Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15225Visninger
AA

15. Et musikstykke

Gangene på skolen summede, som de plejede, men alt var forandret - i hvert fald for mig. Jeg kunne ikke længere se på verden, som jeg havde forestillet mig, den var, og det var primært Joshuas skyld, men det faktum at jeg kunne springe i skole på to sekunder - hvis altså ikke jeg besvimede - havde vendt op og ned på mange ting. Jeg følte, jeg havde en magt over mig selv, og pludselig forstod jeg min mor, når hun sagde, at man altid havde et valg. Jeg kunne vælge at lære at læse, men kunne jeg lægge mine evner helt på hylden? Nej ikke på hylden… skraldespanden?

    Jeg fumlede med låsen på mit skab, da en idiot i sin forbifart skubbede mig, så det hårde metaloverflade slog luften ud af mig. Jeg tog mig til hjertet i chok, men da jeg så efter vedkommende, var jeg mest lettet over ikke at se Joshua. Jeg åbnede skabet og fandt et par bøger, mens andet hjertestop kom, da en hvis person besluttede at lægge hånden på min skulder.

    ”Jos… Adam?” rettede jeg mig selv. ”Hej Adam.” Jeg smilede.

    ”Du smiler?”

    ”Er det nu forbudt?”

    Han grinede. ”Nej selvfølgelig ikke. Har du haft en god weekend?”

    Jeg kneb øjnene sammen, mens jeg overvejede, om jeg havde haft en god weekend. Jeg kom frem til, at et ja var nemmere at slippe af sted med uden forklaring. ”Ja super. Dig?”

    ”Sådan da… min mormor var på besøg og fandt min samling af ansigtsprodukter i skabet. Det blev ledt ud i en længere snak, til hun til sidst kom frem til konklusionen om min homoseksualitet. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget mere akavet.” Jeg udstødte et fnis og klappede ham opmuntrende på skulderen.

    ”Hvordan tog hun det?”

    ”Rimelig godt. Jep… jeg kan se frem til en god bunke mandfolks telefonnumre, næste gang jeg ser hende. Hun er helt sikker på, at halvdelen af de unge mænd på hendes arbejde er homoseksuelle, men jeg tror ikke, hun har overvejet, at de nok alle sammen er alt for gamle til mig. Det fik mig til at undre mig over, hvorfor hun ikke er gået på pension.”

    ”Hun gør det bedste, hun kan for sit barnebarn.” Jeg nikkede pædagogisk og klappede mit skab i. ”En eller anden idiot skubbede mig ind i skabet lige før.”

    Adam lagde armen om min skulder og førte mig med sig. ”Jeg håber, han løber ind i en dør på sin vej,” sagde han muntert. Personligt var min hævntørst større, end hvad godt var, men Adam holdt mig altid i ørene og opfordrede mig til at være ”the bigger person”. Det var bare svært at være det, når man ikke fik noget ud af det.

    Jeg løftede blikket og så Joshua på sin vej imod mig. Den ene halvdel af mig regnede med, at han havde en doughnut gemt i ærmet, og at hans blå letterman jakke med skolens logo bragte den anden Joshua frem, men den anden halvdel havde set, hvordan han var og jeg havde lyst til at gå hen til ham. Jeg rynkede panden, bange for hvad jeg kunne forvente, men da vi passerede hinanden, så jeg et glimt i hans øje. Et lille træk på mundvigen viste sig endda, men kun for et lille øjeblik.

    ”Det var heldigt,” sagde Adam lettet, da Joshua var væk.

    ”Øh ja… meget heldigt.”

    Vi drejede af til fysiklokalet og fandt os en plads. Jeg glædede mig til at have fysik, eftersom det var det eneste fag udover matematik, hvor jeg formåede at skabe anstændige karaktere. Af en eller anden grund gav tal mere mening i min hjerne.

    ”Jeg er imponeret over, at du kunne få ham til at holde sit løfte…”

    ”Hvilket løfte?”

