Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15206Visninger
AA

22. Bomuldsmarken

Først troede jeg, det var en drøm. Jeg vågnede under den åbne himmel mellem små brune træer med grønne blade og hvide puffer, som lignede vat. Jeg lå i armene på Joshua, som stadig snorkede trygt. Jeg løftede hånden og nev mig selv, men det fik blot bevist, at jeg ikke drømte. Hvor var jeg? Det anede mig, at vi var forsvundet sammen igen, men for mig at se, lignede det, at vi lå på en bomuldsmark mellem planterne under en bagende sol. Måske var vi faldet i søvn, da vi lå sammen på min seng…

    ”Josh,” hviskede jeg. ”Vågn op!” Jeg ruskede i hans skulder og klappede ham blidt på kinden.

    ”Hvorfor er her så varm,” mumlede han søvndrukket og trillede om på den anden side.

    ”Nej Josh! Du skal ikke sove.” Jeg himlede men øjnene og rev i hans trøje.

    ”Hvad er der med dig Bailey?”

    ”Vi er forsvundet igen Josh. Det skete, mens vi sov.”

    ”Sov?” Han satte sig brat op og så sig omkring.

    ”Heldigvis er der ikke noget farligt denne gang.” Jeg smilede og lagde armene rundt om mine ben. ”Vi skal bare finde en blå sten og komme tilbage.” Jeg så ind mellem planterne et stykke fremme og løftede øjenbrynene. Jeg så et øje. Jeg så to øjne. De stirrede på mig inde mellem planterne. ”Shit.” Jeg fik Joshua til at kigge. ”Der sidder en,” hviskede jeg.

    Det gav et gib i Josh, da han så øjnene, og vi opdagede det lille chokoladebrune ansigt. En lille afroamerikansk dreng sad mellem de brune stilke og stirrede på os med sine øjne så store som tekopper. Han havde hullede bukser og en gullig, brun tanktop, som havde fået sin farve fra snavs.

    ”Hej,” sagde jeg og smilede venligt til drengen. ”Hvad hedder du?” spurgte jeg.

    Drengen blev ved med at sidde helt stille. Det eneste han bevægede var sine øjne, som han bevægede fra side til side mellem os. Han var ligeså skræmmende, som et spøgelse eller en zombie. Han lænede sig langsomt frem, og Joshua og jeg sad så stive som sten. Bange for… ja hvad var vi bange for? Han var en lille dreng - en skræmmende lille dreng.

    ”Hvor er du fra?” spurgte Joshua. ”Skal vi hjælpe dig hjem?”

    Drengen rystede på hovedet, og jeg sukkede lettet. Det lille svar var ligesom at se det første livstegn. Han vendte sine øjne mod jorden, og det samme gjorde vi. Der lå den. Den lille blå sten lå og glimtede i skæret fra solen og ventede på at en af os ville samle den op. Drengen vidste nu, at vi havde set den, og hurtigere end en slange greb han udefter den og tog benene på nakken.

    ”Åh nej,” mumlede jeg og så på Josh.

    ”Efter ham!”

    Og vi satte i løb mod drengen, som slangede sig smidigt mellem planter og bomuldstotter. Jeg selv var ved at snuble op til flere gange mellem de små træer, der rev og stak i min hud, og Joshua hjalp mig op på benene hver gang, men der var ingen måde, hvorpå vi kunne nå det lille uhyre. Han var lynhurtig, og da vi nåede udkanten af marken smed Josh sig ned på maven i en fart. Jeg nåede ikke engang at tænke over det, før han spændte ben for mig, og jeg landede halvt ovenpå ham.

    ”Sssh,” tyssede han. ”Kom du noget til?”

    ”Ja!” sagde jeg og gnubbede et ømt sted på min arm. ”Hvad laver du?”

