Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15221Visninger
AA

21. Bliv hos mig

Jeg krummede mig sammen i vindueskarmen på mit værelse, mens jeg tænkte. Jeg havde ikke engang musik i ørene, jeg lå bare og lyttede til stilheden. De blå sten lå forsvarligt i min hånd, fordi jeg håbede, de kunne hjælpe mig med at tænke og komme med en konklusion. Da min dør gik op, slog mit hjerte et slag over, og jeg var parat til at give, hvem end det var, en skrideballe for at gøre mig forskrækket, hvis ikke jeg blev så overrasket over at se Joshua i døren.

    ”Hvad laver du her?” spurgte jeg. ”Hvordan kom du ind?”

    ”Behøver du spørge?” spurgte han kækt og smed sig på min seng. ”Det er senere nu. Jeg synes, vi skal snakke færdigt.” Han klappede på pladsen ved siden af sig.

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” Jeg lavede flad hånd så han kunne se stenene. ”Jeg ved ikke, om det her er godt.”

    Han sukkede og krydsede armene. ”Hvis bare vi kunne lade være med at forsvinde fra tid og sted, når vi er sammen,” sagde han sørgmodigt. ”Jeg kan ikke holde mig fra dig.”

    ”Men har du forestillet dig, hvilke mulige farer det kan bringe?”

    Han stirrede olmt. ”Nej det er faktisk den slags, jeg ikke specialisere mig i.”

    ”Nårh nej. Undskyld,” mumlede jeg.

    ”Bailey…”

    Han kravlede hen for enden af sengen, tog min hånd og trak mig over til sig. Jeg lod mig hive ned i hans skød, så jeg sad overskrævs med et ben på hver side af ham. For ham virkede det til at være helt normalt, men for mig krydsede det en grænse, som jeg ikke havde krydset før. Det var stadig svært at vende sig til den måde vores forhold havde udviklet sig på, men ligeså skræmmende som det virkede, ligeså nysgerrig var jeg.

    ”Vil du finde de sten sammen med mig eller sammen med Morgan?” spurgte han alvorligt.

    ”Sammen med dig selvfølgelig. Hvis jeg skulle vælge.”

    ”Hør her, det hele kom til mig som en drøm i nat. Hvis jeg ikke er hos dig til at beskytte dig, så finder Morgan dig, og når i har fundet stenene sammen, så invadere han jorden med blå soldater.”

    ”Kan du selv høre hvor skørt det lyder?” spurgte jeg overbærende.

    ”Glem ikke, at du også er tid og rum sammen med ham. Jeg ved, du planlægger at stikke af til New York og glemme dine evner, men du er nødt til at tage et valg, om du vil stikke af og lade Morgan finde dig, eller om du vil blive her hos mig.”

    ”Men Josh…”

    ”Der er noget her der ikke er rigtigt Bailey. Du skal ikke flygte fra noget som dette, hvis det du forsøger at flygte fra sender dig i armene på noget der er værre.”

    Jeg lænede mig frem og lagde panden mod hans skulder, mens han holdt om mig og strøg mig på ryggen. ”Jeg har ikke bedt om det her,” hviskede jeg.

    ”Jeg ved det godt, men jeg prøver kun på at hjælpe dig. Du er nødt til at lade mig hjælpe dig.” Han tog mit ansigt i sine hænder, og jeg nikkede.

    ”Okay,” samtykkede jeg.

    ”Okay?”

    ”Jeg bliver her hos dig.”

    Han smilede lettet.

    ”Og tak fordi du ville sidde sammen med mig i dag. Det betød noget for mig.” Mine kinder blussede svagt.

    ”Nu du nævner det: hvorfor var Kim sådan overfor mig? Hun virkede meget skeptisk. Er hun altid sådan?”

    ”Nej slet ikke, men altså…” Jeg bed mig i læben. ”Altså Kim var en lille smule lun på dig førhen. Du ved på sådan en ’kender dig ikke, men du er pænt lækker’- måde. Hun mente ikke, jeg havde en chance hos en som dig, fordi… du ved.” Mine kinder blussede så meget, at jeg følte trang til at begrave ansigtet i hans skulder igen.

    Han smilede fjoget. ”Jeg tror du er nødt til at uddybe…”

    ”Du ved… du er quarterback på fodboldholdet, og så træner du.” Jeg hvilede min hånd på hans skulder med fingrene viklet ind i nakkehårene. ”Hun synes, du ser godt ud.”

    ”Hvad synes du så?” Han grinede. ”Wow du rødmer Bailey.”

    Jeg tyggede mig forlegent i kinden. ”Du er den slags fyr, som alle piger savler over, okay?”

    ”Jeg kan ikke sige, jeg er overrasket,” sagde han og kørte fingrene overlegent igennem sit hår med en blød bevægelse.