    ”At han ikke skulle røre os.”

    ”Nårh ja,” mumlede jeg og fandt mit penalhus. ”Det var nu ikke så svært.”

    Da min blok lå foran mig, spekulerede jeg på, hvad der ville ske, hvis jeg besluttede mig for aldrig at bruge mine evner. Kunne jeg så skrive en sætning med det samme? Jeg fandt en blyant og stirrede tankefuldt på den. Prøvede at forstille mig aldrig at bruge mine evner igen, forsøgte at skære den del helt ud af mit liv, men jeg spekulerede på, hvad Joshua måtte sige. Og hvorfor gik jeg op i hans mening?

    ”Har du tænkt dig at skrive noget Bailey?” spurgte Adam nysgerrigt.

    Jeg svarede ikke med det samme, men Adam som min bedste ven kunne holde på en hemmelighed. ”Jeg kan vælge ikke at være ordblind,” sagde jeg, og opdagede hvor underligt det lød, da jeg afspillede det igen i mit hoved.

    ”Okay Bailey… nu er du nødt til at forklare, hvorfor du så har valgt at lade alle andre ødelægge dit liv.”

    Jeg kneb øjnene sammen. ”Jeg kan ikke fortælle dig det hele, for det er åbenbart en hemmelighed, men lad os sige, jeg har et valg mellem to ting, som jeg kan. Enten kan jeg vælge at kunne det ene eller vælge det andet.”

    Han lignede et spørgsmålstegn. ”Hvad er den anden ting så?”

    ”Det kan jeg ikke fortælle dig, men det er en ting, jeg kommer til at savne.”

    ”Okay… ikke at jeg tror, du vil have mulighed for ligefrem at vælge Bailey, men jeg tror du vil kunne leve bedre uden din evne til at læse og skrive end den anden ting, siden du tydeligvis gerne vil beholde den anden ting. Mennesker der er ordblinde kan få et ligeså godt liv som alle andre. Det eneste der er dit problem er, at du skal finde din vej ud af denne skole med mod på livet.” Han sukkede og så mig ind i øjnene. ”Du må ikke gøre dig forestillinger, som ikke er realistiske. Hvis du er erklæret ordblind af Mr. Thomson, så vil du aldrig blive ligeså god som alle andre, men du kan blive bedre, end du er nu, med de rigtige midler.”

    Jeg havde været naiv at tro, at han ville forstå det. ”Okay Adam.” Jeg lænede mig tilbage stolen og krydsede armene i frustration. Jeg kunne ikke koncentrere mig om læreren, som nu stod og snakkede om Galileos teorier om tyngdekræften. Det var en alt for stor chance at lade gå til spilde, men tænk hvis Adam havde ret i, at jeg bedre ville kunne leve uden min evne til at læse, fordi jeg allerede var vant til det.

    Jeg samlede blokken op og lænede mig væk fra Adam, mens jeg skrev et navn på blokken. Joshua? Jeg rev stykket af og krøllede det sammen i hånden. Jeg havde en ide, og Joshua var min forsøgsperson. Jeg forsøgte at huske, hvad jeg gjorde, når jeg teleporterede, men denne gang ville jeg kun teleportere papirkuglen, og visualiserede Joshuas hånd for mine øjne. Adam var heldigvis begyndte høre efter, så da kuglen forsvandt i min hånd, lagde han ikke mærke til noget. Jeg bed mig spændt i læben, mens jeg ventede på, at tiden ville gå i stå, så jeg kunne snakke med Joshua.

    Jeg så fraværende rundt i lokalet efter Joshua, men der skete intet. Det fik mig til at spekulere på, hvor jeg så havde sendt kuglen hen. Jeg var så fordybet af mine tanker, at jeg slet ikke havde lagt mærke til en lille grøn lap papir, som lå på mit bord. Hvordan havde han gjort det, når det var mig, som kunne teleportere? Jeg åbnede den og kiggede på ordene. Jeg overvejede at få Adam til at læse det, men jeg besluttede at prøve selv, hvis nu Joshua havde skrevet noget, Adam ikke skulle vide. Desuden havde Joshua gjort meget ud at skrive med store blokbogstaver, så det var lettere for mig.

