Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15221Visninger
AA

34. En brokkehoved

Den følgende eftermiddag, da jeg sad i min vindueskarm og stirrede ud på gaden, tænkte jeg på den blå sten. Hvordan skulle jeg finde et gemmested, som Morgan ikke kunne få mulighed for at komme frem til? Sandheden var, at han ikke skulle gøre andet end at stoppe tiden og tage den fra mig, og jeg var overrasket over, at han ikke havde gjort det endnu.

    Jeg stirrede på væggen et øjeblik, da noget slog mig. Min evne med rum kunne vel også gøre ting uden rum rummelige, hvis det altså gav mening. Hvad nu, hvis jeg kunne gemme stenen inde i væggen, så kunne Morgan aldrig komme derind. Jeg lænede mig frem mod væggen og pressede stenen ind mod tapetet, men rullede med øjnene, da det gik op for mig, at det ikke virkede. Det fik mig også til at føle mig ekstremt fjollet at presse en sten mod en væg, men ikke desto mindre forsøgte jeg igen. Da jeg indså, at det ikke virkede lænede jeg mig tilbage og så ud på gaden igen.

    Jeg overvejede at besøge Josh. Jeg vidste, at jeg skyldte ham en undskyldning, men den slags var jeg ekstremt dårlig til, og længe havde jeg spekuleret på, hvordan jeg skulle sige det. Det var akavet uanset, hvordan man sagde undskyld til noget, og det var et faktum.

    Jeg opdagede, at stenen ikke længere var i min hånd og så ned for at samle den op igen, da jeg sikkert bare havde tabt den. Men mit hjerte slog et slag over, da håndfladen pludselig var farvet med en blå plet, der havde form som en halv doughnut ligesom den blå sten. Ovenpå ’den blå doughnut-plet var der mønstre med mørkeblå farve. Der var en cirkel.

    Jeg så ned og begyndte at lede efter stenen, men den var intet steds at finde, og langsomt begyndte jeg at finde frem til, at den nu sad inde i min hånd. Jeg mener, hvorfor ikke? Alting var alligevel så underligt i øjeblikket, så hvorfor skulle en sten ikke kunne sidde inde i en hånd. Jeg bøgede og strakte mine fingre et par gange, men min hånd var ikke anderledes, end den plejede. Den var ikke engang hård, der hvor den blå sten skulle forestille at være.

    Undskyldning eller ej. Joshua skulle se det!

    Det sagde plaf, da jeg teleporterede mig og landede midt på gulvet på Joshuas værelse. Han lå og spillede et brutalt skydespil på sin computer, men da han så mig, fik han et chok og glemte spillet, så avataren blev pløkket ned af de andre spillere.

    ”Hej,” sagde jeg.

    Han rystede overrasket på hovedet. ”Jeg bliver helt nervøs når du lander her på den måde. Hvad så?”

    Jeg løftede min hånd og pegede på den blå plet med den anden. ”Det her er uhyggeligt!” sagde jeg stift.

    ”Hvad er det?” spurgte han og rejste sig for at se nærmere på min hånd. Han lod fingerspidserne glide over den havfarvede hudoverflade. Den lignede mere en meget realistisk tatovering, end den lignede en sten.

    ”Det er den blå sten!” Min stemme var høj og skinger, fordi den passede til mit niveau af oprevethed. ”Den forsvandt i min hånd, og nu er den her. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den ud igen.” Jeg sukkede. ”Morgan får da i det mindste ikke fat i den.”

    ”Jeg ved ikke, om jeg tør sige at det er genialt.” Josh rynkede panden. ”Hvad gør vi, hvis vi skal bruge den?” Han vendte den om og så på bagsiden af hånden, som stadig havde min egen blege hudfarve.

    ”Vi finder nok på noget. Det eneste problem er, at folk vil stille spørgsmålstegn ved en kæmpe blå plet i min håndflade.”

