Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15216Visninger
AA

20. En lille gave

Jeg gemte mig væk i hjørnet af klasselokalet, ligesom jeg var bedst til, mens jeg forsøgte at indtage Mrs. Hildas linde strøm af forgrenede forklaringer om klimaforandringerne. Kim sad ved siden af mig, selvom hun meget demonstrativt forsøgte at ligne en, der hørte efter, så jeg ikke kunne tage kontakt til hende. Jeg tror, hun var ved at bløde op, men jeg lod hende være den første til at starte samtalen. Guderne måtte vide, hvad der foregik i hendes hoved nogen gange, men jeg holdt af hende. Hun var en rigtig ven, når hun ikke var tøsefornærmet.

    Døren til klassen åbnede sig og en rødhåret pige med briller og ternet nederdel trådte ind. ”Bailey Hart Wesley?” spurgte hun, og jeg stivnede. Enten skulle jeg snakke med Mr. Thomson - som jeg kun kunne forestille mig ligge i en grav - eller også skulle jeg op til rektor om et eller andet, jeg havde gjort. Jeg kunne bare ikke huske, jeg havde været ude for slagsmål på det sidste. Måske skulle jeg bortvises for ikke at lave lektier…

    ”Det er mig,” kvækkede jeg, og et publikum af stirrende elever gloede pludselig på mig, da pigen med brillerne kom ned til mig med en pakke. Hun stillede en gennemsigtig plastikbakke, med en lyserød doughnut i, på mit bord og gik sin vej, så døren klappede i efter hende. Der var bumstille. Så stille, at man kunne høre uret tikke på væggen.

    Kim drejede hovedet meget diskredt og stirrede på kagen. ”Hvem er det fra?”

    ”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg, men jeg havde en ide. Jeg ville ikke smile, men mit hjerte bankede og mine kinder blussede.

    ”Okay klasse! Så er det heller ikke mere spændende,” sagde Hilda og fortsatte sin geografi på tavlen.

    ”Der er et kort,” sagde Kim stift.

    Jeg tog kortet - eller nærmere den grønne papirlap - og forsøgte at læse de sirlige bogstaver, men af en eller anden grund var det endnu mere slørret for mig, end det plejede. For det meste gav det nogenlunde mening, hvis ordene ikke var for lange, men jeg kunne denne gang kun se volapyk. Hvordan kunne ordblindhed blive værre? Det var vel ikke helt almindelig ordblindhed, nu jeg tænkte over det.

    ”Skal du have hjælp?” Hun tog papiret og læste: ”Et løfte er et løfte. Mødes i spisesalen. J.”

    Hun lagde lappen tilbage og lod demonstrativt være med at sige mere. Dog lagde jeg mærke til, at hun skævede diskredt til den, og jeg kunne fornemme hendes indre kamp mod nysgerrigheden. Det var faktisk så tydeligt, at det var underholdende. Jeg lod blot være med at sige noget og lænede mig tilfreds tilbage i stolen, mens jeg så hende trippe med fødderne og tygge ekstra hårdt på sit tyggegummi.

    ”Okay hvem er det?” hviskede hun.

    Jeg grinede. ”Jeg tror ikke, du vil tro på mig.”

    Hun sukkede tungt og skævede til læreren en gang. ”Nej helt seriøst…”

    ”Du må hellere høre efter. Tænk hvis du kun får et 10’tal, næste gang vi får en opgave.”

    ”Bailey!”

    ”Okay, men vær lige sød at lade være med at blive rundt på gulvet. Det er Joshua.”

    ”Hvem Joshua?” Hun stivnede. ”Den Joshua? Joshua Dawson? Josh quaterback?”

    ”Ja, ja og ja.” Jeg morede mig over hendes ansigt.

    ”Det må være din spøg. Bailey han gør det for at gøre nar af dig. Han har sikkert tænkt sig at give dig en ansigtsmaske med den der, når du møder op. Please lad være Bailey. For vores skyld.” Hun greb min arm og stirrede bedende på mig. ”Det her er slemt.”

    ”Tag det roligt Kim! Han mener det seriøst.”

