Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15205Visninger
AA

38. Den dag de døde

Josh smækkede bildøren og stak nøglen i uden at tænde. Jeg kiggede på ham et øjeblik uden at sige noget, og selvom han heller ikke selv gav lyd fra sig, så vidste jeg, hvad der foregik. Han dinglede lidt med dimsen i bilnøglerne og rømmede sig nogle gange, som om det skulle hjælpe på budskabet, som ikke syntes at ville frem fra hans mund.

    ”Vi burde nok tage over til stedet, hvor…” Han rømmede sig igen. ”Hvor det skete.” Han så stadig ikke på mig.

    ”Du bestemmer,” svarede jeg roligt.

    Han rullede vinduet ned og lænede sig tilbage med hovedet hvilende i håndfladen og albue ud af vinduet. Et øjeblik tænkte jeg på min far og mor. Somme tider forstod jeg ikke deres logik, men jeg havde dem i det mindste, og ligeså meget som jeg hadede at indrømme det, så elskede jeg dem. Jeg havde kun begrænsede følelser omkring Joshuas sorg, for den var så fjern for mig.

    ”Hvis bare jeg vidste, hvordan jeg skal hjælpe dig.” Jeg rakte ud efter hans højre hånd og lukkede begge hænder omkring den. Den rystede svagt.

    ”Hjælpe?” Han rystede på hovedet. ”Det gør du allerede… hele tiden faktisk.”

    ”Jeg gør ikke andet, end det jeg plejer.”

    ”Det er lige det,” sagde han fraværende, mens han stirrede ud på gaden.

    ”Jeg er glad for at kunne hjælpe,” mumlede jeg ”Men hvad er det helt præcist, jeg gør?”

    Han trak på skuldrene. ”Du gør det hele lidt mindre uudholdeligt.”

    ”Du siger det altid som om, jeg er din favoritperson i hele verden.”

    Han smilede skævt, men sørgmodigt og strammede fingrene om min hånd. ”Lad os bare overstå det,” sagde han og tog om rattet.

 

***

 

Tiden gik to år tilbage, og vi ankom i efteråret 2012 ved slutningen af en smal vej med fronten mod en stor rødbrun kirke. Den havde mønstrede vinduer i mange farver og grønt kobbertag. Det havde været en dag med regn og gaderne glimtede hele vejen ned. Jeg fandt mig i støvregnen og indsnusede den våde luft. Det var eftermiddag, og dagen var decideret grå. Det hele var i den grad lagt op til sorg og tab, og Joshua sagde ikke en lyd. Men jeg genkendte hans sammenbidte ansigt; ja hele den maske han påførte sig selv, når han blev et andet menneske for en stund. Han havde gjort det førhen i skolen mange gange, og nu gjorde han det igen, sikkert for at lade som om det ikke havde noget med ham at gøre. Som om det endnu engang blot var et uløst mysterium.

    Joshua lænede sig tungt op ad den ene af væggene ved siden af os med krydsede arme uden at sige noget.

    ”Er vi kommet for tidligt?” spurgte jeg akavet til mode. Når han var i det humør, så anede jeg ikke, hvordan jeg skulle være omkring ham.

    Han nikkede og jeg forstod. Jeg kunne godt regne ud, at grunden til vores tidlige ankomst var fordi, Joshua havde brug for det, men det gjorde mig ikke noget. Jeg ville gerne nå at lade blikket glider over scenariet et øjeblik bare for nysgerrighedens skyld.

    Joshua åndede langsomt ud, mens han lagde armen om mig og trak mig ind til sig. Jeg smilede og lagde vægten op ad ham, mens jeg modtog det lydløse signal om, at det nok skulle gå alt sammen. Det var en underlig følelse. På samme tid med, at jeg følte mig ked af det på Joshuas vegne, så herskede nysgerrigheden et sted i mig, og jeg skammede mig en lille smile over den. Hvad skete der egentlig den dag?

