Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15233Visninger
AA

33. Bøller på gangene

Bailey!” Josh kom op bag mig med en finger i hver side, så jeg hvinede og sprang op i luften.

    ”Josh din klumpede gulerod i kartoffelmos!” udbrød jeg, hvilket resulterede i et lettere hysterisk grineanfald fra idioten foran mig. ”Hvad vil du mig?”

    Han smilede triumferende. ”Hvordan var første time?”

    ”Levende helvede. Dig?”

    ”Det samme her.”

    ”Hvad var din grund?” spurgte jeg.

    ”At du ikke var der?”

    Joshua havde kun ét enkelt smilehul som sad på venstre kind. Det så faktisk lidt sødt ud. ”Du fedter for noget…” sukkede jeg.

    Han lænede sig frem og plantede et hurtigt kys på min pande. ”Du ved ikke, hvordan det er at være din kæreste. Selvom jeg ser dig hele tiden, så har jeg følelsen af, at du forsvinder lige om lidt. Jeg kan ikke lade være med at klistre lidt til dig efter det med Jane.”

    ”Så vigtig kan jeg da ikke v…”

    ”Jo,” afbrød han mig. ”Jo det kan du.”

    Jeg var mundlam lige indtil, noget slog mig. ”Vent lige lidt. Er vi kærester?”

    ”Vi kan også kalde det venner, men jeg tror ikke venner går og kysser.”

    ”Men…” Siden jeg kyssede ham på græsplænen efter turet til LA, så havde han opført sig, som om vi aldrig havde været skilt ad, men det var det der var problemet. Der var kommet en mur mellem os som Joshua ikke kunne se.

    ”Kom,” sagde han og smækkede mit skab i. ”Jeg følger dig til time.” Da vi vendte os om for at gå, stoppede vi brat op ved synet af fire briantyper fra fodboldholdet, indhyllet i sine lettermanjakker. Joshua som var sit altid naive jeg smilede til dem og sagde: ”Hej gutter?” som om det var de gamle dage. Problemet var, at Joshua havde ændret sig en hel del, og det havde han ikke selv tænkt over.  

    ”Gutter?” gentog den ene. ”Hey mester, du mistede retten til at kalde os gutter, da du besluttede dig for at hænge ud med den lille dame der. Hvad fanden er der sket med dig man? Har du ikke tid til dine venner mere?”

    Joshua løftede det ene øjenbryn. ”Jeg troede ikke, mine såkaldte venner skulle have lov til at sige god for, hvem jeg dater,” sagde han. ”Hvis i har et problem, så pil af. Jeg gider ikke være venner med jer, hvis det skal være på den måde, tingene foregår. Desuden har jeg mange flere penge nu, hvor doughnuts ikke står på indkøbslisten.” 

    De grinede lavmælt og rystede overlegent på sine bøvede ansigter. ”Du ligger, som du har redt Dawson. Du giver os faktisk ikke noget valg.” Det viste sig, at de hver især gemte på en doughnut bag på ryggen, og da Joshua indså, hvad de havde tænkt sig skød et skær af overraskelse ind over hans ansigt. Han havde vidst aldrig selv været udsat for en klistret ansigtsmaske, og jeg havde ellers haft en forestilling om, at det var mig, der skulle have fornøjelsen.

    ”Hvem er det lige der vinder ved det her?” spurgte Josh.

    De grinede igen, men deres ansigtsudtryk fortalte mig, at de ikke fattede en brik. ”Vi vinder,” sagde han, som om det var det selvfølgeligste i verden. ”Hvis du ikke har lagt mærke til det, så handler den her skole enten om at blive dømt eller den der dømmer. Du har valgt side.”

    Joshua grinede sammen med dem, og jeg fattede snart ingenting. Jeg regnede med, at Joshua havde styr på det, for der lå en sær selvsikkerhed over hans fremtoning. Hænderne godt plantet i lommerne og ikke et eneste tegn, der tydede på, at han var nervøs. Jeg ville ønske, jeg selv kunne se så rolig ud, når nogen besluttede at nedgøre mig. Det ville være rart at kunne passe på mig selv bare én gang i mit High School liv uden at blive ydmyget. Somme tider var jeg glad for, at jeg ikke brugte min tid på de sociale medier. Det ville være frygteligt.

    ”Der er ingen, der vinder her gutter. Jeg får marmelade ud over ansigtet, og så går dagen videre. Er det virkelig det, i har tænkt jer at opnå med High School?”

    Ubs. Tænkte jeg… Joshua havde ikke lige tænkt på, hvor frygteligt ydmygende dagen der gik videre ville være.

    Den ene af dem, som var omtrent ligeså stor som Joshua og med lyst skulderlangt hår samlet i nakken, løftede doughnuten med et dystert skadefro ansigtsudtryk og lagde den på Joshuas skulder, hvor den blev mast, til marmeladen gled ned af Joshuas sorte t-shirt. Jeg vidste, at Joshua var vred, men jeg beundrede, at han holdt hovedet koldt.

