Da tiden standsede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bailey er ikke en hel almindelig pige fra Ohio. Hun er ordblind, hun er meget matematisk begavet, hun passer ikke ind socialt, og så har hun en overnaturlig hemmelighed. Den dag tiden bliver sat i stå af Joshua Dawson, den blærende quaterback som alle pigerne falder for, finder de to ud af at de har en helt særlig forbindelse til hinanden. De bliver kastet ud i en rejse gennem tid og rum og udforsker fortællingen om verdenshistoriens virkelige gang. Er Bailey og Joshua i stand til at klare strabadserne og kan de bevare håbet? (Alt fortolkning af kristendommen er det pure fiktion!)

47Likes
73Kommentarer
15200Visninger
AA

39. 1955 - del 1

Næste morgen havde jeg en underlige kvalme, da jeg gik ned mod skolen. På visse punkter kunne man vel sige, at jeg kendte Joshua godt, men på andre måtte jeg give fortabt. Hvad skulle jeg sige til ham? Skulle jeg overhovedet sige noget til ham?

    Ærligt talt var det svært for mig at finde min position i hele det her spil. En gang imellem blev vi lige sat i en dødfarlig situation, som gjorde os fortjent til en lille blå sten, der sjovt nok gav os endnu flere problemer, end vi allerede havde i forvejen. Jo flere blå sten, jo mere indviklet blev det. Desuden skulle vi tage højde for Morgan, som efterhånden havde været væk lidt for længe til, at det kunne kaldes en god ting. Jeg ventede stadig på slaget i ansigtet, og tog ofte mig selv i at tjekke en ekstra gang, inden jeg drejede om et hjørne.

    Det værste var, at folk omkring mig virkede til at mene, at stenene var vigtigere end noget andet, men hvem havde spurgt mig, hvad jeg havde lyst til? Jeg kunne lide, at jeg endelig var noget specielt, men ikke på denne her livsfarlige måde. Og hvem havde egentlig fortalt mig om alle de andre følelser?

    Så meget som jeg syntes, Ken var en dum skid af og til, så var han den eneste, der forstod mig og Joshua. Det var jo ikke let. At se folk dø var minder, som blev ved med at gnave, og ikke nok med det, så skulle Joshua til at grave op i en sorg, som han helst ville være foruden. Var det virkelig meningen, at Joshua og jeg skulle have nerver til det?

    Jeg var ikke stødt ind i Joshua i løbet af formiddagen, men det var god tid til at overveje, hvad jeg skulle sige til ham. Hvordan jeg skulle gribe det an, så han ikke endte med at tro, jeg ikke forstod. Det gjorde jeg heller ikke, men hvad skulle jeg gøre? Ryste op med en joke og lade som om intet var hent? Det kunne jeg ikke, for der var én ting jeg forstod, og det var følelsen af at bære nag. William, den skiderik, og Morgan med. Det var deres skyld.

    Jeg sad udenfor i solen og nippede til en cookie i spisepausen, mens de andre sad omkring mig og snakkede over hovedet på mig. Jeg fulgte slet ikke med i samtalen, for min indre diskussion tog alt for meget opmærksomhed. Det var først, da Joshua viste sig i mængden, at noget fangede mit blik. Jeg nikkede ham over til os og gav lidt plads til ham ved siden af mig, hvor han satte sig så vores arme rørte hinanden. Vi så på hinanden og udvekslede et tavst hej.

    ”Der har vi ham jo,” sagde Adam. ”Bailey har kigget sig over skulderen det meste af dagen.”

    ”Tak Adam,” mumlede jeg.

    Emma kiggede på sin telefon. ”Timen begynder om lidt,” sagde hun og stak sit æble i munden igen. ”Kom.”

    Jeg skulle til at rejse mig med de andre, men Joshua kom mig i forkøbet. ”Vi kommer om lidt,” sagde han, og de andre nikkede undrende, da de forlod os.

    ”Hvad så?”

    ”Jeg har noget til dig.”

    ”Til mig?” spurgte jeg overrasket.

    Han stak hånden i jakkelommen og fandt noget som han lagde i min hånd. En lille sølvhalskæde med et smykke i. Det var en lille blå sten med en diameter på to centimeter og et hul i midten. Den lignede fuldstendigt den på min hånd under bandagen.

    ”Hvor har du fået fat i den?”

    ”Den lå i kuverten sammen med brevet fra min mor. Jeg så det først, da du var gået. Jeg synes, du skal have den.”

    ”Den er flot.” Jeg kradsede i mønstrene på den blå overflade. Det matchede de rigtige mønstre på min hånd.

    ”Kom her,” sagde han og åbnede låsen for at lægge den om min hals. ”Blå klæder dig.”

    ”Tak.” Jeg smilede og rejste mig. ”Vi må hellere komme til time.”

    ”Det må vi hellere,” svarede han. Vores veje skiltes modvilligt, og jeg traskede ind mod klassen til Kim, som var alene, fordi de andre havde et andet fag.

    ”Hvad er det, du har om halsen?” spurgte Kim interesseret og tog den i sine fingre for at se nærmere på den. ”Fik du den af Joshua?”

