Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15205Visninger
AA

9. 1963

Er det ikke svært at holde dig i skindet når din historielære fortæller en historie, som ikke er sand?”

    ”Jo, hvis det er meningen at hele verden tror, den er sand på grund af arkæologiske fund og den slags, så kan det godt være svært at lade være med at sige noget, hvis jeg ved det, men det er nu ikke et problem, da jeg ikke har været så langt tilbage, at man ikke skrev aviser og den slags. De fleste kilder, som man har fundet taler sandt, hvilket blot fortæller os, at vi har nogle fremragende arkæologer i verden. Det minder mig om en gang, jeg tog tilbage for at lege cowboy bare for sjov, og der…”

    ”Okay Joshua… jeg spurgte ikke efter din livshistorie, for så er jeg sikker på, du kan fortsætte i en god times tid endnu, og så går vi ligesom glip af en vigtig tale.”

    Han nikkede flovt. ”Kom,” sagde han og vi gik.

    ”Joshua?”

    ”Hør du kan godt bare kalde mig Josh,” grinede han.

    ”Jeg vil gerne være gode venner med folk, før jeg kalder dem kælenavne,” sagde jeg, men det var først bag efter, jeg opdagede, hvor tankeløst det var at sige. ”Jeg mener…”

    ”Jeg forstår,” sagde han, men han kunne ikke skjule at han var såret.

    ”Super.” Jeg spurgte mig selv, hvordan det kunne være, vi kunne blive ved med at såre hinanden. ”Undskyld.”

    ”Det er lige meget. Hvad ville du spørge om?” spurgte han lidt efter.

    ”Hvor længe skal vi være her? Du sagde, du før havde været væk i flere måneder.”

    Han trak på skuldrene. ”Så længe du har lyst til. Vi kan sagtens finde et sted at sove og blive her en dag mere. Det kommer ikke til at have nogen effekt på, om du kommer hjem før eller senere end aftalt med din far, men selvfølgelig… hvis du ikke har lyst til at være sammen med mig mere, eftersom jeg jo ikke er en god ven, så tager vi bare hjem lige efter talen. Jeg er ligeglad…”

    ”Jeg vidste, det ikke var lige meget,” sukkede jeg.

    ”Men det er det. Kom nu… vi skal til at være der.” Han begyndte at gå, og jeg fulgte med.

    Tillykke Bailey… du har endelig formået at gøre ham rigtigt sur, tænkte jeg.

    Vi passerede en gruppe hvide mennesker med høje snuder og fin påklædning, som stod og snakkede om Martin Luther King. ”Jeg er spændt på at høre det,” sagde en. ”Hvilke uhørte teorierne han kan finde på at hoste op med i dag.” De grinede.

    ”Jeg har altid sagt; En neger og en hvid mand skal være lige, men separerede,” sagde en anden.

    ”Ja med undtagelser, ikke sandt?” De rystede en lummer mandelatter op.

    Jeg rystede på hovedet af deres samtale, og i mellemtiden begyndte Joshua og jeg at gå ind mellem mængden af mennesker for at finde et sted at være, så vi kunne se det rigtigt. Mit hjerte slog et slag over, da en mand trådte op på talerstolen. Chokoladefarvet som så mange andre omkring mig, men jeg kunne genkende ham fra alle de gange, jeg havde set hans tale på youtube. Manden der havde en drøm.

    ”Der er han,” sagde jeg og greb Joshuas arm uden at tænke mig om. ”Se!”

    ”Av,” sagde han med rynket panden, og jeg slap den igen. ”Ja der er han. Jeg har mødt ham før.”

    ”Har du også mødt ham?”

    ”Ja, men ikke set talen.”

    Der blev helt stille, da Matin Luther King begyndte at tale. ”Jeg er glad for at være sammen med jer i dag, i det der vil gå ned i historien…” startede han. Selve stemningen på pladsen var fantastisk. Folk klappede, hver gang han sagde noget inspirerende, og jeg kunne ikke rigtigt se ham for alle menneskerne, men jeg kunne høre ham. Hans bløde stemme og måden han snakkede til folk, som en præst prædiker i en kirke. Varmt og faderligt overtog han pladsen i sin hule hånd.

    Jeg så op på Joshua. ”Tak fordi du tog mig med,” sagde jeg og smilede forsonende. Jeg ville ikke være uvenner med ham.

    ”Velbekom Bailey.”

    Jeg drejede hovedet mod Martin igen og lyttede opmærksomt. ”Jeg har stadig en drøm,” sagde han. ”Det er en drøm som er rodfæstet i den Amerikanske drøm. Jeg har en drøm…”

    ”Det er vildt det her,” grinede jeg. Jeg havde helt glemt, hvorfor jeg havde diskuteret med Joshua, og det havde han også, for han stod og smågrinede af mig, fordi jeg pludselig var så glad. Det lignede heller ikke mig, men jeg kunne ikke lade være.

