Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15235Visninger
AA

43. Drømmeverden

Vi vil dig ikke noget ondt Jane. Du skal bare gøre Bailey god igen, så kan du få lov til at smutte.” Der lød et brag, og nogle glas smadredes udenfor mit værelse. Det var Kens stemme, jeg havde hørt, og han var meget behersket.

    ”Jeg vil hellere dø!” Hendes stemme var fast og stædig, ligesom jeg vidste, jeg selv kunne lyde, når jeg var mest målrettet.

    Jeg følte mig underligt døsig, og mine knæ var som gelé, da jeg rejste mig og gik hen til gangen og videre ned mod rummet. Jane kunne gøre mig så rasende, men under vreden var jeg hunderæd for hende. Specielt fordi hun stod og grinede med en hæs, dyster latter, da hun så mig. Jeg stivnede og pressede læberne sammen, da jeg så hendes skæve øjne og ondskabsfulde smil.

    Joshua så mig, og han kogte. Han trampede lige mod Jane, greb hendes krage og skubbede hende op mod væggen. ”Du hjælper hende, eller også skal jeg sørge for, du bliver smidt så langt tilbage i tiden, at Morgan aldrig finder dig! Er du med?”

    ”Joshua!” skændte Ken og skubbede ham væk fra Jane. ”Hold dig væk!”

    Joshua marcherede ud af rummet og smadrede sin hånd lige ind i væggen på vejen.

    Jane grinede igen. ”Hvor er i ynkelige. I falder fra hinanden.”

    ”Drop det Jane. Vi ved begge to, at dig og Morgan også skal bruge Bailey ved sine fulde fem. Du kan ligeså godt kurere hende!” vrissede Ken gennem sammenbidte tænder.

    ”Måske kan jeg ikke, hvem ved. Da jeg ændrede hendes minder sidste gang, var hun så dopet på gift og manglede energi, at hun ikke kunne tænke klart. Det er derfor, hun er blevet tosset nu. Alle kan jo lave fejl ikke sandt? Jeg kom bare til at lave lidt mere rod end planlagt.”

    ”Du kan ikke benægte at i skal bruge hende, og at hun er nødt til at være normal igen.”

    ”Du tager fejl. Morgan er allerede på jagt efter en anden pentaner med rum.”

    ”Der findes ikke andre.”

    ”Det ved du da ikke!”

    De stod og talte om mig, som om jeg ikke var til stede. ”Stop!” råbte jeg vredt. Jeg gik i knæ og slog hånden i gulvet. Jeg mærkede knap nok, hvor stille der blev, da jeg helt instinktivt lukkede øjnene og skannede hele Amerikas landjord efter den eneste person, som var skyld i alt der var sket for mig, siden den dag jeg mødte Joshua. Morgan var - som jeg allerede havde regnet med - i sin lejlighed, men det ville han ikke være ret meget længere, for jeg havde så meget vrede, at energi ikke var en mangelvare i mit system. Han dukkede op ud af det blå med jakkesæt og hele kadaveret, ligesom man kendte ham bedst.

    ”Jane!” udbrød han lettet. ”Hvor har du været?”

    ”Hvor tror du?” spurgte hun og pegede rundt.

    Jeg fangede om Graces evnehæmmende gift, som stod i hendes sovekammer. Den dukkede op i min hånd hurtigere end et pistolskud, og jeg greb Morgans slips med mine evner, mens jeg stak flasken - som var på størrelse med min tommelfinger – ind i munden på ham. Han tog sig til halsen og hostede, mens han sank væsken. Han kunne hverken bukke sig ned eller tage sit slips af, for jeg løsnede ikke mine evner. Jeg kylede den lille flaske ned i jorden, da Morgan var blevet ukampdygtig, og flasken gik itu.

    ”Nogen må stoppe hende,” sagde Ken til Grace, som om jeg var blevet sindssyg. Det irriterede mig at blive talt om i tredjeperson.

    ”Jeg er udmærket godt klar over, hvad jeg laver.” Jeg krummede mine hænder sammen, og Morgan kunne hverken gøre fra eller til, da slipset begyndte at kvæle ham langsomt.

    Ken rystede på hovedet og gik hen mod mig.

    ”Bliv der!” sagde jeg bestemt og rakte min hånd ud for at sørge for han ikke kunne gå længere, da jeg formede en mur med mine evner, som om jeg havde alt energi i verden. ”Jane! Enten så fixer du min hjerne, eller også så bliver Morgans tøjstil hans død.” Faktisk kunne jeg ikke finde på at slå Morgan ihjel. Jeg havde ikke nerverne til det, selvom han var en egoistisk sadist. Jeg håbede bare, at det lignede, jeg var sindssyg nok til at kunne gøre det, hvis jeg ville.

