Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15235Visninger
AA

2. Donut

Ordene dansede rundt på papiret som fulde mennesker. De gyngede som en skib i stormvejr, og det føltes som om, de overlappede hinanden. Det var ingen hjælp, at mine øjenlåg blev trukket nedad, som om de vejede dobbelt så meget, og det meste blev uklart i lampeskæret, der var så skarpt, at jeg stadig kunne se det, når jeg lukkede øjnene.

    Jeg nulrede kanten på det efterhånden krøllede papir, mens jeg dinglede med benene og forsøgte at få de krumme runer til give mening. Jeg kunne godt, hvis jeg ville – det var i hvert fald det, min lærer sagde til os, når vi ikke mente, vi kunne løse opgaven, og jeg ville gerne, så hvorfor kunne jeg ikke? Jeg var altid så distret, sagde mor. For det meste flyttede mit blik sig helt automatisk, når jeg forsøgte at læse. Enten stirrede jeg ind i væggen, eller også vandrede mit blik ud af vinduet.

    Jeg sad i min brede vindueskarm på en madres med et tæppe om mig og lænede mig ind mod den kølige rude. Mit værelse var det eneste sted, hvor jeg kunne være helt og aldeles alene og i fred, når jeg følte at verden var ond og ubarmhjertig. Ja det var den - mod mig altså.

    Mit værelse havde hvide vægge med en seng, der stod i centrum og et mørkeblåt sængetæppe, som også matchede puderne. Ovenover var der hylder med min samling af cd’er. Der stod et lysebrunt skrivebord med en rød kontorstol, som overhovedet ikke passede til resten af mine primært blå ting. Jeg havde en klassisk gulbrun guitar med klistermærker spredt ud over den lakerede overflade, som stod ved siden af en blå sækkestol. Jeg kunne godt komme frem til den konklussion, at jeg elskede mit værelse meget mere end nogen anden del af verden. Jeg kunne være mig selv, og jeg kunne gemme mig fra dem, som ikke behøvede at vide, at jeg havde et problem med ord.

    ”Bailey!” råbte far nede fra køkkenet. ”Der er aftensmad.”

    Jeg sukkede og slap papiret. Mine øjne var ved at glide i af udmattelse, da jeg traskede hen mod døren, som jeg åbnede med en doven bevægelse og gik nedenunder. Køkkenet var ikke ret stort og heller ikke ret smart. Hvide skabe og sort borplade. Der var en åben skydedør lige ind til spisestuen med vores seksmandsspisebord, hvor far havde dækket op… eller rettere stillet en stak tallerkner og et tilfældigt antal knive og gafler til høflig selvbetjening. Far stod klar med spagetti i sit hvide forklæde, som nu var blevet plettet efter tomatkatastrofe, og jeg behøvede ikke engang spørge, hvad der var sket, da jeg kendte min fars madlavningsevner. Jeg trak på smilebåndet, da jeg gik forbi ham og nåede lige at opfange en forlegen grimmasse.

    Far havde altid kasket på. Sådan en slidt gammel grå en med et lille hvid hest ude i siden. Han havde mørkt gråsprengt hår, som var ved at blive tyndt overpå, hvilket sandsynligvis var årsagen til kasketten. T-shirten var stoppet ned i de lyseblå jeans, men hvis vi skulle til fødselsdag, kunne han lokkes i en skjorte i stedet for og måske smide kasketten. Ellers var fars tøjsmag så godt som urokkelig.

    ”Færdig med lektierne?” spurgte han muntert. Far var blevet så munter, efter han gik fra mor.

    Jeg skruede et forlorent smil på. ”Nej jeg mangler lige at læse lidt.”

    ”Nå ja, det kan jo heller ikke tage så lang tid. Så kan du jo se fodbold med mig her klokken otte.”

    Fodbold var efter min mening ikke andet end nogle vrede mænd, som sloges om en bold, mens de bumlede ind i hinandens unaturligt store skuldre. De endte alligevel altid med at bløde alle sammen.

    ”Arh far… ikke lige i dag.”

    ”Du kan ligeså godt lade være med at prøve far. Hun er uforbedrelig,” sagde Anna, der kom gående smilende som altid. Somme tider kunne jeg godt lide Anna, for hun var min storesøster, så det var jeg faktisk nødt til, men andre gange kunne jeg krølle hende sammen og smide hende direkte på en skraldebil, så jeg var sikker på, hun blev væk. Hun var indbegrebet af perfekthed, med alle sine gode karakterer og sit brune kunstigt farvede hår, som hun glattede hver morgen. Hun havde mange penge, fordi hun arbejdede i en chokoladebutik og derfor meget pænere tøj… og mange venner. Det var i hvert fald det indtryk, man fik, når man scrollede ned over alle de selfies, der var af hende og vennerne på de sociale medier.

