Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15246Visninger
AA

26. Følelser

Der var så stille, at jeg nær troede tiden var gået i stå. Jeg havde ondt i hovedet, og jeg var svedig som en maratonløber, selvom jeg frøs. Svimmelheden snurrede i min hjerne, da jeg rejste mig og listede forbi en sovende Ken, som lå på gulvet og snorkede. Han var ikke for klog at lægge sig til at sove. Han kunne jo ikke holde øje med mig så, men da jeg smagte efter var min mund fyldt med en koncentreret bitterhed, og jeg vidste, at jeg nu måtte handle uden evner.

    Joshuas hund Bobby luntede ind i stuen til mig, og jeg frøs i min bevægelse, da den begyndte at snuse til mig. Hvis den begyndte at gø, så var jeg opdaget, men lidt efter sprang den blot op i min sofa/seng og gemte snuden under halen.

    Jeg listede op ad trappen, som knirkede foruroligende meget. Jeg kunne høre de dybe vejrtrækninger fra nogle sovende børn og trak ned i håndtaget til Joshuas værelse med en lydløs bevægelse. Der var ingen til stede på værelset. Han var måske ude at gå… eller det der var værre. Jeg gik i aktion og trak alle skuffer ud, mens jeg hyppigt så mig over skulderen, selvom det ikke ville gøre den store forskel, hvis nogen fandt mig. De blå sten burde være her et sted, men hvor? Havde han dem på sig?

    Til sidste gav jeg op i et suk og sank sammen på hans seng. Hvis jeg ikke kunne finde dem her, var de så på mit eget værelse? Sidst jeg havde set dem, havde jeg ligget sammen med… sammen med Morgan tror jeg nok - på min seng. Jeg måtte finde ud af det, for de var ikke her, og jeg turde ikke lede efter Joshua. I stedet listede jeg ned af trappen igen og fandt mine sko på hylden i entréen. Snart var jeg over alle bjerge løbende ned af asfaltvejen under skæret af gadelygterne. Jeg var ikke længere så svimmel, men jeg følte jeg kunne brække mig, og hovedpinen blev værre, jo mere jeg løb. Men jeg fortsatte standhaftigt. Jeg havde jo lovet Morgan.

    Jeg stoppede brat op. ”Hvad laver jeg?” mumlede jeg og lod blikket glide rundt over de sovende huse. Jeg var så forvirret, at jeg et øjeblik glemte, hvad jeg lavede, hvem jeg skulle hen til, og hvem nogen af dem overhovedet var.

    ”Hey!” var der en der råbte, og jeg snurrede rundt mod stemmen. ”Hvad laver du ude på denne tid?” En mand som gik med en hund vinkede til mig, men jeg satte i løb og spænede forbi skolen på udmattede ben. Jeg løb så hurtigt, at jeg overvejede om det overhovedet var muligt at hjertet kunne banke hurtigere. Om det overhovedet var muligt at have så meget adrenalin i kroppen, at man knap opdagede, at man bevægede sig. Men det var sådan jeg havde det.

    Jeg stoppede op foran huset og lænede mig forpustet op ad væggen, mens jeg fik vejret. Jeg kunne ikke længere huske, hvad jeg troede på, og hvem Joshua og Morgan var, men jeg besluttede at stole på min egen fornemmelse. Jeg åbnede døren og listede ovenpå til mit værelse. Jeg kunne høre dem sove, så jeg gik med det samme i aktion for at finde stenene. Jeg ledte over alt på mit værelse i skuffer, under puder og vasketøj. Men det var først, da jeg satte mig i vindueskarmen for at trække vejret, at noget kom mig i øje. Der lå noget og glimtede under sengen inde i krogen, og jeg faldt på knæ med et lidt for højlydt bump. Der lå de og skinnede til mig. Jeg havde aldrig følt mig så lettet.

    ”Anna?” råbte far inde fra soveværelset, og jeg stivnede.