    BAILEY? HVAD ER DER?

    Jeg skrev nedenunder på samme papir.

    DE ER MEG SOM TELEPOTERE. VORDAN GJORE DU?

    Jeg rynkede koncentreret brynene, mens jeg tjekkede stavefejl, men gav op og teleporterede den tilbage til ham. Han kunne vel forstå det nogenlunde.

    Jeg fnes lavmælt for mig selv, da der pludselig lå en seddel i mit penalhus. Det her var for godt til at være sandt! Genialt!

    JEG SATTE TIDEN I STÅ OG LAGDE DEN I DIT PENALHUS.

    Jeg rystede på hovedet af ham.

    DE TRODE JEG IKKE DU KUNE MED MEG.

    MÅSKE SKULLE VI BARE SNAKKE SAMMEN SENERE. IKKE FOR NOGET, MEN DET ER IKKE SÅ LET, NÅR JEG SKAL TIL AT REJSE MIG HVER GANG, OG DU IKKE KAN STAVE. UNDSKYLD BAILEY, MEN VI KAN MØDES EFTER SKOLE.

    Jeg sukkede og himlede med øjnene. Somme tider var det stadig svært at indrømme, at jeg var ordblind, men han havde ret - uheldigvis…

    VI SES JOSH.

    Jeg sukkede og begyndte at lytte til læren, da der dukkede en ny seddel op. IK VÆRE SUR PÅ MIG. JEG KAN SE DET I DIT ANSIGTSUDTRYK.

    DE ER JAG HELLER IKKE.

    OKAY :) JEG FINDER DIG EFTER SKOLE.

    Jeg så op på Adam. ”Har du snakket med Kim i weekenden?” hviskede jeg.

    Han sank en anelse ned i stolen og lænede sig over til mig. ”Hun er træt af dig,” svarede han lavmælt. ”Du må hellere snakke med hende.”

    ”Det kan jeg ikke. Hun var urimelig! Hun må komme til mig.” Han fik store øjne, da min stemme hævede sig nok til at tiltrække lærens opmærksomhed.

    ”Kunne du tænke dig at dele jeres lille samtale med klassen Bailey?” spurgte han.

    ”Nej Mr. Harris. Øhm undskyld.”

    Han himlede med øjnene og gik i gang på tavlen igen.

    ”Bailey for fanden,” mumlede Adam. ”Okay, jeg siger ikke Kim havde ret, men jeg synes du skal snakke med hende. Du har ikke ret mange på den her skole i forvejen.”

    ”Men Adam…”

    ”Vi snakker senere!”

    Jeg surmulede og lænede mig tilbage i stolen med krydsede armene. Jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik på tavlen, så da vi blev inddelt i grupper til forsøg, lignede jeg en idiot, da jeg spurgte, hvad vi skulle.

 

***

 

Emma sad i vindueskarmen og smilede til mig. Jeg var imponeret over Emmas positive indstilling til alle mennesker, men jeg misundte den også. Mig i mit altid negative jeg sad og drejede på nogle knapper på keyboardet i musiklokalet, mens vi ventede på vores lære Mrs. Jones. Mrs. Jones, som var skiløjet og småbuttet lå på min liste over lærere, jeg rent faktisk godt kunne lide. Hun elskede musikkens kunst og det faktum, at jeg blev behandlet som V.I.P i hver time, gjorde det hele meget bedre. At spille på klaver var den eneste skole-diciplin, hvor jeg lå over gennemsnittet.

    ”Så går vi i gang,” sagde Mrs. Jones, der kom gående ind ad døren, som om hun ejede stedet. Der var stil over damen, selvom hun lignede en lille sød tante. Jeg så op til hende, og jeg havde én gang taget mig selv i at forestille mig, hvordan jeg selv ville være ligeså sej, når jeg blev voksen.