    Joshua rømmede sig. ”Bilen,” sagde han blot uden nærmere uddybning, og i samme øjeblik kunne jeg høre lyden af Joshuas mystiske fortid brumme, og snart kørte en sort bil hen og stoppede foran kirken. Joshua sank en klump, da dørene åbnede sig og en slank kvinde med mørkebrunt hår og rød læbestift trådte ud sammen med en mand på min fars alder, som havde mørkt gråsprængt hår og brun læderjakke på. Moren lignede Joshua med hudfarven og hårfarven, og manden lignede Joshua på sin gang og kropsbygningen. Lidt efter åbnede den tredje dør, og en yngre udgave af Joshua trådte frem. Lidt mere ranglet, end jeg kendte ham med længere hår, og kikset tøjstil.

    De gik ind, og jeg strammede fingrene om Joshuas hånd, da jeg mærkede hans hjerte race derudaf mod mit skulderblad. Jeg lagde hans hånd mod mit hjerte, som et barn knuger sin bamse. ”Det skal nok gå,” hviskede jeg roligt, mens vi ventede på, at der ville ske noget.

    Lidt efter åbnede kirkedørene sig endnu en gang, og unge Joshua løb ned mod bilen, da noget usynligt ramte ham, og han faldt på knæ. Jeg forberedte mig på, hvor ubehageligt det ville blive, mens jeg hørte en svag fortabt lyd fra ham, da han greb sit hår ved rødderne og kneb øjnene sammen et øjeblik. Jeg gættede, at det var der billederne flød igennem hans tanker, ligesom Joshua havde fortalt mig. Han så op mod den åbne dør, og et chok slog ham, da moren råbte noget til ham, og der skød et skarpt lysglimt gennem luften mod kirken. Forældrene var forsvundet i kirkens flammer og nu sad han skræmt fra vid og sans på jorden foran.

    Joshua glemte næsten blodet ud af min hånd, da drengen faldt bag over, og tiden stoppede. Den stoppede så brat, at jeg fik et chok og trådte ud af Joshuas arme, mens jeg vendte mig om i et sæt. Han trak vejret ualmindeligt hurtigt, som om han var i panik. Jeg kunne ikke undgå at bemærke den sære lysegrå farve som erstattede Joshuas varme hud.

    Et mysterium faldt mig ind: ”Hvorfor?” spurgte jeg overrasket over hans tidsnummer.

    ”Jeg må se, hvad der ligger i min mors taske og finde ud af, hvem der gjorde det. Det skal gøres inden, bilen også går op i røg ligesom kirken.” Hans stemme var næsten hviskende og fjern, som om han ikke snakkede til mig. Han så ikke på mig.

    Han satte neglene i væggen indtil fingerspidserne blev hvide, mens han lænede sig tilbage og tog nogle dybe indåndinger. Jeg skulle til at give ham et knus, men han var allerede gået, og jeg fulgte efter ham hen mod bilen, som han åbnede med et ryk. Han greb sin mors taske og åbnede den for at lede efter den ting, som hun ville give ham.

    ”Der må ligge noget heri,” mumlede han bestemt.

    ”Lad mig…” sagde jeg, da jeg kunne se hvor meget, hans fingerspidser rystede.

    ”Nej.”

    Jeg bed mig i læben og så hen på den unge forstenede Joshua. Han havde skrabet sin håndflade, og bukserne var våde, som om han havde fået buksevand. Det gjorde for ondt at se på, så jeg vendte opmærksomheden mod nutidens Joshua igen. Han havde fundet en kuvert med en sirlig rund håndskrift, som sagde Til Joshua og stirrede på det et øjeblik.

    ”Jeg ville ønske, jeg kunne læse brevet for dig,” sagde jeg stille.