    Han pegede ud mellem bomuldsplanterne, og jeg så drengen løbe ind mellem små indhegninger til grise og høns, som lå tæt på et enormt hus. På balkongen stod en kvinde i en lang hvid kjole med lange ærmer og viftede med en blomstret vifte, mens hun skuede over gårdpladsen. Drengen spænede ind i et af husene, der lå nede for enden. Husene lignede bitte små hytter til at lege far mor og børn i, men noget sagde mig, at han boede der.

    ”Hvad laver han her!” råbte en vred hvid mand og trampede ind mellem dyrene i indhegninger og hen til de små huse for enden.  

    ”Bailey,” hviskede Josh. ”Det var den gang hvide mennesker holdt de sorte som slaver. Jeg tror, vi befinder os ved de sydlige slavestater et sted i 1860 eller noget lignende.”

    ”Hold da op, hvor var vi hvide mennesker dumme en gang,” mumlede jeg. ”De idioter har virkeligt ødelagt amerikaneres ry.”

    ”Nja… de vidste bare ikke bedre…”

    Manden kom ud af det lille hus med drengen, som hang i sin slidte trøje og var ved at blive kvalt af mandens greb. ”Hvad bilder du dig ind!” råbte han og slyngede drengen ned i jorden. ”Hvorfor er du ikke ude i markerne?”

    ”Undskyld herre undskyld,” hulkede drengen og tog sig til knæet der blødte. ”Jeg fandt sten,” skyndte han sige at sige. ”Se herre se… jeg fandt sten.” Drengen trak den blå sten op ad lommen. ”Sten til dig.”

    Manden tog stenen og kiggede på den. ”Til mig?”

    ”Ja flot sten til dig.” Drengen rystede og svedte, så det perlede af ham.

    Vreden næsten boblede inde i mig. Det var slet ikke i orden for ham manden at gøre sådan ved en lille forsvarsløs dreng. Jeg lagde an til at rejse mig, men Joshua greb min trøje og pressede mig mod Jorden.

    ”Det gør du bare ikke!” sagde han.

    ”Skrub så ud til de andre din skøre unge,” råbte manden og viftede med hånden, mens han kiggede på stenen og gik op ad trappen til verandaen. ”Min kone skal have en ny ring af den her.”

    ”Hvad gør vi nu,” hviskede jeg.

    Joshua grinede og flettede vores fingre sammen. ”Det jeg er bedst til, men han skal lige lægge stenen fra sig, så vi kan snuppe den, mens han ikke ser det.”

    ”Okay.”

    Drengen var smuttet, og pladsen lå øde hen, udover dyrene som gik og gokkede for sig selv. Kvinden på balkongen var gået ind sammen med manden, så der nu var fri bane. Vi kravlede langs planterne om på den anden side af huset, som lå op til træerne og løb hen til væggen. Jeg lænede mig op ad de hvide plankevægge og så på Josh.

    ”Okay tiden er stoppet nu,” sagde han. ”Vi rykker!” Vi løb om til indgangen og smuttede ind af døren, som knirkede svagt. Manden og damen stod sammen i stuen i den samme stive position ligesom en Madam Tussauds dukke, og Joshua smuttede hen til manden. Han begyndte at klappede på mandens lommer og mærkede en bule på låret. ”Aha!” sagde han og fiskede stenen om ad mandens lomme.

    ”Du er alt for vant til det her,” sukkede jeg og lænede mig op ad dørkarmen.

    ”Ikke mere snak om mine stjælevaner!” Han kom hen til mig og tog min hånd. ”Vil du eller skal jeg?” spurgte han.

    ”Hvad?”

    ”Ja starte? Tid eller rum først?”

    ”Skal vi ikke lige sætte tiden i gang for de stakkels mennesker først?”

    ”De har levet sit liv, ved du nok.” Han grinede. ”Vi står blot i et minde.”

    ”Jeg kan ikke lade være med at tænke på den lille dreng,” sukkede jeg. ”Stakkels fyr.”

    ”Bag dit smukke ydre banker der et hjerte af guld.” Han kyssede mig på kinden. ”Men der er intet, vi kan gøre smukke. Vi kan ikke lave om på historien.”

    Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Okay. Men vent lige her. Jeg gik hen til skålen på bordet og tog et par æbler. ”Jeg kommer tilbage om lidt.” Jeg smilede og gik udenfor igen, hvor jeg fandt min vej hen til den lille dreng, som stod stille i løb tilbage mod markerne. Han skulle sikkert ud til sin familie og hjælpe til med høsten af bomulden, men jeg tænkte, om han var sulten, så jeg lagde to æbler en halv meter foran ham. Jeg tænkte, at han ville se dem og spise dem, inden han skulle arbejde.

    ”Du minder mig om en moderne Robin Hood,” sagde en stemme, og først troede jeg, det var Josh, men det var før jeg mærkede den kriblende fornemmelse i min mave. Ikke en god fornemmelse.

    ”Morgan,” mumlede jeg. Hvordan var han kommet her?

    Jeg vendte mig om og så den selv samme høje person foran mig, men i en lidt mere afslappet udklædning. Han havde jeans og en sort t-shirt på, hvilket overhovedet ikke var hans normale standart. Håret var rodet og sat med en smule voks, ligesom Josh plejede. Han lignede Joshua meget, nu jeg tænkte over det.

    ”Hej Bailey.” Han smilede skævt - ja næsten venligt.

    ”Morgan, hvordan har du gjort det her? Hvordan har du fulgt efter os? Vi ved ikke engang selv, når vi forsvinder fra tid og sted, så hvordan vidste du det?” Han grinede hæst og skummelt, men stadig charmerende. Jeg kunne ikke komme mig over lighederne mellem ham og Josh, men det mindede mig om, at de var brødre, så måske var det ikke så sært endda.

    ”Jo ser du Bailey. Det er sådan, at jeg er nødt til at holde lidt øje med dig. Forresten er du nødt til at finde dig et nyt gemmested til dine sten, hvis du gerne vil beholde dem. Øverste skuffe i dit skrivebord? Jeg tror ikke, du er klar over, hvor værdifulde de sten er.”

    ”Nej det er jeg ikke, men tak for advarslen.” Jeg rynkede panden. ”Hvad er din vinkel så på at tage med? Hvad vil du bruge mig til?”

    ”Tja… jeg tror der er mange, som vil bruge dig. Jeg ved ikke, hvad Joshuas planer er, men selvom hans samvittighed er en anelse bedre end min, så må du ikke tro, han er en helgen Bailey. Han er meget ivrig efter at være sammen med dig ikke sandt?”

    ”Jo,” samtykkede jeg.  

    Han lo igen. ”Jeg tænker på din mor, når jeg ser din alvorlige panderynke over højre øjenbryn.”

    ”Har du mødt min mor?”

    ”Ja selvfølgelig har jeg mødt din mor.” Han himlede med øjnene. ”Og jeg vil våge at påstå, at jeg kender hende lidt bedre, end du gør.”

    Jeg skar en grimasse. ”Sig ikke, at du er hendes nye mand. Det ville simpelthen være klamt.”

    Han lo højt. ”Hvor er du sjov Bailey.” Han rystede på hovedet. ”Vær venlig at ledsage mig et øjeblik,” sagde han og rakte armen ud, så jeg kunne tage den.

    ”Det har jeg ikke lyst til, og Joshua har stenen, så det er ikke mig, du skal fange.”

    ”Jeg er ikke så slem, som du tror,” sagde han, og jeg stivnede. Det var lige nøjagtig det, Joshua havde sagt til mig en gang med selv samme tonefald og næsten samme stemme. Blod var tykkere end vand, og jeg var havnet mellem to brødre, hvem jeg have hørt skulle have haft et lettere ubrydeligt venskab, da de var yngre. Jeg hadede mig selv for at tvivle på Joshua, men pludselig kunne jeg ikke finde op og ned på godt og ondt. Joshua havde sine sider af sig selv, og selvom han ikke var hjerteløs, så havde han ikke noget imod at stjæle fra andre mennesker.

