Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15229Visninger
AA

4. Fodbold

Jeg fatter ikke at jeg er gået med til det her,” mumlede jeg for mig selv, mens jeg fulgte køen, der bevægede sig i skildpaddefart op ad trappen til tilskuerpladserne. Vores fodboldhold og deres modstandere stod i hver sin ende af banen og strækkede ud. ”Hvorfor har de så store skuldre? Det ser åndssvagt ud.”

    ”Se der er Adam!” råbte Emma og stillede sig til at vinke fjollet sammen med Kim. Adam stod i sin blå uniform sammen med cheerleaderne og smilede akavet over Kim og Emmas ’fangirling’. Adam havde kun os, efter han for tre måneder siden besluttede at springe ud af skabet og erklærede sin seksualitet som bøsse. Det kom dog ikke som et chok for nogen, da han opførte sig en kende feminint, og så havde han en sådan naturlig charme og pænt bygget krop, at han var alt for lækker til at være heteroseksuel.

    ”Bailey! Se der er Joshua. Hold øje med ham, hvis du vil finde ud af, hvad en quarterback er,” sagde Kim og skubbede mig ned på tribunesædet. ”Har du hørt om noget, der kaldes smil Bailey? Det er sådan noget man gør, når man hepper på sine venner.” Hun så ikke på mig, fordi hun på den ene side ville skyde det hen, som om det egentlig ikke betød så meget, men hendes tonefald var ikke til at tage fejl af. Hun var sådan rigtigt moragtigt skuffet.

    ”Sig mig, er Adam ikke Cheerleader?” spurgte jeg. ”Er det ikke meningen, at det er ham som sørger for at heppe?”

    ”Hun er uforbederlig,” mumlede Emma til Kim. ”Bare prøv at gøre ham glad.”

    Inderst inde vidste jeg det jo godt selv; hvordan de hadede, at jeg var så negativ, og hvordan de kæmpede så bragt for at få mig i bedre humør. Jeg vidste jo godt, at det skuffede dem, når jeg hellere ville sidde i musiklokalet efter skole end at tage på shopping med dem. Det var vel derfor, jeg endelig lod mig overtale til at se Adam optræde. I bund og grund var det kun fordi, jeg misundte dem, at jeg hellere ville være alene.

    Jeg skævede diskret til hver side og fangede Emmas kroniske smil og Kims positive attitude, og blev enig med mig selv om, at et forsøg ikke ville gøre nogen skade, hvem ved… måske var jeg alligevel er godt menneske på bunden. Derfor rakte jeg hånden målrettet i vejret og vinkede til Adam med et hjerteligt smil på læben, og han smilede lykkeligt igen.

    Spillerne rottede sig sammen i to cirkler og brølede nogle utydelige kampråb og hoppede et par gange på stedet, sikkert for at varme op eller sådan noget. De stillede sig i position overfor hinanden, og da en fløjte lød, opstod der kaos midt på banen. Jeg havde ingen ide om, hvad der skete, andet end jeg pludselig godt forstod meningen med deres enorme skuldre.

    ”Se Bailey. Joshua Dawson har bolden. Hold øje med ham!” sagde Kim.

    ”Er du forelsket i ham der Josh eller hvad? Du snakker ikke om andet,” spurgte jeg, og hun rødmede. ”Seriøst er du?” Jeg fnes og spejdede efter den mystiske fyr, men eftersom de lignede hinanden alle sammen med den hjelm og beskyttelse, som de nærmest druknede i, så kunne jeg ikke få øje på ham. Jeg var imponeret over, at Kim kunne kende ham, men var det ikke noget med at kærlighed kunne besejre alt? Selv store blå hjelme?

    ”Nej…” Hun krydsede armene. ”Men altså, det er som om nogen fyrer bare laver mine knæ om til gele, når de går forbi? Jeg stemmer for at fodboldspillerne skal spille i bar overkrop. Det skulle gøres obligatorisk.”

    ”Teenager!” Jeg klappede hende overbærende på knæet.