    Et hvidt kridt skød igennem luften og snittede min næsetip på vejen mod væggen, hvor den splintrede i flere stykker. ”Advarsel piger! Næste gang er det eftersidning.” Hildas øjne lynede.

    Kims øjne forblev ualmindeligt store, da hun drejede sig om og lænede sig tilbage i stolen. Hun havde aldrig fået eftersidning. Resten af timen lignede hun en, der forsøgte at høre efter, men man kunne praktisk talt se ordene strømme ind ad det ene øre og ud af det andet. Hun sad og viftede uroligt med sin lyserøde kuglepen, og da klokken ringede til spisepause, tog hun hårdt fat om min hånd, mens vi gik ud i raskt tempo.

    ”Kim! Hvad er der galt med dig?” udbrød jeg da vi nåede gangen.

    ”Joshua Dawson?” Hun trak mig med sig i retningen væk fra spisesalen, men jeg satte hælene i.

    ”Så kom dog med mig og se jeg taler sandt Kim! Du kender ham ikke!”

    ”Og det tror du, at du gør? Det er ikke engang Fire uger siden, du greb hans doughnut!”

    Fire uger? Jeg så det som meget længere tid, men når man tænkte på alle de gange, vi havde været tilbage i tiden eller stoppet den, så var det lige før, man kunne tælle det som fem. Desuden bragte det virkelig folk sammen at blive stillet i livsfarlige situationer og tvunget til at arbejde sammen.

    ”Kom nu bare Kim! Jeg kan love dig, at du ikke bliver udsat for noget ydmygende.”

    Hun spidsede sine læber og tøvede. ”Fint! Men det er stadigt uretfærdigt, at du tog ham, når jeg ville have ham først!”

    Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et grin. ”Jeg kunne ærligt talt ikke gøre for det.”

    ”Men siden du har været meget gladere på det seneste, så kan jeg vel lade det gå.”

    ”Tak Kim,” smilede jeg. ”Og skal vi ikke bare være venner nu? Please?”

    Hun himlede med øjnene. ”Okay.”

    Hun lod sig trække hen mod spisesalen, og jeg spejdede efter en høj gut med mørkebrunt hår et sted i mængden. Først var jeg bange for, at han alligevel ikke kunne klare mosten og stak af, men jeg så ham sidde alene ved et bord ude i siden ganske vidst med et lettere nervøst ansigtsudtryk. Han lignede ikke en, der vidste, hvad han havde gang i.

    ”Der er han,” sagde jeg og trak Kim efter mig. Da han fik øje på mig smilede han skævt og trak en stol ud, men da han så Kim stirrede de begge to på hinanden, som om de havde set et spøgelse. ”Okay det her er akavet,” mumlede jeg. ”Josh? Er det okay Kim spiser med?”

    ”Øh ja selvfølgelig.” Han skyndte sig at trække en stol ud til hende.

    Kim lagde hovedet på skrå, mens hun vurderede ham. ”Nå Joshua Dawson,” sagde Kim. ”Har du trukket din Doughnutkrig tilbage eller…”

    ”Tja… det kan man godt sige.” Han kløede sig forlegent i nakken. ”Jeg har på fornemmelsen, at jeg har ramt dig en gang. Øhm undskyld.” Han bed sig i læben, og jeg var stolt af ham. Det virkede som om, han virkelig havde taget mit budskab til sig og stoppet den ulækre sport. Nu var der heller ikke fare for at få marmelade på skoen mere. Jeg huskede utallige gange, hvor jeg kunne høre min sko sige svup, når jeg gik hen af linoleumsgulvet, efter at have trådt i en klat klister. 

    Kim trak på skuldrene. ”Sukkerstads er vidst nok godt for huden.” Hun fandt sin madpakke frem og satte tænderne i en sandwich. ”Men hør her… hvis du nogensinde ydmyger Bailey igen så er det ikke sukkerstads, du får problemer med! Er det forstået?” Jeg undertryggede et fnis.