    ”Du er så selvglad,” sukkede jeg og trillede ned på sengen. ”Jeg tror faktisk, du har det ganske godt med at styre skolen.”

    ”Jeg ved ikke, om jeg ligefrem styrer skolen. Det er det, man har en rektor til.”

    ”Din…  din…”Jeg sukkede og gemte ansigtet i sengebetrækket. ”Mind mig lige om, hvorfor jeg er venner med dig,” sukkede jeg.

    Han grinede og lagde sig ned til mig med et bump, så jeg lettede fra sengen et kort øjeblik. Han flyttede mit hår væk fra den ene side af mit hoved og gav mig et kys på kindbenet, som fik hårene til at rejse sig i nakken på mig. ”Jeg synes også, du ser godt ud,” hviskede han i mit øre og trillede om på ryggen.

    Jeg løftede hovedet og himlede med øjnene så han kunne se det. ”Jeg ved godt, jeg ikke er den drengene kigger efter.”

    ”Jeg er sikker på, at det meste af fodboldholdet skæver efter dig, når du går forbi. Og det er ikke engang lyv. Du kan spørge Christopher, næste gang du kommer hjem til os.” Endnu engang følte jeg medlidenhed med Joshuas lillebror. Hele familien Dawsons sladrehank.

    ”Josh…”

    ”Jeg mener det Bailey. Du er den pæneste af alle de piger, jeg nogensinde har været sammen med, og da jeg kyssede dig… det var fyrværkeri.”

    ”Det er noget af en kompliment. Siger du det til alle piger?”

    ”Argh Bailey!”

    Jeg sukkede og bevægede mit hoved op på hans skulder. ”Du er sød Josh.” Jeg puttede mig ind mod ham og lukkede øjnene. ”Nu når jeg har mødt dit rigtige jeg, vil jeg ikke have, at andre møder dig på sammen måde. Jeg er hele tiden nervøs for, om du pludselig finder en anden på skolen, der har evner og indser, at jeg faktisk ikke er så interessant.”

    ”Hvorfor er du begyndt at være så sød ved mig pludselig?” spurgte han.

    ”Det er fordi, du gør mig glad, og det er svært at være irriteret på dig, når jeg er glad.”

    ”Wow. Kim havde ret! Jeg har virkelig mærkelig indflydelse på dig.” Han bøgede armen og strøg mig på ryggen med fingerspidserne. ”Med hensyn til det du sagde om at finde en ny, så skal du ikke være bekymret. Du og jeg har noget, som jeg ikke bare lige kan få med en anden.”

    ”Og hvad er det så?”

    ”Vi har redet hinandens liv.”

    Jeg rynkede panden. ”Seriøst hvor gammel er du? Du lyder som en på tredive…” Det var ment som en joke, men det gik op for mig, at det måske ikke var helt ved siden af.

    ”Det er også lige før,” sagde han og grinede. ”Jeg regnede lidt på det den anden dag og kom frem til, at jeg er omkring 25, hvis man skal se på alle mine tidsrejser. Den gang jeg besøgte Shakespeare, var jeg nødt til at tage tilbage til virkeligheden hver måned for ikke at miste følelsen af det virkelige liv. Man kan hurtigt glemme alt om de gamle problemer, når man er væk fra dem i lang tid.”

    ”Det er faktisk lidt ulækkert… jeg har kysset med en på 25. Det er ni års forskel…”

    Han udstødte en høj latter. ”Jeg har hørt om større aldersforskel,” svarede han grinende. ”Men det er ikke min krop der er gammel. Husk det.”

    Jeg klappede ham på brystet. ”Nej du er stadig en barnlig attenårig, som snyder i fodbold.”

    ”Tror du nogensinde, vi stopper med at fornærme hinanden?”

    ”Næ.” Jeg løftede hovedet og så ham i øjnene.

    Han lagde hånden på min kind og førte en tommelfinger ned af kindbenet. Det blev efterfulgt af et tungt suk. ”Jeg ligger og venter på, du skal finde på at kysse mig, men det virker ikke engang som om, du overvejer det.”

    Jeg var sikker på, at mine kinder blussede så meget, at jeg kunne koge en gryde vand. ”Hvorfor gør du det ikke bare selv?” spurgte jeg.

    ”Det er måske lidt fjollet, men jeg ville være sikker på, at jeg ikke bildte mig noget ind. Jeg kan stadig ikke finde ud af, om du har det på samme måde.”

    Jeg hævede mig op på albuerne og lænede mig ned, så vores pande og næse rørte hinanden. Det kildede i min mave, og musklerne spændtes, da Joshua lukkede afstanden og lod vores læber smelte sammen til én mekanisme. Jeg kunne ikke få mit hjerte til at gire ned; det bankede hurtigere end hvad godt var, men lidt efter lidt glemte jeg alting og sank længere og længere væk fra virkeligheden.

    ”Jeg har det på samme måde,” hviskede jeg, og vi kyssede igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...