    Kim fnes. ”Det kan du selv være.”

    ”Jeg foretrækker at være det lidt mere diskret.” Selvom jeg ikke indrømmede det, måtte jeg give hende ret. De drenge var sat godt i stand.

    Emma sukkede. ”Hvorfor satte jeg mig mellem jer to?” Vi grinede. Det var ikke så tit, jeg grinede i øjeblikket specielt ikke efter snakken med Mr. Thomson, men stemningen og jublen der omringede mig kunne ikke holdes fra at smitte af på mig. Og selvom jeg ikke var et sportsgeni, kunne jeg ikke lade være med at lade dette brutale spil fascinere mig.

    ”Jeg henter nogle popkorn!”

    Kim forsvandt, og lidt efter kom hun tilbage med et stort bære fyldt til randen. Jeg stak grådigt hele hånden i og fyldte munden. Det var det bedste ved popkorn; at fylde munden så meget, at det var en kamp blot at nå til det punkt, hvor man kunne tykke dem ordenligt.

    ”Hvem sagde, du måtte få nogen?” spurgte hun.

    Jeg rakte tunge af hende og tog en håndfuld mere. ”Du må få en donut af mig, næste gang jeg griber en,” svarede jeg overlegent, og hun grinede højt.

    ”Jeg glemmer det aldrig Bailey!”

    ”Nu skal Adam på!” råbte Emma. ”GO ADAM! Wuhuuu!”

    Jeg himlede med øjnene. ”Jeg tror ikke, han kan høre dig alligevel.”

    ”Hvordan kan det være, hun altid piller mit humør ned?” spurgte Emma Kim.

    ”Havde du forventet andet?” sagde Kim.

    Jeg ignorerede dem, da Adam begyndte at gøre sig klar. Jeg måtte se, om han var god til det. Da musikken startede, begyndte de at hoppe og vifte med arme og ben helt synkront. Jep, det var mit kenskab til denne ædle sport, som alle piger elskede. Jeg vidste ikke, hvad formålet var andet end underholdning for tilskuerne i pauserne. Jeg blev først imponeret, da de begyndte at kaste rundt med hinanden, og da Adam til sidst stod nederst i en pyramide, tænkte jeg det her går galt! Men de klarede det alle sammen, og Adam smilede om muligt endnu mere bag efter.

    Da spillet gik i gang igen, lænede jeg mig smilende tilbage igen, mens jeg besluttede, at jeg ville huske at se Adam lidt oftere. ”Okay jeg indrømmer det,” mumlede jeg. ”Det her er meget sjovt.”

    De gispede begge to. ”Hørte du det Kim?”

    ”Ja Emma. Vi må hellere tage hendes temperatur.”

    ”Bailey? Har du husket at tage dine ’musik er det eneste der interesserer mig’-piller?”

    Jeg slog Emma over armen. ”Hvorfor skal i altid være sådan efter mig?”

    ”Af samme grund som du altid er efter os,” sagde Kim. ”Åh nej, en af dem fra det andet holdt skal til at sparke!”

    Som om det ikke allerede var spændende nok, så besluttede tiden at gå i stå igen. Altså virkeligt i stå. Emma og Kim sad som forstenede med store åbne øjne og knyttede hænder i spænding, og det samme gjorde alle andre på hele banen. Lyde, vind, bevægelse stod stille, som om nogen havde trykket på en knap til hele verden. Jeg prikkede til Emmas kind, der var blevet hård som sten, men stadig ligeså blød som hendes hud. Det følte underligt. Uhyggeligt.

    Var det mig? Kunne jeg starte og stoppe tiden uden at vide det? Det var jo sket før, og desuden havde jeg en mærkelig magisk hånd, som kunne tiltrække genstande. Men hvordan skulle jeg sætte den i gang igen?