    Josh spidsede læberne og så sig om på sit værelse. ”Lad mig lige tænke.” Han gik ud af døren et øjeblik og kom tilbage med en rulle bandage. ”Hvis vi nu siger, at du har forstuvet hånden, så vil folk ikke bede dig om at tage det af.”

    ”Hvad gør vi så når min hånd skal forestille at være ’helet’? Den ide giver os højst en til to uger.”

    ”Lad os håbe vi har fundet ud af det til den tid.” Han rullede det ud og begyndte at lægge det om min hånd med alvorlige panderynker.

    Da han var færdig smed han sig tilbage på sengen og prikkede på musen til computeren, mens jeg stod og pyntede midt i det hele. Skærmen fra hans computer oplyste Joshuas ansigt i det lidt dunkle rum. Han havde ikke tændt lyset, så den svage belysning kom fra månen og de blinkende gadelamper. Jeg satte mig tøvende på kanten af sengen nede ved fodenden. Jeg rømmede mig og vandt hans opmærksomhed. ”Undskyld for… du ved,” mumlede jeg. ”Jeg ved ikke… somme tider bliver jeg bare ked af det eller vred, uden jeg ved hvorfor.”

    ”Jeg har ikke noget problem med, at du bliver vred og ked af det, jeg synes det er irriterende, når du bider armen af min på den måde. Du kunne jo bare have sagt, at du gerne ville være alene.”

    ”Igen… der er stort aldersforskel og jeg…” Jeg lukkede øjnene og stoppede mig selv. ”Det er ikke relevant!”

    Han kluklo.

    ”Men du ville jo ikke gå, hvis jeg bad dig om det…”

    ”Hvorfor tror du ikke det?”

    ”Det ved jeg ikke. De venner jeg har er nødt til at vide alt, og så er det lettere at være hård.”

    ”De mener det nok ikke ondt.”

    ”Det ved jeg godt. Men det er svært at være mig, Okay?”

    ”Okay,” sukkede han og satte sig op. ”Nu siger jeg noget, og jeg mener det på den bedste måde overhovedet; du er en lille smule paranoid det meste af tiden.”

    ”Fortæl mig noget jeg ikke ved…”

    ”Og så er du dårlig til at tage en joke.”

    ”Skal det forestille at hjælpe?”

    ”Lad mig nu lige blive færdig. Du er også et værre brokkehoved og virkelig dårlig til at tage imod hjælp.” Jeg begyndte snart at blive sur, men jeg ventede tålmodigt på hans pointe, for der måtte bare være en! ”Men Bailey, selvom de ting jeg siger er svært fornærmende, så ved jeg at du allerede er klar over det. Og så skal du også huske på, at jeg har vidst de her ting rigtigt længe, men jeg bliver ikke skræmt væk. Jeg ved, du er et godt menneske. Du skal bare snakke med mig om tingene.”

    ”Jeg forstår virkelig ikke, hvad du ser i mig…”

    ”Du er det mest interessante menneske jeg nogensinde har mødt. Og når du har det svært, så elsker jeg at være den, der hjælper dig og får dig til at føle dig elsket.” Han kærtegnede min kind med fingerspidserne og jeg tog om hans hånd på min kind og holdt den fast. ”Tror du på mig?” spurgte han lidt efter.

    Jeg nikkede.

    ”Godt.”

    ”Du ved altid lige, hvad du skal sige hva´?” sagde jeg og lagde mine hænder på hans bryst, som jeg skubbede tilbage.

    ”Det er et talent,” grinede han og dumpede ned på ryggen med mig liggende halvt på sin mave. Det eneste jeg kunne tænke på var, hvor lykkelig det gjorde mig, at han kunne se igennem mig i stedet for kun at se idioten på ydersiden. Det fik mig til at spørge mig selv, om jeg virkelig ikke bare havde lidt af den samme glød for ham tilbage.

    Nu hvor jeg havde jordens lækreste hankønsvæsen indenfor en rækkevide af nul centimeter, så kunne jeg sagtens mærke, hvorfor jeg havde lyst til at være så meget sammen med ham førhen. Hvis jeg selv skulle sige det, så havde jeg skudt papegøjen, men jeg ledte stadig efter nogle flere følelser.