    ”Det kunne jeg ikke drømme om! Desuden tror jeg, hun er for god til at undvige.” Han blinkede indforstået til mig med det ene øje, og jeg fnes ufrivilligt. Hans fingre slangede sig diskredt ind omkring mine og flettede dem sammen under bordet.

    Hun løftede øjenbrynene. ”Jamen det er jo godt så,” svarede hun. ”Men hvordan stødte i to så ind i hinanden?” Jeg kunne ikke læse Kims ansigtsudtryk; noget sagde mig, at hun var jaloux, men på den anden side vidste jeg, at hun var for god til den slags. Måske var hun bekymret for mig, fordi hun ikke kendte ham ligesom, men det var svært for mig at forstå, at nogen ville være beskyttende overfor mig på den måde.

    Han kiggede på mig ude af stand til at svare. Vi vidste begge to at dette kunne gå hen at blive en indviklet bortforklarelse.

    ”Jeg mente, han havde fusket med en anden spiller ved sidste kamp, og så gik jeg ud for at konfrontere ham. Men det var slet ikke ham, så det fik jeg ikke meget ud af.”

    ”Og så faldt i pladask for hinanden?”

    ”Nej vi stødte ind i hinanden på fodboldbanen en aften og begyndte at hænge ud derfra.” Joshua måtte kvæle et grin. Det jeg fortalte var kun en brøkdel af grunden til, at vi var sammen nu.

    ”Det lyder som en dårlig kærlighedsroman.”

    Jeg tyggede mig tænksomt i kinden ved ordet kærlighed. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg følte for Joshua, andet end at jeg ikke kunne komme på noget tidspunkt i dag, hvor jeg ikke havde tænkt på ham. Han havde gjort et ret så permanent indhug i min hverdag, hvis man kunne sige det sådan. Men elskede jeg ham?

    Jeg så op på Joshua. ”Hvad fedter du for resten for?” spurgte jeg og fandt den lyserøde doughnut i min taske. ”Lyserødt glasur? Jeg troede du vidste at blå er min yndlingsfarve.”

    ”Det er da genialt,” udbrød han. ”Meget ironisk.”

    ”Virkelig Josh? Har du ikke opdaget, hvordan jeg har det med ironi og sarkasme…”

    ”Ja men så se det som en sød gave. Om ikke andet smager det da godt.”

    Jeg løftede øjenbrynene og åbnede pakken. ”Jeg tror faktisk aldrig, du har oplevet, hvad det vil sige at blive ramt af en doughnut…” Med et udspekuleret smil på læben tog jeg den op og lagde an til at tvære det søde stads ud i hans ansigt.

    ”Næ næ næ næ…” sagde han og tog fat om mit håndled i en fart. Det faktum, at hans hånd var kæmpestor og dobbelt så stærk som min, fik mig til at overvejede, hvad jeg helt præcist havde troet, jeg ville få ud af det. ”Jeg tror faktisk, det var en fejl af mig at udstyre dig med våben.” Han tog kagen fra mig og tog en bid. ”Det sådan her man gør.”

    ”Hey! Min Doughnut!”

    ”Vil du have en bid?”

    Kim stirrede på os med åben mund og polypper. ”Helt ærligt hvor længe har i kendt hinanden?”

    Jeg tog doughnuten fra Josh og nippede til den. ”Et par uger,” mumlede jeg.

    ”I opføre jer som to søskende…”

    Vi stirrede på hinanden, og jeg vidste, hvad han tænkte. Vi skulle passe på, hvis vi skulle se ud som et almindeligt akavet ”venner men måske mere”- par. Faktum var at vi var kommet tæt på hinanden gennem nærdødsoplevelser, og det var ærligt talt den bedste måde at lære hinanden at kende på, men det vidste resten af verden jo ikke.

    ”Okay det var vidunderligt at være vidne til at se fornuften sejre i en ung mand, men jeg tror jeg ville finde mig en Adam, som kan fortælle mig om næste mesterskab i chearleeding.” Hun klappede mig på skulderen og tog sin sandwich i hånden.

    ”Okay Kim,” smilede jeg. ”Dejligt at sidde sammen med dig igen.”