    ”Ja, han øhm… han fandt den i gemmerne, og syntes den var pæn.” Jeg smilede overbevisende og regnede med, at mine svagt blussende kinder blev set som et tegn på forlegenhed fremfor løgn. ”Jeg kan faktisk godt lide det,” sagde jeg oprigtigt.

    ”Den er speciel, men tror du ikke, der skulle have været lidt mere glimmer i, hvis han virkelig skulle vise sin kærlighed?” Jeg var lige ved at måbe, men tog mig selv i det og løftede min tabte kæbe tilbage på plads. Jeg havde stadig ikke kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle sige til dem, at vi ikke var kærester.

    ”Glimmer siger mig ikke så meget, og Joshua ved hvor meget jeg elsker blå.” Pludselig slog det mig, at det var et sjovt sammentræf, at min yndlingsfarve og den blå sten hang sammen.

    ”Jamen så passer den jo til dig, men hvis det var for mit vedkommende, så ville jeg først tro på ægte kærlighed, hvis fyren turde købe noget dyrt til mig.” Hun nikkede overbevist over sin egen visdom. Jeg havde heller ikke fortalt Kim den fulde sandhed. Hvis ikke jeg betød noget for Josh, så ville han ikke have givet sin mors sidste gave til mig.

    ”Jeg ville nødigt være din kæreste. Det lyder dyrt.” Jeg lod som om, jeg tørrede sveden af panden og viftede det af, og hun tjattede drillende til mig. Pludselig fik hun røde kinder og gemte ansigtet. ”Hvor er du sød,” grinede jeg, da læreren kom ind, og timen begyndte.

 

***

 

Jeg prikkede lidt til tangenterne i klaveret. Det stemte ikke helt, så jeg lod hånden trille ned over dem alle sammen fra den ene side til den anden, så jeg kunne glemme lyden af den falske tone. Mine øre var sarte med hensyn til falske toner. Jeg rodede hånden i tasken og fandt et nodeark til en ny sang med et vanskeligt fingerspil. Jeg lod tonerne tage mig væk et øjeblik og fjernede min koncentration fra pentanerverdenen.

    Døren gik op, og Joshua trådte ind i skolens rodede musiklokale, hvor der lå kabler og instrumenter over alt. ”Kim sagde, jeg kunne finde dig her,” sagde han og kradsede sig i nakken. ”Er der noget galt?”

    ”Hvorfor skulle der være noget galt, bare fordi jeg spiller klaver? Det er jo det der gør mig glad.” Jeg kradsede i et klistermærke, hvor der stod D, som sad på en af tangenterne.

    ”Jeg kan se det på dig,” sukkede han.

    Jeg trak på skuldrene og lagde fingrene på tangenterne. Jeg spillede en hurtig frikadellens flugt over plankeværket, hvilket fik Joshua til at grine.

    ”Du er virkelig god.” Han satte sig på bordet bag mig og dinglede med benene.

    ”Det jeg lige spillede var altså heller ikke raketvidenskab.”

    ”For mig er det. Hvad så? Hvorfor siger de alle sammen, at du er fraværende?”

    ”Det er fordi, jeg tænker. Det gør man somme tider.”

    ”Hvad tænker du på?”

    ”At din skøre bror har være væk lidt for længe. At verden pludselig er blevet drejet 180 grader. At jeg stadig ikke engang kender mine evner. At jeg skal gøre en hel masse uden at vide hvorfor og hvordan…” Jeg tog en dyb indånding. ”Jeg kan sagtens fortsætte opremsningen.”

    ”Ingen har bedt dig om at gøre noget,” svarede han roligt.

    ”Jo. Det sker bare, og så bliver vi smidt ud i livsfarlige situationer. Jeg elsker at være sammen med dig, men hvis jeg skal være ærlig, så gør det mig bange nogen gange.”

    ”Du skal ikke være bange for at være sammen med mig.” Han så helt fortvivlet ud, og det var jo heller ikke meningen at gøre ham ked af det.

    ”Men det kan jeg ikke rigtigt lade være med, når det vi oftest laver sammen er at tage på livsfarlige missioner.”

    Han svarede ikke. Han sad der bare med let spidsede læber og uro i benene.

    ”Desuden så kan jeg godt forstå, det Ken siger til os, når han ikke mener vi bør være sammen. Vi ved ikke, hvad vi laver, vi gør det bare uden at lytte til Ken, som egentlig har en pointe i det han siger. Han bekymre sig for dig, men vi har begge to lukket ørene for det. Det fortjener han ikke.”

    ”Jeg forstår ikke, hvad det er du siger,” mumlede han. ”Vil du ikke tilbringe tid sammen med mig mere eller hvad?”

    ”Jo jeg vil, men du spurgte, hvad der gik mig på.”

    ”Ja…” Han nikkede mod klaveret. ”Må jeg høre dig spille?”

    Jeg tøvede. ”Jeg har ikke øvet det her stykke så meget. Det er svært.” Jeg nikkede mod nodearket.