    ”Hej søs. Er du sikker på, dit hår er glat nok? Folk skulle jo nødigt se, at du har flere krøller end en puddel,” gav jeg igen.

    Hun gav mig en flad i baghovedet, da hun gik forbi mig og satte sig overfor mig. ”Tak for advarslen, men du har et hul i din trøje. Måske skulle du tage en anden på… eller nu jeg tænker over det, så har du slet ikke nogen uden huller. Vil du låne en?”

    ”Det passer ikke!” udbrød jeg og satte neglene i spisebordet.

    ”Så Piger. Træk klørene ind.”

    Hvis bare jeg havde haft en bror, så havde jeg sikkert passet meget bedre ind. Storesøstre skulle altid sådan bestemme, og man endte altid med følelsen af, at hun vandt, hvad end man nu diskuterede om.

    Jeg surmulede, mens jeg stak til maden, og glemte at komme det i munden. Far gav sig til at prikke på sin nye iphone med pegefingeren, mens han spiste - totalt blottet for manere, ligesom min søster, som altid tog billeder af sig selv sammen med sin mad. Efter min mening omhandlede fars rolle som enehaver af forældremyndigheden også opdragelse af bordskik, men det havde han måske glemt.

    ”Har du fået karakterer?” spurgte far og drejede sine forventningsfulde øjne mod mig. Jeg åbnede munden og håbede, at ordene ville komme af sig selv, men jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle fortælle ham om den sløve samling to-taller, som stod på mit karakterblad.

    ”Øhm… karakterer? Tja, Mr. Thomson syntes, det var bedre, hvis vi ikke gik for meget op i tallene, så han gav os blot en mundtlig evaluering for vores insats. Du ved, lære til elev.” Jeg nikkede overbevisende. ”Men det er skam fint alt sammen. Jeg ligger pænt middel.”

    ”Nå da. Jamen så længe det virker for jer.” Han smilede tilfredst. ”Så klager jeg ikke. Hvilke fag er du bedst til?” spurgte han konverserende.

    Jeg trak på skuldrene. ”Jeg er bedst til matematik. Hvad med dig Anna?” spurgte jeg. Det virkede altid at vende samtalen til Anna.

    ”Mig?” Hun smilede og stjal fars opmærksomhed med tilfredshed. ”Jeg kan godt lide det meste…” pludrede hun og snakkede muntert om sit seneste tolvtal, mens jeg skovlede maden ind i munden og listede over til håndvasken med min tallerken.

    ”Tak for mad,” sagde jeg og smuttede, før far nåede at undre sig over, at jeg var væk.

    Jeg lagde en cd i gettoblasteren og lyttede til musikken, mens jeg glemte alt om teksten, der lå på mit natbord og skulede til mig med sine dømmende øjne. Jeg blev enig med mig selv om at spørge en af de andre fra skolen, hvad den handlede om næste morgen.

    Den nat faldt jeg i søvn fuld påklædt med hovedet hængende ud over sengekanten, og dynen halvt liggende på gulvet. Og ikke nok med det, havde jeg problemer med at dreje nakken, da jeg halvt sovende samlede mine bøger op fra gulvet næste morgen og smed dem i tasken. Jeg tog en elestik om håndleddet og satte tænderne i en bolle med tasken hængende over den ene skulder og den anden arm i ærmet på min jakke, mens jeg løb ud af døren.

    ”Sovet over dig?” råbte far, da jeg fór forbi og smækkede døren efter mig, mens jeg spurtede ned af vejen. Bussen havde ikke været min bedste ven i løbet af årene, så jeg var vant til at gå den halve time, det tog at komme i skole. Jeg var ligefrem snart i god form af alle mine morgengåture, men hold da op, hvor ville livet være nemt, hvis jeg havde en bil…

    Ordene BUGLEY HIGH SCHOOL var hukket ind i den antikkens inspirerede bygning. Åbenbart var det en mand ved navn Chris Bugley, som havde grundlagt skolen i midten af 60’erne for at skabe noget mere kreativitet i unge mennesker, hvilket omhandlede kunst og musik. De kreative hold fandtes stadig på skolen, men efter min mening var det fodbold og cheerleading, som havde indtaget herredømmet. Min far sagde, at i staten Michigan var der intet bedre sted end Detroit og ingen bedre skole end Bugley High School. Jeg tror kærligheden stammede fra den gang, han selv gik på skolen, og så tror jeg, at Michigan lå tilpas lang væk fra New York, så han kunne glemme alt om mor. Jeg hadede alle skoler, så han kunne hverken gøre fra eller til med det ævl, men Detroit havde sat sine spor i mig, siden vi rejste fra mor i sommerferien for otte måneder siden. Det var et hyggeligt sted, i forhold til Manhatten, som havde været femten år med biler, der dyttede og larm i krogene. Mor elskede det, så hun blev, og Anna var den eneste, der holdt kontakten med hende.