    Han svarede ikke og stak det i lommen, hvorefter tasken endte på sædet igen. Jeg så op mod taget af det hus, hvorfra ilden var skudt og opdagede skikkelsen af en person gennem røgen. Jeg turde knap nok fortælle det til Joshua. Hvad kunne han finde på at gøre? Vrede kunne få selv de bedste til at gøre det værste.

    ”Josh,” sagde jeg roligt og lagde hånden om hans kind, inden han nåede at se op. ”Tænk dig om, inden du gør noget. Tænk dig grundigt om.” Hans øjne var fjerne. ”Der er nogen deroppe.”

    ”Selvfølgelig,” svarede han tonløst - ligeglad. Han tog min hånd væk fra sin kind og så op mod taget. ”Teleporter os der op. Jeg vil se, hvem det er.”

    Jeg tøvede et øjeblik, mens jeg overvejede, om han virkede for vred til at tænke sig ordentligt om. I sidste ende kunne jeg vel få ham ned derfra på samme måde. Jeg tog hans hånd, og vi landede stående på et stort firkantet betontag med en masse røg og en mandlig silhuet inde i røgen med ryggen til. Joshua gik frem med hastige skridt, og jeg sørgede grundigt for at han ikke slap mig.

    ”Jeg burde havde vidst det,” hviskede han, og jeg så efter. Hvis jeg ikke havde været overrasket før, så var jeg det nu. Det forestillede en mand, som jeg hadede som pesten, men hvis man troede det var Morgan, så tog man fejl, for der stod William i egen høje person. Nu vidste jeg i det mindste, hvilken evne han havde. Åbenbart sprang han ting i luften.

    Josh skulle til at gå hen mod ham. Hans hånd var knyttet og tænderne sammenbidte, men jeg trak ham tilbage. ”Stop det Josh!”

    ”Han skal…”

    ”Josh! Husk nu, hvad du altid har sagt om tidsrejser. Husk hvor farligt det er, hvis man laver om på noget.”

    Joshuas blik landede på mig med lynende hast. ”Bailey for fanden! Han slog mine forældre ihjel!” Joshua var for stærk for mig, og mit forsøg på at holde ham tilbage var forgæves.

    ”Hør nu på mig!” Jeg vidste, at jeg ikke havde tid til at tale ham til fornuft, og lige nu var jeg ligeglad med, om ham blev sur på mig. Jeg måtte hjælpe ham ligesom han altid hjalp mig med at indse virkeligheden, så jeg brugte mine evner og lod os dumpe ned på græsplænen ved siden af familien Dawsons hus. Da jeg så Joshuas blik, bakkede jeg overrasket væk og holdt hænderne ud foran mig.

    ”Det gjorde du bare ikke!” Han var rasende.

    ”Du høre jo ikke på mig! Du bliver styret af din vrede og glemmer at tænke dig om. Jeg ved godt, at du har svært ved at se, hvad der kunne ske ved det, og derfor gjorde jeg det for din egen skyld. Du ville komme til at fortryde, hvad end du var på vej til at gøre.”

    ”Jeg kan selv træffe mine beslutninger!” hvæste han.

    ”Hvad havde du da tænkt dig at gøre?”

    Han svarede ikke.

    ”Så forstå det dog. At lave om på noget, som har så stort indflydelse på dit liv kan være ekstremt farligt!”

    ”Det er jo ikke fordi, jeg ville slå ham ihjel eller noget…”

    ”Nej, men selv hvis du blot havde givet ham nogle tæsk, så kan det havde konsekvenser!”

    Han vendte sig om med ryggen mod mig og kørte hænderne igennem sit hår et par gange.

    ”Du må forstå, hvor vigtigt det er,” sagde jeg roligt. ”Det er dine egne ord jeg bruger.”

    Han drejede om på hælen. ”Hvorfor kan jeg ikke forstå det så? Fortæl mig, hvorfor jeg ikke kan forstå, det du står og fortæller mig! Jeg ved det jo godt. Det er blevet sagt til mig altid: pas på med at lave om på fortiden, Joshua. Hvorfor er det så, jeg ikke forstår det?”