    For en gangs skyld tøvede hun bare en smule, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var hun meget glad for Morgan. Jeg kunne se det på hendes dirrende underlæbe og de let sammentrækkede øjenbryn.

    ”Jane,” hviskede Morgan, som var blevet døsig af giften. ”Du skal gøre… det…” Han hyperventilerede, og han var askegrå i ansigtet.

    Jane tøvede kraftigt. ”Okay.” Hun rømmede sig. ”Slip ham! Jeg gør det!”

    Jeg slap energien, og lige da Morgan faldt på knæ for at hive efter vejret, dejsede jeg næsten omkuld af energimangel. ”Så kom og få styr på min hjerne!” sagde jeg fattet, mens jeg støttede mig til væggen.

    Hun ignorerede mig og løb hen til Morgan. ”Morgan! Morgan! Baby er du okay?”

    Han var rasende og slyngede sit slips af i en arrig bevægelse. ”Gør det nu Jane!” sagde han.

    ”Okay. For din skyld.” Hun rejste sig langsomt. ”Læg dig på bordet.” Hun så mig ind i øjnene og nikkede mod det. ”Og nogen skal holde hendes arme og ben.”

    Det løb mig iskoldt ned af ryggen, da jeg lagde mig på bordet og forberedte mig på det værste. Jeg havde i min vrede og iver efter sandheden lykkeligt glemt smerten. Det var forfærdeligt.

    ”Jeg kan lægge hende til at sove,” foreslog Ken, der vidste, hvad der skulle til at ske. I min øjenkrog kunne jeg se Joshua stå op ad væggen med hovedet bøjet og knyttede hænder.

    ”Nej, for så toger hendes minder, og så kan jeg ikke rede dem,” sagde hun og smilede skummelt. Hun var den værste sadist, jeg længe havde mødt, og jeg kunne ikke holde ud, at jeg skulle stole på hende til at rode i mit hoved endnu engang. Det var absurd, at der ikke var andre udveje. Jeg begyndte at mærke et snært af panik, da de andre lagde sine hænder om mine arme og ben, og Joshua, der havde mandet sig op gik hen til mig for at hjælpe. Jeg var bange, rædselsslagen og jeg tvivlede på, at det nogen sinde kunne blive det samme igen, men jeg gjorde det for Joshua. Jeg nåede lige at blinke til ham, inden Jane begyndte.

    Hun spurgte ikke, om jeg var klar eller noget. Hun lagde en hånd på panden og en på brystet, og så begyndte det. Smerten. Den var en motorsav borende ned gennem mit kranium. Som om mine blodårer snart eksploderede. Det var så ubehageligt, at jeg pludselig havde glemt, hvorfor jeg indvilgede i det i første omgang. Jeg skreg, og mens min hjerne arbejdede og regerede, kunne jeg se minder komme og minder forsvinde. Jeg så nogen af minderne ændre sig og vikle sig ind i hinanden, og jo mere forvirrende det blev jo mere skreg jeg ikke kun af smerte men bare ren og skær forvirring.

    Nu stod jeg i den lysende have igen. Eller rettere lå. Skyerne, som fór hen over himlen, havde billeder af Joshua, billeder af Morgan, min far, mor, Anna, mine venner. Billederne var ikke som på en fjernsynsskærm, for selvom jeg følte, at jeg så på dem, så kunne jeg mærke alt – følelser og oplevelser - som hvis jeg selv var til stede. Da jeg satte mig op på engen i min drømmeverden, svævede der små blinkende støvkorn rundt omkring mig, som, hvis jeg fokuserede på dem, havde sin egen fortælling. De vivlede ikke, og de togede ikke. De stod stille i luften, som om der for første gang var ro nok i dem til, at jeg kunne opdage, hvad der skete inde i hver enkelt.

    Selvom jeg lå i en drømme verden, så vidste jeg, at jeg blev løftet op af to arme. Jeg hang slapt ind mod kroppen, mens jeg gik rundt på det lysende græs i min drømmeverden og udforskede støvkornene, ligesom når man fanger et snefnug på sin finger og kigger på, hvor lille og fint det er. Alle dens bitte små krystaller, som var så små, at det blotte øje ikke var nok. Men denne gang kunne jeg se rigtigt. Jeg var så afslappet i min verden, at jeg ikke kunne forlade den, og jeg sugede og sugede viden til mig fra alt, jeg nu kunne huske i min erindring. Det gik langsomt op for mig, at jeg lå i Joshuas arme. Jeg kunne huske følelsen og lugten og varmen. Jeg kunne pludselig huske, hvorfor jeg altid kunne fornemme, hvor i verden han var.