    ”Jeg sagde ikke noget,” råbte hun tilbage, og jeg hørte skridt udenfor døren.

    Jeg drejede mig mod mit vindue, og uden at tænke sprang jeg op, afsikrede børnelåsen og åbnede det på vid gab.

    ”Tror du det er Bailey?” spurgte Anna, og jeg svang mig ud af vinduet, så jeg hang i mine arme fra vindueskarmen ude af stand til at lukke vinduet.

    ”Pis,” mumlede jeg, mens jeg kæmpede for at holde mine fingre lukkede om vinduesarmen. ”Tænk nu!” bad jeg til mig selv. Hvis jeg slap, faldt jeg ned og slog mig, men hvad kunne jeg gøre? Der var intet at gøre. Jeg slap taget om den og faldt til jorden, før jeg nåede at tænke. En voldsom smerte skød igennem højre fod, da jeg landede på jorden i haven. Det gjorde så ondt, at det rev i tårekanalerne, og jeg kunne knap se ud af øjnene.

    ”Bailey!” råbte Anna fra vindueskarmen, og mit hjerte slog et slag over. Jeg kom på benene og satte af mod vejen med stenene forsvarligt i min hånd, som jeg pressede mod hjertet. Jeg vidste ikke, hvad næste skridt i planen var, for hvem skulle have stenene? Jeg tænkte på Morgans lejlighed.

    ”Jeg tager bilen,” råbte far med klirrende nøgler i hånden. Jeg spænede, alt hvad jeg kunne, men han kunne sagtens fange mig i bilen, og jeg var ikke hurtig nok. Jeg havde virkelig problemer nu, og jeg ville ikke tilbage til Ken og Joshua, som havde forgiftet mig. Hvor længe giften virkede, vidste jeg ikke, men jeg svedte så meget, at væsken snart måtte være ude af min system.

    Jeg skar en grimmasse af min dårlige fod og ledte febrilsk efter energien til mine evner. Bilen styrede lige mod mig og standsede bag mig med en hvinende hjul, som gav genlyd i hele kvarteret.

    ”Bailey!” råbte far, da han sprang ud uden at smækkede døren efter sig.

    ”Hold dig væk!” råbte jeg med tårer i øjnene af smerte og forvirring.

    ”Kom nu Bailey! Vi er familie. Vi hjælper dig,” bad han, men jeg fortsatte i min iver efter sandheden. Jeg vidste knap nok, om jeg kunne stole på far.

    ”For din egen skyld, hold dig væk!” Jeg var nær snublet, men han greb min hånd. ”SLIP MIG!” jeg vred mig, men intet kunne jeg gøre. Han holdt mine arme ind mod min krop, da han fangede om mig og bar mig tilbage til bilen. Jeg tænkte igen på Morgans lejlighed og pludselig sagde det ”PUF”, og jeg trillede omkuld på det lyse gulvtæppe i stuen i den enorme penthouselejlighed.

    ”Jamen dog,” sagde en stemme, og jeg sukkede lettet. Det var Morgan. Han kunne endelig fortælle mig, hvad der skete. ”Op igen,” sagde han venligt og tog fat om mig. ”Skal du besvime? Skal du have noget sukker?”

    Jeg stivnede og stirrede på ham. ”Sukker?” Jeg huskede hvor bittert en sukkerknald havde smagt.

    ”Ja sukker.” Han smilede og skubbede mig over i sofaen. ”Så vi kan få energiniveauet op.”

    ”Nej tak,” mumlede jeg og satte mig tungt. Jeg havde ondt over alt og nu løb tårerne for alvor.

    ”Du er jo helt våd.” Han satte sig ved siden af mig.

    Jeg skubbede skoene af og krummede mig sammen. Jeg begyndte at hulke, stadig med stenene presset ind mod hjertet, måske fordi jeg håbede, de ville lede mig den rigtige vej, hvis jeg lod dem blive der længe nok.