    ”Det er sådan, du er.”

    ”Skal det forestille at hjælpe?”

    ”Jeg siger det bare som det er! Jeg vil så gerne hjælpe dig, men det kan jeg ikke, så jeg siger det, som det er i stedet for og håber, at jeg kan være her til at lede dig den rigtige retning, når du flipper ud ligesom nu.”

    Han kørte fingrene igennem håret et par gange mere og trak vejret roligere med lukkede øjne. Jeg stak hænderne i lommerne og gik tættere på ham, mens han samlede sig.

    ”Hvis du trænger til at tæske William eller noget lignende, så har du min fulde opbakning. Jeg ville selv havde givet ham en stor blå en lige i fjæset, hvis ikke det var fordi, han var en stor stærk fyr. Det eneste du skal gøre er at sørge for, at det er i nutiden.”

    Joshua var endelig faldet helt ned og åbnede øjnene. ”Undskyld,” hviskede han og lagde hænderne om mine overarme.

    Jeg nikkede og lænede mig ind til ham. ”Hvis du holder ham, så slår jeg,” sagde jeg mod hans skulder og hørte ham grine svagt. Ærligt talt var der ikke noget, der kunne gøre mig mere trist end at se ham sådan. Det gjorde mig stolt, at jeg fik ham til at falde ned, men der skulle vidst en hel del mere til, før han fik den fred han burde.

    Joshua styrede tiden tilbage til nutiden, og vi besluttede at gå os en tur. Måske hen på fodboldbanen, som efterhånden var blevet vores sted. Vi kunne vel hente bilen senere. Nu skulle vi se, hvad der stod i det brev, hvis altså jeg kunne få Joshua til at læse det. Som han selv sagde, så var der mange ting, vi havde til fælles. Det der med at snakke om fortiden, det var ikke vores bedste kop the, og når jeg tænkte over det, var det faktisk meget få ting han vidste om mig.

    Vi tog Bobby med os, fordi han stod og blinkede sødt til os med sine hundeøjne, og vi endte som forudset på footballbanen. Mens Bobby snuste rundt for sig selv, og vi holdt vågent øje med ham, stak jeg hånden i Joshuas jakkelomme og trak brevet ud.

    ”Du er nødt til at læse det.”

    ”Det ved jeg.”

    ”Hvis du gerne vil gøre det alene, så går jeg bare lidt.”

    ”Nej, det skal du ikke.” Han åbnede kuverten og stirrede på teksten et øjeblik. ”Det er min mors håndskrift,” mumlede han. ”Kære Joshua. Når du læser det her, så er jeg ikke længere hos dig. Det er på grund af din bror. I to er noget specielt, og gud gjorde virkelig sit bedste for at ramme vores familie, da han gav jer begge jeres vidunderlige evne. Du må værne om din evne og beskytte dig selv mod din bror, for han er allerede gået i gang, og det vare ikke længe, før han finder rummets pentaner.

    Nu skal du få en forklaring. Jeg har aldrig brugt mine evner som tankelæser, når der ikke var grund til mistanke, men så sent som i sidste uge oplevede jeg Morgan opføre sig besynderligt. Jeg læste hans tanker og opdagede, hvad han var i gang med, nemlig at finde rummets pentaner. Det viste sig, at han allerede var på sporet af en pige i New York, og da det slog mig, at han meget vel kunne finde de blå sten, så måtte jeg slå til. Morgan kan ikke finde dem, medmindre han har den personlighed, som skal til, og det er din personlighed Joshua. Morgan kender dig, og ved at opføre sig præcist som dig, så kan han uden tvivl gøre et godt forsøg. Find din morfar og spørg ham, hvad det præcist handler om.