    ”Kæmp for det,” sagde han lavmælt, og det hele kriblede ned af min rygrad. Jeg kunne ikke få nok af den vidunderlige verden, men langsomt blev de små snefnuglignende støvkorn brugt op, og jeg slog øjnene op. Jeg så lige op i Joshuas øjne og genkendte ham bedre, end jeg havde gjort i meget lang tid. Jeg rørte blidt ved hans kind og sukkede lettet.

    ”Bare læg hende ind i seng,” sagde Grace, og Joshua lagde mig forsigtigt, mens de andre prøvede at få Jane og Morgan af vejen igen. Gad vide, hvor der var en udgang fra det her sted… men det måtte jeg hellere lade være med at bekymre mig om. Jeg havde ondt i hovedet.

    Joshua satte sig hos mig. ”Hvordan har du det?” spurgte han usikkert, som om han ikke turde være hos mig. Jeg havde det varmt i hele kroppen, men værst var det i hånden, hvor en underlig dunkende buldren regerede og det føltes som om min hånd hævede under forbindingerne.

    ”Det snurre sådan i min hånd,” sagde jeg hæst. ”Jeg tror den hæver.”

    ”Din hånd hæver ikke, men du har feber,” sagde Ken og viklede bandagen af, så vi kunne se mærket. Jeg kunne ikke se klart, så jeg anede ikke, hvad der foregik, da klædet forlod min hånd, som endelig kom i kontakt med frisk, kølig luft. De andre stivnede, og ingen sagde noget i flere lange sekunder, mens jeg lå og sundede mig med lukkede øjne.

    ”Det kan ikke passe!” Joshua undersøgte min hånd grundigt. ”Hvor fandt du stenen?”

    ”Hvilken sten?” spurgte jeg og løftede hovedet svagt for at se. Over min håndflade sad et stort blåt mærke, hvilket egentlig ikke burde overraske nogen. Nej, det var den cirklede form, som pludselig var blevet hel. Der manglede ikke længere det sidste stykke af nøglen, men derimod gav de mørkeblå mønstre sig til at lyse et gyldent lys, som skabte en lille sydende fornemmelse i huden. Det gjorde ikke ondt, men det var svært af bevæge fingrene.

    ”Vil det sige, at vi er færdige med tidsrejserne? Ikke flere nærdødsoplevelser?” spurgte han.

    ”Det ser ud til, at vores næste mission bliver at finde portalen.” Jeg lukkede øjnene og trak vejret ind og ud af mit system et par gange, mens lettelsen fyldte mine kropsdele en efter en. Det var følelsen af at alting pludselig lagde sig sammen og gav mening på en gang.

    ”Jeg husker,” sagde jeg hæst. Jeg kunne næsten ikke stoppe med at kigge på Joshua, som om jeg fik briller på for første gang. Det var en helt abnormt bizar følelse.

    ”Det gør mig glad. Det gør mig meget glad.” Hans hånd hold stramt om min. Jeg kunne knap få blod til fingrene, men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke sige noget.

    Grace trådte frem. ”Morgan og Jane er væk. Kom Joshua.”

    ”Hvad skal jeg?” spurgte han.

    ”Give Bailey ro.” Hun sagde det, som om det var det en selvfølgelighed. ”Hun har brug for at komme på dupperne igen og du…”

    ”Grace,” afbrød jeg hende. ”Jeg er fuldt i stand til selv at afgøre, hvor meget ro jeg har brug for. Joshua er ikke til fare for min mentale tilstand.” De var altså nødt til at tage mig alvorligt.

    Hun rynkede panden. ”Men for en sikkerheds skyld…”

    Ken kom frem og tog sin søster på armen. ”Bailey er i gode hænder. Kom Grace.” Det skulle være første gang, jeg nogensinde havde hørt Ken tage Joshua og mig i forsvar. Jeg var taknemlig, for, at Ken endelig kunne forstå det. Indenfor det sidste stykke tid havde jeg fundet en hel del sympati for Ken.

    Jeg satte mig brat op, lige da de var gået. ”Josh, jeg er virkelig ked af det,” startede jeg og lænede panden ned i hans skulder. Hans varme duft vivlede ind af mine næsebor, og jeg nød hvert eneste sekund af hans nærvær.

    ”Jeg troede du var lettet. Gjorde det ondt?”

    ”Ja, men det er ikke det. Jeg er bare ked af at… det må have været håbløst for dig. Du prøvede, men jeg var håbløs.” Siden af mit hoved lå mod hans hals, og vi sad så tæt, som hvis vi skulle forestille et menneskeligt puzzlespil. Han virkede næsten nervøs for at røre ved mig. ”Du gav ikke op,” hviskede jeg.

    Joshua strøg mig langsomt på ryggen. ”Jeg kunne ikke give op.”

    ”Jeg forstår bare ikke, hvordan min mor mødte Ken og Grace. Og hvem er de andre mennesker?”