    Jeg priste mig lykkelig for, at hans evne ikke indebar tankelæsning ligesom sin mors og lænede mig frem, til mine læber rørte hans. Han bløde læber kunne bevæge sig som et rent mesterværk, og langsomt uden jeg tænkte over det, udviklede kysset sig til noget mere. Det var som at smelte til ét stykke og det var intenst og det var rart og det var… skræmmende. Det føltes som om, jeg havde kontrollen, lige indtil Joshua rullede mig om på ryggen og plantede sine læber på min hals, mens hans hånd bevægede sig ned af siden og lagde sig på mit lår. Det var svært at koncentrere sig om det hele, når jeg begyndte at tænke på, hvad det kunne udvikle sig til.

    ”Josh,” hviskede jeg halvt forpustet og så ham i øjnene. Jeg kærtegnede hans kind og smilede tøvende. ”Jeg siger ikke aldrig, men bare ikke nu.” Jeg kunne ikke lyve for mig selv og sige, at jeg ikke blev påvirket af hans kys og berøring, men noget stoppede mig. Måske var det nervøsitet, men måske var det også en lille stemme i mit baghoved, som sagde jeg ikke var helt klar.

    Først lignede han et spørgsmålstegn. ”Aldrig hvad? Nårh… nej selvfølgelig Bailey.” Han smilede kærligt og lagde sig på siden med hånden på min mave, hvor pegefingeren tegnede cirkler så det kildede. ”Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget uden at snakke med dig om det først, men æhm… du er faktisk lidt lækker lige nu.”

    Jeg udstødte et fjollet fnis. ”Er det egentlig ikke længe siden vi har været ude at finde en blå sten?”

    ”Nej nej nej! Den går ikke Bailey.” Han lagde hånden over min mund. ”Ikke noget pentanersnak! Lige nu vil jeg ligge her sammen med dig som en helt almindelig teenager.”

    ”Men du er jo ikke teenager Josh. Du er faktisk en gammel en.” Jeg smilede drillende.

    ”Jeg har ikke noget imod at være gammel rent mentalt, bare jeg beholder min unge krop.”

    ”Jeg tror det er enhvers drøm at kunne det. Prøv at tænk på, hvis du tager tilbage i tiden og bliver der i 70 år og bagefter kommer tilbage til mig. Så spørger du nok dig selv, hvorfor du havde lyst til at være sammen med sådan et brokkehoved i dine unge dage.”

    Han svare ikke, men stirrede bare et øjeblik. ”Du behøver ikke spille okay altid,” sagde han roligt.

    ”Hvad mener du?”

    ”Du lader som om, du er ligeglad, men du blev jo såret.”

    ”Over hvad?”

    ”Fordi jeg sagde, du altid brokker dig.”

    Jeg så undvigende væk. ”Det vidste jeg da allerede i forvejen.”

    ”Ja og du spiller okay, men det er du ikke. Sig nu bare til mig, hvad der er galt i stedet for at lade som om, du er ligeglad.”

    Jeg satte mig op og rettede på mit tøj. ”Det er lige meget.”

    ”Jeg kan se det på dig.” Han satte sig op og lagde armen om min skulder. Først spillede jeg ”okay”, men så dumpede mit øre ned mod hans skulder, og jeg lukkede øjnene.

    ”Jeg gider ikke snakke om det. Vi snakker om noget andet.”

    Han nikkede skuffet. ”Hvis du synes,” svarede han og kyssede mig på håret. Han rejste sig og rumsterede lidt med sin computer et øjeblik, til den til sidst stod klar med film, og han rullede gardinerne ned, så det blev næsten biografagtigt. Han satte sig til rette op ad puderne mod væggen og klappede på pladsen ved siden af sig, hvor jeg lettet satte mig til rette. Jeg krøllede mig sammen op ad ham med siden af min pande mod hans kind og armen om mig, så vi umuligt kunne sidde tættere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...