    ”Pyh,” sagde jeg til mig selv, da jeg øjnede en af spillerne løbe rundt for sig selv nede på banen. Det var ham Joshua! Jeg kunne ikke præcist se ham, men jeg vidste, at det var ham, for han var den eneste, der også var vågen sidste gang tiden standsede. Hvad lavede han? Det lignede, at han stod og drak lidt vand, og bagefter gik han hen til den spiller, som skulle til at sparke til bolden. Joshua gav sig til at binde hans bukser op, og så hans sko, så de var lige ved at falde af. Han sad og ordnede længe, og jeg overvejede, om han var i gang med at proppe skarpe sten eller lignende ned i skoen for at gøre det endnu værre.

    Jeg lagde hånden på hjertet for at mærke, om det stadig slog, for der var ubehageligt stille. Jeg kunne ikke lide den tomhed der var, når tiden ikke længere gik. Men tiden begyndte igen og mine øjne stod på stilke for at se, hvad der ville ske med fyren, som Joshua havde terroriseret. Han lagde an til at sparke, men bedst som han ramte bolden faldt bukserne ned, så han skød skævt, og skoen fløj sin vej i modsat retning af bolden. Han ramte ved siden af, og hele skolen begyndte at juble, som en bølge af overraskelse gennem menneskemængden.

    ”Det er, hvad man kan kalde held!” råbte Emma. ”Yeah!”

    Ham, hvis bukser var faldet ned, hoppede forvirret rundt og råbte bandeord, mens han forsøgte at få bukserne på plads igen. Jeg kunne ikke lade være med at skraldgrine, og jeg vidste ikke hvorfor. Måske var jeg bare glad for, at der endelig var en, som var ligeså underlig som mig.

    ”Hvordan kan det være, vi altid vinder sådan?” udbrød Emma. ”Det er som om, skæbnen vil have det. Du drømmer ikke om, hvor mange gange noget lignende er sket, Bailey. Vi må virkelig have et frygteligt fodboldhold, hvis de render og laver ballade med de andre spillere inden spillet begynder.”

    ”Jeg tror godt, jeg kan gætte hvad der skete,” mumlede jeg og smilede skævt.

    ”Hvad dog?” Hun greb min arm. ”Har du set noget?”

    ”Nja… bare en fornemmelse.”

    Emma så på Kim. ”Hun smiler smørret,” sagde hun nervøst.

    Jeg grinede. ”Tag det roligt.”

    ”Jeg bryder mig ikke om det Kim. Hun er alt for glad i dag…” De så på mig, som om jeg var et rumvæsen, men det var deres form for humor.

 

***

 

Dagen efter da sidste time var overstået, stod jeg ude i siden af parkeringspladsen og ventede. Jeg måtte finde ud af, hvad Joshua var for en, og den eneste grund til, at jeg pludselig turde gå hen og snakke med en som ham, var fordi jeg ikke tænkte. Jeg var allerede dømt til tidobbelt donut-ansigtsmaske, fordi en som ham havde hukommelse som en elefant, og meget få mennesker slap godt fra at gribe donuten. Det kunne umuligt blive meget værre, men jeg måtte sikre mig, at jeg kunne få ham alene.

    Der var han! Han kom spankulerende ud af døren med en strøm af venner bag sig og skubbede lidt til nogle brilleaber. De tog afsked, og de andre satte sig ind i sine biler. Han var alene nu, og jeg vidste tilfældigvis, at han boede så tæt på, at en bil ikke var nødvendig. Jeg følte mig lidt småkriminel og spionagtig, mens jeg fulgte efter ham på fortovet, og da han krydsede vejen mod en sti, så jeg min chance.

    Jeg måtte være gået fra forstanden. Der var intet svar på, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, da jeg greb en god håndfuld af hans blå hættetrøje og drejede ham om. ”Snydepels!” sagde jeg. ”Du ved, det der med at sætte tiden i stå virker ikke på alle, kammerat. Hvor længe havde du tænkt, at det ville stå på, uden nogen opdagede det?”

    Han var i chok. Jeg kunne se det i hans blå øjne, der spilede sig op og næsten fornemme hårrene rejse sig i nakken på ham, idet sandheden gik op for ham. Han lignede en forskrækket kat.