    ”Bailey?” spurgte hun muntert. ”Jeg bad dig om at øve dig på Jar of Hearts til den her gang. Jeg tror den ville være fin at have med i programmet til sommerkoncerten.”

    ”Ja,” sagde jeg næsten uden stemme. At jeg så op til hende, betød ikke at min stemme snørede sig mindre sammen, når alle kiggede på mig.

    Jeg fandt mine noder og lagde dem på nodeholderen, mens folk stirrede på mig; jeg frygtede at spille forkert mere end noget andet, men frygten forsvandt med det samme, jeg rørte tangenterne. Der var stille, da den første tone rungede i rummet og blev efterfulgt af en klar melodi. Min sans for musik var ikke kun i mine øre, hvor lyden blev til den blød og varm følelse som kildede i min mave. Den formede sig som bølger i rummet. Jeg kunne ikke se den, men føle den på min krop, mens mine fingre dansede over de glatte plastiktangenter, og mine øjne var lukket i koncentration. Jeg kom til at tænke på Josh. Musikken mindede mig om ham, skønt fodboldspillere ikke havde meget rytme i generne. De dybe toner mindede om hans stemme, de lyse om hans smil og sangens komposition skabte billeder af mig siddende ved siden af ham på gangen i stilheden, mens tiden var i stå. Musikken satte tiden i stå.

    Noderne dansede gennem mine tanker, uden jeg behøvede se på papiret, men da jeg kiggede op og så igennem vinduet i døren, så jeg ham. Først troede jeg, at det var mine egne fantasifulde tanker, der skabte en skikkelse af ham, men det var virkelig ham. Han stirrede på mig, mens sangen lakkede mod enden. Hans ansigt var ikke tomt, men jeg kunne ikke tyde hans følelser. Han stirrede på mig, og da den sidste tone lød lagde han hovedet svagt på skrå med et skævt smil, inden han drejede om for at gå videre.

    Jeg var som paralyseret, da jeg kiggede efter ham, selv efter han var forsvundet ud af min synsvide. Jeg var forvirret af mine blandede følelser, men vidste på samme tid, at Joshua og jeg ikke tilfældigt havde fundet hinanden. Jeg kunne føle han var der, selv når han ikke var, og tænkte på ham selv når jeg burde lytte til min lære. Nogen ville kalde det forelskelse, men det føltes ikke sådan. Jeg følte mig knyttet til ham med en tynd tråd - tynd men ikke til at briste.

    ”Det var fremragende Bailey,” kvidrede Mrs. Jones, men i mine tanker var jeg allerede løbet ud for at finde ham. Jeg måtte tale med ham, og det skulle være nu.

    ”Hvad vil du så have, at vi andre skal lave?” spurgte en af de andre piger. ”Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er der omkring to instrumenter i den sang.” Hun svang håret over den en ene skulder og løftede begge øjenbryn.

    ”Man kan altid smide nogle flere instrumenter på.” Mrs. Jones fandt nogle papirer i tasken, mens Emma lænede sig ned mod mig.

    ”Jeg så det godt,” hviskede hun og smilede. ”Kim bliver Jaloux.”

    ”Hvad snakker du om?”

    ”Jeg er køn, men ikke dum. Joshua stirrede jo på dig. Har i mødt hinanden?”

    Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebådet. ”Ja vi har krydset veje før.”

    ”Han matcher fyren i sangen…”

    ”Hvilken sang?”

    ”Jar of hearts dit paphoved! Bare han går ned af gangen, har han vundet flere pigehjerter end Justin Bieber.”

    ”Ja, men i modsætning til ham i sangen, har ham her ikke is i hjertet.”

    ”Hvordan kan du sige det med sikkerhed?” Hun spidsede læberne, som en anden detektiv.

    ”Bland dig udenom Emma.”