    ”Hvad er det, du vil Morgan,” mumlede jeg og trådte et skridt bagud.

    Han sukkede og himlede med øjnene. ”Tag min arm eller lad være. Jeg skal finde Joshua.” Han begyndte at gå og stak hænderne i lommerne på vej mod huset.

    Jeg begyndte at ryste svagt, for selve denne mellemverden, der var opstået, når tiden stod stille, gjorde mig nervøs og Morgans tilstedeværelse gjorde det hele meget værre. Jeg var så bange for at blive efterladt et sted midt i ingenting, og gå rundt for mig selv til jeg døde. Jeg vidste heller ikke længere, hvem jeg skulle tro på. Joshua elskede mig ikke; det kunne simpelthen ikke lade sig gøre på så kort tid, og han kunne åbentbart få meget ud af de blå sten, hvis han fandt dem sammen med mig. Når de så var fundet, kunne han stikke af og bruge dem til hvad end formålet var.

    Da vi kom ind ad døren, så jeg Josh og skulle til at gå derhen, da jeg så hvor stille han var. Han vendte sig ikke engang om for at se, hvem der kom. Han var forstenet.  

    ”Shit!” mumlede jeg og gik hen til ham. Jeg klappede ham på kinden og skar en grimmasse. ”Men Joshua har jo også evnerne. Hvordan kan han gå i stå?” spurgte jeg for mig selv og ruskede i hans stive skuldre, som var hårde som sten.

    ”Lige nu ved Joshua ikke, at han er gået i stå.” Morgan tog stenen ud af Joshuas hånd og stak den i lommen. ”Kom Bailey. Vi skal finde de andre sten. Hvis du vil være så venlig at eskortere os hjem til Ohio.”

    ”Vi kan ikke efterlade Joshua. Han kan ikke komme hjem. Han har ingen penge.” Jeg måtte bide mig selv hårdt i læben for ikke at miste fatningen.

    ”Jamen så send ham hjem. Jeg troede, du kunne teleportere.” Morgan sukkede tungt. ”Skynd dig nu lidt.”

    ”Hvad er der galt med dig?” udbrød jeg. ”Hvordan kan du tro, jeg vil følge med dig?”

    Han grinede. ”Jeg kan da også bare smutte og lade dig blive her.” Han stillede sig foran mig og lagde sine klamme hænder på mine skulder som en venlig storebrorgestus. ”Det eneste jeg vil med dig er at snakke. Så kan du få lov til at komme tilbage til din kæreste bagefter.”

    ”Hvem siger, jeg vil snakke med dig?”

    ”Så kan du ikke få lov til at komme tilbage til din kæreste.” Han rakte armene ud og gjorde som om han vejede to ting i luften. ”Men jeg tror, du vil finde det, jeg har at sige, meget interessant. Der sker ikke min bror noget. Herregud vi er jo i familie. Ham vil jeg ikke krumme et hår på hovedet af, og såmænd vil jeg heller ikke krumme et hår på dit hoved - blot snakke. Er det for meget at forlange?”

    Jeg stirrede på Josh og rystede på hovedet. ”Hvorfor kan vi ikke snakke her?”

    ”Det er lidt for primitivt efter min mening. Jeg har en dejlig lejlighed i LA.” Han trak på skuldrene. ”Men se nu at skyde klaphatten et par stater op på landkortet. Jeg skal nok ordne hans årstal imens.”

    ”Jeg ved ikke, om jeg kan.”

    ”Det ved jeg, du kan.” Han kiggede på sit ur. ”Jeg har ikke mere tid til at vente.”

    Ligegyldigt hvor bange jeg var for Morgan, så kunne jeg ikke stoppe mig selv fra at grinede ufrivilligt, af det han lige sagde. Ikke mere tid… Det var virkelig dårlig humor.

    ”Se jeg er ikke så slemt.” Han lo og krydsede armene. ”Kom nu.”