    ”Har i flere?” spurgte han overlegent og slog armene ud. ”Kom an.” Han havde lidt efter lidt taget korte skridt ind foran mig, uden jeg havde tænkt over det, og jeg tog fat om kanten af hans t-shirt ved lænden. Jeg ville knap nok indrømme overfor mig selv, at det var den gentagende angst, som jeg oplevede hver gang det skete, som gjorde mig mest bange. Egentlig var det bare en doughnut, men ydmygelse kunne knække selv den stærkeste.

    ”Jeg tror ikke, du er så smart, når jeg gør sådan her!” grinede den lidt ranglede af dem, og i det samme han havde fat om min arm med sine knoglede spagettifingre, kneb jeg øjne og mund sammen, mens den søde kage havnede lige i midten af mit ansigt. Jeg tog hænderne op og begyndte at tørre sukkerstadset væk fra mine øjenlåg og kinden, mens de grinede. Jeg kæmpede en brag kamp for at stoppe mit hjerte med at hamre og tårerne med at slippe ud; kæmpede for at Joshua ikke skulle se, hvor svag jeg egentlig var indvendigt. Det var pinligt.

    Vreden stod ud af Joshua som blodrødt røg, og den ellers fremragende selvsikkerhed hang i en edderkoppesnor. ”Hvis i røre hende igen!” hvæste han mellem sammenbidte tænder.

    ”Bare rolig du.” De sidste to doughnuts havnede på hver sin side af Joshuas ansigt, så noget af marmeladen gled ind i øret. Joshua greb den ene af kagerne, inden den faldt til jorden. ”De er specielt til dig. Vi var vel venner ik’?” De grinede og alle andre, som jeg ikke havde opdaget før nu, fnes i krogene. Tænk at denne ene ting, som skulle forestille at være en lykkelig ting, kunne gøre mig så nedtrygt. Tænk, at jeg var bange for et grin.

    ”Tak,” sagde jeg, og latteren holdt inde. Joshua lignede et spørgsmålstegn ved min malplacerede taknemlighed, men jeg tog blot en bid af kagen i min hånd. Trods det at mine hænder rystede værre end en elektrisk tandbørste, ville jeg have givet alt for at kunne tage et billede af deres ansigtsudtryk. ”Jeg skylder jer en. Kom Josh.” Jeg tog ham i hånden og trak ham med væk fra gerningsstedet.

    På vejen væk mellem stirrende blikke, tog Joshua en bid af sin egen og klemte min hånd. ”Denne vej,” sagde han og styrrede mig over mod drengenes omklædningsrum til fodboldbanen.

    ”Det er drengenes,” fik jeg fremstammet.

    ”Der ikke nogen, der bruger det lige nu. Der er ikke træning før senere.”

    Døren klappede i bag os, og jeg blev mødt af en dunst af mandehørm og deodorant. Ned af gangen var der på venstre side skabe og bænke i skolens blå farve, på højre side håndvaske og spejle, og nede for enden var der brusere. Joshua skubbede mig ned at sidde på en af bænkene, mens han fandt et lille håndklæde, som han gjorde vådt under vandhanen uden at sige et ord.

    ”Bailey, hvis jeg havde vidst…”

    ”Du skal ikke sige noget. Det er ingens skyld.” Jeg kylede kagen ned i en skraldespand og gemte ansigtet i hænderne - gjorde alt for at bibeholde fatningen.

    ”Jeg blev ved med at gøre den slags lige til den dag, jeg besluttede at sidde sammen med dig i spisefrikvarteret. Jeg var virkelig et dårligt menneske.”

    ”Du blev bedre.” Jeg lukkede øjnene, da han lagde kluden på min hud og gav sig til at skrubbe det af mit ansigt.

    ”Og det kan jeg takke dig for.” Han satte sig på bænken og smilede skævt.  

    ”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor du var venner med dem i første omgang.”

    Han gik videre til kanten af min trøje. ”Det kan jeg godt forstå, du ikke gør, men det var ren overlevelse.”

    ”Så du tænkte mere på dig selv?”

    Han svarede ikke. Både skam og irritation var til at spore i hans nedtrykte ansigt. ”Jeg vidste ikke bedre.” Han stillede sig foran spejlet og skrubbede marmelade ud af håret ved tindingerne.

    ”Det var ikke en anklage,” sagde jeg, da det gik op for mig, at jeg muligvis sårede ham mere end jeg havde troet. ”Jeg gør det selv.”

    ”Men det lød anklagende.”

 

***

 

De støvede rækker på skolens bibliotek havde for mig altid været et rart sted. Ikke fordi det var bøger - hvilket ville være ironisk - men fordi der var så mange gemmesteder mellem bøgerne, at jeg kunne tage mig et pusterum, hver gang jeg følte, at alt faldt ned om ørene på mig. Den dårlige samvittighed overfor Josh var så ubærlig, at jeg havde undgået ham resten af dagen. Derfor sad jeg bagerst i salen mellem to reoler og ryggen op ad væggen, mens jeg tænkte over livets store spørgsmål.