    ”Hvad snakker du om?” Han lænede vægten over på det andet ben og krydsede armene i et overbærende suk.

    ”Prøv ikke at få mig til at føle mig dum! Jeg ved hvad jeg så!”

    Hans kæbemuskler dirrede i vrede, da han tog et skridt frem mod mig. Han var et hoved højere end mig, så jeg havde slet ikke tænkt på, hvor skræmmende det kunne være at stå så tæt på et vredt muskelbundt som ham.

    ”Hvis du nogensinde fortæller det til noget!” truede han og tog fat om min jakke ved kragen, så jeg måtte stå på tær. ”Jeg sværger, jeg finder dig, og denne gang kan du ikke nå at gribe donuten! Er det sunket ind i din lille hjerne?”

    ”Lille hjerne?!” udbrød jeg. ”Det er dig, der er så lille, at du ikke engang tror nok på dig selv til at fortsætte en kamp uden at snyde.”

    ”Jeg advarer dig. Nok er du klog nok til at holde dig for dig selv, så du ikke smitter med din fiasko, men lige nu tror jeg ikke, du overvejer konsekvenserne!” Gad vide om trusler var hans livsstil? Dog var trusler noget jeg rystede af mig med et par løftede øjenbryn, men nede i min mave gnavede det alligevel. Joshua var Junior, og jeg var Sophomore, hvilket betød, at han var et klassetrin over mig, og at vi ikke havde timer sammen. Jeg vidste ikke, at han havde eksisteret indtil for nyligt, men han vidste, hvem jeg var, og vidste at jeg var dum. Det fortalte lidt om, hvor hurtigt rygter løb på vores skole.

    ”Det siger du aldrig igen!” hvæsede jeg. ”Jeg fatter ikke, at du kan se dig selv i spejlet og tro, at alting er en stor joke. Jeg tror ikke engang, du har opdaget, hvor meget du er hadet.”

    ”Hadet?” spurgte han. For første gang så jeg rigtig overraskelse i hans øjne.

    ”Hvad havde du regnet med?” spurgte jeg olmt og himlede med øjnene. Han så ned på sin hånd og slap min trøje, så jeg kunne se, hvor meget han havde udvidet den lige der, hvor han havde holdt om stoffet.

    ”Tror du, at du er den der skal prædike om popularitet?” Han slyngede det ud som en smart undvigelse, og jeg vidste allerede nu, hvor mange ting han nægtede at indse. Måske var han en af dem, som havde fået et image, som han ikke kunne komme ud af.

    ”Du er ikke populær. Jeg kan se nu, at du er fuldstændig ligeså uvidende som resten af jer sportsnørder. Nu har jeg bare ondt af dig.” Jeg havde absolut ikke fået noget ud af at snakke med ham. Han var endda dummere, end jeg havde troet, han var, og selvom hans underlige overnaturlige kræft gjorde mig nysgerrig, så havde jeg ikke lyst til at snakke mere med ham mere. Jeg kastede et blik på hans ansigt en sidste gang og vendte mig om for at gå.

    ”Mener du virkelig, at en åndsvag joke som en donut gøre folk kede af det? Det er jo bare for sjov…”

    ”Jamen det er det ikke,” svarede jeg ligeud, og tøvede inden jeg sagde det næste. ”Og jeg gad godt vide, hvor tit du sætter tiden i stå, og snyder dig selv gennem livet!”

    ”Hold så mund!” udbrød han. ”Hvad er du? Hvorfor forstener du ikke?”

    ”Jeg har spurgt mig selv det samme, men ved du, hvad jeg tror? Jeg tror det er universet, der har besluttet, at det er nok snyderi.” Jeg krydsede armene.

    Han så væk og rystede på hovedet, hvorefter han vendte sig om og begyndte at gå sin vej uden at sige mere. Jeg stod tilbage med flere tusinde ubesvarede spørgsmål summende som bier i min hjerne.

