Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15235Visninger
AA

40. 1955 - del 2

Hvad er det vi skal?” Vi gik over mod det der i fremtiden ville være bygget om til et supermarked lige ved siden af fremtidens Bugley High School.

    ”Se her.” Han åbnede døren til et stort rum, med sort og hvidt ternede gulve og røde modernistiske sofaer med runde aluminiumsborde til. Bardisken var lyseblå, ligesom de forklæder personalet havde på, og musikken var Elvis Presley, som kom fra en Duke Box for enden af lokalet. Foran mig var der et dansegulv, hvor man kunne tage en svingom.

    ”Wow.” Jeg sagde det lavmælt, men skyndte mig at lukke munden, så jeg ikke lignede en måbende idiot fra fremtiden.

    ”Nemlig. Men husk ikke at tal om nutidige ting. Lev dig ind i rollen,” huskede han mig på.

    ”Det skal jeg nok.” Jeg kunne mærke det lige med det samme - Joshua havde sans for den slags. Han passede ind som hånd i handske, hvor end i verdenshistorien han befandt sig. Det fascinerede mig.

    ”Dawson!” råbte bartenderen, mens han blendede en milkshake og vinkede os over til ham. En ikke så høj småbuttet mand med løse håndled. Hans brune hentehår var blevet stivet af med skinnende hårprodukter.

    ”Hey Frankie.” De knipsede deres tommel- og pegefinger sammen, så det sagde et lille smæld. ”Har du snart fikset din gamle spand?”

    Frankie ignorerede Joshuas spørgsmål, da han så mig. ”Det var dog lige godt…” Han kvalte det følgende ord. ”Din gamle scorekarl,” sagde han og slog Josh på brystet med en fjollet latter, men bagefter var han seriøs. ”Jones!” råbte han til en lyshåret pige, som stod ved et af bordene. ”Jordbærshake til bord 3.”

    Pigen reagerede og kom hen mod os, men da hun så Joshua, og derefter vores hænder som var flettede, stivnede hun, og det samme gjorde Joshua. Jeg sukkede og himlede med øjnene, da de to og to begyndte at give fire for mig.

    ”Det her er ikke godt,” mumlede han, da hendes ansigt gik fra overrasket til kogende vred.

    Hun sagde ikke noget. Hun trampede lige hen, stak ham en flad, tog milkshaken og pilede over til bord 3. Joshua tog sig til kinden og skar en grimasse, mens jeg prøvede at holde den kvalmende fornemmelse ude. Det mindede mig om noget; om alle de gange hvor Joshua havde været en idiot overfor mig. Jeg kunne huske hver og en af gangene, også selvom halvdelen muligvis var en løgn. Som regel når jeg så alt den kærlighed i hans blik, glemte jeg det lidt igen. Det kunne være forvirrende, at jeg heller ikke vidste, hvor meget af det der var sandhed.

    ”Det havde jeg vel fortjent.” Han drejede hovedet langsomt, og hans ansigtsudtryk lignede et forsøg på ikke at gøre mig sur. ”Det var ikke med i planerne,” sagde han og ignorerede Frankie, som stod og skraldgrinede.

    ”Hvad vil du have, jeg skal sige?” spurgte jeg og krydsede armene.

    ”Han er en ulv,” sagde Frankie og blinkede til mig. ”Hvad hedder du i grunden?”

    ”Bailey.” Jeg gav ham hånden og slog Joshua over armen bagefter. ”Nå? Hvad siger du til dit forsvar?” Jeg kunne da ligeså godt spille lidt med på legen som småfornærmet kæreste, men faktisk var jeg enormt trist.

    ”Det var før jeg mødte dig.”

    ”Helt sikkert…”

    ”Kom nu Bay.” Han lavede hundeøjnene.

    ”Okay, men så køb mig en milkshake.”

    Joshua grinede mod Frankie. ”Milkshake til madammen her… og en til mig også.”

    Jeg spidsede læberne. ”Madamme,” mumlede jeg. ”Du godeste.”

    Joshua slangede armen om livet på mig. ”Nå den bil der?” sagde han til Frankie.

    ”Jeg har lige poleret hende færdig. Prægtigt stykke materiale, skal jeg love dig for. Når først man har fundet skønheden.”

    ”Hvad med bulen i bagsmækken?”

    ”Ak,” sukkede Frankie. ”Enhver veteran har sine skrammer, men hun er en fighter.”

    ”Har hun et navn?” spurgte jeg nysgerrigt. Jeg kunne rigtig godt lide Frankie.

    ”Betty. Hun køre som vinden blæser og larmer som en traktor. Ligesom min kone.” Han lagde hånden på sin mave og grinede højt, men det eneste der undrede mig var ”kone”-parten. Han lignede mere end Adam-type, hvis jeg skulle være ærlig, men det sagde jeg selvfølgelig ikke højt.

    ”Skal du ikke have en bil Josh?” Jeg blinkede sødt med øjnene. ”Så kan du køre mig ud til stranden og se solnedgangen.” Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Det var alt for sjovt at spille tøset kæreste.