    ”Hey du skal ikke græde. Hvad er der?” Han lød så venlig, at jeg nu troede på, at han var den eneste, jeg kunne stole på. Jeg åbnede hånden og viste ham de blå sten, som jeg havde. ”Fantastisk,” sagde han og tog dem i en fart. Han fandt den tredje fra sin lomme og kiggede på dem, mens han smilede underligt. ”Du er fantastisk Bailey,” grinede han og satte stenene sammen som et puzzlespil. Det viste sig, at den tredje sten var var brikken, der manglede imellem de andre, for de passede perfekt. Et blændende lys viste sig fra revnerne, da de trak sig sammen og blev til én sten. Stadig lignede det dog at noget manglede, men det så ud som om, han havde halvdelen af en rund sten fyldt med mønstre og symboler og et hul i midten. Den lignede en halvt spist blå doughnut.

    ”Du må hjælpe mig Morgan,” hulkede jeg. ”Jeg forstår ingenting. Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på og jeg… jeg…” Jeg så på mine hænder som rystede voldsomt.

    ”Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med, men jeg tror vi skal have fat i Jane.”

    ”Jane?” Navnet gav mig kuldegysninger og myrekryb. Jeg forbandt allerede en masse smerte med det navn.

    ”Ja hun kan hjælp dig.” Han rejste sig og gik over til køkkenet. ”Du har stadig min jakke på?”

    ”Ja. Jeg ved ikke hvorfor.” Jeg skuttede mig i jakken af kulde, selvom jeg sad i en varm lejlighed. Jeg havde feber og trang til at kaste op

    Han grinede og rystede på hovedet. ”Åh Jane,” mumlede han så lavt, at det ikke var meningen, jeg skulle høre det. Jane havde gjort noget ved mig, og først nu gik det op for mig, hvor anderledes Morgan var, end jeg havde husket. Han kom hen til mig med en cola. ”Drik noget,” sagde han venligt, men jeg veg tilbage for sugerøret. ”Kom nu…”

    ”Jeg er ikke tørstig.” Jeg stolede ikke på, at det var ren cola.

    ”Sikke noget pjat. Drik nu.”

    ”Nej!”

    Han sukkede og satte sig på hug foran mig. Kiggede mig ind i øjnene med sine brune og tog min hånd i sin. ”Du kan stole på mig Bailey. Jeg ved det hele virker sært og skræmmende, men du fandt stenene. Du var fantastisk, og nu gør vi det her sammen. Vi bliver magtfulde Bailey.”

    ”Det vil jeg ikke være.” Min stemme var svag og lys som et barns. Tårerne trillede stadig. Morgan havde ændret sig.

    ”Det er det her, vi kæmper for Bailey. At vores evner skal være værdsatte.” Jeg forstod stadig ikke, hvordan de blå sten kunne hjælpe os med at få vores evner værdsat blandt almindelige mennesker.

    Jeg rejste mig og gik hen til døren. ”Jeg må væk.”

    ”Nej Bailey. Det kan jeg ikke lade ske. Ikke endnu.” Hans øjne var usikre. Han stod med colaen i hånden og gik langsomt mod mig. ”Drik i det mindste noget.”

    ”Nej.” Jeg vidste ikke, om jeg havde nok energi, men det skulle jeg have, så jeg teleporterede mig tilbage til Joshuas hus lige midt i entréen. Det var begyndt at gå op for mig, at det ikke var dem, som var forvirrende. Nogen havde pillet ved min hjerne, for hvorfor skulle jeg elske Morgan, når han tydeligvis brugte mig, og hvorfor hade Joshua, når han sagde han ville hjælpe mig? Måske var det mig, der var forvirret.

    Jeg var lige ved at drætte om, men jeg kæmpede for bevidstheden og åbnede døren. ”Hallo?” sagde jeg og følte mine ben give efter.

    ”Bailey!” udbrød Joshua og kom løbende mod mig med alle i hælene. Både Anna, far og Ken.