    ”Bailey!” Hun greb om min arm. ”Det er vildt!”

    ”Hvad? Vi har kun snakket sammen. Han har sikkert glemt det…”

    ”Han har ikke glemt det…”

    ”Lad det ligge Emma. Joshua er en del af et andet folkefærd - en hel anden race. Jeg er sikker på, at en som ham ikke vil omgås os.” Det var ikke helt løgn. Vi skulle stadig ikke ses sammen i skolen.

    ”Du er så negativ Bailey,” sukkede hun og fandt sin mikrofon.

 

***

 

Jeg nynnede for mig selv, mens jeg lagde mine bøger ind i skabet, men før jeg klappede lågen i, opdagede jeg en lille grøn papirslap i bunden. Jeg tog den op og foldede det ud. FODBOLDBANEN KL. 7, stod der, og gad vide hvem det måtte være… Jeg krøllede den sammen i en fart, da Adam kom frem bag mig på den lydløse ninjamåde, han altid gjorde. Det var vildt irriterende.

    ”Du gør mig forskrækket hver gang,” vrissede jeg og smækkede skabet.

    ”Undskyld. Du er bare så sjov at skræmme Bailey. Hey du tabte noget…” Han bukkede sig ned og samlede den grønne papirslap op, og før jeg vidste af det, var den foldet ud. ”Hvem skal du møde på fodboldbanen?”

    ”Ingen!” Jeg rev papiret til mig og gav ham de ondeste øjne, jeg kunne mønstre. ”Det rager ikke dig!” 

    Adam klappede i hænderne. ”Er det en date?!” udbrød han. ”Søde, du er nødt til at fortælle mig, hvordan han ser ud. Flot? Tyk? Tynd? Jeg dør af spænding.”

    ”Lad venligst være med at dø,” sukkede jeg og begyndte at gå. ”For det er ikke en date.”

    Som om Joshua ville date mig alligevel. Venskab var nok det eneste jeg kunne bede om.

    ”Du ved virkelig, hvordan du skal tage humøret fra nogen.” Han rystede på hovedet.

    ”Jamen så lad være med at omgås mig. Du kan ikke lave om på mig!”

    ”Jeg vil ikke lave om på dig, men måske skulle du øve dig i at være lidt taknemlig for, at nogen går op i dit kærlighedsliv.”

    Jeg himlede med øjnene.

    ”Vi ses Bailey…” Og med det var han gået, men eftersom Adam var en kende mere feminin end en rigtig pige, skulle der intet til for at gøre ham pigesur. At han havde holdt mig ud så længe, ville jeg aldrig forstå.

    Jeg hoppede på bussen hjem og brugte det meste af eftermiddagen på at hjælpe Anna med at vælge en kjole til skoleballet. Jeg brugte som regel ikke så meget tid sammen med min søster, så det var hyggeligt at kigge på kjoler sammen med hende på nettet. Hun fandt et par stykker, som hun insisterede på at proppe mig i, men aldrig om jeg skulle skrues i den slags. Hvis jeg kunne få lov at komme i jeans og hættetrøje, så var jeg min egen baldronning. På den måde kunne man sige, at jeg lignede min far. Havde han sin t-shirt ned i bukserne og kasketten på hovedet, så kunne intet stoppe ham.

    Efter aftensmaden gik jeg og ryddede op i køkkenet, idet jeg så klokken. Den var halv 8. Jeg så rundt og blev enig med mig selv om, at der var alt for meget at gøre rent, til at jeg kunne skynde mig af sted, og aldrig i livet om min far ville lade mig gå, før det skinnede værre end en diamant. Den dårlige samvittighed begyndte at rumstere i min mave, mens jeg i en vild fart smed, alt hvad der kunne være, ned i opvaskeren, tørrede bordene af og lod resten så. Det så pænt nok ud - jeg kunne tage balladen senere.