    ”Er du gal Bay. Det har jeg da ikke råd til.”

    En lyserød milkshake med grønne mynteblade på toppen blev stillet foran mig og duftede sødt. Jeg tog sygerøret i munden og smagte. Det var endnu sødere end det duftede.

    ”Hvad går du så og laver?” spurgte Frankie interesseret.

    Jeg bed mig i læben. ”Jeg går på High School sammen med Joshua…”

    Joshuas øjne blev pludselig store og ørene røde.

    ”Jeg mener det har jeg gjort,” rettede jeg og Joshua sukkede lettet. ”Jeg håber at blive lærerinde en gang.” Det var det eneste, jeg hurtigt kunne komme på.

    ”Det lyder fornuftigt, men pas nu på med forhåbningerne kære Bailey. Pludselig har du en mand og børn, og så har du ikke tid til den slags mere.”

    ”Hvorfor går jeg så i skole?” mumlede jeg, men Joshua gav mig en albue i siden. Jeg skar en grimmasse.

    ”Men selvfølgelig kan du også bare holde fast i Joshua. Han skal aldrig have børn.”

    Jeg så på Joshua med løftede øjenbryn. ”Virkelig?”

    Han bed sig i læben. ”Kan du forvente, at jeg allerede tænker på det nu?”

    Frankie begyndte at grine højt. ”I må hygge jer. Jeg har kunder,” sagde han og gik. Joshua tog vores milkshakes og fandt et bord til os ude i siden. Jeg placerede bagdelen i det rødmalede lædersæde overfor Joshua.

    ”Hvad synes du?” spurgte han håbefuldt. ”Tag dig ikke af Frankie. Han siger så mange skøre ting.”

    ”Jeg troede ikke, du også havde ekser i fortiden.”

    ”Hende der vidste faktisk ikke, at hun var min eks.”

    ”Ej Josh!”

    ”Jeg ved det godt…” Hans kinder tog farve som en tomat.

    Jeg krydsede armene og lænede mig tilbage med et lidt anstrengt ansigtsudtryk. Det var ikke fordi, jeg ikke stolede på ham - eller jo somme tider var det måske – men alle de kærester han havde haft fik mig til at føle mig overflødig. Og den mærkelige part var, at jeg ikke engang var sikker på, at jeg var rigtigt forelsket i ham.

    ”Du må ikke være sur. Hvorfor skulle jeg være kærester med en fra fortiden?” spurgte han dæmpet og så sig om. Ingen syntes at bide mærke i vores underlige samtale.

    ”Det har ikke noget med blondinen at gøre…”

    ”Rose hedder hun,” rettede han mig.

    ”Jeg er ligeglad,” sagde jeg ligeud. ”Men jeg bliver hele tiden mindet om, hvor mange du har været sammen med.”

    ”Du får det til at lyde som et helt cirkus.” Han så væk og tømte sin milkshake.

    ”Jeg ved ikke, hvor mange det er, og det betyder intet, at hun er fra fortiden. Faktum er at hun blev ked af det, og det kan jeg godt forstå, for en som dig er ikke sjov at miste.”

    ”Jeg vidste da ikke, at hun ville slå mig i ansigtet. Jeg kan ikke forudse den slags.”

    ”Stop nu med at bebrejde dit handikap for alle de dumme ting, du har gjort. Det handler ikke om, at du ikke kan forudse, hvor meget hun tæsker dig, hvis du er sammen med en anden. Det handler om din personlighed.”

    ”Min personlighed!” Den blev han såret over, og måske trådte jeg lige en tand over grænsen.

    ”Det handler om, at du ikke af dig selv har lyst til at gøre det pænt forbi med hende, men bare lader det gå over. Du kan ikke bruge dit handikap som undskyldning!” Jeg talte så dæmpet så muligt, men det var svært – også på grund af mit temperament, som altid havde været en smule voldsomt.

    ”Du skulle nødigt snakke om at bruge ens handikap!” sagde han, og det kom som et slag i ansigtet. Mine næsebord vibrerede af vrede. Hvor kunne han?! ”Du bebrejder din ordblindhed for alt, der er gået galt i dit liv.”

    Mine læber blev til en smal streg, og tårekanalerne lagde an til skud bag øjnene. Det gjorde så ondt, at jeg knap kunne tale; hvis jeg talte, så blev det til gråd. Jeg kunne mærke det. Flere gange sagde jeg til mig selv: ”tag dig sammen” for jeg kendte mig selv og vidste, at jeg havde tendens til at overreagere, men på den anden side var jeg uenig med mig selv. Jeg overreagerede ikke, og ved et øjekast på Joshua, kunne jeg se med det samme, at han godt vidste det.

    ”Bailey jeg…”

    Jeg rejste mig op uden at sige noget og gik min vej udenfor på fortovet. Månen var fremme og ikke en sky var at se på himlen, kun stjerner. Mine sko klakkede mod fliserne, da jeg gik og ventede på han kom efter mig. Han skulle nok lige betale først.