    Jeg sukkede og rørte ved Joshuas hånd, mens jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig. Med et lille bang forsvandt han, og min hånd faldt slapt ned ved siden af mig. Nu var jeg på egen hånd.

    ”Skal vi?”

    ”Ja,” mumlede jeg og tog modvilligt fat om Morgans arm. ”Det bliver jeg vel nødt til.” Jeg tog mig til hovedet som brokkede sig over brugen af mine evner og håbede så inderligt, at det snart ville gå over. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke snart blev bedre til at håndtere det.

    ”Det ordner sig nok alt sammen.”

    ”Du er så anderledes, end du plejer,” sagde jeg.

    Han grinede. ”Jeg havde ikke tid til at tage ordenligt tøj på, da i pludselig valgte at forsvinde. Det var et rent held, jeg fandt ud af, hvor i var.”

    ”Jeg ved ikke, hvor heldigt det var,” mumlede jeg, og han grinede endnu engang lige inden, det sagde bang, og vi pludselig stod på mit værelse. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han gjorde for at kontrollere tiden, mens jeg teleporterede os. Det kunne være praktisk, så Joshua og jeg ikke skulle vælge, hvem der gik først.  

    Morgan trak min skuffe ud og kiggede i den. ”Det var da her, du lagde dem sidste,” sagde han tænksomt. ”Hvor er de?”

    Jeg trak på skuldrene og lagde hovedet på skrå. ”Hvorfor skulle jeg egentlig fortælle dig det?” Jeg krydsede armene. Faktisk vidste jeg ikke, hvor de var havnet, efter vi forsvandt, mens vi sov. Enten lå de på gulvet et sted, eller også havde Joshua dem på sig. Pludselig faldt det mig ind, at de kunne være kommet med os og havnet på bomuldsmarken.

    Han rystede på hovedet af mig. ”Jeg tror slet ikke, du er klar over, hvad jeg kan gøre med mine evner, hvis du ikke samarbejder.”

    ”Problemet, kære Morgan, ligger i, at jeg er alt for værdifuld for dig. Du skal bruge mig til noget.” Jeg smilede selvsikkert. ”Så lige nu må du tage til takke med den ene der. Efter hvad jeg har fundet ud af, så holder du åbenbart øje med mig, så du finder nok ud af, hvor de er.” Jeg ville ikke lade ham finde dem, men et eller anden pladder var jeg nødt til at spise ham af med.

    ”Ja… vi får se,” mumlede han. ”Har du været i LA?”

    ”Nej,” svarede jeg.

    ”Nå.. Jamen så er det jo godt jeg har nogle billeder af min lejlighed på min telefon. Det der med en længere køretur er ikke noget, vi gider lige nu vel?” Han fandt sin telefon og prikkede lidt på skærmen. ”Her skal du se.” Jeg fik den i hånden og kiggede på billederne.

    ”Igen… hvorfor kan vi ikke snakke her?”

    ”Fordi, det kan vi bare ikke. Find nu bare min lejlighed.”

    ”Jeg kan godt teleportere mig selv væk og lade dig blive her, at du ved det. Jeg forstår ikke, hvordan du kan tro, du har krammet på mig.”

    ”Tiden står stille kære Bailey. Du gør klogt i at gøre, som jeg siger. Min eneste klemme om dig er at efterlade dig i ingenting resten af dit liv, og Joshua vil ikke have nogen mulighed for at finde dig.”

    ”Wow! Du er meget mere irriterende end Joshua,” mumlede jeg.

    Han lo og tog min hånd trygt i sin. ”Vi to kunne skabe noget stort Bailey.” Han kyssede min hånd, og jeg væmmedes, ved tanken om hans læber mod min hud. ”Vi to høre sammen.”

    ”Du skal ikke røre mig,” hvæste jeg.

    ”Det er jeg nødt til. Find min lejlighed Bailey. Nu siger jeg det ikke igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...