    Hun fik store øjne. ”Wow!” sagde hun. ”Du der Joshua har en mærkelig indflydelse på hende!” Hun vendte sig om og gik.

    ”Hvad handlede det om?” spurgte Josh.

    ”Vi har været uvenner på det sidste, og vi er endelig på talefod igen. Jeg tror hun hentydede til det faktum, at jeg generelt ikke er ret venligt anlagt.”

    ”Det kan jeg godt skrive under på,” sagde han.

    Jeg løftede øjenbrynet. ”Det var den doughnut, vi kom fra..?”

    Han brækkede et stykke af den og proppede det i munden så der kom syltetøj på fingrene. ”Sikke noget stads,” mumlede han og slikkede det af fingeren.

    ”Nå så det mener du?” Jeg grinede og lagde hovedet i håndfladen med albuen på bordet. ”Tak for i går,” sagde jeg lavmælt. ”Paris var en rigtig flot by.”

    ”Ja det var en af de bedre ture.” Han smilede. ”Har du stadig den blå sten?”

    ”Ja. Jeg ville se, om den kunne sættes sammen med den anden i går, men de passer ikke sammen. Jeg ved ikke, hvad vi skal bruge dem til, men siden vi har fundet en de to sidste gange, vi hoppede tilbage i tiden, uden vi havde kontrol over det, kan det ikke være et tilfælde.”

    Josh nikkede. ”Jeg ved godt, det lyder underligt, men jeg tror altså, vi to har mere end bare evner Bailey. Jeg tror det er derfor, Morgan vil have fat i dig. Jeg tror han kender til stenene.”

    ”Hvad med Ken? Tror du, han ville have, vi skulle holde os fra hinanden, fordi han ikke ville have, vi skulle finde de sten? Måske var det for at beskytte os.” spurgte jeg og så mig omkring for at være sikker på, vi ikke var lyttet til.

    ”Jeg stoler på min onkel Bailey!”

    ”Du stolede på Morgan og se ham nu!”

    Hans kæbemuskler sitrede svagt. Joshuas tegn på temperament. ”Ken hjalp mig, da jeg ikke havde andre. Han er min familie, og det kan godt være, han ikke viste sin bedste side sidst, men han er et godt menneske!”

    ”Så siger vi det, men så må der jo være noget om, at de sten er farlige. Måske er det virkelig farligt for os at være sammen…”

    ”Vi kan da ikke bare holde os fra hinanden. Hvis bare vi holder de her små ture i ny og næ hemmelige, så bliver det ikke noget problem. Gem stenene et sted, hvor ingen kan finde dem.”

    Jeg klemte hans hånd. ”Jeg holder af dig Josh, men tror du ikke godt, du kan regne ud inde i dig selv, at det her er en stor risiko at tage. Alt er imod os, selv vores status i skolen er totalt modsat. Jeg har hele tiden vidst, det her var dødsdømt.”

    ”Du må ikke sige sådan noget Bailey!” Han så fortabt ud. ”Jeg tror stadig ikke, vi to fandt hinanden tilfældigt. Første gang tiden gik i stå, og du greb doughnuten var første gang nogensinde, at nogen blev ved med at bevæge sig af sig, selv efter jeg havde sat tiden i stå. Jeg rørte ikke engang ved dig, jeg vidste ikke, hvem du var, men det skete bare.”

    ”Måske er det godt, og måske er det dårlig Josh. Det er det, vi ikke ved, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er ikke ret modigt anlagt, forstår du nok.”

    ”Det er du da Bailey! Du var fantastisk på Titanic.”

    ”Jeg var skrækslagen.” Klokken ringede, og jeg sukkede. ”Jeg er nødt til at smutte Josh. Vi må snakke senere. Jeg har brug for at tænke.”

    Han holdt fast i min hånd. ”Kom nu Bailey…”

    ”Ikke nu. Vi må snakke senere…” Jeg trak min hånd til mig og svang tasken på ryggen for at gå. Jeg så mig over skulderen og smilede skævt til ham, inden jeg fandt min vej videre til næste klasselokale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...