    ”Undskyld jeg kommer for sent,” mumlede jeg skyldbevidst, da jeg trissede ned til det bageste bord i klassen, gemt væk i hjørnet, hvor jeg helst ville være. Heldigvis var jeg havnet i en klasse fyldt med tolvtalssøgende fedterøve, så det var som regel ikke noget problem at forsvinde i mængden.

    Jeg smilede undskyldende til Kim, der rystede opgivende på hovedet af mig med et glimt i øjet. Kim var høj og blond, og så havde hun briller på med sort stel, så hun så rigtigt lærd ud. Hun og et par andre fra skolen var de eneste, jeg havde socialiseret mig med, siden jeg flyttede hertil. Få, men gode venner, havde altid været mit motto.

 

***

 

Hvad var grunden denne gang?” spurgte Kim på vej mod engelsk det følgende frikvarter.

    ”Nåede ikke bussen,” mumlede jeg fraværende. ”Hey, kan du fortælle mig, hvad teksten handlede om?” spurgte jeg håbefuldt, mens jeg smilede sødt og håbede, at jeg havde bare en smule charme gemt væk under mit hårde ydre.

    ”Din fedterøv!” mumlede hun. ”Hvornår har du tænkt dig at fortælle folk, at du aldrig har lært at læse? Og hvorfor når du aldrig bussen?”

    Hun mente alligevel, jeg var uforbedrelig, så hvorfor overhovedet bruge krudt på at tale mig til fornuft?

    ”Du gør ikke livet lettere for dig selv,” fortsatte hun belærende.

    ”Jeg kan godt læse. Jeg gider bare ikke, og det er hele forskellen. Hvorfor også gøre det obligatorisk, at alle skal gå igennem samme eksamen, når man er stærk i forskellige fag?” Spurgte jeg. ”Tænk på Einsteins vise ord… Han sagde…”

    ”Jeg ved godt, hvad Einstein sagde. Det der med fisken, der ikke kan klatre i træer, og derfor tror den er dum.” Hun himlede med øjnene. ”Hør her søde. Jeg har ikke tid til at diskutere, så teksten handler om den her pige, som bor på landet og…” Jeg smilede skævt, mens hun fortalte om ulykkelig kærlighed, samt historiens gode billeder på syndefaldet. ”…Det er som om, hun blev voksen lige det øjeblik, hun siger sin papa imod… det er virkelig romantisk,” pludrede hun videre.

    ”Du er en sand engel Kim,” sagde jeg i samme øjeblik, hun stoppede sin talestrøm. ”Hvis du nogensinde har brug for noget…”

    Hun nev mig i kinden og puffede mig ned på stolen ved siden af sig, da timen begyndte. Kim var et af den slags mennesker, som altid sad på bænken og heppede på os alle sammen, når hun ikke læste lektier. Hun var en rigtig mortype, som kunne give en dårlig samvittighed, hvis hun løftede højre øjenbryn. Jeg turde godt kalde hende skolens største nørd, men hun kunne godt lide at holde sin skøre kærlighed for skolen hemmelig.

    Jeg spejdede efter Adam, som sad et par borde væk sammen med Emma og snakkede sammen. Da jeg startede på musikholdet den første dag, havde jeg sat mig ved siden af Emma, fordi hun meget diskret havde siddet og gemt sig bag sine lysebrune lokker. Næste lige efter vi havde introduceret os til hinanden, kom vi ud i en heftig diskussion om, hvorvidt computerlavet musik var rigtigt musik. Jeg mente selvfølgelig at rigtige instrumenter var bedst, da jeg godt kunne lide den følelse, som instrumenterne kunne give, når de blev holdt i hånden af en artist. Hun havde den forestilling at computerlavet musik havde bedre beat, men efter en sund lille diskussion opdagede jeg, at Emma var godheden selv. Hun vidste det bare ikke.

    Emma kendte Adam, og gennem hende blev Adam min bedste ven. Han var bøsse, og ikke nok med det, var han cheerleader. Man skulle tro, han havde et sært ønske om en langsom død, eftersom halvdelen af skolens mest populære ledte efter mobbeofre som sport.