    ”Stop lige!” råbte han efter mig og løb om foran mig, så jeg var nødt til at stoppe.

    ”Tag mig tilbage til nutiden,” sagde jeg, og ligesom jeg havde forudset, så begyndte jeg at tude. Det var ligeså meget tårer af vrede, som det var tårer af sorg, for sådan var jeg. Jeg begyndte altid at tude, når jeg var nødt til at konfrontere nogen, mens jeg var vred.

    Han samlede min hånd op. ”Undskyld,” sagde han.

    ”Du skal ikke tage min hånd, og tro det er godt igen!” Jeg tørrede øjnene og tog en dyb indånding, mens jeg samlede mig. ”Du var den eneste, jeg var sikker på forstod mig. Alle andre tror de kan gøre alverden, men du prøvede ikke at lave om på mig. Mine venner tror bare, jeg er en uheldig en, som er ordblind, men du forstod det Josh! Og selvom det der er sket med mine minder somme tider slår mig ud, så var det at du forstod det den eneste ting, jeg var sikker på… Men så alligevel ikke.” Jeg så på ham med mit lynene blik. ”Jeg vil gerne have, at du tager mig med tilbage nu.”

    ”Ikke før du tilgiver mig.”

    Jeg svarede ikke.

    ”Jeg blev bare så sur, at jeg ikke tænkte over, hvad jeg sagde. Jeg er virkelig ked af det.”

    Det var bare ikke godt nok den her gang. Hans undskyldning prellede af. ”Det er det der er problemet med dig Joshua. Du siger ikke sådan nogle ting, fordi du er vred og ønsker at såre folk. Det du siger, mener du virkelig, og så ryger det lige ud af munden på dig, fordi du ikke tænker over det først. Den ting er til gengæld en ting, du kan bebrejde dit handikap, men det er bare…” Jeg rystede på hovedet. ”Det gør ondt!”

    ”Jeg ved det godt. Jeg ville ønske, jeg kunne tage det tilbage, men det kan jeg ikke.”

    Det hele virkede så håbløst, og jeg var ikke den eneste med den holdning. Jeg kunne se det på ham.

    ”Desuden var det, du sagde ligeså slemt. Det gjorde da også ondt på mig.”

    ”Ja, men det gjorde ondt på mig, at du ikke engang overvejede at sige undskyld til hende pigen. Det gør ondt, at du kun er sød mod dem, du holder af. Resten tager du slet ikke op til overvejelse.”

    ”Det passer ikke!” Nu var han vred. ”Bare fordi jeg sårede én pige, så er det åbenbart generelt.”

    Jeg sukkede og tog mig til hovedet.

    ”Hvor vil du hen med alt det, du står og siger?” Joshua krydsede armene over brystet.

    Jeg tørrede øjnene igen. ”Jeg er så frustreret!”

    ”Men hvorfor? Hvad er det jeg gør galt andet end at pisse dig af over at sårer en af dine rivaler?”

    Jeg havde så meget rod i mit hoved, at jeg pludselig ikke engang forstod samtalen, som vi lige havde haft. Hvorfor var jeg egentlig sur? Jeg stod og så på en person, som jeg holdt så meget af, men på samme tid blev jeg ved med at nedtrykke tvivlen om ham. Inderst inde havde jeg jo ikke fået mine minder tilbage, men jeg havde slet ikke lyst til at tænke på det.

    Det hele føltes bare for godt til at være sandt. At han var så sød mod mig. Der måtte være en bagtanke; måske arbejdede han sammen med Morgan, og så havde de sat det op. Og hvad med alle kæresterne? Kunne det virkelig passe, at han kunne nøjes med mig? Eller var jeg paranoid?

    ”Hvorfor siger du ikke noget? Du står bare og græder…” Han så mildere ud nu. Han var jo sød. Han passede på mig på Pearl Harbor, og han gav mig sin mors halskæde. Problemet var, at jeg snart ikke længere kunne skubbe tvivlen væk. Jo mere jeg fortrængte alt hvad jeg enten ikke huskede eller huskede forkert, jo sværere blev det at finde hoved og hale i mine følelser, og pludselig føltes det som om, jeg havde ramt en mur. Jeg kunne ikke mere. Jane havde ødelagt min hjerne for alvor, og jeg kunne ikke længere fortrænge det.

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro længere,” mumlede jeg.

    ”Hvad snakker du nu om?” Han lignede et stort spørgsmålstegn, og jeg kunne ikke bebrejde ham. Nogen havde pillet ved min hjerne for længe siden og nu gav det bagslag.

    ”Jeg tror gerne, jeg vil hjem.” Det hele sad som en stor fed klump i halsen på mig, som kun blev værre, når jeg sank. Et skær af panik lagde sig over ham.

    ”Hvad er der galt Bailey. Hvorfor kan du ikke bare sige det? Er det Jane? Tror du, jeg er ond nu igen?” Jeg kunne se, han have lyst til at trøste mig på en eller anden måde, men han kunne snart indse at han var komplet magtesløs.

    ”Tag mig hjem.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...