun kæmper så inderligt med sine følelser. Hun skal have fred.” Der var stille et øjeblik. ”Gå hjem til hendes far og tag en snak med ham. Siden Baileys mor må have haft nogle evner, så tror jeg også hendes far har hørt om det.” Jeg stivnede og tog fat om håndtaget med rystende hånd. Jeg måtte rede min far, men fra hvad? Fra Joshua?

    ”Men hvad skal jeg sige til ham?” spurgte Josh.

    ”Som det er. Men sig til ham, at vi passer på hende. Hun skal ikke hjem nu, for når hun får energien til det, så stikker hun af til Morgan, og vi skal holde øje med hende.”

    Jeg hørte et suk. ”Ken…” mumlede han. ”Du helbreder folk.”

    ”Jeg er bange for jeg ikke er i stand til at røre ved hendes mentale helbred.” Jeg forstod ikke, hvad de snakkede om. Jeg var ikke sindssyg eller noget - bare forvirret, og jeg måtte finde de sten til Morgan.

    Joshua begyndt at gå med tunge skridt. ”Jamen så tager jeg ud til hendes far.”

    ”Godt min dreng.”

    Jeg hoppede tilbage til sofaen og stirrede på pizzaen. Jeg var virkeligt sulten, men jeg var bange for, hvad de havde gjort ved det.

    ”Spis noget,” sagde Ken, da han kom ind.

    Pizzaen stirrede bedende på mig og lokkede med sin duft. Måske bare en lille bid - eller to… måske skulle jeg bare spise det hele alligevel. Jeg samlede den velduftende trekant op og tog en bid, som blev til fem som blev til ti. Jeg tror faktisk aldrig, jeg havde spist så hurtigt, selvom det smagte lidt bittert et stykke inde i midten. Jeg funderede over hvorfor, da noget pludselig slog mig. Jeg havde prøvet det før, og jeg vidste godt, hvad den bitre smag betød.

    ”Hvad har i gjort ved mig?” spurgte jeg og smed det sidste stykke tilbage på tallerkenen.

    Ken satte sig på stuebordet og så roligt på mig. ”Jeg har ikke gjort dig fortræd, blot hæmmet dine evner midlertidigt. Det er for din egen skyld.”

    ”Det sagde han også sidst!” udbrød jeg og trak knæene op til ansigtet.

    ”Hvem.”

    ”Morg…” Jeg rynkede panden. ”Joshua. Med en sukkerknald.” Hvorfor var jeg ved at sige Morgan? Og hvorfor kom Morgan ikke og redede mig?

    Ken tog et tæppe, som lå over kanten af sofaarmlænet. ”Du kan sove lidt Bailey. Det ville være godt for dig.” Han lagde det ved siden af mig, men jeg reagerede ikke. Jeg knugede armene sammen om mit hoved og pressede panden ned i mine knæ, mens jeg gynge svagt.

    ”Jeg skal ikke sove. Jeg skal blive vågen og få styr på det her.”

    Han nikkede venligt. ”Jeg kan hjælpe dig med at få lidt fred, hvis du giver mig din hånd.”

    ”Nej.”

    ”Jeg er healer. Jeg gør ikke andet end at få dig til at slappe af. Lige nu er du op at køre.”

    Jeg stirrede på ham et øjeblik. ”Jeg stoler ikke på dig…”

    ”Det er din egen sag. Så tænder jeg fjernsynet.” Han satte sig på sofaen ved siden af mig og lænede sig tilbage, mens fjernsynet begyndte at summe. En alvorlig mand stod med en mikrofon ovenpå nogle murbrokker af det sidste bombeangreb i et eller andet land, og jeg lænede hovedet ned på sofaarmlænet, stadig krummet sammen som en kugle og håret var klistret ind mod mine kinder af de våde tårer. Som tiden gik begyndte mine øjenlåg at lukke sig, og udmattelsen var så enorm, at jeg til sidst opgav kampen og døsede hen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...