 

***

 

Mit hjerte slog et slagover da det, senere den dag, bankede på hoveddøren, mens jeg lå på sofaen derhjemme og nød stilheden, fordi far og Anna ikke var hjemme. Jeg sukkede tungt og stablede mig selv på benene på vej ud i bryggerset for at åbne. Det var Adam.

    ”Bailey! Hej søde!” Han gav mig et overrumplende kram og inviterede sig selv ind. ”Jeg var så glad for, at du kom i går. Jeg var så nervøs for alle de nye spring, vi skulle fremføre og hold nu op, hvor er vores lærer hård nogen gange. Jeg mener, burde det være lovligt at forlange, at man skal kunne lave fem flikflak efter hinanden?”

    Jeg rynkede panden. ”Så vidt jeg kunne se, kunne nogen af pigerne lave ti eller tyve.”

    ”Jamen ikke jeg.” Han pegede bestemt på sig selv. ”Nej, jeg ville bare sige, at jeg var taknemlig Bailey. Det betød altså virkelig meget for mig.”

    ”Virkelig?”

    ”Ja! Du er jo også min veninde.” Han grinede af mig. ”Men Bailey jeg tænkte lidt på, om du ikke havde lyst til at fortælle mig, hvad Mr. Thomson sagde til dig her den anden dag. Nu må du ikke blive sur, fordi jeg spørger, men du ligner ikke dig selv.”

    Jeg trak på skuldrene. ”Kakao? Kaffe? Te?” tilbød jeg.

    ”Kaffe ville være lige i øjet. Jeg er så træt!”

    Jeg nikkede og tændte for elkogeren. ”Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på jer, men… jeg er ikke sikker på, jeg selv har haft lyst til at indrømme det. Mr. Thomson sagde, at han mener, jeg er ordblind. Jeg er bange for at fortælle det til min far. Jeg er så bange for, at han vil tro, jeg er dum eller sådan noget. Han tror jeg klare mig som en hver anden i skolen.”

    Adam tænkte sig om et øjeblik. ”Hvordan kan han ikke have opdaget noget?”

    ”Jeg har holdt det hemmeligt, og så tror jeg heller ikke, han gider spilde sin tid på at opdage den slags. Når det handler om mig, er han ligeglad, men når min søster snakker, så høre han alt.”

    ”Hvis han er ligeglad, hvorfor er du så bange for at fortælle det til ham?”

    Jeg rystede på hovedet. ”Det er svært at forklare. Han er bare svær at læse. Spørger hele tiden om det går godt i skolen, men interessere sig ikke rigtigt for svaret.”

    ”Hør her Bailey. Jeg synes, at det faktum, at han ikke har opdaget det, siger meget om, hvor interesseret han er. Jeg synes, du skal fortælle ham det, for så kan det jo være, at han indser, at han skal være mere far for dig, end han har været hidtil og hjælpe dig.” Adam lagde en hånden på mit knæ. ”Du skal ikke holde ting hemmeligt. Du bliver bare i dårligt humør.”

    Jeg smilede skævt. ”Jeg ved det godt.” Der blev stille et øjeblik. Jeg gik hen og skænkede Adams kaffe og gav koppen til ham. ”Ved du, hvem jeg snakkede med i dag?”

    ”Nej hvem?!”

    ”Selveste Joshua Dawson…” Jeg fnes af, hvor åndssvagt det lød.

    Adam så ikke videre begejstret ud. ”Hvad ville du med ham? Nu er du ikke blevet ligeså skør som Kim vel? Hun kan ikke snakke om andet. Jeg mener, han er virkelig lækker, men get over it…”

    ”Nej jeg… stødte ind i ham, og så kom jeg vidst til at sige en ting eller to om, hvad jeg mente om ham.”

    ”Ej Bailey… du har virkelig et ønske om at dø.”

    ”Det har jeg vel.” Jeg trak på skuldrene. ”Men jeg tror faktisk, at noget af det jeg sagde sank ind.”

    ”Det skal du nok ikke regne med. Hvis noget af det er sunket ind, så er det sikker svedt ud igen i morgen.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...