    ”Snedigt,” sagde en stemme, og jeg fór sammen. ”Gemmer du dig mellem bøgerne for at være sikker på, at det er det sidste sted, nogen ville lede efter dig?” Stemmen var Joshuas, men han var ingen steder at se, og jeg begyndte at fundere over, om jeg var sindssyg og hørte stemmer i hovedet. Bøgerne på en af hylderne skød til den ene side og viste to blå øjne inde bag.

    ”Lad være med at forskrække mig sådan,” mumlede jeg og trak knæene længere op til ansigtet.

    ”Hey du. Jeg mistede mine såkaldte venner for at være sammen med dig, så det er tarveligt når du forsvinder.” Han gik om til mig og lod sig dumpe ned ved siden af. ”Er du godt klar over, at alle mine ’venner’ nu laver imitationer af et grædende barn, når de ser mig?”

    ”Der var ingen der tvang dig, og der er ingen der siger, vi skal hænge på hinanden 24/7,” svarede jeg stift.

    ”Wow,” sukkede han. ”Okay du kan sige, hvad du vil, men jeg kender dig, og jeg ved at den der lede attitude kun kommer, når der er noget som går dig på. Spyt ud inden jeg beslutter at blive irriteret over det, du lige sagde.”

    ”Hvordan fandt du mig overhovedet.”

    ”Jeg havde opgivet at finde dig, så jeg kiggede efter noget til et Engelsk-essay, som skal afleveres i morgen. Jeg er lidt sent på den.”

    Jeg udstødte et ufrivilligt fnys. ”Du er sådan en flittig elev.” Jeg var ved at blive god til alt det der sarkasme… tror jeg.

    ”Du skulle nødigt snakke.” Jeg svarede ikke, for det lød ufatteligt kikset, hvis man sagde, at det somme tider kunne være rart at være normal og lave lektier. ”Undskyld Bailey. Den var tarvelig.”

    ”Det gør ikke noget. Jeg lagde selv op til det. Jeg gemte mig for dig, fordi jeg er bange for at skabe dig flere problemer.”

    ”Er det den eneste grund til, at du sidder her?”

    ”Man skulle tro, at jeg ville være bedre til at tackle den slags situationer, men du var så rolig og fattet, mens jeg stod og rystede i bukserne bag dig. Det får mig til at føle mig lille som en tommelfinger.” Jeg så op i loftet og blinkede for ikke at tude. ”Det er pinligt.”

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Nu må du ikke blive fornærmet, men tror du det er muligt, at jeg har lidt mere selvtillid, end du har.”

    Jeg fnøs.

    ”Det var ikke ondt ment.”

    ”Det er ikke dig, der kæmper med det her, hver gang du sætter fødderne på den her skole! Jeg hader det her sted!”

    ”Det er nok derfor, du ikke har så meget selvtillid.”

    Jeg fnøs igen.

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre for at hjælpe.”

    ”Man kan ikke hjælpe mig. Det har været sådan her hele mit liv.”

    Han rejste sig og åndede tungt ud. ”Ring til mig når du er færdig med at være sur.”

    ”Jeg er ikke sur,” mumlede jeg.

    ”Du er ikke den eneste, der har en dårlig dag, og det er ikke lige dine humørsvingninger, jeg har brug for lige nu. Det er virkelig irriterende, når du brokker dig, men nægter at tage imod hjælp.”

    ”Jamen så smut dog.” Jeg fortrød det med det samme, jeg sagde det, men jeg tog det ikke i mig. Jeg var stædig som et æsel og alt for god til at såre Joshua.

    ”Mener du det?” Han læber var blevet til en smal streg og hænderne var knyttede.

    Jeg stødte panden mod mine knæ og sukkede. ”Der er jo nok en grund til at nogen gemmer sig ik’?”

    ”Fint. I stedet for at ringe når du er færdig med at være sur, så ring når du er klar til at være voksen og snakke om tingene.”

    ”Er jeg ikke voksen nok til dig Hr. Tidsrejse? De der ni år der er imellem os rent mentalt er måske for meget.” Jeg var glad for, at min pande hvilede på knæende, for så kunne Joshua ikke se alle de små dryp, som landede på mine lår og dannede mørke polkaprikker.

    ”Du er virkelig flabet. Jeg smutter.” Og han var gået. Med det samme de lavmælte skridt på gulvtæppet ikke kunne høres, trillede tårerne i stride strømme efterfulgt at lydløse hulk og jeg kunne dårligt forklare for mig selv hvorfor. Det kunne i sig selv være ekstremt frustrerende at føle sig så vred og ked af det uden selv at vide hvorfor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...