    Da jeg opdagede, hvad Morgan pønsede på, så gik din far og jeg på jagt efter portalen, og vi fandt den. Jeg skriver ikke, hvor det er, for det er strengt fortroligt, men jeg har sendt det hele gennem dine tanker. Kun DU ved hvor det er, men oplysningerne er forseglede, så du kan hverken fortælle det eller få det aflæst af en tankelæser. Det giver dig et vigtigt forspring.

Jeg vidste, at Morgan ville forsøge at få mig af vejen, inden jeg fortalte det til dig, for han var godt klar over, at han på ingen måder ville få noget ud af mig, og jeg forseglede din far på samme måde. Du må ikke lade Morgan manipulere dig Joshua. Han er egoistisk og jeres forhold har kun været stærkt, fordi han har kunnet manipulere med dig på grund af dit handikap.

    Jeg ved, at du kommer til at have brug for hjælp, men du har et godt hjerte, og så længe du handler ud fra det, så kan det ikke slå fejl. Det går aldrig godt for de grådige, husk det. Vi elsker dig. Pas på dig selv.

    Kærlig hilsen far og mor.”

    Der blev helt stille. Det var svært at regne ud, hvad der ville være rigtigt at sige, og mens jeg søgte efter ordenen i mit register pakkede Joshua tavst brevet sammen. Han så ellers helt cool ud, men hvis jeg skulle analysere hans ansigtsudtryk, lignede han en ballon, som snart ramte sit bristepunkt, og jeg kunne blive nålens spids, hvis jeg sagde noget forkert.

    ”Er du okay,” spurgte jeg stille.

    Han spidsede læberne og nikkede, som om det var helt normalt, men stemningen var anspændt som stilhed før stormen.

    ”Sig noget.”

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” mumlede han. ”De vidste det hele, men de fortalte mig ingenting. Vi kunne have gjort et eller andet for at det ikke skete, men alligevel gav de sit liv.”

    ”Måske var det nødvendigt.”

    ”Det er aldrig nødvendigt!”

    ”Må jeg spørge dig om noget?”

    ”Selvfølgelig?”

    ”Hvad er det du søger?”

    ”Søger?”

    ”Ja for at få fred. Hvis man beregner alle dine tidsrejser med, så er det mange år siden, din mor og far døde, men du virker stadig ikke helt til at have fundet freden med det. De kommer jo ikke tilbage.”

    ”Det ved jeg,” svarede han irriteret.

    ”Du håber på det. Du ved, at du ikke må gå tilbage i tiden og ændre det, men du håber der sker noget hokuspokus, som tryller dem tilbage.”

    ”Det ved du ikke noget om.” Han hvilede panden i håndfladen med albuen i knæet og lukkede øjne.

    ”De kommer ikke tilbage,” sagde jeg igen.

    ”Jeg ved det jo godt Bailey!”

    ”Og alligevel vælger du at fokusere på den dårlige del, fremfor den del som meget belejligt fortalte os, hvad billederne er til for.”

    Han tog begge hænder op til ansigtet og kørte fingrene igennem håret et par gange ligesom Danny Zuko fra Grease. Jeg sagde ikke noget, jeg strøg ham bare ned af ryggen og samlede Bobbys gren op for at sende ham langt væk igen. Jeg håbede Joshua vidste, at jeg kun prøvede at hjælpe.

    ”Det skal nok gå. Om ikke andet klare du den jo altid i sidste ende. Det siger du altid.”

    Han fnøs, men et efterfølgende snøft afslørede ham. Han var ked af det.

    ”Hvis du gerne vil have jeg går…”

    ”Bailey jeg…”

    ”Du skal slet ikke tænke på mig. Jeg kommer bare, når du har brug for mig igen. Jeg ved jo selv, hvordan det er at have lyst til at være alene.”

    Han svarede ikke, så jeg rejste mig og begyndte at gå lidt, inden jeg teleporterede mig hjem. Da jeg landede i bryggerset, åndede jeg tungt ud og lænede mig op ad væggen med et dovent bump. Det var alt sammen en stor mundfuld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...