    Jeg spænede ud i bryggerset, hoppede i mine sko, og med jakken halvvejs på løb jeg ud af døren. Bussen ville først gå om en halv time, og jeg var allerede meget for sent på den. Det eneste jeg kunne gøre var at teleportere! Dumme Bailey! Tænkte jeg til mig selv og slog mig for panden, mens jeg gjorde mig klar til at forsvinde ud i det blå. Da der lød et knald og underlaget gik fra asfalt til græs tumlede jeg omkuld på fodboldbanen lige foran en irriteret Joshua.

    ”Undskyld,” mumlede jeg og skar ansigt.

    ”Det skal du ikke tænke på. Jeg har kun ventet lidt over en halv time.” Han piftede, og hunden Bobby kom sprintende med logrende hale. Den var nær ved at vælte Josh.

    ”Jeg er virkelig ked af det Josh. Jeg glemte tiden, og jeg lover, at det ikke sker igen. Virkelig!”

    Han sukkede og hjalp mig op. ”Det er okay. Jeg så dig spille klaver i dag. Det var smukt,” sagde han. ”Men du gjorde mig ærligt talt lidt utilpas. Da du fik øje på mig, stirrede du mystisk på mig, lige til jeg gik.”

    Jeg rynkede på næsen. ”Jeg tænkte slet ikke på, hvad jeg gjorde. Somme tider bliver jeg lidt sær, når jeg spiller.” Jeg fnes og gik over til de nederste tilskuerpladser. Jeg holdt hånden ind over sædet og fik regndråberne til at trille af sædet med mine evner, så jeg kunne sætte mig. Jeg gjorde det samme for Joshua.

    ”Jeg er imponeret over dine evner,” sagde han og satte sig. ”Du er noget ekstraordinært.”

    Jeg fik store øjne, da det gik op for mig, at mine kinder blussede. ”Det tror jeg nu ikke i forhold til dig. Jeg kommer nok heller ikke til at have dem ret meget længere.” Jeg undlod at se på ham. Jeg vidste stormvejret ville komme.

    ”Hvad mener du?”

    ”Min mor siger, at jeg selv kan vælge. At jeg kan glemme mine evner og komme til at skrive og læse. Det er alt, jeg nogensinde har ønsket mig.”

    ”At være en du ikke er? Serøst Bailey at du overhovedet overvejer den slags giver mig kvalme.”

    ”Det er den jeg er! Du ved slet ikke, hvordan jeg har det, og det her er det bedste der nogensinde er sket.”

    ”Dine evner er det bedste der er sket. Jeg kan ikke se til, mens du lader den slags gå til spilde, fordi du vil være ligesom alle andre. Kom nu Bailey! Jeg har lige fundet dig!”

    ”Nå, men ved du hvad? Jeg har ikke fundet mig selv, før jeg for styr på mit liv, og lige nu står der en stor massiv sten i vejen! Der står Ordblind på den!” Jeg rejste mig og krydsede armene mens jeg gik væk fra ham.

    ”Men Bailey du forstår ikke! Der er så mange derude, som bruger sine evner forkert. Jeg kan se på dig, at du har en magtfuld evne, og vi kan bruge den til gode ting. Du bliver stærkere hele tiden - du besvimede ikke engang her til aften. Du er nødt til at forstå mig!”

    ”Det kan jeg ikke, og du kan ikke bestemme over mig!” Jeg klappede Bobby, da den kom hen og snusede til mig. ”Det her er sidste gang, jeg bruger mine evner.”

    ”Nej du skal ikke teleportere dig væk nu!”

    ”Jeg skulle ikke være kommet.”

    ”Vent Bailey!” Det lød et knald, og jeg landede på fortovet udenfor mit hus. Mit hoved svimlede, men jeg måtte vente med at kollapse, til jeg havde nået min seng. Jeg nærmest klatrede på alle fire ind i entréen og op ad trapperne, til jeg sparkede døren op og landede på min seng med tøj og det hele. Jeg havde ikke energi til at hoppe i nattøj, før jeg mødte drømmeland.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...