    ”Bailey,” sagde han. ”Du skulle tage at grine lidt oftere.”

    ”Hvorfor?”

    Han trak på skuldrene og klappede med, da hele pladsen begyndte. Jeg funderede over det Joshua havde sagt, men mistede evnen til at tænke, da Martin begyndte at snakke igen efter klapsalverne. Jeg lyttede interesseret med lige til slutningen var nær, men noget kom mig i øjet. Jeg så en skikkelse af en person, jeg havde set før og trådte et skridt baglæns lige ind i Joshua.

    ”Hey!” sagde han og tog fat om mine skuldre. ”Hvorf… Bailey?”

    ”Jeg har set ham der før,” sagde jeg lavmælt og pegede mod manden. Det var ham der engang satte tiden i stå i klasseværelset. Ham som havde kommet for at se mig og gået igen uden at sige et ord om meningen af noget. Jeg kunne genkende ham på det perfekt satte mørkebrune hår og det fine jakkesæt. Hans hud der var glat, som de pudsede sko på fødderne. Han stod der.

    ”Jeg tror lige, vi skal gå lidt væk,” hviskede Joshua i mit øre og greb min underarm, da han bevægede sig væk fra mængden. ”Hvor kender du ham fra?” spurgte han, da vi kom hen til træerne på venstre side.

    ”Han satte tiden i stå, en gang jeg havde time med Mrs. Hilda. Vi snakkede sammen, men så gik han igen. Hvem er han?”

    Joshua skubbede mig om bag sig, mens han spejdede efter manden. ”Det er Morgan,” sagde han.

    ”Din bror?” udbrød jeg og gik frem bag hans ryg.

    ”Ja Bailey.” Han skubbede mig tilbage. ”Jeg tror du skal holde dig heromme…”

    ”Hvorfor?” Jeg trådte frem igen.

    ”Gør nu som jeg siger for en gangs skyld,” udbrød han alvorligt. ”Kan du huske, Jeg fortalte om ham? At han har samme evner som mig?”

    ”Ja?”

    ”Morgan er aldrig gået tilbage i tiden, hvis ikke han var ude på noget, og jeg kan se, han er i sit ældste jeg, så det kan ikke være længe siden. Du siger, du har snakket med ham?”

    ”Ja han sagde, han bare ville se mig…”

    ”Jeg gad vide hvorfor.” Joshua skubbede mig om bag et træ. ”Vær sød at blive her Bailey. Jeg mener det.”

    ”Hvad skal du?”

    ”Jeg skal bare snakke med ham. Se om jeg kan finde ud af, hvad han har gang i.”

    ”Josh! Pas nu på, hvis han er farlig…”

    ”Ikke overfor mig. Vi er brødre, husker du nok. Jeg tror, han er ufarlig, men jeg skal bare tjekke.” Han smilede skævt og begyndte at gå ind mellem menneskerne igen. Jeg holdt skarpt øje med Joshua, da Morgan så ham, og de gik hinanden i møde. Mit hjerte bankede, og klumpen i min hals voksede, da Joshua slog ham broderligt på skulderen, hvorefter de gav sig til at snakke. Morgan så ligefrem venlig ud, men jeg stolede ikke på ham. Det var Joshuas dømmekræft, jeg stolede på, for jeg var nødt til at stole på ham, hvis jeg havde en drøm om at komme tilbage til virkeligheden igen.

    ”Kom nu Joshua…” sukkede jeg, mens jeg pressede mine knoer mod mine kinder.

    ”Hej,” sagde en mand ved siden af mig. ”Er de blevet væk fra nogen?”

    ”Nej jeg venter på nogen,” sagde jeg og smilede venligt. ”Men det var venligt af dig at spørge.”

    ”Jeg hedder William. William Andrews.” Han havde mørkblondt hår strøget tilbage med glat gele og den ene hånd i lommen på sit grå jakkesæt.

    ”Goddag William,” sagde jeg og trykkede den hånd han rakte ud mod mig, mens jeg febrilsk skævede til Joshua. ”Undskyld, men jeg har desværre ikke tid til at snakke. Der kommer en lige om lidt.” Jeg kunne snart ikke være venlig mere. Joshua så usikker ud, og jeg syntes, vi skulle tage frem til nutiden, så vi kunne komme hjem.

    ”Jeg tror ikke, han har noget imod, du snakker lidt med mig, mens han er væk,” sagde han dystert, og bange anelser skyllede for alvor op i mig.