    ”Undskyld,” hviskede jeg, lige før gulvet kom tættere og tættere på, til det til sidst ramte mig hårdt i hovedet.

 

***

 

Det larmede. Folk diskuterede. Nogen dubbede mig med en forfriskende kold klud på panden. Mine ben var hævet op på sofaens armlæn, og jeg havde ingen pude under hovedet. Jeg løftede hånden, og denne ene bevægelse kunne få al lyd i rummet til at blive tavs. Jeg åbnede øjnene og alle stirrede på mig.

    ”Bailey?” spurgte min far og satte sig på hug ved siden af Anna, som sad med kluden. ”Tal til mig Bailey,” sagde han og lagde sin hånd på min kind.

    ”Far?” mine stemme var grødet. Det hele var alt for meget på en gang, og mit glas var fyldt til renden. ”Jeg kan ikke mere,” hviskede jeg og lukkede øjnene igen.

    ”Kom her skat,” sagde han og hjalp mig op at sidde. Han satte sig i sofaen ved siden at mig og lagde armen om mig, så jeg kunne putte mig ind til ham og føle mig tryg igen. Trygheden var en jeg ikke mærkede tit, men far var den eneste, som ikke havde ændret sig. Han var stadig bare min far, og lige nu havde jeg mere brug for ham end nogensinde.

    ”Du må ikke ændre dig far.” Jeg udstødte et fortabt hulk og så på Anna. Anna som stirrede på mig, som om hun ikke længere genkendte mig: skræmt af, hvor sindssyg jeg måtte være.

    ”Det gør jeg ikke,” sagde han roligt og strøg min arm. ”Ingen har ændret sig.”

    ”Hvor har du været Bailey?” spurgte Ken. ”Hvorfor kom du tilbage?”

    Jeg rystede på hovedet. ”Jeg troede, jeg kunne stole på Morgan. Jeg gav ham stenene, men pludselig var han anderledes. Ville have mig til at drikke cola, men jeg turde ikke. Jeg var bange for, at han havde forgiftet det.”

    ”Har Morgan stenene!” udbrød Joshua, som stod ved siden af Ken med opspilede øjne og knyttede næver. Jeg veg tilbage for hans vrede og måtte minde mig selv om, at alle de onde ting jeg troede, han havde gjort, muligvis ikke var sande.

    ”Joshua,” sagde Ken irettesættende. ”Tag det roligt.”

    ”Hvordan skal jeg tage det roligt, når…”

    ”Hvis du ikke kan tage det roligt, så skal du gå din vej. Du gør Bailey bange.”

    Røgen stod ud af Joshuas øre, men han sagde ikke mere. Jeg kunne godt forstå, han var vred på mig, men det var ikke engang fordi, jeg var sikker på, at det var mig selv, som havde fået min krop til at tage hen til Morgan den nat. Jeg var ikke mig selv.

    ”Undskyld Bailey,” sagde Joshua. ”Jeg er bare så vred på Morgan.”

    Jeg svarede ham ikke og vendte blikket den anden vej.

    ”Jeg tager hende med hjem,” sagde far.

    ”Det er virkelig en dårlig ide.” Ken gik ud i køkkenet og tog et glas vand. ”Vi er nødt til at holde øje med hende, så vi kan finde ud af, hvad der er sket med hendes minder. Du er nødt til at forstå mig, når jeg siger, at vi vil hende det bedste. Vi kunne muligvis få fat i noget hjælp fra nogle andre af vores slags.” Han satte vandet på bordet foran mig. ”Drik noget Bailey.”

    ”Jeg skal ikke have flere af jer til at rode i min datters hjerne. Jeg er hendes far, og jeg tror, at normal psykologhjælp vil være bedre. Bailey kan blive normal, men ikke sammen med jeres slags. Jeg beklager, men det betyder meget for mig, at mine piger får en god uddannelse, og hendes evners virkning på læsningen er dårlig for hende.”