    ”Jeg er sikker på du kan,” svarede han med et smil på læben. ”Ligesom alt andet.”

    Jeg rejste mig og stillede mig mellem hans ben op ad bordpladen, hvor jeg lænede mig frem og kyssede ham blidt på læberne. Han havde ikke set den komme, og det havde jeg for så vidt heller ikke. Det føltes bare rigtigt.

    ”Okay nu er jeg virkelig forvirret,” svarede han lidt efter.

    ”Velkommen i klubben,” sagde jeg og satte mig for at spille min melodi. Trods nervøsiteten som opstod, når jeg skulle præstere noget, så spillede jeg den bedre end ved alle de gange, jeg øvede den for mig selv.

    Et øjeblik efter den sidste tone havde sunget, larmede stilheden. Joshua havde en effekt på mit klaverspil, men hvordan og hvorfor? Det var Joshua der lærte mig at huske, hvad jeg havde lyst til, fremfor at bekymre mig om det min familie havde lyst til, at jeg gjorde. Han havde hjulpet mig med at finde viljen til at acceptere, hvem jeg var, og hvad mine evner betød for mig, fremfor at se det som en klods om benet. Det kunne være derfor, jeg spillede bedre, når han var til stede.

    ”Jeg behøver ikke fortælle dig, at det var smukt. Du ved det godt selv – nok bedre end jeg.”

    Jeg drejede om i sædet og så op i hans øjne. Et skær af en god ide tændte sig, og det der eventyrlystne blik jeg kendte så godt spejlede mit ansigt i øjnene på ham.

    ”Jeg har en ide,” sagde han og trak mig op at stå. ”Bliv stående lige her!”

    ”Okay.” Jeg rynkede panden. Et splitsekund var han væk, og i samme øjeblik stod han foran mig igen. Jeg søgte en forklaring, men det eneste han gjorde var at tage min hånd og lade musiklokalet hvirvle omkring os i en døs der placerede vores fødderne på en stor grøn græsmark. Bugley High Schools fortid.

    ”Hvornår?” spurgte jeg, og han vidste, hvad jeg mente.

    ”1955… se her.” Han samlede noget tøj, som lå lige foran vores fødder, op fra jorden. Det var det, han havde lavet på det splitsekund han forsvandt i musiklokalet. ”Jeg har betalt for det hele. Bare rolig.”

    Jeg modtog en marineblå kjole op med hvide polkaprikker og tyl under skørtet, som fik den til at strutte en lille smule. Den var samlet på maven, og der var et bælte til.

    ”Hvad er meningen?”

    ”Jeg har jo ikke sådan rigtigt inviteret dig med på date før. Håber ikke det gør noget, at det blev lidt spontant.” Han samlede et par hvide sko op til mig med en solid og ikke så lang hæl på. De så stabile ud. Lige min smag.

    Jeg grinede af ham. ”Det bekymre mig, at du er så god til at finde mine størrelser,” sagde jeg, da jeg havde stukket en fod i den ene.

    ”Det sker, når man rejser rundt med dig.” Han trak mig med sig ind i skoven. ”Det her bliver altså det bedste omklædningsrum, jeg kan ryste op med. Du kan gå derover, så står jeg her.” Vi skiltes et øjeblik, mens vi trak i tøjet. Min kjole var ikke helt let at finde rundt i med alle lagene, men da det gik op for mig, at lynlåsen skulle sidde under armen, så gav det straks mere mening. Den var pæn, men jeg stod og savnede et spejl.

    ”Josh?”

    ”Ja, kom bare.” Jeg gik ud til ham og kvalte et fnis, da jeg så hans tøj. Mørkeblå lidt stramme bukser, som var rullet et par gange op ved anklerne. Sort tshirt stukket ned i bukserne samt en åben læderjakke. Hvis det ikke var fordi, han ikke havde kommet gele i håret, så lignede han et cast til Grease. Ja, det gjorde jeg for den sags skyld også.

    ”Jeg kan fornemme stilen,” grinede jeg og tog ham i hånden. ”Du er fjollet.”

    ”Du kan lide det.”

    ”Hvordan ved du det?”

    ”Fordi jeg har lagt mærke til, hvordan du opfører dig, når vi er på tidsrejse, og du elsker at have kjole på.”

    Mine kinder blussede svagt. Det var jo min hemmelighed.

    ”Jeg har nogle venner, du skal møde. Det sjoveste ved tidsrejser er, at man skal leve sig ind i rollen som den person, man har klædt sig ud som, så hvis jeg fortæller en løgn, så er det kun fordi, jeg spiller skuespil. Vent jeg justere lige tiden.”

    Jeg så mod himlen, hvor skyerne pludseligt bevægede sig i susende hast hen over himlen, til den begyndte at tage en svag mørk farve. Vi gik ned for enden af græsplænen, hvor der var der en vej, hvorpå nogle af 50’ernes flotte pastelfarvede biler kørte. Jeg bed mig forundret i læben, mens jeg klemte Joshuas hånd, da han sagde ”Nu!” og løb over vejen med mig, klumpet hængende i hans arm, efter sig. Jeg grinede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...