    Selvom jeg stolede på mine venner, så havde jeg alligevel hemmeligheder. Jeg var god til matematik, og det vidste de også godt. Det var mere en form for sjete sans. Jeg kunne regne så godt, at jeg, uden at tænke, kunne beregne afstanden fra et punkt til et andet, fornemme farten på noget i bevægelse og derved nå frem til tidspunktet for ankomsten. Jeg var enormt god til at gribe og kaste, men jeg var ekstremt højdeskræk, netop fordi jeg i hovedet kunne beregne, hvor meget jeg ville komme til skade ved at falde. Og det var kun én ud af flere mystiske ting, jeg kunne; halvdelen af dem kunne jeg ikke engang gøre på kommando. Det var på en måde… overnaturligt.

 

***

 

Der var tavshed, mens vi traskede ned af gangen mod spisesalen. Gangen var ligesom en zoologisk have; fyrene opførte sig som aber, og pigerne gjorde sig til ligesom tropiske fugle. Drengene ødelagde ting, skubbede hinanden ind i skabene og den slags, mens de forsøgte at få pigernes opmærksomhed. Mit had til gangen stammede fra alle de gange, jeg var genstanden for morskab fremfor beundring, og dem var der nok at tage af.

    ”Gutter!” udbrød Adam. ”DUK JER!” Mine reflekser fik mig til at gøre et ryk, da en fed Donut kom flyvende i raketfart lige i fjæset på mig. En af specialiteterne fra kantinen var doughnuts fyldt til renden med marmelade, og jeg nåede knap nok at flytte mig en milimeter, før klistret syltetøj splattede ud i mit ansigt. Stilheden lagde sig over gangen, men den sagte mumlen af fnisende cheerledere var ikke til at tage fejl af. Kim tog min hånd, men jeg rev den arrigt til mig.

    ”Lad mig være!” råbte jeg og satte i løb mod pigetoilettet, hvor jeg smækkede døren efter mig og løb hen til håndvasken. Selv spejlet grinede af mig, da jeg tændte for vandhanen og satte proppen i, så jeg kunne stikke ansigtet under det kolde vand og vaske både tårer og marmelade af. Jeg blev ved med at plaske vand i ansigtet for at få den synkende ydmygelse til at forsvinde, men det gjorde den ikke.

    Adam åbnede døren og gik ind. ”Pigerne er bange for at få blå mærker, hvis de kommer for tæt på,” sagde han og blev stående med hænderne samlet foran sig en meters længde væk fra mig. Han hentydede til, at jeg havde været indblandet i slåskampe førhen, men det gjorde mig irriteret at han kunne tro jeg ville gøre den slags mod mine venner.

    Jeg bøjede mig ind over håndvasken og snøftede. ”Du må ikke være på pigernes badeværelse Adam,” hviskede jeg mellem tårerne.

    ”Og hvad så,” sagde han og traskede hen ved min side. ”Rygtet går, at jeg er lidt for feminin anyways.” Han gav sig til at rette på sit lysebrune hår, der skinnede af hårprodukter, mens han strittede med lillefingeren og lænede vægten over på den ene hofte. Det trak i min mundvig, da jeg så ham undersøge sine kinder for skægstubbe. En af de bedste ting ved Adam var, at han var den eneste, der godt vidste, at jeg ikke var så hård, som jeg forsøgte at give udtryk for, men alligevel lod han som om, jeg ikke havde brug for hjælp. Hans ro omkring den slags situationer gjorde mig altid bedre tilpas.

    ”Jeg stoppede med at spise doughnuts første gang, det her skete,” mumlede jeg. ”Så du, hvem der gjorde det?”

    Han trak på skuldrene. ”Jeg tror godt selv, du kan regne det ud.”

    ”De har ødelagt verdens bedste kage for mig,” sukkede jeg.

    Adam fnes og puffede til min skulder. ”Du skal lære at tage det positivt…”

    ”Adam! Hvordan skal jeg nogensinde tage det, at få en Donuti ansigtet, positivt?”

    Han himlede med øjnene. ”Søde hør her. De har brugt en dollar på en kage, som de giver til dig. Du skal bare gribe den næste gang, og så har du dig en gratis doughnut. Det er så meget bedre, men husk at lade den ramme dit ansigt en lille smule, for ellers bliver de bare sure, fordi du ikke blev ydmyget, og det er meget værre. Jeg taler af erfaring.” Adam blinkede med det ene øje. ”Er du færdig?”

    ”Ja,” mumlede jeg.

    Han rakte armen ud og hægtede den sammen med min. ”Skal vi?” spurgte han. Jeg fnes og nikkede, mens vi gik arm i arm ud af døren og mødte helvede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...