    ”Mr. Wesley,” sagde Joshua. ”Du kan ikke lave om på Bailey, uanset om du putter hende på psykologhjælp eller forbyder hende at bruge sine evner. Det er kun Bailey, som én gang for alle kan beslutte aldrig at bruge sine evner igen. Desuden vil en almindelig psykolog sende hende på galeanstalt, hvis hun begynder at fortælle om sine evner.”

    Jeg knyttede irriteret hænderne. ”Jeg har da ikke tænkt mig at fortælle en psykolog om mine evner. Jeg er altså ikke helt dum, selvom der er blevet rodet i mine minder,” sagde jeg spydigt og sendte Joshua et blik, som ikke kunne misforstås. Jeg kunne ikke stoppe med at hade ham, selvom jeg nu vidste, at jeg ikke kunne stole på mine tanker.

    ”Hvorfor er du så vred på mig?” spurgte han mig.

    ”Fordi du…” Jeg kunne ikke engang forklare følelsen, for der var ikke nogen grund til den afsky, jeg følte. ”Jeg ved det ikke. Jeg tror jeg hader dig.” Jeg rynkede panden.

    ”Du tror du hader mig,” gentog han skeptisk.

    ”Jeg kan ikke forklare det,” sukkede jeg. ”Men du har ret. Jeg kan ikke sådan lige give afkald på mine evner, og psykologhjælp vil være en dårlig ide.”

    ”Men Bailey…” begyndte far.

    ”Vil du ikke godt støtte mig den her gang far. Jeg har brug for dig.”

    Han sagde ikke noget.

    ”Bailey,” sagde Ken. ”Jeg har en søster, som jeg synes, du skal snakke med. Hun gør ikke noget ved din hjerne, men hun kan mærke dine følelser og hjælpe dig med at få dem på rette vej, så du i det mindste har det på plads. Hukommelsen og minderne kan altid komme lidt senere.”

    ”Jeg ved nu ikke…”

    ”Du er nødt til det Bailey,” sagde Joshua.

    ”I skal ikke bestemme over mig!” gav jeg trodsigt igen.

    ”Hvad har jeg nu gjort?!” Han tog hænderne op over sit hoved i overgivelse. ”Stop med at straffe mig for noget, min bror har gjort.”

    Jeg så væk.

    ”Jeg skal nok møde hende der søsteren,” sukkede jeg.

    ”Drik noget vand i mellemtiden,” sagde Ken.

    ”Jeg er ikke tørstig.”

    Joshua sukkede irriteret og hev glasset op til munden, tog en slurk og satte det på bordet igen. ”Se her,” sagde han og tiden gik i stå, så kun ham og jeg bevægede os. ”Det er ikke forgiftet.”

    ”Nå,” mumlede jeg.

    ”Kan du ikke engang huske, alle de gange vi sad sammen, mens tiden var i stå? Kan du virkelig ikke huske noget?” Det værste var den skuffelse, jeg kunne spore i hans øjne. Den vrede, den ubehagelige afsky, som jeg ikke forstod.

    ”Jeg kan ikke gøre for det,” svarede jeg blot. Jeg drejede hovedet og så på min stive far, som ikke fortrak den mindste mine eller trak vejret, fordi tiden var stoppet. Måske ville jeg aldrig blive vant til, hvor uhyggeligt det var, når nogen blev til statuer. Den tomme følelse.

    ”Jeg ved det godt Bailey. Jeg ved det godt, men for fanden man! Jeg kan ikke leve uden dig.”

    ”Det tror jeg ikke på.” Jeg kneb øjnene en smule sammen.

    Han sank sammen og lagde sig på ryggen midt på gulvet. ”Hvorfor?” spurgte han og krydsede armene.