    ”Hvem er du?”

    Han trak på skuldrene og grinede. ”Bliver du bange, hver gang en fremmed kommer og taler til dig?”

    ”Nej jeg bliver bange, når de ikke vil gå, selv efter man har hentydet kraftigt.”

    ”Skal vi gå lidt?” spurgte han og rakte hånden ud for at indikere, at jeg skulle følge med.

    ”Nej det skal vi bestemt ikke…” Jeg trådte et skridt tilbage, da han skulle til at røre min skulder. Hvis han også var pentaner, så kunne han tage mig med tilbage i tiden eller trylle mig grøn, hvad vidste jeg… men der skulle ikke mere end en enkel berøring til.

    Han forsøgte igen, men jeg gav mig til at løbe, før han nåede at se sig om. Stiletterne faldt af mine fødder, da jeg spænede hen ad jorden mod Joshua, som ikke længere kun snakkede med Morgan, men derimod en hel gruppe af mennesker. Morgan havde narret Joshua, og Joshua var for godtroende. Hvem ville ikke se det gode i sin egen bror?

    ”Kom her!” råbte William og greb ud efter mig, men han nåede ikke at få fat i mig, før jeg løb ind mellem dem og tog Joshuas hånd, i det der lød et brag, som en bildøre der smækkede, og Joshua og jeg faldt sammen på et andet jordunderlag, end vi kom fra. Jeg mærkede en hård betonoverflade under mig og biler der dyttede hele vejen rundt om mig, men langt væk. Først troede jeg, at jeg lå på en vej med svækket hørelse, men det var ikke tilfældet. Jeg kunne se ud over kanten af betonoverfladen til bilerne nede på jorden og opdagede, at jeg sad på taget af en skyskraber. Mig som havde sygeligt højdeskræk faldt sammen på ryggen og hiksede efter vejret.

    ”Bailey!” udbrød Joshua og satte sig på hug foran mig. ”Er du kommet noget til?”

    ”Nej,” sagde jeg stakåndet og tog mig til mit hjerte, der hamrede. ”Hvor er vi?”

    ”Vi er i hvert fald ikke i Washington mere. Jeg tror, vi er i New York.” Han mærkede på min pande. ”Du er helt bleg. Hvordan er vi endt her? Det kan ikke være mig der har flyttet os, for jeg kan kun gå tilbage i tiden.”

    ”Jeg føler mig drænet for energi,” sukkede jeg og mærkede mine muskler brokke sig, da jeg ville rejse mig.

    Han tog sin jakke af og rullede den sammen. ”Her. Læg dig ned på den her.” Han puffede mit hoved ned på jakken, der støttede som hovedpude, mens han løb hen og trak i døren, som var låst. ”Vi kan ikke komme væk!” Han ruskede i den. ”Shit!”

    ”Josh!” råbte jeg, da kvalmen steg og trangen til at kaste op var lige op over.

    Han løb hen til mig og satte sig. ”Hvordan skal vi komme væk?”

    ”Josh? Jeg tror det skete da vi rørte hinanden.” sagde jeg. ”Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde, men jeg tror det havde noget at gøre med mine evner.” Jeg havde en sær erindring fra lige før, vi forsvandt ind i næste scenarie, om en ugenkendelig energi der var eksploderet inde i mig. Det var rent instinkt, der havde taget over.

    ”Kan du få os væk?”

    ”Hvilken tidsperiode er vi i?” spurgte jeg. ”Vores evner måtte have slået sig sammen i det, vi forsvandt.”

    ”Jeg bestemte ikke selv hvilken tidsperiode vi er landet på. Jeg tror vi er i 2001 men jeg er ikke sikker.”

    ”New York i 2001,” sagde jeg for mig selv. ”Det skulle være meget ironisk, hvis vi befandt os på toppen af World Trade Center.” Jeg fremtvang et grin. Han rejste sig og så ud over stedet. ”Joshua! Gå væk fra kanten! Jeg vil ikke have du falder ned.”

    ”Bailey,” sagde han. ”Shit!” Han sprang hen til mig. ”Få os væk nu. Det her er World Trade Center! Du må få os væk. Jeg kan se et fly! Det flyver lige imod os!”

    ”Kan du ikke bare tage os tilbage til et tidspunkt, hvor…” længere nåede jeg ikke, før der lød et ordentligt brag under mig, og det hele rystede og buldrede. Underlaget rumlede så meget, at jeg blev løftet fra jorden og landede på numsen igen flere gange. Jeg klemte neglene ned i betonoverfladen og så efter Joshua. ”JOSH!” udbrød jeg, og han greb min hånd. Vi forsvandt i tiden, og jeg forsvandt fra min bevidsthed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...