    ”Netværket for pentanere er omfattende. Folk kender hinanden nede i disse kroge, og Ken havde ikke fortalt os, at ham og Grace havde taget kontakt til din mor, efter vi havde været i New York på World Trade Center. Jeg fik først at vide for et par dage siden, at der fandtes pentanske tunneller under jorden, og da jeg mødte din mor hernede, så fik jeg lidt af et chok. De andre er nogen som Ken og Grace kender. Der lever hernede i New Yorks forskellige underjordiske knudepunkter.”

    ”Men her vi er nu? Er det nogens hjem?”

    ”Næ. Jeg har aldrig været hernede, men det er et sted, hvor man kan være sammen med andre pentanere. Jeg tror oprindeligt, at det her sted, vi er i lige nu, var en bolig engang men ikke længere. Nu er det bare et opholdssted, hvor man kommer og går. Jeg aner ikke, hvordan det fungere. Der er også en hel del bøger ude i stuen, som er spændende at læse i, men jeg har ikke lige haft mulighed.”

    ”Jeg synes det er uoverskueligt, at der er så mange ting, som vi aldrig har vidst om verden, men jeg er alligevel glad.” Jeg løftede mit hoved, og stirrede på hans blå øjne, mens vores pander rørte hinanden. ”Jeg kan se dig nu,” hviskede jeg. ”Sådan rigtigt.”

    Der var stille. Vores ansigter var i perfekt afstand, men alligevel føltes det som om, vi begge skulle have tilløb til, inden jeg lagde hovedet en smule på skrå og kyssede hans læber, så sommerfuglene vivlede, og fuglene sang inde i mig. Jeg havde mere end en gang set en kærlighedsfilm og næsten faldet ned af sofaen, fordi det hele virkede så sukkersødt, men når jeg tænkte over det, var det kun en reaktion på, at jeg, den gang, ikke selv oplevede det, jeg så på skærmen. 

    Jeg var svimmel og lænede mig ned.

    ”Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig,” sagde han og løb sine fingre gennem mit hår så gåsehuden rejste sig i min hovedbund. ”Jeg kom til at sige nogle tarvelige ting i 1955, som jeg fortryder.”

    ”Jeg kan ikke huske, hvad du sagde.”

    ”Jeg sagde, at du brugte dit handikap som undskyldning for alt, der var gået galt i dit liv. Det er ikke rigtigt Bailey. Du må virkelig ikke tro, jeg mente det.”

    ”Jeg havde helt glemt det.” Jeg smilede skævt til ham. ”Du skal ikke tænke på det Josh. Jeg må selv have sagt nogle ting, som pissede dig af.”

    ”Ja, men der er også noget andet jeg syntes du skal vide. For det meste skal der ikke så meget til før du giver op i hverdagen, men når nogens liv er i fare, så er du den stærkeste af os to. Det er det, jeg beundre ved dig. Det er også derfor, Grace pylre om dig, og derfor Ken har haft sin skepsis. Du er i stand til så meget mere, end du giver udtryk for, og jeg er en af de eneste privilegerede mennesker, som har fået lov til at se det.”

    Jeg stirrede på ham et øjeblik, som om hans ord ikke rigtigt gav mening med det samme. ”Tak,” sagde jeg stille. ”Det har jeg aldrig selv tænkt på.”

    Jeg havde aldrig selv tænkt på, at jeg kunne være modig. Det meste af tiden var jeg bange for, hvad jeg skulle gøre ved mit liv, og så var der oveikøbet en der prøvede at fange mig. Nogen gange kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle komme igennem det, når folk hele tiden fortalte mig, at jeg var for ung eller uerfaren. Den eneste der virkelig troede på mig var Joshua.

    ”Hvad tænker du på?” spurgte Joshua, der sad og kiggede på mit ansigt.

    ”Jeg tænker på, hvor meget du har gjort for mig.”

    ”Det er det samme omvendt Bailey. Tro ikke du skylder mig noget.”

    Jeg åndede tungt ud og stirrede op i loftet, som lignede brunt, stenhårdt jord. ”Det føler jeg, at jeg gør.”

    Han smilede kækt, og så ned på min mund. ”Hvis jeg må stjæle et kys en gang imellem, så er jeg mere end tilfreds,” sagde han fjoget. ”Vil du være min kæreste igen? Lidt mere rigtigt denne her gang.”

    Jeg smilede udmattet og nikkede.

    Han blinkede med det ene øje og trak tæppet op over min skulder. ”Hvad med at sove lidt? Du er både bleg og varm af feber.”

    ”Bare du bliver her lidt endnu.” Jeg lagde mig på siden og døsede hen til langsomme, varme strøg på ryggen. Det var første gang i lang tid, at jeg følte jeg kunne sove rigtigt, og jeg tænkte ikke på noget som helst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...