    ”Fordi hvis jeg skal fortælle dig noget, så er du - efter min åbenbart forkerte erindring - den person, som behandler mig værst, smider doughnuts, mobber mig, stjæler de blå sten og du har ingen ide om, hvordan det føles at vågne op en dag på en kold græsplæne og opdage at hele ens verdenssyn er vendt totalt på hovedet. Jeg kan ikke huske, vi har været venner, men hvis du kan bevise det for mig, så kan det måske være min hukommelse kommer tilbage.”

    Han tænkte sig om. ”Jeg ved ting om dig, som ingen andre ved,” sagde han. ”Du sagde en gang til mig, at du nægter at drikke alkohol, fordi din mor tror, du ender i en park med en pose øl fra solopgang til solnedgang. Jeg ved, at du har svært ved at tage en spøg, og jeg ved, at du hader sarkasme. Jeg ved, at du er skræmt fra det faktum, at du ikke kan rede et eneste af de liv der er sat på spil, når vi tager tilbage i tiden, fordi vi skal holde på vores hjemmelighed.”

    Jeg svarede ikke.

    ”Tænk Bailey,” hviskede han.

    ”Jeg har prøvet…”

    ”Ikke hårdt nok!” Han satte sig brat op og rejste sig.

    Jeg rystede på hovedet. ”Ved du hvad? Det undre mig, at vi overhovedet blev venner.”

    Han fnøs vemodigt. ”Vi var mere end venner,” sagde han og gik helt tæt på, bukkede sig ned til mit ansigt, og jeg lænede mig nervøst tilbage mod min fars stive arm. Selvom Joshua havde fået udtrykkelig besked på, at vi ikke måtte røre hinanden, kærtegnede han flygtigt min kind med fingerspidserne. ”Du vil kunne mærke, at jeg har gjort det her før,” sagde han og kyssede mig på læberne. Jeg vidste, at jeg havde kysset ham før - jeg kunne mærke det i mit hjerte, men det var for meget. Jeg kunne ikke kapere det og lagde hånden på hans bryst og skubbede ham væk. Jeg kunne se skuffelsen. Hans blå øjne lyste ikke længere, de havde ikke længere nogen glød.

    ”Fint,” sagde han, stadig med blikket fast boltet på mig.

    ”Jeg…” Jeg langede ud efter hans hånd. Han måtte vide at jeg prøvede, men det gjorde han ikke. Han kunne slet ikke tro på, at jeg overhovedet havde lyst til at have noget med ham at gøre, og det vidste jeg heller ikke, om jeg ville, men der måtte være en grund til, at jeg valgte ham før mit hukommelsestab. Jeg ville ikke give op, før jeg kendte sandheden.

    Hans læber blev til en smal streg, da han undveg mit forsøg på forsoning og stak hånden i lommen i stedet. ”Fint,” sagde han igen og drejede om for at gå.

    ”Jeg kan jo ikke gøre for det!” råbte jeg tilbage, men han var væk og i det samme løsnede min fars stive arm sig fra min skulder, da tiden begyndte.

    ”Hey hvor blev knægten af?” spurgte far overrasket over Joshuas forsvindingsnummer.

    ”Han gik,” hviskede jeg og bed mig i læben for at holde sammen på mig selv.

    ”Hvor gik han hen?” spurgte Ken overrasket, men jeg pegede blot mod døren.

    ”Jeg kan jo ikke gøre for det.” Jeg rejste mig og så ud af vinduet, men han var ingen steder at se. Hvor mon han var gået hen? ”Hvorfor kan han ikke indse, at jeg bare gerne vil finde sandheden?” Jeg tænkte på, hvor nedtrygt han var og funderede over, om det var fordi, det var sandheden. Måske var vi virkelig ikke kun venner. Han vidste trods alt ting, som jeg troede jeg havde fortalt Morgan.

    ”Jeg finder ham.” Ken gik sin vej og jeg stod tilbage med Anna og far.

    ”Vil du ikke bare med hjem?” spurgte far.

    Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vil finde sandheden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...